Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
I disse dage køres UAE Tour, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 3. etape.
Annonce
Man skal være af en meget kritisk natur, hvis man kan finde pletter på Tadej Pogacars 2020-sæson. Bevares, han skuffede måske i Strade Bianche, Dauphiné og Fleche Wallonne, men med en sejr i Tour-debuten og næsten en triumf i Liege-Bastogne-Liege er det meget svært at finde noget at være utilfreds med for det slovenske fænomen.
Alligevel er der nok to pletter på sæsonen, som har kunnet få Pogacar til ligge søvnløs en nat eller to. Den ene var det ærgerlige nederlag i sidevinden på Tourens 7. etape. Det skyldtes i vidt omfang et svagt hold og endte jo ikke med at koste sejren, men hvis han er den ærekære type, må det alligevel gøre lidt ondt på Pogacar, at der har spredt sig det indtryk, at han måske er sårbar i sidevinden.
Han skulle dog ikke bruge lang tid på at gøre den antagelse til skamme. På 1. etape så han nok engang med et relativt svagt sidevindshold sårbar ud, men både han og UAE endte jo med at komme ud af etapen som en af de helt store vindere. Altså skulle der bare et enkelt sidevindsræs til, inden supertalentet fik bevist, at det ikke nødvendigvis bliver så let at fange ham i Nordfrankrig til sommer, som mange utvivlsomt havde håbet. Det var altså én plet, der hurtigt blev fjernet.
Den anden plet gjorde nok i virkeligheden mere ondt. At blive sat til vægs i sidevinden er ingen skam for en klatrer, for det er trods alt ikke hans hjemmebane. Det er bjergene derimod, og særligt er det måske Jebel Hafeet, der kan kaldes hans ”hjemmebjerg”. Det skyldes naturligvis ikke, at Pogacar selv har nogen videre forbindelse til Emiraterne, men det ligger lige midt i sponsorens hjemmebane, hvorfor han ifølge eget udsagn har klatret det flere gange om dagen i løbet af januar, hvor UAE-mandskabet var samlet til træningslejr i ørkenen.
Derfor må det også have gjort særligt ondt, at han fik serveret en syngende lussing i sit eget terræn lige for øjnene af alle sheikerne, der finansierer det arabiske foretagende. Det var nemlig sådan det må have føltes, da Pogacar som løbets storfavorit fik deciderede bøllebank af Adam Yates, der på ufattelig maner trodsede modvinden og kørte mere end et minut fra vidunderbarnet på 3. etape af sidste års udgave af sponsorens hjemmebaneløb. Og selvom Pogacar to dage senere fik revanche på den anden etape med mål på samme bjerg, har det næppe føltes som en helt tilfredsstillende hævn på en dag, hvor Yates bare skulle køre defensivt, og ingen derfor rigtigt med sikkerhed ved, om briten faktisk havde lidt mere i posen, selvom det ingenlunde så sådan ud.
I dag var rollerne så byttet om, da Jebel Hafeet nok engang var rammen om den nu ikoniske kongeetape i det ellers spritnye løb. Denne gang var det Pogacar, der var i front og kunne gribe løbet defensivt, mens Yates, der havde lidt verdens mest forudsigelige nederlag i gårsdagens fladbanetons skulle forsøge at finde de 38 sekunder, han skulle bruge for at forsvare sidste års titel. Denne gang var der ingen tvivl om, at Yates ville køre sig helt ud, og nu var det så op til Pogacar at bevise, at sidste års lille ydmygelse bare var en enlig svale.
Heldigvis er den svale lige så ensom som en isoleret gymnasieelev i coronatider. Det skortede ellers ikke på angreb fra Yates, da først Ineos med nogen forsinkelse endelig fik sprængt feltet i stumper og stykker med først en forcering fra Brandon Rivera og siden et fremragende forarbejde af en ganske velkørende Daniel Martinez. Yates trykkede til både i højre og venstre, og selvom ansigtsudtrykket flere gang antydede, at den slovenske elastik måske var på bristepunktet, var gummien denne gang mere solid, end den var for et år siden. I hvert fald holdt elastikken hele vejen, og da først Pogacar havde nået sin målstreg, da stigningen fladede ud på de sidste kilometer, var det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt revanchen var en relativt. Pogacars spurtsejr var nemlig lige så forudsigelig som Filippo Gannas tempotriumf for et år siden, og dermed blev sloveneren ikke blot efter Alejandro Valverde den anden rytter i historien til to gange at vinde på det ikoniske bjerg, han fik også en fornem hævn, der med ét fik fjernet de sidste rester af den anden og grimmeste plet på hans ellers fornemme 2020-sæson.
Medmindre Pogacar lader sig fange i vinden en af de kommende dage - vejrudsigten tilsiger, at det nok skal være fredag eller lørdag, hvor det meste af etaperne desværre afvikles i byzone - må Yates dermed nok affinde sig med, at han ikke bliver den første dobbelte vinder af det nye løb. Jebel Jais’ bløde procenter kan næppe ryste Pogacar og hans stærke UAE-mandskab, og dermed for Yates ikke sin drømmedebut i Ineos-trøjen.
