UAE Tour-analyse: Da nr. 2 blev nr. 1

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Der var utvivlsomt mange, der tog sig til hovedet, rev sig i håret eller foretog sig det, der var værre, under sidste sommers Tour de France. De fleste går nemlig nok rundt med en ide om, at topsport handler om at vinde, og at en mere social tilgang til idræt er noget, der hører til på lidt lavere niveau. Nuvel, inden for cykelsporten kan det sagtens forsvare at lade den stærkeste agere hjælperytter i nogle af de mindre løb, men når det gælder om Tour de France, bør det altså handle om at vinde.

Sådan var det bare ikke for Alpecin. I hvert fald var det svært at se logikken i, at holdet gennem det meste af den første uge stædigt holdt fast i at køre massespurterne for Jasper Philipsen. På holdet fandt man nemlig også Tim Merlier, og man skulle have set de to belgiere køre mange spurter igennem de seneste to år for at forstå, at der var forskel på de to. Merlier havde for længst bevist, at han havde etableret i den absolutte elite, blandt andet med en nylig etapesejr i Giroen, mens Philipsen gang på gang var kommet til kort, når han havde spurtet mod de allerbedst.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Logikken var derfor også til stede, da Philipsen på løbets første sprinteretape afleverede Merlier så fornemt, at den tidligere belgiske mester blev en af de meget, meget få, der kan prale af at have vundet i sin første massespurt i både Giroen og Touren. Den sejr burde jo i virkeligheden blot have cementeret hierarkiet, og man sad med fornemmelsen af, at Alpecin ville skovle sejre sammen i resten af løbet, når supertoget med Mathieu van der Poel og Philipsen kunne sætte løbets måske hurtigste rytter i scene.

Sådan blev det bare ikke. Allerede efter ét forsøg havde Merlier kørt sin sidste spurt, og selvom han havde en træfsikkerhed på 100%, stod der herefter Philipsen på resten. Efter den første gav det sig selv, da Merlier blev elimineret i Alperne, men det var svært at forstå, at man lod Mark Cavendish sætte Philipsen til vægs med en åbenlyst højere topfart, når nu de havde et stærkere kort på hånden.

Alligevel repræsenterede det løb lidt af et gennembrud for Philipsen. Det var nemlig første gang, at man sad med fornemmelsen af, at han var ganske tæt på at kunne matche de bedste, og faktisk burde han være blevet overdynget med ros for en fornem Tour, der gav ham ikke færre end seks podieplaceringer på seks sprinteretaper, hvis altså ikke det havde været for al polemikken med Merlier. Senere på året beviste han nok engang, at han måtte regnes som den nok hurtigste sprinter i subtoppen, da han vandt to etaper i Vueltaen. Her viste Fabio Jakobsen ham ganske vist tydeligt, hvem af de to, der var hurtigst, men Philipsen var en ganske klar nr. 2, og senere rundede han endda året af med at vinde en nærmest endeløs serie af endagsløb, hvor han slog den ene gode sprinter efter den anden.

Dermed så det ud til, at Philipsen var ved at udfylde det sidste lille hul i sit ellers næsten komplette arsenal af sprintervåben. Det har nemlig fra hans WorldTour-debut i Tour Down Under i 2019 været helt klart, at han besidder en nærmest mageløs evne til at positionere sig. Man skal næsten ikke bruge meget mere end én hånd for at tælle de spurter, hvor han er blevet elimineret i positionskampen, og den evne er da også en væsentlig del af årsagen til, at han altså endte på podiet i samtlige Tourens massespurter sidste år - en træfsikkerhed, man næsten skulle være Peter Sagan i dennes storhedstid for at matche.

Nej, det eneste Philipsen manglede var farten, men den blev kraftigt forbedret igennem et 2021, der blev hans helt store gennembrudssæson. Og nu er spørgsmålet, om den sidste del af det hul nu også er lukket, og at vi definitivt skal til at regne Philipsen på niveau med den absolutte sprintertop, der i 2021 vel talte Dylan Groenewegen (selvom resultaterne endnu ikke viste det), Sam Bennett, Caleb Ewan, Merlier og Jakobsen.

Det kan i hvert fald være svært at argumentere imod, efter at WorldTouren i dag blev skudt i gang med årets første helt store sprinterbrag. Det kan godt være, at UAE Tour ikke er det mest underholdende løb, men det kan alligevel noget ganske særligt. Grundet de mange helt flade etaper har det nemlig samme tiltrækningskraft for feltets absolutte topsprintere, som Wilco Kelderman har det for dumme styrt, og på mange måder er det arabiske løb måske det allerbedste sted til at finde ud af, hvordan sprinterhierarkiet er, hvis man alene betragter topfarten efter lette dage i fladt terræn.

