UAE Tour-analyse: Giganternes uforløste opgør

Jeg var sikkert ikke den eneste, der måtte tørre mundvandet op, da arrangørerne af UAE Tour annoncerede de første store navne til den anden udgave af det nye arabiske storløb. De mange meget lette etaper i storbyerne har altid haft en magnetisk tiltrækningskraft på alverdens supersprintere, og meget ofte er de tidlige løb i Arabien måske den bedste indikation på, hvem der er verdens allerhurtigste. Tendensen er blot blevet endnu mere markant med første Abu Dhabi Tours og siden UAE Tours inklusion i WorldTouren, og med deltagelse af fem af de seks sprintergiganter i form af Dylan Groenewegen, Sam Bennett, Caleb Ewan, Pascal Ackermann og Fernando Gaviria - kun Fabio Jakobsen mangler i rækken - måtte man savle over udsigten til fire gigantiske styrkeudmålinger mellem de hurtigste af de hurtige. Faktisk kan det allerede nu slås fast, at hverken Touren, Giroen eller Vueltaen får lige så mange deltagere fra sprintereliten, og dermed er det i denne uge, at vi ser de formentlig stærkest besatte massespurter i hele sæsonen.

På den baggrund var det heller ikke mærkeligt, at dagens 1. etape tiltrak sig særlig opmærksomhed. Her skulle vi endelig se, hvem der var hurtigst, efter at Dylan Groenwegen i kraft af en skadesplaget og skuffende Tour havde kunnet se sin status som nr. 1 være truet ikke mindst af Sam Bennett, der vandt overalt i 2019 og blandt andet satte en træt Groenewegen godt og grundigt på plads i BinckBank Tour.

I det hele taget var spørgsmålene mange. Hvordan stod de to tidligere holdkammerater Bennett og Ackermann over for hinanden, når de nu aldrig havde dystet tidligere? Var Groenewegens overmenneskelige spurt på 1. etape i Valencia udtryk for, at han stadig er i sin egen liga, når det handler om ren topfart? Var Caleb Ewans fine Tour Down Under et bevis på, at han nu også skal regnes som en af de bedste i de helt rene spurter? Og var Gavirias overlegne sejre over Ackermann i Kina sidste efterår en indikation af, at colombianeren igen skal regnes som en del af den sprinterelite, han ikke optrådte meget i sidste år, hvor han led af flere skader?

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

På den baggrund sidder man tilbage med en lidt uforløst fornemmelse efter den imødesete sprinteropgør. I virkeligheden sidder vi nemlig tilbage med lige så mange spørgsmål, som vi gjorde inden løbet. Det skyldtes først og fremmest en uhyre rodet spurt, hvor de fleste tog gik totalt i opløsning i den kringlede finale, og hvor to af supersprinterne aldrig kom til at spurte, og den tredje sad så langt tilbage, at han aldrig havde en chance for at vinde.

Sjovt nok var vinderen endda den rytter, der havde efterladt det dårligste indtryk i årets første løb. Ackermanns totale dominans af de rene massespurter i Giroen havde ellers givet håb om, at han måske havde kurs mod titlen som verdens hurtigste, men det blev der lagt en dæmper på, da Gaviria fik ham til at ligne en nybegynder i oktober. Og tendensen fortsatte i år, hvor han fik prygl af stortalentet Matteo Moschetti i begge massespurter på Mallorca, inden han i Almeria kun med det yderste af neglene slog Alexander Kristoff, der ellers ikke er kendt som verdens hurtigste i de nemme løb.

Dagens sejr kunne næppe være faldet et bedre sted, for Ackermann var utvivlsomt den, der kom til Mellemøsten med den største tvivl. Det var i hvert fald sigende, at Bora var det eneste af de fem store sprinterhold, der ikke bidrog til jagten på en helt igennem begivenhedsfattig og meget let søndagstur gennem den arabiske ørken. Forløsningen lyste da også ud af øjnene på den altid joviale og storsmilende tysker, der virkede lige så paf over sin gevinst, som han gør hver eneste gang, han har sejret.