Alligevel kan han rejse hjem med stor tilfredshed. Dagens præstation vidner nemlig nok engang om, at der er meget få ryttere i denne verden, der kan matche briten i ugelange etapeløb i foråret. I et år, hvor hans eneste grand tour bliver Vueltaen, er der masser af plads til at maksimere udbyttet af årets første måneder, og efter i dag står det klart, at Yates meget vel kan blive lige så dominerende som i hans fabelagtige 2019, hvor han på nærmest uhørt vis kørte med om sejren i Tirreno, Catalonien og Baskerlandet på mindre end en måned.
Nu kan han så bare ærgre sig over, at Ivan Ramiro Sosas superform desværre nok engang forsvandt som dug for solen, og at colombianeren nok engang fremstår som en af feltets førende lottokuponer, for en solid Sosa-føring var måske det sidste, der kunne have fået Pogacars elastik til at sprænge. Desværre var det ikke helt uventet, for vi har allerede i Burgos set, at Sosa lider voldsomt i sidevind, og det er ikke svært at forestille sig, at han allerede har presset sig selv, da der undervejs blev forsøgt den form for aggressiv kørsel, den lille colombianer hader allermest.
Yates fik sig dog kørt op på 2. pladsen på bekostning af Joao Almeida, der nok engang må sande, at han er ganske god til at forsvare sig i bjergene, som han på forbilledlig vis gjorde det over 15 dage i Giroen, men at han fortsat har så mange begrænsninger i bjergene, at den første grand tour-sejr ikke er lige i horisonten. Hans tredjeplads kan der næppe røres ved, men da også de to italienere Fausto Masnada og Mattia Cattaneo desværre fortsatte den uforudsigelig, Almeida bestemt ikke har, endte det hele som en lidt ærgerlig dag for Deceunincks trehovedede monster.
Andre har mere grund til at være tilfredse. Det gælder særligt for EF, der fik to af deres talenter tilbage på sporet. Efter et år, hvor han var en kronisk skuffelse i bjergene - også i sæsonstarten, hvor hans resultater skjuler, at han faktisk slet ikke var imponerende - kom Sergio Higuita tilbage på sporet på en eksplosiv etape, der også passede ham som fod i hose. Naturligvis er det ikke svært at se, hvem der har udviklet sig mest siden det Tour of California, hvor han og Pogacar kørte lige op på kongeetapen, men nu synes han da at være i gang igen.
Det samme er Neilson Powless, der jo ellers var et falmet supertalent, men som siden sin flotte Tour i september synes genrejst. Nok skuffede han på enkeltstarten i går, men på løbets to øvrige etaper har han vist, at han stadig skal regnes som en af de mere spændende amerikanere.
Naturligvis er han ikke den mest spændende. I klassementssammenhæng er det uomtvisteligt Sepp Kuss, der nok engang bekræftede sit enorme potentiale i dag. Ganske vist var Yates’ mange forceringer lidt for skrap kost i februar måned, men for den langsomme amerikanske starter er det ganske lovende at se ham tage kampen op med løbets to favoritter og ikke mangle alt for meget i at følge dem til dørs. Senere viste han nok engang sin enorme loyalitet ved at hjælpe Chris Harper med at konsolidere en 4. plads, der endelig giver australieren det gennembrud, vi ventede på sidste år. Eneste lille minus i Jumbo-bogen i holdets sæsondebut er desværre Jonas Vingegaards overraskende nedtur, men desværre er det jo velkendt, at danskeren sjældent er flyvende fra sæsonstart. Det var bare den forrygende enkeltstart i går, der havde antydet det modsatte.
Heldigvis havde vi jo så en anden dansker, vi kunne juble over. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg aldrig havde tilskrevet Mattias Skjelmose en chance for at ligge nr. 6 efter tre dage, heller ikke efter 1. etapes flotte sidevindsræs. Gårsdagens enkeltstart gjorde mig blot endnu mere skeptisk, for det burde vel egentlig være her, han kunne have vundet tid. I dag klatrede han imidlertid til toppen sammen med nr. 10 i sidste års Tour og foran ryttere som Wout Poels, Domenico Pozzovivo, Rafal Majka og Jack Haig, hvilket er lidt af en bedrift for en rytter, der kun har kørt meget få løb siden skiftet fra juniorklassen. Det lover i den grad godt for fremtiden, og da Vincenzo Nibali også viste bedre februarform end vanligt, var det nok en fin dag for et Trek-hold, der har startet sæsonen fremragende.
Nibali måtte dog se sig slået af en af maj måneds Giro-rivaler. Emanuel Buchmann var ikke helt så stærk, som man kunne have troet, når man betænker hans vanlige vinterniveau, men på en etape, der grundlæggende passede hans motor superdårligt, kom han ganske fornemt igennem. Det kneb ikke uventet lidt på den nedre del, men da først den gigantiske motor var varm, tankede han vigtig selvtillid efter et 2020, der for ham ikke kun var et rædselsår grundet pandemien. At Patrick Konrad så slet ikke fulgte op på det flotte Provence, lever Bora nok med - særligt fordi mountainbikeeksperimentet Ben Zwiehoff bestod sin første test i fornem stil.
