Transferanalyse: Hvordan gik det for Quick-Step Alpha Vinyl Team?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med Quick-Step Alpha Vinyl, der endte som nr. 1 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

BEMÆRK: Den 1. januar bringer vi den udestående analyse af EF Education-Nippo. Grundet uklarhed om holdets sammensætning sprang vi i første omgang det amerikanske hold over, men analysen vil blive bragt nu, hvor vi er nået til toppen af ranglisten.

Ryttere, der bliver på holdet

Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Nicola Bagoli, Davide Ballerini, Mattia Cattaneo, Remi Cavagna, Mark Cavendish, Josef Cerny, Tim Declercq, Dries Devenyns, Remco Evenepoel, Mikkel Honoré, Fabio Jakobsen, Iljo Keisse, James Knox, Yves Lampaert, Fausto Masnada, Michael Mørkøv, Florian Senechal, Pieter Serry, Stijn Steels, Jannik Steimle, Zdenek Stybar, Bert van Lerberghe, Mauri Vansevenant

Nye ryttere

Louis Vervaeke (Alpecin-Fenix), Ilan van Wilder (Team DSM), Mauro Schmid (Team Qhubeka NextHash), Stan van Tricht (SEG Racing Academy), Ethan Vernon (Team Inspired), Martin Svrcek (Team Franco Ballerini Due C)

Ryttere, der forlader holdet

Sam Bennett (BORA-hansgrohe), Joao Almeida (UAE-Team Emirates), Alvaro Hodeg (UAE-Team Emirates), Shane Archbold (BORA-hansgrohe), Ian Garrison (L39ion of Los Angeles)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der findes næppe nogen holdmanager, der har manøvreret så godt på transfermarkedet som Patrick Lefevere. Den snu belgier har ikke WorldTourens største budget, og det gør sportslig succes til lidt af en udfordring. Succes har sportens suverænt mest vindende hold som bekendt masser af, men det betyder desværre også, at de utallige stjerner, han udvikler, meget hurtigt lokkes af bedre tilbud andetsteds.

Det har haft den kedelige konsekvens, at Lefevere har for vane år efter år at skulle sige farvel til et par af sine største navne. I 2015 var det Mark Cavendish, Michal Kwiatkowski og Rigoberto Uran, i 2016 var det Tony Martin, i 2017 var det Tom Boonen, Dan Martin, Marcel Kittel og Matteo Trentin, i 2018 var det Niki Terpstra, Fernando Gaviria og Maximilian Schachmann, i 2019 var det Philippe Gilbert, Elia Viviani og Enric Mas, og i 2020 var det Bob Jungels. Hver gang tænker man, at det må betyde en markant nedgang i antallet af sejre, men år efter år lykkes det alligevel Lefevere at opfinde et par nye talenter, som betyder, at holdets position som feltets sejrskonger aldrig bliver truet, nærmest uanset hvor mange stjerner der sendes andetsteds hen.

Årets transferkampagne passer perfekt ind i det mønster, vi har lært at kende. Nok engang har Lefevere tabt kampen mod pengestærke hold, og derfor må han denne gang sige farvel til ikke færre end tre profiler. Denne gang er det slet ikke lykkedes at indhente markante erstatninger, men til gengæld er Lefeveres blik for talent landet på fem unge ryttere, der får chancen for at udvikle sig på det hold, der vel har den allerbedste historik for at få folk til at blomstre. Dermed er billedet så klassisk, som det overhovedet kan være. På papiret er truppen svækket markant, men hvis det går, som det plejer, tager nye ryttere bare over - og det skulle ikke undre, om de unge talenter også allerede nu begynder at levere resultater. Sådan går de i hvert fald ofte.

Det har heller ikke været let at være Lefevere denne gang. Samtidig med at en af hans hovedsponsorer var på vej ud ad døren, stod han med opgaven at få forlænget med næsten alle sine største profiler. Det lykkedes da også med Remco Evenepoel, Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Davide Ballerini, Mark Cavendish, Florian Senechal og Fabio Jakobsen samt nøgleryttere som Michael Mørkøv, Remi Cavagna, Fausto Masnada, Mikkel Honoré, Andrea Bagioli og Mattia Cattaneo, men budgettet rakte ikke til at holde på dem alle. Derfor er det også en grim tabskonto, Lefevere kan se på, samtidig med at han håber, at der nok engang findes erstatninger for dem, der smutter.

