UAE Tour-analyse: End of discussion

Han må have følt sig en anelse truet, ham den ”tykke” hollænder. I flere år har der ellers været bred konsensus om, at Dylan Groenewegen var verdens hurtigste sprinter, efter at han i 2018 overtog tronen fra Marcel Kittel, men efter sidste års Tour begyndte der at blive rejst tvivl. Den uheldige hollænder styrtede nemlig på 1. etape af Touren, og selvom han senere tog sin etapesejr, blev han sat godt og grundigt på plads af Caleb Ewan, der kom fra Frankrig med tre af slagsen. Bedre blev det ikke af, at Groenewegen efterfølgende var alt for træt i BinckBank Tour, hvor han fik gevaldige prygl af Sam Bennett, og dermed nok engang gav næring til diskussionen om, hvorvidt han nu også stadig var hurtigst.

Groenewegen skulle blive imidlertid bare bruge fem massespurter i 2020 på at lukke den diskussion effektivt ned. Det startede med hans mageløse spurt på åbningsdagen i Valencia, hvor han leverede et mindeværdigt comeback og akkurat slog Fabio Jakobsen, der også må regnes om hørende til den top 6, som har skilt sig ud i toppen af sprinterhierarkiet. To dage senere slog han atter Jakobsen på en defekt cykel, og selvom dårlig position kostede ham sejren på 5. etape, kunne han tage hjem fra Spanien med bevidstheden om, at han i hvert fald stadig var Hollands hurtigste mand på to hjul.

I denne uge gjaldt det så resten. De øvrige fire fra top 6, Sam Bennett, Caleb Ewan, Pascal Ackermann og Fernando Gaviria, er nemlig alle ligesom Groenewegen draget til Mellemøsten for i denne uge at udkæmpe det, der vel kan kaldes sprinternes verdensmesterskab. I hvert fald er det stensikkert, at vi ikke i andre etapeløb i løbet af sæsonen får så stærkt et sprinterfelt, og da løbet med sine fire meget lette etaper samtidig er skabt til at udmåle det virkelige farthierarki i feltet, var det naturligt, at massespurterne fik mest opmærksomhed i tiden op til løbet.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Halvvejs inde i de fire forventede sprinteropgør synes vi allerede at kunne drage konklusionen. Det kan godt være, at Groenewegen ikke vandt i Dubai i søndags, men det var åbenlyst, at han havde mindst ét gear mere end rivalerne, da han først fra sin håbløse position fik åbnet fra gassen. Nederlaget understregede nok engang, hvad der er Groenewegens akilleshæl, nemlig positioneringen, men selvom han havde travlt med at fejre sejren, har Pascal Ackermann nok alligevel studeret optagelserne af finalen med nogen bekymring med tanke på den overlegne rival, hollænderen viste.

I dag kom så det sidste dødsstød mod de øvrige sprinteres ambition om at gøre krav på øverste plads i sprinterhierarkiet. Med den fart, han havde vist på 1. etape, var det klart, at Groenewegen formentlig ville vinde, hvis han kunne finde en god position inden det helt afgørende sving, der var anbragt bare 500 m fra stregen. Problemet var bare, at man i den grad kunne have sin tvivl om, hvorvidt det ville lykkes, og fra en dårlig position ville selv hurtige Groenewegen trods alt få svært ved at vinde på en bare 500 m lang opløbsstrækning.

Denne gang sad den dog lige i skabet. Groenewegen var formentlig lidt heldig i boksekampen frem mod svinget, men brikkerne faldt alligevel i hak. I hvert fald havde han tabt sin sidste mand, Christoph Pfingsten, da Jumbo til slut skød fornemt frem med Tony Martin, Jos van Emden, Timo Roosen, Pfingsten og Groenewegen selv. Selvom Martin og Van Emden gjorde det forbilledligt, måtte Pfingsten lade sig falde tilbage i forsøget på at samle sin sprinter op - en opgave, Mike Teunissen kender alt for godt, da man skal bruge 117 hænder for at tælle det antal gange, hans vanlige lead-out man måtte gøre netop det sidste år.