Desværre for Ackermann skal han nok ikke overfortolke sejrens betydning, før alle ugens fire massespurter er kørt. Triumfen var nemlig snarere endnu et bevis på, at han er god i positionskampen mere, end det var udtryk for en skræmmende topfart. Hele tre af hans rivaler kom nemlig aldrig til at spurte ordentligt, og det er kun Ewan, han kan siges at have slået på helt reel maner.

Heldigvis handler spurter om andet og mere end topfart. En af Ackermanns styrker er netop hans positionering, og den drog han til fulde fordel af i Dubais uorganiserede kaos. Ganske vist gik hans tog med den ellers altid så driftssikre Rudiger Selig, som aldrig er kommet i gang i år, helt i stykker, men Ackermann kunne selv bokse sig rundt, først ved at tage Bennetts hjul, da Deceuninck så ud til at sidde på flæsket, indtil han lynhurtigt skiftede mening, da belgierne tabte momentum, og unge Kaden Groves i stedet viste sit potentiale med et fremragende lead-out for Luka Mezgec. Gennem hele spurten sad Ackermann perfekt, selvom han var uden holdkammerater, og den fornemme positionskamp rundede han af med en af de powerspurter, der er blevet hans varemærke.

Ewan var hans nærmeste rival, men nederlaget har været en bitter pille at sluge for den lille australier. Sidste års Tour gav ellers indtryk af, at han havde genfundet de evner i de lette massespurter, som han havde mistet, mens han havde forbedret sin klatring. Årets Tour Down Under bidrog til indtrykket, men i dag fik han slet og ret baghjul af Ackermann, som han ikke kunne gå forbi. Heldigvis kan han glæde sig over, at den positionering, som han forbedrede så eminent i 2019, stadig sidder lige i skabet, og at han er betydeligt tættere på Ackermann end i sidste års Giro, hvor han stadig led under den tendens, at løbet skulle være langt og hårdt, før han kunne blande sig.

Det var ikke mærkeligt, at Ewan og Ackermann sad godt, men der manglede én i ligningen. I 2019 var Bennett formentlig den allerbedste i positionskampen, for han sad altid på hjulet af den sprinter, der fik det bedste lead-out. Herfra var han umulig at slå, men hos Deceuninck er det nye tider. Nu har han i stedet et af de allerbedste tog, og han kan fremover se frem til at blive leveret til stregen, som han gjorde det i Australien i stedet for at skulle kæmpe på egen hånd.

Spørgsmålet er, om det i virkeligheden er så godt. I dag var det i hvert fald toget, der kostede ham muligheden for at spurte. Holdet viste ellers samme klasse som i Australien, da de skød frem i finalen med Shane Archbold foran Michael Mørkøv og Bennett i det farverige tog af tre nationale mesterskaber. Desværre havde Mørkøv, der ellers sjældent begår fejl, en overraskende dårlig dag. I hvert fald tøvede han alt for længe med at gå forbi en segnende Archbold, der efter en gigantføring ikke kunne holde farten, og da først Groves og Mezgec skød forbi med resten af sprinterslænget bag sig, havde Deceuninck allerede tabt deres momentum. Bedre blev det ikke af, at Mørkøv manglede sin vanlige fart, og da den dansk-irske duo fortsatte med at glide baglæns, blev der aldrig plads til, at Bennett kunne åbne op.