Den udmåling kan vi selvfølgelig ikke lave i et felt, der mangler Ewan, Jakobsen og Merlier, men den kommende uge vil gøre os meget klogere på, hvordan det aktuelle sprinterhierarki står. Groenewegen, Bennett og Cavendish er der i hvert fald alle, og det samme er de fleste af sprinterne fra andet geled. Og da første del af hierarkiet begyndte at tegne sig, da dagens uendeligt kedsommelige søndagstur gennem en desværre ikke specielt blæsende ørken endelig nåede sit klimaks på den lille opløbsstrækning, der blot va beskedne 60,6 km lang.

Vinderen blev imidlertid hverken Cavendish, Groenewegen eller Bennett. Nej, det blev Philipsen, der trak det længste strå, og selvom det nok var ret åbenlyst, at der i hvert fald var én sprinter, der var hurtigere end ham, var det en betydelig skalp, at han gav Bennett baghjul i en direkte duel. Det var han i hvert fald ikke i nærheden af at gøre, da de to krydsede klinger i Vueltaen i slutningen af 2020, men siden er der løbet en del vand igennem åen - og alt sammen har det bidraget til at skubbe Philipsen helt op i verdenseliten.

Naturligvis skyldes meget igen den eminente positionering. Igen sad Philipsen præcis, hvor han skulle, da han med støtte fra et ellers ikke alt for stærkt hold blev afleveret fornemt af Jonas Rickaert. Med vanlig snarrådighed greb han herefter Pascal Ackermanns hjul, da tyskeren blev ført frem af Michael Mørkøv, som i farten havde tabt Cavendish, og herfra var der som altid masser af plads til, at han kunne åbne sin spurt. For et år siden havde duellen med Bennett med sikkerhed været gået i irsk favør, men det var i 2020. Nu skriver vi som bekendt 2022.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Man kan dog hurtigt komme til en for hurtig konklusion, hvis man mener, at Philipsen vandt spurten i kraft af sin fart alene. Nej, hovedvåbnet var - som det plejer - igen positioneringen. Den gik nemlig galt for alle de tre hovedrivaler.

Mest ærgerligt var det for Groenewegen. Da han kørte sin sidste reglementerede spurt i 2020 i netop dette løb, beviste han med al tydelighed, at der dengang ikke var nogen, der kunne matche hans kolossale topfart. Sidste år sad man ofte med fornemmelsen af, at farten var nogenlunde den samme, men efter karantænen blev han endnu ringere til den positionskamp, han aldrig har mestret.

Da han startede sin sæson i Saudi Tour, vandt han nok to etaper, men faktisk var det bekymrende, at Ewan så ud til at være betydeligt hurtigere. I dag viste han imidlertid, at det lige nu måske kun er Jakobsen, der måske kan måle sig med hans tårnhøje fart. Han så i hvert fald ud til at være på vej forbi Philipsen og Bennett med nærmest dobbelt hastighed, indtil han blev klemt inde mod barrieren på en facon, der vel ikke var helt forskellig fra den manøvre, der på dramatisk vis satte hans karriere på pause. Desværre mistede han dermed med stor sandsynlighed endnu en sejr alene i kraft af den stadig haltende positioneringsevne, for når han var tvunget til at komme blæsende så langt bagfra, skyldtes det ikke hans urutinerede tog. Nej, det skyldtes såmænd, at han for 117. gang i sin karriere havde tabt hjulet på sit hold.

Så var det straks bedre for Bennett, der endelig fik lov at køre sin første spurt, siden han sidste forår tørrede gulv med alle rivalerne og vandt den ene spurt efter den anden, blandt andet i dette løb, hvor han beviste, at han i hvert fald var hurtigere end Ewan. Alligevel må der være behov for et taktikmøde i Bora-lejren, for de benyttede en strategi, der i hvert fald var temmelig risikabel.

Selv inden for de sidste 5 km sad hele det ellers så stærke tog med Ryan Mullen, Shane Archbold og Danny van Poppel nemlig allerbagerst. Det var formentlig med velberådet hu, for på den store, brede ørkenvej kunne man sagtens skyde frem til sidst, som blandt andet BikeExchange gjorde det. Tyskerne kom imidlertid alt, alt for sent, og selvom Van Poppel bekræftede det indtryk, man fik i Saudi Tour, nemlig at han kan blive en fabelagtig lead-out man, var det nok for meget af det gode, at hollænderen var tvunget til at spurte så hårdt længe inden selve spurten, at Bennett formentlig så både sol, måne, stjerner og mælkesyre, da han skulle træde an. Den var måske gået sidste år, men i årets første spurt for en mand, der er kendt for altid at være rusten efter en pause, var det nok ikke vejen til sejr. Det førte da også til, at Bennett trådte betydeligt mere firkantet i spurten, end han plejer og pludselig ikke kunne måle sig med Philipsen.

