UAE Tour-analyse: Historien gentager sig for den australske raket

Det er sjovt at iagttage, hvordan historien i cykelsporten påfaldende ofte gentager sig selv. Det er i hvert fald ikke sjældent, at man efterlades med en følelse af deja-vu efter at have overværet et cykelløb. Det var tilfældet så sent som i får, hvor Alejandro Valverde med klinisk præcision nærmest leverede en kopi af det, han havde gjort 12 måneder forinden og med udgangspunkt i et angreb præcis samme sted som 12 måneder forinden tog sin anden sejr i træk på Jebel Hafeet-stigningen i den arabiske ørken.

En lignende gentagelse var vi naturligvis afskåret fra, da feltet i dag vendte tilbage til UAE Tours anden store klassiker, den frygtede mur op til Hatta Dam. De tidligere vindere, John Degenkolb, Juan Jose Lobato og Sonny Colbrelli, var nemlig alle fraværende, og dermed var det på forhånd givet, at der skulle kunne krones en ny vinder af løbets måske mest ikoniske og unikke etape.

Alligevel må mange sidde med en fornemmelse af, at vi har oplevet det hele før, efter at Caleb Ewan i dag endelig brød tørken efter en mildt sagt frustrerende start på karrieren hos Lotto Soudal. Det skyldes ikke, at den lille australier tidligere har gjort det godt i netop denne afslutning, som han stiftede bekendtskab med for første gang, men derimod at sejren måske afspejler et mønster, der er ved at tegne sig for ”The Pocket Rocket”, der er på revanchejagt efter en forfærdelig 2018-sæson, der endte med en meget bitter skilsmisse med landsmændene fra Mitchelton-Scott.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

For præcis 12 måneder siden var det nemlig en dybt frustreret Ewan, der i Tour Down Under flere gange måtte sande, at han tilsyneladende slet ikke havde den hurtighed, der i 2017 havde gjort ham til Giroens vel nok hurtigste mand. Gang på gang kunne han se folk som Elia Viviani og André Greipel give ham baghjul, og dermed vandt han for første gang i umindelige tider ikke en klassiske massespurt i sit hjemmebaneløb. Og denne gang skyldtes det ikke problemer i positionskampen eller andre vanskeligheder. Her var det simpelthen farten, det kneb med.

Det skulle vise sig at sætte tonen for resten af sæsonen. Ewan vandt måske nok Clasica de Almeria og en etape i Tour of Britain, men et gennemgående tema gennem hele året var, at han slet ikke havde fordums fart. Særligt markant var det, da Fernando Gaviria flere gange kørte ham midt over i Tour of California, og da Adam Yates samtidig kørte som en motorcykel, kan man egentlig ikke fortænke Mitchelton i, at de traf det kontroversielle valg at lade deres sprinter blive hjemme fra Touren.

Alt var dog ikke trist for Ewan. Måske kneb det i de klassiske massespurter, men til gengæld viste han helt nye sider af sit talent. Igennem hele sæsonen klatrede Ewan nemlig langt bedre end tidligere - en tone, han allerede slog an ved de nationale mesterskaber i begyndelsen af januar - og det blev særligt tydeligt, da det kun var den snu Vincenzo Nibali, der forhindrede Ewan i at tage en ganske overraskende sejr i Milano-Sanremo. Senere på sæsonen leverede han en fabelagtig præstation i en langt sværere finale på 3. etape i Californien, hvor han efter en regulær mur overspurtede Peter Sagan i en lille gruppe bag et stærkt udbrud.

Og så er vi tilbage ved følelsen af deja-vu. I Tour Down Under sidste år kom Ewan nemlig til kort i massespurterne, men han overraskede både sig selv og sit hold, da han ganske uventet vandt den knaldhårde puncheurspurt i Stirling. Dermed forlod han ikke sit hjemmebaneløb sejrsløs, men triumfen var kommet, hvor han slet ikke havde ventet det.

Efter den ulykkelige afsked med Mitchelton forsøger Ewan som bekendt at genrejse karrieren på Lotto Soudal, hvor han er hentet ind som den helt store stjerne og har en stor del af holdet dedikeret til sin jagt på spurtsejre. Håbet var, at han ville lægge ud som lyn og torden Down Under, hvor han har en endeløs stribe af triumfer. Det gjorde han for så vidt også, da han sejrede i det indledende gadeløb, men i selve UCI-løbet blev han slået på alle løbets sprinteretaper. Ganske vist var det en deklassering, der kostede ham sejren på 5. etape, men bottom line var alligevel, at Ewan forlod sit hjemland med et rundt 0 på UCI-kontoen, efter at han akkurat var blevet spurtbesejret af Viviani også i Cadel Evans Great Ocean Road Race.