Nu skal man naturligvis ikke lægge meget i én spurt. Archbold og Mørkøv var for det meste suveræne i Australien, og i dag var alt også perfekt, indtil Mørkøv tøvede. Når danskeren leverer med samme træfsikkerhed som vanligt, må et stærkt tog stadig regnes som en fordel, selvom det er paradoksalt, at Bennett måske havde vundet dagens spurt, hvis han bare havde taget den på egen hånd, som han plejer.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Til gengæld var det ikke spor overraskende, at Groenewegen og Gaviria fik en gang prygl i positionskampen. Hollænderen har altid haft det som en svaghed, og colombianeren har fuldstændig tabt sin fine næse for positionering i de senere år. For ham var det derfor også så livsvigtigt, at han blev genforenet med guldfuglen Maximiliano Richeze, der i flere år har været verdens vel nok bedste lead-out man. Den genforening lignede på papiret opskriften til masser af sejre for en Gaviria, der i Kina lignede en genfødt mand.

Desværre har Richeze slet ikke været sig selv i år. End ikke i det svagt besatte Vuelta a San Juan og Tour Colombia 2.1 kunne han aflevere sine sprintere, som da han var bedst. Det kunne han heller ikke i dag i langt skrappere selskab, hvor han var helt igennem usynlig, og derfor endte Gaviria for 117. gang inden for det seneste år med at blive bokset inde. Det er i særlig grad en skam, fordi sejrene i Kina sidste efterår efterlod indtrykket af, at hans topfart igen er helt oppe at ringe, men hvis ikke Richeze kan løse hans positioneringsproblemer, er det ikke sikkert, at udbyttet kommer. Og måske er den aldrende argentiner efterhånden ved at blive for gammel. Nogen vårhare er han i hvert fald ikke længere.

Mere blandet må følelsen være hos Groenewegen. Da han fik Jakobsen til at stå bomstille med sin ufattelige spurt på 1. etape i Valencia, havde han vist, at han formentlig stadig har et ekstra gear, når det kommer til ren topfart. Den fornemmelse blev til fulde bekræftet i dag, hvor han i hvert fald var langt hurtigere end både Ackermann og Ewan, som han også på sine store dage plejer at slå med lethed. Alligevel blev det nok engang til en skuffelse, som det så ofte før er blevet, og som det også var blevet til i Valencia, hvis han ikke netop havde været overmenneskelig den dag i Villareal.

Heldigvis kan Groenewegen glæde sig over, at han også har en dårlig hånd i dette løb. Hans sædvanlige tog med Mike Teunissen og Amund Grøndahl har nemlig travlt med klassikerne, og det er først frem mod Giroen, at der for alvor bliver fokus på spurterne for deres vedkommende. Det vil utvivlsomt give ham en lettere vej i de hektiske finaler, men dagens spurt blev endnu et vidnesbyrd om, at hurtigste mand ikke altid vinder, hvis ikke han kan positionere sig. Det ved i hvert fald både Marcel Kittel og André Greipel alt om.

Da hele tre supersprintere missede ud, var der overraskende god plads til ”de andre”, der jo egentlig blot skulle have kæmpet om krummerne. Det gav en uventet podieplads til Rudy Barbier, der dermed fik bekræftet, at der er sket et eller andet hen over vinteren. 2019 var ellers et forfærdeligt år for franskmanden, og da han vandt i San Juan på en dag, hvor Gaviria blev lukket inde, kunne man med rette sige, at det skete i et svagt felt, efter at Tour Colombia tydeligt viste, at Alvaro Hodeg var formsvag efter sin lange skadespause.

I dag kan man til gengæld ikke tale om et svagt felt. Tværtimod leverede Barbier i et selskab, han aldrig tidligere har været i stand til at matche. Kan han fortsætte med at levere på den maner i resten af ugen, kan der meget vel blive brug for at ændre i Israel SUNs sprinterhierarki, der ellers som udgangspunkt havde André Greipel som holdets Tour-sprinter og Davide Cimolai som Giro-valget. Greipel er endda ude med en grim skade efter en ellers lovende start, og Cimolai har skuffet i de første løb. Barbier har i hvert fald de bedste betingelser for at stige i graderne netop nu.

