UAE Tour-analyse: Irsk sprinterguld til fri afhentning

Der var helt sikkert mange, der efter sidste års Giro var svært tilfredse med at se Sam Bennett endelig få sit store gennembrud, da han vandt tre etaper i det italienske etapeløb og endelig fik den store grand tour-triumf, han havde været så tæt på i 2017. Ireren havde nemlig lige siden den flotte sejr i Tour of Qatar som ganske ung vist, at han havde kurs mod en karriere som en af feltets topsprintere, men da Bora entrerede med deres mange køkkenmillioner og hentede Peter Sagan til holdet, kunne han se sig selv kørt ud på et sidespor. Rollen som førstesprinter var i hvert fald en saga blot, og det stod klart, at Bennett i al fremtid var tvunget til at droppe drømmen om en Tour-etapesejr, så længe han blev på det hold, der havde opfostret ham.

Situationen var imidlertid ingenlunde katastrofal. Bennett havde nemlig klart vist, at han havde et godt stykke vej op til den absolutte sprinterelite, og derfor var det kun naturligt, at han i første omgang satsede på de knap så stærkt besatte spurter i Giroen, hvor han havde mere rum til faktisk at få den store skalp, den ikke altid så selvtillidsfulde irer manglede. Med Sagan på holdet var presset endda mindre, og det kunne kun gavne det mentalt skrøbelige sprintertalent.

Den rolle trivedes han tilsyneladende i. I hvert fald tog han allerede i foråret 2017 sin hidtil største sejr, da han slog en stor del af sprintereliten i Paris-Nice. Senere på året viste han så i Giroen, at hans topfart til fulde kunne matche Fernando Gavirias og Caleb Ewans, og havde han blot haft lidt mere heldt, var det blevet til andet og mere end en 2. plads og tre 3. pladser i dysterne med de to store sprinterkometer. Efter at have haft sin vanlige sygdomsperiode i første del af sæsonens anden halvdel rundede han året af med at lege kispus med rivalerne i et Tour of Turkey, hvor han vandt fire af seks etaper og havde taget en femte, hvis ikke han var styrtet i sidste sving på sidste etape, hvor han ellers var stensikker på at vinde.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

De resultater gjorde det klart, at Bennett allerede var én af feltets absolut hurtigste, men da det endnu ikke var blevet til en grand tour-etapesejr, var der ikke mange, der var nået til den erkendelse. Det bleb imidlertid tydeligt for enhver i 2018, da Bennett på de italienske landeveje i maj var Elia Viviani, der som bekendt var årets mest vindende sprinter, klart overlegen, og havde det ikke været for Vivianis bedre tog, er der ingen tvivl om, at det var endt på anden vis end med en 4-3-sejr til italieneren i deres indbyrdes regnskab.

Alligevel sad man tilbage med et spørgsmål. Bennett havde ganske vist vist sig hurtigere end Viviani, men hvordan stod han i forhold til feltets tre virkelige fartmaskiner, Dylan Groenewegen, Marcel Kittel og Fernando Gaviria, der i 2017 og 2018 havde skilt sig ud som verdens tre hurtigste? Det svar fik vi aldrig i en sæson, hvor Bennett aldrig for alvor fik chancen for at måle sig med de tre kanoner, da han i rollen som andensprinter bag Sagan atter måtte se til fra sidelinjen, da det i juli gik løs under Touren.

Bennett overvejede helt sikkert, om han kunne være tilfreds med rollen som plan B i skyggen af Sagan, men i løbet af efteråret stod det pludselig klart, at hans problemer var langt større. Her fik kometen Pascal Ackermann nemlig et sandt gennembrud i periode, hvor han gang på gang satte flere af verdens allerbedste til vægs og i løbet af få måneder tog hele seks sejre på WorldTouren samt ikke mindst et tysk mesterskab. Særligt sidstnævnte udgjorde en trussel for Bennett, for det krævede ikke megen indsigt at lure, at Ackermann i en tysk mestertrøje som et af landets allerstørste talenter var lidt af en guldfugl og et vigtigt blikfang for det tyske storhold.

Det var således tydeligt, at Bennetts position som nr. 2 i hierarkiet alene i kraft af et forkert pas var under pres, men alligevel kom det som lidt af et chok, da det i efteråret blev meldt ud, at han kunne glemme alt om at gentage sidste års succes i Giroen. Rollen som sprinter i det italienske løb tilfaldt i stedet Ackermann, der skulle have en belønning, efter at Sagan sent på året havde sat sig igennem og krævet at overtage Ackermanns position som sprinter i sidste års Vuelta.