Det mest omdiskuterede skifte er naturligvis Sam Bennetts. Det kan stadig være lidt svært fra sidelinjen at få det fulde billede af, hvad der rent faktisk skete, men sandt er det i hvert fald, at Bennett allerede tidligt på sæsonen skrev kontrakt med Bora, der havde flere økonomiske muskler at spille med end Lefevere. Dengang var alt stadig fryd og gammen, men det kunne se ud til, at den belgiske manager var svært utilfreds med, at den irske supersprinter hurtigt smuttede hjem til det hold, Lefevere måtte bruge mange kræfter på at redde ham ud af, da en mundtlig aftale i 2019 angiveligt i første omgang forhindrede ham i at foretage det skifte, han selv ønskede. I kølvandet på den nye kontrakt fulgte det første offentlige Lefevere-angreb på Bennett, og herfra eskalerede konflikten til nærmest absurde højder, der naturligvis gør ethvert fremtidigt samarbejde helt utænkeligt.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det er imidlertid ikke mærkeligt, hvis Lefevere oplevede en vis frustration, da Bennett skrev kontrakt andetsteds. Det er måske let at glemme i kølvandet på de mange kontroverser, men efter en 2020-sæson, hvor han trods Tour-etapesejre og grøn trøje ikke virkede helt så overbevisende som i 2019, var Bennett slet og ret fremragende i årets første måneder. Her vandt han her, der og alle vegne, og i fraværet af de to hollandske supersprintere kunne han uden tøven erklære sig som verdens bedste sprinter. At skulle sige farvel til en sådan sejrsgaranti- og maskine vil gøre ondt på ethvert hold, og selvom genfødslerne af Cavendish og Jakobsen gjorde, at hans fravær i efteråret slet ikke føltes så voldsomt, er hans farvel et gigantisk tab for holdet, der mere end noget andet har kunnet kalde sig verdens bedste sprinterhold.

Et endnu større problem er det, at han ikke er alene. Alvaro Hodeg rejser nemlig videre til UAE, og det tab vil også kunne mærkes. Ganske vist har colombianeren haft to svage sæsoner, men i efteråret 2021 gav han antydninger af, at han er på vej tilbage efter et 2020, hvor han knap kørte én eneste massespurt. Det ser stadig ud til, at Hodeg ikke bliver den supersprinter, man kunne ane, da han bragede ind på den professionelle scene, men for et hold, der sjældent har haft færre end tre vindende sprintere, er det problematisk, at man med tabene af Bennett og Hodeg til næste år må nøjes med Jakobsen og Cavendish. Nok var de begge sejrsmaskiner i den seneste sæson, men det kan næsten ikke undgås, at en halvering af antallet af topsprintere vil have en negativ effekt på antallet af sejre i den kommende sæson. Også på lead-out-fronten svækkes de, da Shane Archbold naturligvis følger sin gode ven Bennett, men med de enorme ressourcer, holdet har, og nu bare to sprintere at støtte, er det et tab, man kan leve med.

Det tredje topnavn, der forlader holdet, er Joao Almeida. Allerede sidste vinter stod det klart, at Lefevere næppe kunne matche et tilbud fra UAE, og kontroversen under Giroen, hvor en utilfreds Almeida måtte sande, at risikoen for at stå i skyggen af Evenepoel er meget stor, har næppe gjort sagen bedre. Alligevel må tabet regnes som et af de større. Almeida gjorde gigantiske fremskridt i 2021, hvor han forbedrede sin enkeltstart yderligere og pludselig også fandt de bjergevner, der ellers haltede lidt i 2020. Den kombination er en gav i ugelange etapeløb, hvoraf han allerede vandt to i 2021, og en nærmest endeløs serie af topresultater sendte ham allerede i den anden sæson direkte ind i top 10 på verdensranglisten. Med andre ord var Almeida en stor del af årsagen til, at holdet endte som nr. 1 på verdensranglisten, og derfor må også hans farvel forventes at have en stærkt negativ effekt på holdet. Det vil tabet af Ian Garrison til gengæld ikke, for den unge amerikaner udviklede sig aldrig rigtigt i sine to år på holdet, havde det svært i de professionelle løb og blev mest brugt til tidlige opgaver, som andre sagtens vil kunne udføre.

Som sagt er det næsten udelukkende unge talenter, der skal erstatte tabene. Eneste undtagelse er Louis Vervaeke, der er næste led i den strategi, som Lefevere indledte for nogle år siden, da han skrev en lang kontrakt med Evenepoel og indledte processen med at opbygge en trup, der kan støtte den belgiske komet i grand tours. Det kræver dygtige klatrere, og efter at han i de seneste år har hentet ryttere som Mattia Cattaneo, Fausto Masnada og Almeida, der i første omgang også mest var tiltænkt en rolle som Evenepoel-hjælper, er Vervaeke næste skud på stammen. Det er imidlertid et sats. Vervaeke var engang regnet som et af de mest lovende belgiske etapeløbstalenter, men han er - blandt andet grundet helbredsproblemer og overtræning - aldrig slået igennem. Han havde et pænt 2021, men han er stadig langt fra det niveau, man havde spået, og det er næppe ham, der bliver nøglerytteren for Evenepoel i bjergene.