Til alt held - og sikkert også med nogen dygtighed - lykkedes det imidlertid hollænderen at sidde lige der, hvor det var allerbedst at sidde. Ikke uventet viste Deceuninck sig nemlig som det stærkeste tog, da de skød frem efter svinget, hvor Michael Mørkøv vandt kampen mod Luka Mezgec, der var ved at sætte Kaden Groves op, og sørgede for, at Bennett kunne starte sin spurt fra spids. Problemet er bare, at 500 m er lang vej i modvind, og derfor kunne man på forhånd have spået, at bedste position kunne være pladsen lige bag Bennett, hvis ireren som ventet blev sat bedst op. Og denne gang var det altså Groenewegen, der sad netop der.

Allerede der kunne vi egentlig have slukket for fjernsynet. Når han efter en let dag, kan starte sin spurt fra en sådan position, er der ingen, der kommer op på siden af Groenewegen. Det viste han særligt sidste forår, hvor han fik hele sprintereliten til at ligne en flok nybegyndere i både Paris-Nice og 3 Dage ved Panne, og det bekræftede han i dag eftertrykkeligt, da han sørgede for, at han nu efter et par uger af sæsonen allerede har slået alle de øvrige af de fem navne, jeg regner som massespurternes top 6.

Til gengæld må det have føltes som den kolde spand vand i hovedet, som mange har savnet i de stegende temperaturer i ørkenheden, for Bennett. Efter et år, hvor ireren seriøst gjorde krav på sprintertronen, da han vandt her, der og alle vegne og legede kispus med den lidt for udmattede Groenewegen i BinckBank Tour, var man blevet vandt til, at han aldrig var truet, når han kunne starte sin spurt fra en god position. Det kunne han i dag, hvor Mørkøv satte ham fornemt op, og selvom det blev til en lidt halvlang spurt i modvinden, underpræsterede Bennett markant på en dag, hvor Groenewegen lå i vinden i stort set lige så lang tid.

Indløbet til spurten gik da heller ikke helt som ønsket. Højst atypisk havde Deceuninck valgt at anbringe Shane Archbold bag Mørkøv, og det kan meget vel have været en fejl. Planen var formentlig at udnytte Mørkøvs højere fart i spurten frem mod svinget, og det fungerede også ganske fint - i hvert fald Archbold ikke kunne holde hjul på sin danske holdkammerat. Det tvang pludselig Bennett til at lukke et dumt hul, og det kan formentlig have kostet nogle af de kræfter, man skal bruge, hvis man skal vinde i et felt med fem af verdens allerbedste sprintere.

Til gengæld må Fernando Gaviria kunne se tilbage på etapen med nogen tilfredshed. Naturligvis er en 2. plads ikke noget for en mand, der i gamle dage vandt massespurter efter behag, men efter skadesmareridtet i 2019 var det rart at få bekræftet, at den gamle fart er tilbage. Det fornemmede man nu allerede, da han gav Pascal Ackermann gedigne klø i Kina sidste efterår, men da man altid skal være varsom med at drage alt for mange konklusioner på baggrund af et oktoberløb, var det livgivende at se ham bekræfte det, da han i dag endelig kunne vise sin fart i et klassefelt igen.

Der er dog også malurt i bægeret. Drømmen om, at Maximiliano Richeze efter genforeningen skulle kunne levere det ene suveræne lead-out efter det andet, som han har gjort for Gaviria tidligere, ser ud til at være slukket. I hvert fald Gaviria igen i dag alt for alene i finalen, og han har formentlig ikke været helt uheldig med faktisk at finde Groenewegens hjul. Som den mest positioneringssvage af de fem topsprintere kan han derfor stadig have nogen vej til toppen, selvom farten synes at være der.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Lidt usædvanligt var det Ewan og Ackermann, der tabte positionskampen. Normalt er de ellers langt mere positioneringssikre end Groenewegen og Gaviria, men denne gang sad de begge for langt tilbage i det altafgørende sving. At det så samtidig kunne tyde på, at de begge er en anelse langsommere end både Groenewegen og Gaviria, som 2019-sæsonen tydede på - i hvert fald indtil Gaviria blev skadet - gjorde det umuligt at vinde en spurt, hvor de var oppe mod hurtigere folk. Det betyder ikke, at de ikke kan vinde denne slags - det har Ackermann jo allerede bevist - men lige nu synes de måske at mangle lidt fart i forhold til i hvert fald Groenewegen og Gaviria.

