Transferanalyse: Hvordan gik det for Israel Start-Up Nation?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med Israel Start-Up Nation, der endte som nr. 10 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ryttere, der bliver på holdet

Rudy Barbier, Sebastian Berwick, Patrick Bevin, Jenthe Biermans, Guillaume Boivin, Matthias Brändle, Alexander Cataford, Alessandro de Marchi, Alex Dowsett, Itamar Einhorn, Chris Froome, Omer Goldstein, Carl Fredrik Hagen, Ben Hermans, Reto Hollenstein, Daryl Impey, Taj Jones, Krists Neilands, Guy Niv, James Piccoli, Guy Sagiv, Tom van Asbroeck, Sep Vanmarcke, Michael Woods, Mads Würtz Schmidt, Rick Zabel

Nye ryttere

Jakob Fuglsang (Astana-Premier Tech), Giacomo Nizzolo (Team Qhubeka NextHash), Hugo Houle (Astana-Premier Tech), Corbin Strong (SEG Racing Academy)

Ryttere, der forlader holdet

André Greipel (stopper karrieren), Dan Martin (stopper karrieren), Davide Cimolai (Cofidis), Hugo Hofstetter (Team Arkea Samsic), Alexis Renard (Cofidis), Norman Vahtra (Go Sport-Roubaix Lille Metropole)

Hvordan gik transfersæsonen?

I en tid, hvor sportens største stjerner nærmest synes at toppe, inden de har rundet de 25, er mange hold blevet nærmest sygeligt besat af talent. Blandt andre Nicolas Roche har efter sit karrierestop beklaget sig over, hvor svært det er blevet at være veteran i et felt, hvor diverse managers er nærmest desperate for at misse den næste Remco Evenepoel og den næste Tadej Pogacar. Derfor udfylder man hellere den sidste plads med en ung U23-rytter, der måske kan overraske med et stort gennembrud, fremfor at bruge hullet på en veteran, der næppe bliver bedre, end han var i den foregående sæson.

I den situation må man lette lidt på hatten for den canadisk-israelske forretningsmand Sylvan Adams. I sit meget dedikerede og ihærdige forsøg på at skabe et israelsk superhold er han nemlig gået helt mod strømmen. Efter års målrettet arbejde lykkedes det ham i 2020 at blive en del af WorldTouren, da hans israelske mandskab overtog licensen fra det kollapsede Katusha-mandskab, og da han i forbindelse med det lidt tumultariske indtog på det højeste niveau havde brug for at opruste truppen, var hans blik slet ikke rettet mod talent. Tværtimod satsede han først og fremmest på ældre ryttere, der syntes at have deres bedste år bag sig, da han investerede i André Greipel og Dan Martin, og da han forud for 2021 under mere rolige forhold fik lejlighed til at styrke truppen yderligere, kastede han de canadiske dollars efter veteraner som Chris Froome, Sep Vanmarcke, Daryl Impey, Michael Woods og Alessandro de Marchi.

Den strategi har i den ungdomsfokuserede verden været udsat for en del hovedrysten, og det står da også lysende klart, at investeringen i Froome meget vel kan ende som en af sportens største fiaskoer, ligesom Greipel heller aldrig blev en tordnende succes i israelsk tjeneste. Alligevel er det svært ikke at blive imponeret over succesraten, for selvom det israelske hold med en gennemsnitsalder på 28,9 år var WorldTourens i særklasse ældste, lykkedes det dem allerede i deres bare anden sæson på WorldTouren at klemme sig ind i top 10. Måske blev det bare til tre WorldTour-sejre, ligesom ikke færre end fire af de 17 triumfer blev opnået i for de fleste vedkommende mindre nationale mesterskaber, men da Adams og co. blev en del af WorldTouren for knap to år siden, var der næppe mange, der havde troet, at de allerede i deres anden sæson ville være blandt de 10 bedste hold - slet ikke hvis man dengang havde vidst, at en stor del af budgettet ville blive brændt af på en desværre stærkt falleret grand tour-konge.