Bennett prøvede at lufte sin utilfredshed i pressen, men der var intet at gøre. Går alt efter planen, får han sin grand tour-chance i Vueltaen, men i årets første halvdel er han henvist til at forsøge sig i en stribe ugelange etapeløb. Her vil han ganske vist kunne teste sig selv af mod flere af sportens giganter, men for en sprinter, der har slået de allerhurtigste, er det naturligvis ikke tilfredsstillende at måtte se til på TV, når årets to vigtigste løb for en klassisk sprinter finder sted.

Man kunne frygte, at Bennett havde ladet sin moral få et knæk, men heldigvis har han reageret stik modsat. Det bedste svar på kritikken er naturligvis at vise, at han kan slå de bedste, og efter at han tog en første sejr i Vuelta a San Juan, hvor holdet viste ham den tillid at lade Sagan agere lead-out man, var det i denne uges ekstremt stærkt besatte UAE Tour, at han for alvor kunne sende et kraftigt signal til manager Ralph Denk. Her var han nemlig oppe mod Kittel, Gaviria, Ewan og Viviani i et af sæsonens allermest konkurrencedygtige sprinterfelter, og i et løb med tre helt lette sprinteretaper var det den perfekt chance for at vise, at han altså er Ackermann og Sagan overlegen på topfart, og at han i virkeligheden er holdets hurtigste mand.

Desværre var det Denk, der i første omgang kunne føle sig bekræftet i sine beslutninger. I mandags missede Bennett nemlig den første chance, da han i den hektiske slutfase tabte Erik Baskas hjul, og selvom han i selve spurten gjorde det godt, var han aldrig i position til at måle sig mod Gaviria, Viviani og Ewan. Bedre blev det ikke i torsdags, hvor han ellers havde sikret sig den helt ideelle position bag Gaviria, der fik et drømme-lead-out af Alexander Kristoff, men hvor han lod sig stresse, åbnede spurten for tidligt og i en knivskarp supersprint måtte se sig henvist til 4. pladsen af VIviani, Gaviria og Kittel.

Dermed var der kun ét skud tilbage i bøssen, nemlig gårsdagens helt flade finale i Duba. Og her lykkedes det endelig ireren at sige ”Hvad sagde jeg?” til Denk, da han med en forrygende sejr tog den helt store skalp ved på de sidste meter at passere Gaviria og dermed tage en af karrierens allervigtigste sejre.

Triumfen var ikke blot vigtig i sig selv, den var først og fremmest betydningsfuld i kraft af den måde, hvorpå den blev opnået. Tidligere har Bennett haft det enormt svært i positionskampen, men for anden spurt i træk viste han klar fremgang i netop den disciplin. Efter de første spurter stod det nemlig klart, at Gaviria i Kristoff har verdens måske bedste lead-out man, og derfor var det indlysende, at det var fra colombianerens baghjul, at man havde den bedste chance. Derfor valgte han klogelig at glemme alt om sit eget tog og i stedet bede sit hold aflevere ham præcis der, og det var derfor lidt af et scoop og en flot bedrift, at det for anden gang i træk var netop Bennett, der vandt kampen om løbets mest eftertragtede position.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Men der var stadig et arbejde at gøre. For havde Bennett virkelig farten til at slå en formstærk Gaviria, der havde været Viviani overlegen på 2. etape, og havde vundet igen på 5. etape, hvis han ikke som så ofte før havde startet sin spurt lidt for tidligt? Det kunne man have sin tvivl om, og derfor var svaret så eftertrykkeligt, da brølstærke Bennett med relativ klar margin blæste forbi Gaviria, der endnu engang havde fået det ideelle lead-out af Kristoff, og dermed viste, at det måske kun er Groenewegen og Kittel, der faktisk har en højere topfart end ireren.

Gaviria var da også imponeret. Hvor han i torsdags havde ærgret sig over, at det var hans egen fejl, der havde givet Viviani sejren, indrømmede han denne gang helt ærligt, at han var blevet slået af en hurtigere mand. Dermed kan signalet til Denk og co. ikke være stærkere, men det hjælper nok desværre ikke Bennett meget. Farven på passet kan han ikke ændre, og Sagans position kan ikke trues. Hvis han vil have den plads, hans evner fortjener er der nok ikke andet at gøre end at sige farvel til det hold, der ellers har opfostret ham.

Netop fordi Bennett ikke er en trussel i Touren og mange af sportens andre store løb, herunder klassikerne, kan Gaviria nok også leve med nederlaget. Han kommer nemlig fra Emiraterne med den nærmest helt absurde forvisning, at hans skifte til UAE har styrket hans chancer for at blive Tourens dominerende sprinter. En hel verden rystede ellers på hovedet, da en lukrativ kontrakt tilsyneladende overtalte ham til at forlade sportens bedste sprinterhold og i stedet kaste sig ud i en meget usikker tilværelse på UAE-mandskabet, der ikke just har imponeret i massespurterne i det seneste års tid.

Efter sine første løb ser det imidlertid ud til, at han på næsten rystende vis står endnu stærkere i sine nye omgivelser. Ganske vist var det indlysende, at Kristoff på papiret har alle de perfekte egenskaber til at blive den ideelle lead-out, men alligevel er mange nok overraskede over at se, hvordan den uheldige nordmand, der har svært ved at indfinde sig med sin nye rolle, de sidste dage nærmest har fået det suveræne Deceuninck-tog bestående af Fabio Sabatini og Michael Mørkøv til at ligne nybegyndere. I tre ud af tre spurter har Kristoff rundbarberet sine rivaler og hver gang afleveret Gaviria helt perfekt -  en tendens, der blev helt tydelig på sidste etape, hvor Kristoff simpelthen blæste væk fra de to Quick-Step-drenge, da de efter sidste sving forsøgte at tage den kontrol, de normalt ville have taget med lethed.

Nu betød en mistimet sprint i torsdags og en stærk Bennett i går ganske vist, at Gaviria kun kommer hjem fra ørkenen med en enkelt sejr, men det må han kunne leve med. I San Juan viste Simone Consonni nemlig, at også han er fabelagtig i sin lead-out-rolle, og derfor peger meget på, at Gaviria kan rejse til Touren med et tog, der er Deceuninck overlegne. Med tanke på den fart, Gaviria også selv har vist især på 2. etape, er der al mulig grund til, at han til sommer faktisk kan profitere af at være kommet væk fra sportens største vindermaskine.

Det må også give lidt bekymring for Viviani. Det var i hvert fald påfaldende at se, hvordan Mørkøv og Sabatini slet ikke kunne matche Kristoff, og havde han ikke selv været så enormt snu på 5. etape, var Viviani kommet hjem fra Mellemøsten uden en eneste sejr. Hans eminente timing gør ham stadig farlig i enhver spurt, men da løbet samtidig har understreget, at han ikke har samme topfart som Gaviria, Kittel og Bennett, kan det blive svært at gentage sidste års succes. I Giroen vil han atter være oppe mod Gaviria, og det samme vil være tilfældet til sommer, hvis han som ventet også satser på Touren, og her vil også Groenewegen og Kittel være i spil. Holdet kan forsøge til den tid at styrke toget med Maximilano Richeze, der ellers i første omgang primært skal hjælpe Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg, men om det er nok til at matche guldfuglen Kristoff, er meget tvivlsomt.

For Kittel blev det arabiske eventyr også en trist affære. Efter en forrygende start i Spanien så meget ellers ud til, at den topmotiverede tysker var på vej tilbage, men den forløbne uge har i den grad revet ham ned på jorden. Det er nemlig blevet understreget igen, at Kittel uden det stærke Quick-Step-tog ikke er meget værd. Selv i de helt ukomplicerede finaler på 2. og 5. etape tabte han klart i positionskampen, og i lørdagens tekniske finale var det således givet på forhånd, at han aldrig ville kunne manøvrere sig frem. Derfor kom han da heller aldrig til at spurte, og derfor endte rejsen til Mellemøsten som en kold spand vand i hovedet.

Det kan godt være, at han med sin lange spurt i modvinden på 5. etape fik vist, at han vel var feltets hurtigste mand, men i så skrap en konkurrence kan han altså ikke længere slå folk som Gaviria, Bennett og Viviani ved at blæse forbi alle fra 10. position. Naturligvis savnede han i den grad Rick Zabel i denne uge, men det er svært at forestille sig, at tyskeren kan rette op på meget i de langt mere tekniske finale i Europa. Derfor kan man frygte, at Kittel hurtigt igen lider et moralsk knæk og mister den superform, han tydeligvis har opbygget i løbet af vinteren, og eneste chance for en virkelig genrejsning er formentlig, at han kommer til et hold med et tog, der kan yde den nødvendige støtte.

Toget har også været et problem for løbets femte supersprinter, Caleb Ewan. I dette løb er det nemlig blevet klart, at Roger Kluge og Adam Blythe ikke har kunnet matche de bedste, og da Ewan selv samtidig blev sat klart til vægs af sine værste rivaler i spurterne på 2. og 7. etape, endte han som den lille i de fem giganters opgør. Egentlig rejste Kluge og Blythe sig fornemt i går, da de vandt kampen om kontrollen i det vigtige sving til sidst, men på de sidste meter blev de klart overmatchet af suveræne Kristoff samt Deceuninck-drengene. Da Ewan stadig heller ikke har den fart, han havde i 2017, må der være lidt bekymring hos Lotto for, at man måske ikke helt har fundet en fuldgyldig erstatning for vindermaskinen Greipel. Til gengæld viste Ewans fornemme sejr på Hatta Dam, at han kan blive ganske farlig i langt hårdere løb, men det kan næppe tilfredsstille en ledelse, der har hentet ham ind til rollen som supersprinter.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Løbet blev også en understregning af, at sportens mange sprintertalenter stadig mangler lidt for at kunne true de store. Således måtte Phil Bauhaus og Max Walscheid, der ellers alle har vist, at de med det rette held har farten til at matche de store, sande, at deres hold fortsat er for svage til at give dem en reel chance i så stærkt besat et løb. Bauhaus og Bahrain har gjort det hæderligt, men sprinteren har desværre ikke selv kunnet gøre det færdigt. Og Walscheid har trods sine indlysende evner måttet indse, at der fortsat mangler en del i positionskampen. Og det gør der naturligvis også for ellers så lynhurtige Jakub Mareczko, der i første omgang har måttet sande, at hans problemer ikke har kunnet løses af skiftet til CCC, og det kun vil være sjældent, at han faktisk kan få udbytte af sin topfart.

Til gengæld var der lovende takter fra unge Matteo Moschetti, der først og fremmest imponerede med 2. pladsen på Hatta Dam, men som først og fremmest er kendt som den næste italienske storsprinter. I dette løb har han kæmpet heroisk på næsten egen hånd i finalerne, og derfor har han reelt været chanceløs. At han kan slutte med en 9. plads i en meget teknisk finale, er derfor særdeles opmuntrende, og fremtiden synes efter denne uge kun at være endnu lysere. Nu kan man kun håbe, at Trek - og det ser ikke alt for lovende ud - kan give ham et rigtigt tog til de kommende opgaver, så vi kan se, hvor hurtig han faktisk er.

På samme vis har løbet været lidt af en genrejsning af supertalentet Kristoffer Halvorsen, hvis dumme skifte til Sky har kørt ham dybt ind i glemmebogen. I dette løb har han med tre placeringer i top 10 i hvert fald vist, at talentet fortsat er der et sted. Formentlig skal han til et sprinterhold for endelig at bryde igennem, men han har i hvert fald vist, at han fortsat kan være værd at satse på for et hold med kig på en sprinter. Omvendt endte løbet som den totale fiasko for Mark Cavendish, der ellers med stor selvtillid sendte sit hold frem for at føre på den afsluttende etape, men som atter kom helt til kort i positionskampen og må indse, at der fortsat er meget lang vej, inden han bliver en mand, Dimension Data bør satse på.

For sydafrikanerne blev det heller ikke bedre af, at Roman Kreuziger og Louis Meintjes faldt igennem i et klassement, der blev totalt domineret af Primoz Roglic. Med overlegen kørsel viste sloveneren sig igennem hele ugen som løbets klart stærkeste, og han blev en helt suveræn og fortjent vinder af et løb, der blot understregede hans status som arvtager til Richie Porte i rollen som verdens bedste i ugelange etapeløb. Man kan ærgre sig over, at Alejandro Valverdes styrt inden Hatta Dam og efterfølgende sygdom betød, at vi aldrig fik den knivskarpe duel på bonussekunder, der var lagt op til, men i lyset af Roglic’ suveræne spurt på Jebel Jais i fredags, er det nok tvivlsomt, om verdensmesteren havde kunnet stille noget op mod det slovenske fænomen, der i denne uge i hvert fald ikke har gjort noget for at dæmpe forventningerne frem mod Giroen.

Der er imidlertid lang tid til maj, og inden da handler det for de mange klassementsryttere og topsprintere fra dette løb i første omgang om de mange ugelange etapeløb i foråret og for enkelte også klassikerne. For de fleste af aktørerne i Mellemøsten er det dog de tre uger lange etapeløb, der er sæsons vigtigste fokus. Kun en enkelt hovedperson skiller sig ud i den sammenhæng. Stakkels Bennett må se til fra sidelinjen både til maj og juni, og for ham er det derfor de kommende etapeløb, startende med Paris-Nice, der er det helt store fokus.

Heldigvis viste han i dag sine chefer, at han er meget mere værd, da han tog Gavirias, Kittels, Ewans og Vivians skalp i går. Nu drømmer han om at gøre det samme ved også at slå en vis Groenewegen i Frankrig om en uges tid. Gør han det, har han i hvert fald vist interesserede hold, at der ligger sprinterguld til fri afhentning i de tyske gader.