Transferanalyse: Hvordan gik det for Team DSM?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag lægges der ud med Team DSM, der endte sidst blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Ryttere, der bliver på holdet

Thymen Arensman, Nikias Arndt, Romain Bardet, Cees Bol, Marco Brenner, Romain Combaud, Alberto Dainese, Nico Denz, Mark Donovan, Nils Eekhoff, Chris Hamilton, Asbjørn Kragh Andersen, Søren Kragh Andersen, Andreas Leknessund, Niklas Märkl, Joris Nieuwenhuis, Casper Pedersen, Florian Stork, Martijn Tusveld, Kevin Vermaerke

Nye ryttere

John Degenkolb (Lotto Soudal), Jonas Iverby Hvideberg (Uno-X Pro Cycling Team), Henri Vandenabeele (Development Team DSM), Leon Heinschke (Development Team DSM), Frederik Rodenberg (Uno-X Pro Cycling Team), Marius Mayrhofer (Development Team DSM), Sam Welsford (Pro Racing Sunshine Coast), Tim Naberman (Development Team DSM)

Ryttere, der forlader holdet

Nicolas Roche (stopper karrieren), Tiesj Benoot (Team Jumbo-Visma), Jai Hindley (BORA-hansgrohe), Michael Storer (Groupama-FDJ), Jasha Sütterlin (Bahrain-Victorious), Chad Haga (Human Powered Health), Max Kanter (Movistar Team), llan van Wilder (Deceuninck-Quick Step), Felix Gall (AG2R Citroën Team), Martin Salmon (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det gamle mundheld ”Højt at flyve, dybt at falde” har sjældent været anvendt bedre end til at beskrive DSMs 2021-sæson. Efter tabet af holdets store stjerne, Tom Dumoulin, var forventningerne til holdet nemlig meget, meget beskedne frem mod 2020, men i den coronaramte sæson endte det tyske mandskab med de mange unge talenter som sæsonens helt store overraskelse. Hvor holdet blandt snart sagt hvem som helst var spået til endnu plads nær ranglistens bund, chokerede Iwan Spekenbrinks tropper med et vanvittigt år, der indbragte en højst uventet 5. plads på verdensranglisten - kun overgået af de fire giganter Jumbo, Deceuninck, UAE og Ineos - og særligt i Touren, hvor holdet kørte herligt aggressivt og uimponeret og vandt ikke færre end tre etaper med Marc Hirschi og Søren Kragh, blev de nærmest hele feltets darlings - en status, der ikke blev mindre senere på året, da Hirschi kørte det ene fabelagtige endagsløb efter det andet, og Jai Hindley og Wilco Kelderman begge endte på podiet i Giroen.

I de dage glemte man helt, at holdet ellers havde fået mere opmærksomhed for de mange stjerners flugt end for deres resultater. Det er ingen hemmelighed, at store navne har haft endog meget svært ved at indpasse sig under holdets ekstremt rigide regimer, hvor meget strenge regler har fået stjerner som Dumoulin, Marcel Kittel, Warren Barguil og Edward Theuns til at bryde kontrakten før tid. Knap havde euforien over den vilde 2020-sæson da også lagt sig, inden alverdens fans blev mindet om dette forhold, da både Michael Matthews og på meget dramatisk vis også Hirschi også rev en gældende kontrakt i stykker for at forlade skuden frem mod 2021-sæsonen.

Det skulle vise sig at blive starten på en katastrofe for Spekenbrink og co. I 2021 var der uendelig dybt at falde efter den vilde 2020-sæson, og det mærkede det tyske hold på den hårdeste måde. Bare 8 sejre blev det til - faktisk havde holdet bare én sejr helt frem til begyndelsen af august - og holdet, der i 2021 var ”the best of the rest” bag de fire giganter, endte i 2021 som nr. 19 og allersidst blandt WorldTour-holdene på ranglisten. Nok har holdet været kendt for nogle meget svingende sæsoner, men i den forløbne sæson nåede man en bund, Spekenbrink næppe havde troet muligt.

I det lys kunne man måske have troet, at man gik tilbage til tegnebrættet i et forsøg på at rette op på katastrofen og måske ville gøre et forsøg på at rette op på den åreladning af klasse, som tabene af Hirschi, Matthews og Kelderman havde ført til sidste vinter. Sådan er det imidlertid ikke gået. Tværtimod har Spekenbrink nok engang vist, at han hører til blandt feltets mere stædige managers, for han har 100% holdt sig til den strategi, der har været hans ledestjerne gennem alle årene.

Således har transfertaktikken været den velkendte. Der er stort set udelukkende blevet satset på at indhente flere af de unge talenter, hvis udvikling er blevet DSMs DNA. Blandet de otte nye ryttere er der således blot ét etableret navn, der ledsages af otte unge ryttere, hvoraf de fire kommer fra mandskabets eget udviklingshold.

Det kunne måske gå an, hvis holdet havde en base af klasse at bygge på, men det er desværre svært at få øje på. Tværtimod er det svært ikke at være bekymret, når man konstaterer, at der igen er sket masseflugt blandt holdets i forvejen relativt få etablerede stjerner - og det endda efter en transfersæson, hvor man aldrig fik erstattet Matthews og Hirschi. Værre er det, at holdet endda igen gennem det meste af året har været omgivet af masser af kontroverser om ryttere, der nok engang har søgt at komme ud af deres kontrakter før tid.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Det gælder særligt for Ilan van Wilder. Det var ellers lidt af et scoop, da det forud for 2020 lykkedes holdet at få fingre i et af de absolut mest lovende etapeløbstalenter, og efter et svært debutår viste Van Wilder i den forløbne sæson også undervejs, at han har et uhyre spændende potentiale, ikke mindst med nogle fabelagtige enkeltstarter. Det kan Spekenbrink imidlertid ikke bruge til meget, når de to parter ragede uklar over blandt andet noget materiel, den unge belgier ikke fik stillet til sin rådighed, og da først han blev snydt for den lovede plads i Vueltaen efter deres indbyrdes uenigheder, var skilsmissen uundgåelig. Van Wilder var endda på vej til at trække holdet i retten for at komme ud af kontrakten, inden der blev indgået et forlig, der sendte den unge belgier til Deceuninck og igen efterlod DSM med en lang, lang næse.

Tabet af Van Wilder er en mindre katastrofe, og desværre blev han ikke den eneste, der fik behov for at komme ud af en eksisterende kontrakt. Sidste vinter havde Tiesj Benoot ellers udtrykt glæde ved sit nye hold, men i løbet af efteråret begyndte der at løbe rygter om, at de to parter var kommet op at toppes. Længe forlød, at belgieren forsøgte at komme ud af sin kontrakt, og bare dage inden holdpræsentationen sprang bomben så: Benoot bliver den næste i den alenlange række af stjerner, der siger farvel med en ellers gyldig kontrakt. Væk var sidste sæsons højtflyvende drømme om at gøre belgieren til en kommende grand tour-rytter, og uanset om han i den kommende sæson havde valgt den ene eller den anden vej, er det en mindre katastrofe at miste en af holdets alt for få profiler. Alsidige Benoots ambitioner om grand tours virkede måske ikke helt realistiske, men i klassikerne og de ugelange etapeløb er der tale, om en tab, hvis betydning er næsten umulig at overvurdere.

Desværre er Benoot og Van Wilder ikke de eneste store tab. Heller ikke Hindley, der trods et svært 2021 jo med sin 2. plads i Giroen har vist, at han stadig er fyldt med potentiale, havde angiveligt lyst til at fortsætte. Australieren skal nu til Bora, og dermed kan Spekenbrink nu notere sig, at han på kort tid er blevet lænset for et enormt etapeløbspotentiale i form af først Kelderman og nu også Van Wilder og Hindley.