Ikke desto mindre har Adams med stormskridt nærmest sig toppen, og derfor kan man godt forstå, at han ikke har haft det store behov for at ændre på sin strategi. Faktisk synes han slet ikke at have haft det store behov for at ændre på den trup, der gjorde det så godt i 2021. Hvor han hentede ikke færre end 16 nye ryttere forud for 2020 og 9 nye navne forud for 2021, har israelerne nemlig forud for den kommende sæson været blandt de absolut med passive på transfermarkedet. Bare fire nye navne hentes ind, og de erstatter seks ryttere, der siger farvel til den nu lidt smallere trup.

Strategien om at satse på rutine frem for talent fraviges bestemt heller ikke. På tabskontoen er det mest markant, at holdet siger farvel til de to første stjerneveteraner, der kom til holdet. Både Greipel og Martin har nemlig valgt at indstille karrieren, og Adams synes at have fulgt den filosofi, at begge de to topnavne skulle erstattes én til én. Og når erstatningerne skulle findes, gik han naturligvis efter etablerede veteraner og ikke efter lovende talenter.

Det første af de to ”ombytninger” er i etapeløbene og de kuperede klassikere, hvor der skulle findes en erstatning for Martin, der med sine top 10-placeringer og etapesejre i både Giroen og Vueltaen i de to seneste år har været en af de bærende kræfter bag succesen. Valget faldt på den endda endnu ældre Jakob Fuglsang, og nok engang viste Adams, at han ikke er bange for at satse stort på det grå guld, da han trods det mislykkede Froome-sats præsenterede danskeren for intet mindre end en treårig kontrakt.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Det bærer i den grad præg af at være et sats. Havde der været garanti for, at Fuglsang ville køre på sit 2019- og 2020-niveau, var de tale om et sandt scoop, men efter den uheldige 2021-sæson, hvor han aldrig fandt sit niveau, vil der i forhold til så aldrende en rytter altid være tvivl. Ser man på den netop forløbne sæson, ville byttet mellem Martin og Fuglsang således være et dårligt et af slagsen, men ser vi på 2019 og 2020, er der ingen tvivl om, at Adams er kommet styrket ud. Mange - ikke mindst det danske publikum - drømmer naturligvis om at se en genfødt Fuglsang hos israelerne, der heldigvis har en fremragende historie for at få folk til at blomstre op, men det er helt indlysende, at det kan gå begge veje med satsningen på Fuglsang, der i storform ellers har potentiale til i de kuperede klassikere, som etapejæger i Touren og i ugelange etapeløb har potentiale til at udgøre en meget spændende duo med Woods, der kun synes at blive bedre og bedre med årene.

På samme måde er der på sprintersiden en direkte udskiftning, men her synes der omvendt at være garanti for, at der er tale om en forstærkning. Greipel lykkedes ganske vist med at tage to mindre sejre i 2021, men det har længe været klart, at han var langt fra fordums styrke. Holdet har haft en ret bred sprintertrup og et tog med Matthias Brändle, Alex Dowsett og Rick Zabel, som har manglet den helt skarpe afslutter at køre for. Det får de med Nizzolos ankomst nu, og selvom han jo er en anden type end Greipel og sjældent vinder de klassiske massespurter, er der utvivlsomt tale om en opgradering på sprintersiden. Så sent som i 2021 lykkedes det ham trods alt at vinde en Giro-etape, og det skete uden et tog af samme kaliber som nu. Samtidig er han en markant styrkelse i klassikerne, hvilket hans EM-titel, italienske mesterskab, 2. plads i Gent-Wevelgem og 5. plads i Sanremo inden for de seneste to år samt senest hans fornemme VM klart understreger, og den brostenstrup, der i forvejen kørte så flot i Roubaix, ser pludselig meget mere potent ud. Særligt i lyset af at holdet havde så bred en sprintertrup uden topsprinter, må Nizzolos ankomst regnes som lidt af en gave.