Bestod gjorde også Harm Vanhoucke, der endelig har lagt sin svære karrierestart bag sig. De første takter kom på Mallorca sidste år, hvor han viste, at han kan finde ud af at træne gennem vinteren, og derfor var det ikke helt uventet, at han ville køre stærkt i dag. Alligevel var det opløftende og overraskende, at han skulle vise sig som en af løbets stærkeste, og nu synes topniveauet efterhånden at være så godt, at det i næste række er holdbarheden og stabiliteten, der skal arbejdes med.
Det var dog ikke Vanhoucke, der var dagens største overraskelse. Det var miraklet Florian Stork, der aldrig - som i ALDRIG - har givet blot den mindste antydning af at kunne køre i bjerge. Bevares, han endte da som nr. 5 i et talentmæssigt spændende Tour Alsace i 2018, men det skyldes alene en tidsgevinst i et udbrud forud for betydelige klø på bjergetapen til La Planche des Belles Filles. At han i dag skulle køre fra flere grand tour-stjerner kom lige så meget ud af det blå, som da Alberto Bettiol pludselig helt uden forvarsel blev nr. 2 i den stjernebesatte Tirreno-enkeltstart i 2019. Og dermed kom DSMs første resultat i 2021 nok fra en af de ryttere, ingen havde ventet det fra.
Opløftende tendenser var der også fra Geoffrey Bouchard, der efter et skidt 2020 endelig synes at vise takterne fra Vueltaen i 2020. Det var der fra Nick Schultz, der fortsatte den flotte fremgang, han startede i Ardennerne sidste år. Det var der fra Damiano Caruso, der er betydeligt bedre end vanligt i februar. Og det var der fra Louis Meintjes, der efter sine katastrofeår måske kan være på en lovende kurs med en stærk præstation på en årstid, hvor hans dieselmotor normalt er iskold, og på en etape, der ikke kunne passe ham meget dårligere. Måske har holdskiftet gjort ham godt.
Nederlag var der naturligvis også mange af. Lottokuponen Wout Poels gentog mønsteret fra sidste år, hvor en stærk europæisk sæsondebut blev fulgt op af en nedsmeltning i den arabiske ørkenhede, og hans holdkammerat Jack Haig fortsætter de bekymrende takter fra sidste efterår. Ben Hermans, der ellers virkede så formstærk, var slet heller ikke så stærk som troet og fortsætter som Haig en lidt ærgerlig trend fra sidste år. Domenico Pozzovivo havde også regnet med mere efter den flotte enkeltstart, men desværre var der ingen Giro-genfødsel over hans kørsel i dag.
Ingen af dem kom dog så ilde fra det som Alexey Lutsenko, Chris Froome og Alejandro Valverde. Kasakken fortsatte sit bemærkelsesværdige kollaps i den eneste måned, hvor man ellers plejer at kunne regne med hans form. Froomes resultat var bestemt heller ikke prangende, men efter gårsdagens enkeltstart gik det dog slet ikke så grelt, som man kunne have frygtet. Til gengæld gik det endnu værre for Valverde, end nogen kunne have drømt om, og man bliver hurtigt bange for, at manden, der aldrig kunne blive gammel, måske alligevel fik trukket karrieren lidt for langt, og at han ikke får den afsked, han fortjener. Dagens resultat var i hvert fald helt bemærkelsesværdigt skævt for en mand, der altid har været ustoppelig i februar.
I dag er det andre, der har overtaget evnen til at være ustoppelig. Det har Pogacar nemlig været, lige siden han bragede ind på den professionelle scene med en samlet sejr i Algarve i sit allerførste etapeløb som WorldTour-rytter på europæisk grund. Siden da er det gået slag i slag i en karriere, der har haft meget få pletter.
Én var, at han ikke kunne køre i sidevind, og en anden var, at han fik bøllebank af Adam Yates på Jebel Hafeet. Til stor bekymring for rivalerne skulle han blot bruge tre dage løbsdage i 2021 på at få fjernet de to pletter.
Annonce
Annonce
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
Volta Ciclista a Catalunya(2.UWT) 18/03-24/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Settimana Coppi e Bartali(2.1) 19/03-23/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
E3 Saxo Classic(1.UWT) 22/03
Gent-Wevelgem(1.WWT) 24/03
Gent-Wevelgem(1.UWT) 24/03
La Roue Tourangelle Centr...(1.1) 24/03
Dwars door Vlaanderen(1.UWT) 27/03
Paris - Camembert(1.1) 27/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce
Froome er næsten smertefri efter mareridtsstyrt
Optakt: 4. etape af UAE Tour
Skjelmose i top-10: Det er totalt vildt og surrealistisk
Stjerneduo sætter rekord i UAE Tour