Det kan til gengæld blive Ilan van Wilder. Den unge belgier er opvokset i Evenepoels skygge, og derfor har han slet ikke fået den omtale, hans talent berettiger til. Skader har også sat hans udvikling i de to første sæsoner tilbage, men han nåede i foråret og sommeren at give prøver på sit store talenter med særligt nogle fremragende enkeltstarter i Romandiet og Dauphiné. Desværre har han haft det vanskeligere i bjergene end ventet, og det er ikke blevet bedre af, at han blev næste rytter i rækken til at rage uklar med DSM, hvorfor han knap kørte løb i sæsonens sidste del. Den uenighed blev til gengæld Lefeveres held, for det betød, at det største belgiske hold pludselig fik fingre i et af Belgiens mest spændende etapeløbstalenter. Hvis der er et hold, der kan udvikle Van Wilders hidtil knap så overbevisende bjergevner, er det utvivlsomt Deceuninck, og det kan meget vel blive i 2022, at han for alvor udfolder sit potentiale. Hvor meget personlige plads, han får tildelt af Evenepoel, må fremtiden vise.

De fire øvrige ryttere er som udgangspunkt ikke en del af Evenepoel-gruppen, selvom man ikke kan udelukke, at Mauro Schmid kan hjælpe den belgiske komet i visse løb. Schweizeren var egentlig ganske anonym i sin første professionelle sæson, men han havde én stor dag, der minsandten gav en stor sejr på Giroens ikoniske grusvejsetape. Han nåede også med et fremragende U23-VM at bevise, hvorfor han også tidligere viste lovende puncheurevner, men han har stadig meget langt at gå. Deceuninck vil utvivlsomt kunne udvikle ham hastigt - særligt fordi han først nu er begyndt at fokusere fuldt på landevejen - men i første omgang ligner han mest en hjælper.

På klassikerfronten henter man også den meget lovende Stan van Tricht. Den hurtige belgier kørte et fornemt 2021 og viste sig flot frem som stagiaire i efteråret, hvor han endda vandt et af de belgiske gadeløb, Deceuninck af og til stiller op i. Han er hurtig og eksplosiv og ligner en kommende mand til brostensklassikerne og dermed en mand helt i Lefeveres ånd. Fremtiden ser lovende ud, selvom også han i første omgang er hjælper.

Som sagt reduceres gruppen af sprintere fra fire til to, men på sprintersiden tænkes der også langsigtet. Holdet henter nemlig den lovende Ethan Vernon, der fik ens tor skalp med etapesejr i Tour de l’Avenir. Med sit banefokus har han hidtil ikke kørt specielt meget på landevejen, men han ligner alligevel en af de mere lovende U23-sprintere. Det vil være meget at forvente, at han skulle vinde løb allerede i 2022, men på et Deceuninck-hold med færre sprintere end vanligt skal han nok få et par chancer. Her får vi en bedre fornemmelse af, om større landevejsfokus vil gøre ham til en fremtidig topsprinter.

Den sidste nye rytter er bare 18-årige Martin Svrcek, der følger den moderne trend med at komme direkte fra juniorklassen. Her viste han lovende takter med blandt andet end 4. plads ved VM og en 6. plads i Paris-Roubaix, og han er en alsidig rytter, der kan spurte og køre hæderligt opad. Det er imidlertid alt for tidligt at vurdere hans reelle potentiale, og i første omgang skal han tilbringe et halvt år i U23-klassen, inden han 1. juli bliver professionel i en rolle, hvor han i første omgang bare skal lære.

Det er altså helt tydeligt, at Lefeveres tropper er blevet svækket markant. Tabene af Almeida, Bennett og i mindre grad Hodeg er store, og blandt de unge talenter er det kun Van Wilder, der med det samme kan forventes at lave resultater. Talentpuljen er til gengæld også yderst lovende, og Lefevere er igen lykkedes med at få fingre i nogle af de mest lovende navne. Al logik siger dog alligevel, at det bør blive til færre sejre og point i 2022, men det har selvsamme logik sagt så mange gange før, hvor Lefevere også har sagt farvel til et hav af store navne. Det skulle derfor ikke undre, om vi alligevel ser et belgisk storhold, der i den kommende sæson vil være akkurat lige så succesrige, som de plejer.