Håbet var, at nullet kunne slettes i denne uges UAE Tour, men heller ikke her kom Ewan optimalt fra start. I hvert fald blev han i den indledende massespurt kun nr. 3, og selvom han i selve spurten blev hindret af Alexander Kristoff, var han ikke i nærheden af at true Fernando Gaviria og Viviani. Derfor var symbolikken også så tyk, da han i dag i knusende overlegen stil som i sidste års Tour Down Under slog til på en etape, hvor han mere var outsider end reel favorit og atter altså tog sin sejr i en langt hårdere finale, end han tidligere har excelleret i.

Netop fordi han klatrede så flot i 2018 og også med 2. plads i Evans’ løb, der altid har været for svært for ham atter havde bekræftet sin nye holdbarhed, var Ewans sejr i dag ikke noget stort chok, men det afspejler alligevel, at vi skal til at tage ham endnu mere seriøst i hårde løb. Egentlig er det slet ikke unaturligt, for allerede i U23-tiden viste han sig som en særdeles holdbar herre. Her var han eksempelvis tæt på at blive verdensmester på klatreruten i Firenze i 2013, og hans første store sejr i Europa kom som bekendt i Vueltaen, hvor han på en ret stejl bakke overspurtede specialister som Peter Sagan og John Degenkolb for nu snart fire år siden.

Sejren er særligt opløftende, fordi den kommer med blot få uger til Milano-Sanremo, som efter sidste års 2. plads er Ewans helt store forårsmål. Han havde ellers meldt om halvdårlig form, efter at en visdomstand måtte fjernes for et par uger siden, men i dag viste han, at der ingen grund er til bekymring. Med de klatreben, han viste i dag, er der al mulig grund til at regne ”The Pocket Rocket” som en af topfavoritterne til den ventede spurt på Via Roma, hvor han har den helt store chance for at takke Lotto Soudal, der i den grad jagter succes i klassikerne, for tilliden på den smukkest tænkelige måde.

Bedre bliver det af, at Ewan faktisk også i selve spurterne har lignet sig selv igen. I hvert fald lignede han hurtigste mand i Tour Down Under og Cadel Evans Great Ocean Road Race, og fraværet af sejre skyldes snarere holdet end Ewan selv. Det nye tog har efter den gode start i gadeløbet i Adelaide været alt andet end imponerende, men set i det lys er det opløftende, at Ewan i mandags på egen hånd fandt Vivianis hjul og i dag ramte Muren i den perfekte position. I fremtiden kan han blive endnu mere afhængig af egne positioneringsevner, når han ikke længere har Luka Mezgec ved sin side, men den udfordring er han måske på vej til at løse.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Naturligvis var det Ewan, der løb med al opmærksomheden, men faktisk burde vi måske i virkeligheden i endnu højere grad zoome ind på dagens nr. 2. Enhver, der har fulgt ham i 2018, vil vide, at Matteo Moschetti efter sine præstationer i Vuelta a Burgos, hvor han vandt i et felt med WorldTour-ryttere, og i Tour du Poitou-Charentes, hvor han gav Arnaud Demare kam til sit hår, vil vide, at vi her taler om den næste italienske supersprinter. Hidtil har han imidlertid haft ry for at være en ren sprintertype, der ikke kan overvinde mange bakker, men måske er der brug for en revurdering.

Moschetti har nemlig fået den smukkeste start på sin WorldTour-karriere hos Trek og det endda i uventet terræn. Først imponerede han stort ved at køre fabelagtigt i et udbrud på den hårde 3. etape af Tour La Provence, og som jeg skrev i mandags, var det beundringsværdigt at se, hvordan en ensom Moschetti kæmpede stenhårdt i den hårde modvind på 2. etape af dette løb og alligevel næsten endte i top 10. I dag overgik han så alle forventninger ved at blive nr. 2 i en finale, der egentlig slet ikke burde være noget for en ren sprintertype som ham, men måske er det blot et resultat af, at han slet ikke er så begrænset som først antaget. I hvert fald tyder meget på, at Moschetti er mere end en ny Jakub Mareczko, og han er i den grad værd at holde øje med allerede i år.

Desværre blev finalen i den grad skæmmet af det store styrt, som reelt ødelagde det opgør, vi alle havde set frem til. Alejandro Valverde, Fernando Gaviria og Gianni Moscon nåede ganske vist alle tilbage inden selve spurten, men formentlig har den hårde opkørsel kostet for meget for dem alle. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt at se, hvordan Quentin Jauregui, der imponerede stort med en uventet 4. plads, blæste fordi en næsten stillestående Valverde, der faktisk havde ramt selve Muren i en hæderlig position. Naturligvis var det hele tiden et åbent spørgsmål, om Valverde kunne matche sprintere som Ewan på denne meget eksplosive rampe, men trods al respekt for Jauregui var det meget uvant at se verdensmesteren i den grad blive sat til vægs af en solid, men anonym hjælper.

Desværre betød Valverdes nedtur også, at løbet nu reelt er afgjort. Primoz Roglic udnyttede nemlig rivalernes uheld til at styrke sin position i toppen af stillingen, da han ikke helt uventet igen viste, at han har en del punch på stejle ramper. Som han gjorde det i sidste års Tirreno, blæste han op ad de stejle procenter, og havde han haft lidt mere held i sprøjten, var han sågar blevet nr. 2 på etapen. Dermed kunne han i sidste ende sætte hele 9 sekunder ind på kontoen i forhold til Valverde, og det kan vise sig at være udslagsgivende.

I går skrev vi, at Valverde formentlig var tvunget til at hente tid på Roglic i dag for at bevare sejrschancerne, og dermed kunne løbet se ud til at være en ”done deal”. Valverde har imidlertid fået uventet hjælp af vejrguderne, der helt uventet har sendt regn og skyer ind over ørkenen og samtidig ændret vindretningen. Det betyder, at der i skrivende stund er udsigt til med- og ikke som forventet modvind på Jebel Jais på fredag, og dermed er der faktisk en reel chance for, at der også her kan gøres forskelle.

Alligevel virker det næsten umuligt at knække Roglic. Både i dag og i går har han nemlig virket brølstærk, og medvinden har faktisk den fordel for sloveneren, at han ikke i samme grad kan blive udmanøvreret i et taktisk spil, hvor hans svage Jumbo-hold kunne være blevet en udfordring. Med vinden i ryggen kan han selv sætte sig igennem på ren styrke uden at frygte, at rivalerne sidder på hjul, og som han har set ud hidtil, ligner han ikke en mand, som kan knækkes, heller ikke af Valverde.

Valverde kan dog glæde sig over, at podiechancerne er intakte, for etapen i dag kunne være endt som den regulære katastrofe. Også Emanuel Buchmann, Gianni Moscon og David Gaudu, der alle var uheldige at blive fanget bag styrtet blev reddet af Valverdes Movistar-tog - Gaudu fordi han efter en sen defekt fik noteret samme tid som feltet - men så heldige var alle ikke.

Særligt ærgerligt var det at se den ellers genfødte Ilnur Zakarin, der i går havde lignet 2017-udgaven af sig selv, atter blive ramt af uheld og dermed fortsætte den kedelige stime for resultatfattige Katusha. Helt uden skyld er han dog ikke, for det er velkendt, at netop Zakarin ikke just er positionskampens ukronede konge. Derfor var det ikke helt tilfældigt, at det netop var ham, der blev sat tilbage - nøjagtigt som det ikke var tilfældigt, at det på flad vej så stærke Jumbo-mandskab sikrede, at Roglic aldrig på noget tidspunkt har været i problemer i sidevind eller positionskamp. Andre uheldige folk var Gorka Izagirre, Vincenzo Nibali og Damiano Caruso, der dog reelt allerede var ude af klassementet, men heldigvis kom alle andre topnavne sikkert med feltet hjem.

Mere ærgerligt var det, at vi gik glip af chancen for at se flere af favoritterne og outsiderne til etapen i aktion. Udover Valverde var også Gaviria og Moscon formentlig for mærkede efter opkørslen, og formstærke Simon Clarke samt jokeren Sam Bennett måtte også alle give fortabt allerede inden finalen. Her kan Tom Dumoulin måske også ærgre sig lidt over, at hans modige, men også lidt naive angreb i finalen efterlod ham uden de store chancer, for den ret kraftfulde hollænder kunne måske have matchet Roglic og vundet lidt tid, hvis han havde sparet sig til afslutningen.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Her viste hans holdkammerat Wilco Kelderman til gengæld god styrke efter gårsdagens nedtur, og også Buchmann, Bauke Mollema og James Knox, der bestemt ikke bryder sig om finaler som disse, berkæftede den gode form. Til gengæld var det påfaldende, at Michal Kwiatkowski slet ikke kunne omsætte en god position til et resultat, men som nævnt flere gange er det ikke hel uventet, at polakken i år har startet sin sæson roligt, efter at han i 2018 brændte sammen allerede inden klassikerne. Og så måtte Alexander Kristoff, der fik et drømme-lead-out af Rui Costa atter indse, at Hatta Dam altså er lidt for stejl for ham, hvormed han gik glip af en chance for at bevise, at han altså også fortjener lidt spillerum på et hold, hvor Gaviria i øjeblikket stjæler al fokus.

Den chance får han nok ikke i morgen. Her er der nemlig lagt op til sprinterfest, og dermed må den store nordmand atter affinde sig med den lead-out-rolle, som han så smukt mestrede i mandags.  Den frygtede sidevind ser i hvert fald ikke ud til at komme i spil, og dermed lægger Gaviria op til revanche for dagens nedtur i et sprinterfelt, der er et Tour de France værdigt.

Og netop derfor er etapen også så vigtig for Ewan. I dag slog han igen til i noget, der var alt andet end en klassisk massespurt, men det er trods alt som sprinter, han er hentet til Lotto. Derfor vil en sejr på de flade veje i Khor Fakkan i morgen i den grad lune inden sommerens helt store sprinteropgør på de franske landeveje. Det kan godt være, at sæsonstarten har været lidt af et deja-vu i forhold til rædselsåret 2018, men Ewan håber helt sikkert ikke, at tendensen fortsætter!