Det stopper ikke her. Også kometen Michael Storer siger farvel, men her er omstændighederne lidt mere uklare. Da den unge australier skrev kontrakt med FDJ, lignede han nemlig fortsat mest af alt et stagneret og måske tabt talent, og i det lys kan man egentlig ikke fortænke DSM, hvis de frivilligt lod ham gå. Problemet er bare, at Storer kort efter fik et gigantisk gennembrud i først Ain og siden Vueltaen, og lige nu fremstår det som en mindre katastrofe, at Storer skal til Frankrig - vel at mærke efter at man har tabt både Van Wilder og Hindley.

Og nej, det stopper ikke endnu. Heller ikke Felix Gall, der efter en meget lidt lovende start som professionel pludselig viste ganske opløftende takter i særligt Dauphiné, holder man på. Også han havde ellers en kontrakt for 2022, men heller ikke han ønskede at blive i Tyskland. Også her blev der indgået en aftale om at opløse kontrakten før tid, og dermed bliver han det fjerde etapeløbsnavn, der smutter frem mod 2022-sæsonen.

Vi er stadig ikke færdige. Det kan godt være, at Max Kanter ikke er blevet den supersprinter, han lignede, men han er trods alt stadig et relativt ubeskrevet blad, der i sidste års Vuelta viste opløftende takter. På et hold, der i den grad mangler ryttere til at høste resultater, kan det undre, at holdet angiveligt efter eget ønske bad ham finde en anden arbejdsgiver. Det gjorde han hos Movistar, og spørgsmålet er, om det var en klog beslutning for Spekenbrink, der nu står uden et af de navne, der faktisk kunne have lavet nogle resultater i 2022.

Endelig mister holdet også nogle erfarne hjælpere, der kunne have bidraget med noget erfaring i en trup, der snart savner bekymrende meget rutine. Nicolas Roche er ikke nogen resultatmaskine længere, men måtte til sin egen forbløffelse erfare, at der ikke kunne blive til en ny kontrakt. Da chokket havde lagt sig, valgte han i stedet at stoppe sin karriere, og med sig tager han den enorme erfaring, der kunne have styret de mange unge tropper. Det samme gør Chad Haga, der rejser hjem til USA, og som også mest af alt vil være savnet som hjælper, nu hvor hans tempoevner ikke synes helt så imponerende som tidligere, og Jasha Sütterlin, der lod sig friste af en chance for at arbejde for Phil Bauhaus hos Bahrain. Hverken Roche, Haga eller Sütterlin kunne have scoret mange point, men tilsammen tager de mange års tilstedeværelse i det professionelle felt med sig. Det samme gælder ikke for Martin Salmon, der ikke fik forlænget sin kontrakt, hvilket synes ganske velbegrundet. I hvert fald har tyskeren været en helt anonym hjælper i sin tid på holdet, og det er ikke her, at savnet vil være størst.

Åreladningen er altså stor, og det er mest af alt unge navne, der skal kompensere herfor. Problemet er bare, at det er svært at blive voldsomt ophidset over de fleste af de talenter, der kommer til holdet til den kommende sæson. Noget kunne tyde på, at holdet ikke har helt samme appel til de mest lovende navne, som de havde, da deres ry som talentfabrik var på sit højeste - måske fordi holdet i stedet nu har fået et ry som et sted, hvor det er svært at trives.

Spekenbrink kan dog være svært tilfreds med, at Henri Vandenabeele bliver rykket op fra udviklingsholdet. Belgieren er blandt sin generations mest spændende klatrere, som han med to podiepladser i de seneste to udgaver af Baby-Giroen har bevist. I 2020 blev han slået af suveræne Tom Pidcock, og i år var det kun fænomenet Juan Ayuso og den senere Tou de l’Avenir-vinder Tobias Halland Johannessen, der var bedre, og det vidner om, at der er al mulig grund til at holde øje med Vandenabeele i fremtidige etapeløb, hvor han i en vis forstand kan regnes som Van Wilders afløser.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Etapeløbene bliver dog neddroslet, for Vandenabeele er den eneste erstatning for tabene af Van Wilder og Hindley. I stedet rettes der fokus på spurterne og klassikerne. På sprintersiden oprustes der med Frederik Rodenberg og Sam Welsford, der begge i første omgang er tiltænkt en lead-out-rolle, men formentlig også kan få noget af den plads, Kanter efterlader.