Cavendish gik det heller ikke for. Mørkøv havde ellers nok engang kurs mod at vise sin klasse, selvom han denne gang måtte sande, at Van Poppel kom skydende forbi i nærmest dobbelt fart, men briten havde denne gang tabt hans hjul. Nu endte han i stedet med at blive lukket inde og aldrig få lov at bevise, om han fortsat er så meget hurtigere end Philipsen, som han var sidste sommer.

Men i det mindste kan han glæde sig over, at vi aldrig fik svaret. Pascal Ackermann har grund til langt mere bekymring. Hvis man havde drømt om, at et holdskifte ville bringe ham tilbage til den sprinterelite, han tilhørte i jubelåret 2019, må man i hvert fald tro om. Tyskeren blev ellers afleveret helt perfekt bag Mørkøv af den ellers så hensygnende Maximiliano Richeze, som i år synes nærmest genfødt, selvom han faktisk var blevet sendt på pension af UAE, men da spurten blev åbnet, var farten præcis lige så kritisk som i 2020 og 2021. Han bevægede sig nok engang kun én vej, nemlig baglæns.

Heldigvis var der inspiration at hente, hvis han kiggede til venstre. Her kunne han nemlig se Elia Viviani komme blæsende med en fart, vi ikke har set i nogen tid. Vi så allerede klare tegn på fremgang, da han tog nogle flotte skalpe i Fourmies og Isbergues sidste efterår, men skiftet til Ineos synes at have givet ham endnu mere vind i sejlene. Nej, han er nok ikke så hurtig som i sin storhedstid, men han har gjort det ganske overbevisende i år, og i dag var han synligt hurtigere end Bennett, der dog også havde mælkesyre væltende ud af øjnene. Nu er det blot en skam, at han ikke længere har noget tog, selvom han igen i dag beviste, at han positionerer sig som få.

Det gør Arnaud Demare ikke. Han har altid været svært afhængig af sit supertog, men de fejlede i dag, som de desværre også gjorde det alt for ofte i 2021. Måske skal vi bare vænne os til, at det i 2020 så suveræne lokomotiv med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri ikke længere er helt så velsmurt. Demare sad i hvert fald alt for langt tilbage, og derfra har han aldrig haft farten til at måle sig med de bedste.

Det er der til gengæld måske nogle af de unge kometer, der har. Vi var sikkert mange, der havde glædet os til at se Olav Kooij, Marijn van den Berg og Alberto Dainese måle sig med de bedste efter deres meget stærke efterår, hvor de bevægede sig direkte mod verdenstoppen, men vi må vente lidt endnu. DSMs tog, der her optræder i en ny og uprøvet formation, fungerede i hvert fald på samme triste facon, som de gjorde i Saudi Tour, og Kooij måtte også sande, at Jumbo ikke er det perfekte hold, hvis man aspirerer efter et tog, der kan måle sig med de bedste, hvad en vis Groenewegen jo allerede har forstået - præcis som EF ikke er det for Van den Berg. På samme måde gik det for Max Kanter, der igen beviste, at han faktisk er ganske hurtig, men at hans positioneringsproblemer stadig er alt, alt for store - et problem, man i øvrigt ikke løser ved at skifte til et spansk hold, der har lige så meget erfaring med massespurter, som Groenewegen har det med at vinde bjergetaper.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

Han kunne i hvert fald have valgt andre og mere oplagte hold. Måske kunne han være skiftet til Trek, der i de senere år har haft et af de allerbedste tog. Det har de dog ikke i dette løb, hvor de er svært coronaramte og kommer uden profiler og med kun fem mand. Alligevel stod de for dagens store overraskelse, da Emils Liepins, som jo ellers satte en lovende sprinterkarriere på pause for i stedet at blive lead-out man, pludselig greb en sjælden chance til at bevise, hvorfor han for nogle år siden var værd at holde øje med.

Dengang var han bare en sprinter på vej frem, præcis som Philipsen var det for nogle år siden. Faktisk var han det allerede sidste år, hvor han gang på gang måtte sande, at der fortsat var et par folk, der var hurtigere end ham, endda også en af hans egne holdkammerater. I dag må han sande, at der nok stadig er i hvert fald én hollænder, der også stadig sætter ham til vægs på ren fart, men hvis Alpecin følger planen og til sommer kommer til Touren med Philipsen i rollen som sprinter, er der ikke længere grund til at rive sig i håret. Nu har sidste års nr. 2 nemlig bevist, at han i kamp med verdenseliten sagtens kan ende som nr. 1!

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK