UAE Tour-analyse: Mirakelcomebacket uden ende

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Da det for nylig blev offentliggjort, hvem der var nomineret til årets Laureus Awards - prisen, der kendes som sportens svar på filmverdenens Oscars - var der en nominering, der må have været den sikreste af dem alle. Da juryen skulle pege på, hvem der stod for årets comeback, kan der i hvert fald ikke have været skyggen af diskussion om, at Mark Cavendish måtte være at finde på listen.

Det var han da også og det med god grund. Min indsigt i alle andre sportsgrene end cykelsport er ganske begrænset, men selv når jeg forsøger at mobilisere al min desværre lidt begrænsede fantasi, er jeg ude af stand til at forestille mig, hvordan man i nogen idrætsgren skulle have oplevet noget, der kommer i nærheden af det, cykelsporten oplevede sidste år. Det var her Cavendish gik fra at være en sprinter, der igennem en hel sæson end ikke magtede at komme i top 10 én eneste gang, og som stortudende bekendtgjorde, at hans karriere var slut, indtil han tiggede sig til en minimumskontrakt hos Patrick Lefevere - og kun efter at have fundet en personlig sponsor - og pludselig rejste sig fra verdens dybeste hul ved at score de fire manglende etapesejre og herved tangere Eddy Merckxs sejrsrekord i Touren. Det scenarium var så usandsynligt, at enhver, der i begyndelsen af 2021 måtte have spillet blot en krone på, at Cavendish skulle ende med at nå den rekord, der de seneste år bare er blevet mere og mere fjern, ville have fortjent en gevinst, der kunne have sikret et livslangt otium i klodens mest luksuriøse omgivelser.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Om Cavendish får sin Laureus-pris, ved vi endnu ikke, men det er næppe heller noget, der bekymrer ham voldsomt. Udfordringen ved at være en i idrætsmæssig sammenhæng ældre herre er nemlig, at man altid skal bevise sig selv. Når man har rundet de 36, vil enhver kikset præstation straks blive tolket som et muligt tegn på det endegyldige forfald, og da enhver idrætskarriere som bekendt har en ende - faktisk ser det ud til, at det endda gælder for Alejandro Valverde, selvom det kan være lidt svært at tro - vil også Cavendish før eller siden sande, at hans mirakelcomeback har nået sin udløbsdato.

Derfor er denne uges UAE Tour allerede en helt afgørende test. Godt nok er det i kraft af sin kalenderplacering og manglende historie et af de allermindst prestigiøse etapeløb på WorldTouren, men som jeg skrev i gårsdagens optakt, forholder det sig lidt anderledes for sprinterne. År efter år kan man nemlig på Emiraternes altid uhyre sprintervenlige rute præsentere et sprinterfelt, som meget ofte overgår det, vi ser i noget løb senere på året, heller ikke i Tour de France. Da løbets sprinteretaper samtidig ofte udfolder sig på helt enkel maner, bliver løbet stedet, hvor man får den mest rene udmåling af, hvem der lige nu er verdens hurtigste.

Netop det spørgsmål er særligt omdiskuteret i år, hvor der er så stor usikkerhed. Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen er stadig på vej tilbage efter deres stærkt omdiskuterede sammenstød i Polen for halvandet år siden, Caleb Ewan og Sam Bennett missede en stor del af 2021-sæsonen, Tim Merlier spurtede kun sjældent mod de allerbedste, og Jasper Philipsen manglede fortsat det sidste i det forløbne år. Og for Cavendish vil kritikerne hævde, at han måske nok vandt fire etaper i Touren, men han slog aldrig verdens hurtigste i et løb, der manglede flere topsprintere og hurtigt mistede de få, der var til stede.

Den kritik fik ekstra næring, da Cavendish få uger efter Touren nærmest blev ydmyget af Groenewegen i Esbjerg, hvor han på 1. etape af Danmark Rundt slet og ret kørte den lille brite ud af hjulet. Med nogen ret kan man hævde, at den eneste af de mange 2021-sejre, hvor han virkelig viste sin hurtighed, allerede var i Belgium Tour, hvor han slog Ewan, Merlier og Groenewegen i et relativt rent opgør på fart. Men var det nok til, at han virkelig kunne aspirere til titlen som verdens bedste sprinter, når hans øvrige sejre alle kom i mindre skrapt selskab?

Det var det måske ikke, men efter i dag står det betydeligt mere klart, at Cavendish vitterligt er tilbage i den verdenselite, han så brat forlod, da kyssesygen og senere depressionen ramte ham for fem år siden. I dag lykkedes det ham nemlig at trække sig sejrsigt ud af det andet store sprinteropgør i Emiraternes formidable styrkeprøve mellem hurtigste.

Man kan sagtens argumentere for, at dagens spurt ikke beviser meget. Hans to måske vigtigste rivaler i det interne farthierarki, Bennett og Groenewegen, som han manglede for alvor at sætte til vægs i 2021, kom nemlig aldrig til at spurte. Faktisk var den eneste af supersprinterne, som lykkedes med at deltage i spurten, Philipsen, og ham slog han jo allerede den ene gang efter den anden i sidste års Tour. At det lykkedes igen i dag, bekræfter blot, at den unge belgier stadig er den my langsommere, han også var i Frankrig sidste sommer, selvom han bare bliver bedre dag for dag.

Alligevel kan sejren næsten ikke overvurderes. Omstændighederne var nemlig så imponerende, at jeg her et par timer efter afgørelsen stadig sidder tilbage i næsegrus beundring. Med en kraftig modvind stående direkte ind i ansigtet var det nemlig en spurt, man næsten kun kunne starte for tidligt, og da den lille brite følte sig tvunget til at åbne alt for langt fra mål, så det sort ud. På det tidspunkt lignede det en umulighed at holde hele vejen, når ørkenvinden stod stift ind over Abu Dhabis kyst.

Men det gjorde han. Selvom en af hans værste rivaler, Philipsen, var plantet i hans baghjul og i hvert fald fik mere læ end briten, selvom han måtte starte sin spurt endnu tidligere og endnu længere tilbage, kunne ingen nemlig gå forbi. Nok ved vi, at modvindsspurter altid passer den uhyre aerodynamiske Cavendish, men langvarigheden af hans kraftudfoldelse i dag gjorde det til lidt af en sprintermæssig magtdemonstration.

Det gjaldt også for andet end farten. Cavendish har altid været berømt for at læse spurterne fantastisk, men den evne svigtede i går, hvor han efter at have tabt sit hold valgte forkert ved at gå til venstre, da Philipsen gik til højre. Højre side viste sig at være vejen til sejr, mens venstre side viste sig at føre direkte ind i mur, hvorfra man ikke kunne spurte.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I dag begik Cavendish ikke samme fejl. Ganske vist var det bekymrende, at han for anden dag i træk var ude af stand til at holde hjulet på Michael Mørkøv, og da danskeren nok engang viste sin tårnhøje klasse ved at træde den hjem for briten, endte det hele ganske farligt, da Mørkøv så sig bagud, spejdede forgæves efter Cavendish og gik i stå. På det tidspunkt sad Cavendish nemlig stadig ganske velplaceret, men risikoen ved en stilstand er altid, at folk kommer blæsende bagfra i tårnhøj fart. Den risiko var Cavendish bevidst om, og derfor havde han intet andet valg end at åbne tidligt. Det var en stor risiko, men når man er så god som ham, kan man tillade sig at løbe den slags.

Helt overraskende er det heller ikke. Allerede i Tour of Oman virkede Cavendish nemlig skræmmende overlegen, men da han alene var oppe mod den hensygnende Fernando Gaviria, som allerede i Saudi Tour havde vist, at han ikke længere er en af verdens bedste, var det måske på en lidt billig baggrund. I dag fik han til gengæld bevist, at der var en grund til overlegenheden. Til gengæld kan man måske finde lidt malurt i bægeret, når det handler om positioneringen, der ikke var i top i Oman og heller ikke har været det her. Han lider selvfølgelig under et svagere hold også her, men det er ikke ideelt, at han to dage i træk ikke har kunnet holde sig til Mørkøv.

Til gengæld lykkedes det ham altså med snarrådighed at løse den udfordringen, fordi han var bevidst om, at det kan være farligt at tøve i en massespurt. Den lektie har Bennett måske glemt i løbet af sin lange pause, for ireren var selv skyld i, at han i dag aldrig fik lov at spurte. For anden dag i træk viste Danny van Poppel ellers, at han kan blive guld værd som lead-out man, men da han trådte an, tøvede Bennett så længe, at Cavendish og Philipsen strøg forbi og herefter lukkede ham inde. Bennett plejer ellers sjældent at begå den slags fejl, men selvtillid er som bekendt ikke det, han har mest af. Efter så lang en pause er det næsten stensikkert, at han allerede føler sig som verdens dårligste sprinter, og at åbne en lang modvindsspurt kræver, at man tror på, at man kan holde hele vejen. Det gjorde Cavendish, men det gjorde Bennett ikke, og derfor fik vi heller ikke i dag et billede på hans aktuelle fart.