Rodenberg har før vist en imponerende fart, men med hans fokus på banen synes han at mangle noget holdbarhed og robusthed. Han har dog vundet U23-udgaven af Eschborn-Frankfurt, der bestemt ikke er fladt, og der er derfor masser af potentiale i den unge dansker. Så er der betydeligt mere tvivl om Welsford, der ligeledes har haft fokus på banen og stort set kun har kørt i Oceanien. Han har dog allerede været i top 10 i en WorldTour-spurt i Tour Down Under, og der er derfor utvivlsomt også et potentiale at bygge på. Det er bare meget svært at vurdere, hvor stort det er. Holdets tredje nye sprinter er Marius Mayrhofer, der har kørt nogle fine spurter i blandt andet Coppi e Bartali og Deutschland Tour, men han fremstår umiddelbar som den mindst spændende af de tre og nok snarere som et bud på en god lead-out man.

På klassikersiden er det lykkedes at få fingre i et ganske interessant navn. Jonas Hvidebergs potentiale har været lidt svært at blive klog på, men han har nogle flotte U23-sejre på sit CV. Sidste år blev han europamester, og i år vandt han Paris-Tours, og da han samtidig sluttede sæsonen af med en 8. plads i skrapt selskab i det knaldhårde og ganske kuperede Boucles de l’Aulne, der blev kørt i et rasende tempo - i hvert fald ifølge løbets WorldTour-ryttere - skal det blive interessant at se, hvor langt han kan komme.

Det er formentlig også i klassikerne, at vi skal regne med Leon Heinschke. Ganske vist blev han nr. 3 i bjergløbet Tour Alsace, men det er generelt ikke i bjergene, han har leveret sine bedste resultater. Mere sigende e nok hans 2. plads i Circuit des Ardennes, men generelt synes han at være en allrounder, der ikke fremstår som en umiddelbar pointmaskine. Det gælder bestemt heller ikke for Tim Naberman, der trods sin unge alder allerede er hentet til holdet med henblik på en form for vejkaptajn- og hjælperrolle.

Kun ét etableret navn supplerer de unge talenter, og også her er det tydeligt, at holdet retter fokus væk fra etapeløb og i stedet mod spurter og klassikere. Efter ophold hos Trek og Lotto vender John Degenkolb nemlig ”hjem” til holdet, hvor han vandt Milano-Sanremo og Paris-Roubaix, men desværre er han en helt anden rytter end dengang. De lovende takter, man fornemmede i 2020, så man slet ikke i et 2021, der vel var hans dårligste sæson, og selvom man kan håbe, at han kan trives på det hold, der gjorde ham bedst, er det svært at tro på, at han pludselig genrejses. Massespurter vinder han heller ikke længere, men på et hold, der har meget få etablerede navne og ryttere med resultatpotentiale, er han dog utvivlsomt en styrkelse, og da holdet i brostensløbene i forvejen skal satse på deres bredde, er det i hvert fald ikke en svækkelse, at han nu kan gøre fælles front med Søren Kragh, men altså ikke længere Benoot.

Det kan dog ikke ændre på det overordnede indtryk, nemlig at DSM efter 2021-katastrofen går endnu en svær sæson i møde. Holdet har igen skræmt nogle af deres få stjerner væk, og særligt de omdiskuterede tab af Van Wilder og Benoot gør ondt. Blandt de nye talenter er det kun Vandenabeele, der for alvor kan prale af en spændende U23-tid, og for ham gælder, at han skal bruge noget tid på at udvikle sig. 2022 ser faretruende for Spekenbrink og co. - men han kan trøste sig ved, at det samme gjaldt om den 2020-sæson, der blev så fantastisk.