Han skal imidlertid erstatte mere end bare Greipel. Der ryddes nemlig gevaldigt ud i den relativt omfattende sprintertrup. Det største tab er utvivlsomt Davide Cimolai, der måske ikke vandt mange løb for holdet, men var en af de stærkeste og mest stabile kræfter. Som type har han klare ligheder med Nizzolo, og samtidig er han eminent i rollen som lead-out man. Et ”ægteskab” mellem Cimolai og Nizzolo havde været en gave, særligt fordi Cimolai kunne have siddet med til at agere lead-out på de hårde dage, hvor de andre sprintere er væk. Det kniber for det tilbageværende tog, og derfor må Adams ærgre sig gul og blå over, at italieneren smutter.

Også Hugo Hofstetter siger farvel, men her er tabet måske knap så stort. Ganske vist betyder hans fornemme positioneringsevne, at han har for vane at score en endeløs serie af topplaceringer, men den manglende fart betyder også, at han næsten aldrig vinder, heller ikke på lavere niveau. Det er klart, at han tager en masse point med sig videre, netop fordi han er så stabil, men da han som type har ligheder med Nizzolo og ikke har Cimolais store lead-out-erfaring, er tabet her knap så udtalt. Det er det heller ikke med sprinteren Norman Vahtra, der blev hentet til holdet som en lovende sprinter, men som aldrig rigtigt er slået til i rollen som lead-out man og derfor må tilbage på lavere niveau.

Holdets sjette og sidste farvel er også rettet mod en hurtig mand. Alexis Renard har været lidt svær at kategorisere, fordi han ved enkelte lejligheder har kørt nogle pæne massespurter, som han endda selv mener, at han kan vinde, men chancerne har været meget få. I stedet er hans bedste resultat den overraskende samlede 3. plads i Tour de Wallonie, og meget taler også for, at hans potentiale er størst i klassikerne. Han har dog ikke vist takter, der antyder, at han har kurs mod at blive en toneangivende figur, og derfor er heller ikke det tab alt for voldsomt.

De sidste to ændringer kommer ved indgangsdøren. Hugo Houle følger med Fuglsang fra Astana, og han er et glimrende match. Først og fremmest har han passet i orden for et hold med stærke canadiske forbindelser, og for det andet gør han det altid glimrende i rollen som hjælper, hvor hans holdbarhed er større, end man ofte tror. I klassikerne slog han aldrig til i kaptajnrollen på et svagt Astana-hold, men hos israelerne vil han være en solid hjælper for Vanmarcke, Nizzolo og co., ligesom han vil være det i grand tours.

Endelig fraviger Adams også på et enkelt punkt fra sit fokus på veteraner. Hvert eneste år henter han en eller to unge ryttere, og det gør han også i år, hvor der er blevet plads til Corbin Strong. Newzealænderen er først og fremmest kendt for en flot banekarriere, og selvom han har gjort det aldeles fremragende i landevejsløb på den anden side af kloden, kneb det, da han i år endelig fik lov at prøve sig af i Europa. Det viste, at han i hvert fald har en masse erfaring at indhente, men netop fordi han er så urutineret, kan hans potentiale være større, end man umiddelbart fornemmer. Han er i hvert fald en robust type, der burde have kig mod klassikerne.

Han er imidlertid også undtagelsen, der bekræfter reglen om, at Israel SUN er cykelsportens plejehjem. To markante veteraner i form af Martin og Greipel siger farvel, og de erstattes én til én af to andre veteraner, Fuglsang og Nizzolo. Satset på Fuglsang har karakter af et sats, men byttet mellem Greipel og Nizzolo burde ikke kunne gå galt. Tabet af Cimolai gør ondt, særligt fordi han ville have været så oplagt en makker til sin landsmand, men med Nizzolo i truppen bør israelerne stå stærkere, end de gjorde forud for sidste sæson. I lyset af de fine resultater, de opnåede i år, ser det slet ikke så skidt ud igen, selvom Adams bryder tidens trend med et kolossalt fokus på ungdom.