Stige i graderne gør også Alberto Dainese. Den unge italiener blev måske kun nr. 6, men ligesom i Australien kom han flyvende med høj fart fra en ikke alt for gunstig position. I forvejen lignede han den mest spændende nyprofessionelle sprinter, og det indtryk er kun blevet bekræftet efter en meget overbevisende start. Positioneringen mangler lidt, men er ikke helt på månen, og med mere erfaring kan han blive livsfarlig som del af et spændende italiensk sprinterpar sammen med kometen Matteo Moschetti, der desværre lige nu er ukampdygtig efter sin ellers fantastiske sæsonstart.

Til gengæld var der ingen genfødsel af Jakub Mareczko. Ganske vist kørte italieneren sin bedste WorldTour-spurt siden sidste års Tour Down Under, men hans flotte, men alt for lange spurt i Provence havde indikeret, at en nyopereret næse måske havde bragt ham tilbage på sporet. I dag klarede han positionskampen usædvanligt godt - formentlig fordi Deceuninck og ”den gode bølge” pludselig tabte momentum - men i det direkte opgør mod Dainese var han synligt langsommere. Han er stadig langt bedre end sidste år, men den sejrsmaskine, han engang var, bliver han aldrig på WorldTouren.

Det gør Max Walscheid heller ikke. Den gigantiske tysker viste ellers kolossalt potentiale med den imponerende spurt i Californien for to år siden, men siden er det kun gået ned ad bakke. Senest skuffede han i et Tour de Langkawi, hvor han burde have været ganske overlegen, og i dag blev det kun til en 8. plads. I dette selskab er det pænt, men Walsheid synes hverken at positionering eller den fart, der ellers tidligere lovede så godt.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Den fart har Mezgec heller ikke, og han kunne da heller ikke blive mere end nr. 5 trods et fremragende lead-out. Det tager intet fra hans klasse, men som ren sprinter er han overmatchet her. Derfor kunne det være meget interessant, hvis Mitchelton turde give Groves chancen. Den unge australier kommer til løbet med to friske sejr fra Australien, hvor han to gange slog Dainese, og i dag viste hans lea-out, at han også kan være med på dette niveau.

Det kunne Mark Cavendish også en gang, men det kan han desværre ikke længere. Også i dag fik han sig en lussing, der blot bekræfter det halvkedelige indtryk fra Saudi-Tour. Bahrain-manager Rod Ellingsworth har ellers hentet ham til holdet med det håb, at han skal vinde på WorldTouren, men der er meget langt til sådanne bedrifter lige nu. Spørgsmålet er, hvor længe tålmodigheden bevares, hvis Cavendish vitterligt ender som endnu et af kyssesygens mange ofre, og Phil Bauhaus bygger videre på den imponerende styrke, han viste i Saudi-Arabien. Lidt lettere har Arnaud Demare nok ved at rumme dagens nederlag, for franskmanden gjorde sæsondebut, og efter solidt forarbejde af sit stærke tog var han uheldig med at tabe det momentum, som Deceninck kastede på gulvet.

Nok var etapen imødeset, men for de fleste ryttere var det en påmindelse om, hvorfor UAE Tour ikke altid er det bedste sted at forberede sig. Hele etapen var nemlig uhyre let, og Alexander Kristoff har tidligere spekuleret i, at han simpelthen ikke fik nok ud af at køre disse lette ørkenløb. For Chris Froome var det imidlertid den ideelle dag til et comeback, og for klassementsrytterne var det en god lejlighed til at få banket rusten af.

I morgen skal de nemlig allerede være klar til ikke at tabe dumme sekunder i den ikoniske spurt op ad rampen til Hatta Dam, og allerede tirsdag venter den første af de to opstigninger af Jebel Hafeet, som formentlig vil afgøre løbet. Selvom de holdbare sprintere er blandt favoritterne mandag, må de klassiske sprintere til gengæld sætte sig på bagsædet indtil den næste massespurt i Dubai på onsdag. Lad os så håbe, at 4. etape giver lidt flere svar end dagens gigantopgør, der endte som en halvflad fornemmelse uden mange svar.