Efter fiaskospurten på 1. etape, hvor kun to af de fem supersprintere ikke blev lukket, var det også en fornøjelse, at vi denne gang kunne få at se dem i et direkte opgør. De satte sig således meget passende på etapens top 5, og herefter kunne de andre så slås om krummerne.

Dem bliver Kaden Groves nok ikke mæt af, men mindre kan også gøre det, når man er nyprofessionel og aldrig har kørt en WorldTour-spurt i så skrapt et felt før. Faktisk skulle han slet ikke have haft chancen, da Mitchelton havde meldt ud, at Luka Mezgec var deres mand til massespurterne, men som jeg ønskede i en tidligere optakt, var det langt klogere at satse på den unge australier i denne slags spurt frem for sloveneren, der så sent som på 1. etape viste, at han aldrig vinder en klassisk massespurt i dette selskab. Det var Groves heller ikke tæt på, men efter hans helt forrygende lead-out på 1. etape kørte han en fornem spurt efter fremragende forarbejde af Michael Hepburn og Mezgec, og selvom spurten blev ødelagt af, at den blev en anelse for lang for sloveneren, der ikke kunne matche Mørkøvs fart, er en 6. plads i dette selskab yderst lovende for fremtiden.

Det er det også for Jakub Mareczko. Naturligvis kunne feltets mest positioneringssvage sprinter ikke vinde en spurt med et sving 500 m fra stregen, især når han er nærmest uden tog, men da han endelig kom rundt i svinget, viste han en ganske pæn topfart. I virkeligheden er det en skam, at CCC er så ringe udstyret til at støtte en mand, der mere end de fleste er afhængig af et tog. Starten på sæsonstarten har i hvert fald vist, at der igen bør være sejre i Mareczko, selvom det ikke bliver i dette skrappe selskab. I det hele taget var det en ganske god dag for italienerne, da Attilio Viviani trods et ikkeeksisterende tog sikrede sig sin første top 10 på WorldTour-niveau og dermed beviste, at det ikke var uden grund, at han i 2019 tog en sjælden stagiairesejr, og at han er andet og mere end Elias bror.

Etapen havde også mange tabere. Det gælder særligt Arnaud Demare, hvis normalt så stærke FDJ-tog var overraskende svage i dagens finale, og mere og mere tyder efterhånden på, at Jacopo Guarnieri måske ikke er helt så skarp som i gamle dage, hvor han leverede det ene forrygende lead-out efter det andet for Alexander Kristoff i Touren. Også unge Alberto Dainese måtte for første gang i år se sig helt væk i en massespurt, men alene det, at det først sker nu, er nu meget lovende for den mest spændende nyprofessionelle sprinter. Rudy Barbier måtte også sande, at der trods alt er grænser for hans muligheder, når sprintereliten for alvor folder sig ud, og Max Walscheid må også atter sande, at den flotte fart, han viste som ung, ikke længere er der. Og Mark Cavendish? Ja, den stakkels brite ligner stadig et trist offer for kyssesygen efter en placering uden for top 20.

For klassementsrytterne bød etapen ikke på drama. Ganske vist betød den kraftige vind stor nervøsitet, men endnu engang blev det understreget, at end ikke disse meget blæsende betingelser kan bruges til noget som helst på disse turistetaper bag storbyens høje huse. Derfor er alt status quo inden morgendagens formentlig altafgørende slag på Jebel Hafeet, hvor Tadej Pogacar får en sidste chance for at detronisere Adam Yates, enten i sidevinden forinden eller på selve målbjerget. Til gengæld vil Yates også gøre alt for at cementere sin status som løbets stærkeste. Og er han lige så skræmmende som i går, kan vi meget vel også sige ”End of discussion”, præcis som vi kunne, da Groenewegen i dag bekræftede sin status som verdens hurtigste mand på to hjul.