Det gjorde vi desværre heller ikke med Groenewegen, som jo ellers så skræmmende hurtig ud i går, hvor han atter lignede den ukronede fartkonge, han engang var. Desværre satte dagens spurt nok engang en fed streg under, at hans positionering ikke er blevet spor bedre i løbet af vinteren, hvad den jo heller ikke var i går, og at hans meget unge og urutinerede tog, der jo ellers i to lidt forskellige konstellationer gjorde det så flot for kaptajnen selv i Saudi Tour og for Kaden Groves i Oman, har det meget svært i dette skrappere selskab. Selvfølgelig er der masser af tid til at forbedre sig, men det er svært ikke at blive bekymret for, om det australske hold er stærkt nok, når Groenewegen stadig har så store udfordringer i positionskampen.

Den slags har Philipsen som bekendt. Han er meget tæt på at have overtaget Peter Sagans titel som feltets positioneringskonge, men i dag sad den ikke i skabet. Til gengæld siger det meget om hans evner, at han alligevel nåede frem i tide med en spurt, der faktisk var længere end Cavendishs. Det lykkedes ham at få lidt læ bag briten undervejs, men da han forinden havde ligget i vinden, siger det stadig uhyre meget om hans enorme fremgang, at han alligevel endte med at være så tæt på sejren.

Tæt på sejren var Pascal Ackermann desværre ikke. Allerede gårsdagens spurt var et ganske solidt søm i hans stadig mere velbyggede ligkiste, og i dag slog hammeren så endnu et i. Nok engang viste tyskeren, at han mestrer den vanskelige positioneringskunst bedre end de fleste, men selvom han modsat Cavendish og Philipsen intet mærkede til den kraftige modvind, stod han nærmest bare stille, også selvom han mistede et helt afgørende tråd. Tredjepladsen er et vidnesbyrd om evnerne i positionskampen, men desværre ikke en fortælling om hans fart.

Nej, spurten bekræftede på mange måder, hvem der kan positionere sig, og hvem der ikke kan. Undtagelsen var måske Elia Viviani, der plejer at sidde præcis, hvor han skal, men i dag måtte han nok sande, at der vil være nogle kiks, når man kører på et hold helt uden tog. I sig selv er det imponerende, at dagens spurt var den første seks, hvor han ikke gik i top 4, når man betænker, at han blandt topsprinterne er den, der har den ringeste støtte.

Svag støtte har Olav Kooij desværre også, men til gengæld har han masser af fart. Allerede da han begyndte at vinde professionelle løb som 18-årig stod det klart, at den hollandske arvtager til Groenwegen og Jakobsen allerede er klar, og hans fine efterår styrkede blot den opfattelse. I dette løb får han så endelig chancen for at måle sig mod eliten, og selvom han igen i dag desværre må sande, at Jumbo meget vel kan vise sig at være det forkerte hold for en kommende supersprinter, fik han bevist, at han i en alder af 20 år har en fart, der fører direkte op mod stjernerne.

Desværre blev han også næsten den eneste af de unge sprintere, der viste sig frem. Igen i dag kiksede DSMs lead-out for Alberto Dainese totalt, og det må efterhånden være svært bekymrende, at et hold, der har massespurter som et af sæsonens helt store fokusområder, nu for andet løb i træk fejler fælt. Selvfølgelig er de uden Nikias Arndt og Casper Pedersen, der vel er deres vigtigste lead-out-rytter, men det er svært ikke at blive lidt urolig. En bedre undskyldning har Max Kanter, der ellers viste lovende takter i går, men som i dag betalte prisen for en sen punktering og en hård opkørsel.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Til gengæld fik vi lov at se, hvad Marijn van den Berg kan. I dag lykkedes det endelig den unge hollænder at sidde relativt fornuftigt, men i første omgang viste han ikke den fart, man kunne have ventet på baggrund af sidste sæson. Det var i hvert fald ikke alt for lovende, at han blev slået af Emils Liepins og Tom Devriendt, selvom begge ryttere i dette løb har gjort det overraskende godt.

Fart mangler Arnaud Demare også, men det vidste vi godt. Det har han nemlig altid gjort, men alligevel var der lidt grund til optimisme. I dag så det engang så forrygende tog nemlig endelig igen ganske velfungerende ud, også selvom timingen i modvinden ikke var helt optimal og endte med at sende Jacopo Guarnieri i iltgæld. For at vinde i dette selskab skal supertoget imidlertid dominere, og når de ikke gør det, er der bare for mange, der er hurtigere end franskmanden.

En af dem er i hvert fald Cavendish. At han er hurtigere end Demare, har ingen været i tvivl om, men at han stadig kan vinde i et felt, hvor de fleste af verdens hurtigste er til start, er faktisk mere, end vi så end i jubelåret 2021. Nej, desværre fik vi ikke lov at se ham slå Bennett og Groenewegen på regulær vis, men dagens magtdemonstration i modvinden gør det i hvert fald langt fra umuligt, at det kan lade sig gøre. Foreløbig er der ingen ende på mirakelcomebacket i syne - og så har man vel som minimum fortjent en Laureus-statuette.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK