UAE Tour-analyse: Sprinterstjernernes ulykkelige, men effektive tvangsægteskab

Forhåbentlig er den norske kaffe ikke af samme tvivlsomme kvalitet som meget af den mad, man finder hos vores norske broderfolk, der ikke just er kendt for deres kulinariske fristelser. Man må nemlig formode, at Alexander Kristoff fik sin morgenmokka helt galt i halsen, da han sidste efterår gennem medierne pludselig kunne erfare, at hans UAE-mandskab uden det store forvarsel var meget tæt på at skrive kontakt med Fernando Gaviria. Colombianeren havde ganske vist kontrakt med Quick-Step for endnu en sæson, men usikkerheden om sponsorsituationen betød, at manager Patrick Lefevere havde givet sin guldfugl frit spil til at se sig om efter nye græsgange, og det var den mulighed, som manager Giuseppe Saronni stod på spring til at udnytte med sin næsten uudtømmelige kilde af arabiske oliemillioner.

Kristoff troede sikkert, at han kunne tørre sveden af panden, da det i oktober blev annonceret, at Lefevere havde reddet den synkende superskude ved at lande en stor aftale med Deceuninck, der i teorien betød, at Gaviria var låst af sin kontakt. Så enkelt var det imidlertid ikke, for der stod allerede dollartegn malet i de brune colombianske øjne, da først antallet af nuller på den arabiske millionkontrakt var gjort op, og Lefevere indså hurtigt, at det ikke gav mening at holde på sprinterstjernen mod hans vilje. I stedet valgte han at frigøre et ikke ubetydeligt millionbeløb til fremtiden og i stedet satse på Elia Viviani og kometerne Fabio Jakobsen samt Alvaro Hodeg, mens Gavira fløj til Emiraterne for at tage hul på et noget tvivlsomt eventyr.

Derfor har der næppe heller været sendt julekort fra Kristoff til Lefevere for et par måneder siden. Den norske stjerne endte nemlig som den store taber i Lefeveres og Saronnis økonomiske armlægning. Efter desavoueringen på Katusha, hvor en skuffet Kristoff efter en alt andet en optimal 2017-sæson var blevet kørt ud på et sidespor af det schweiziske storhold, var han nemlig blevet en væsentlig del af den arabiske storsatsning, der skulle gøre det fallerede mandskab, der tidligere var Italiens cykelstolthed under Lampre-mandskabet, til sportens bedste, og Kristoff var tiltænkt rollen både som førstesprinter og førstemand i klassikerne.

SE UAE TOUR LIVE PÅ EUROSPORT PLAYER

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Et mildt sagt katastrofalt 2018 fik imidlertid Saronni til atter at åbne pungen på vid gab og slå til, da Lefevere åbnede for sit brandudsalg af superstjerner, og i sportens ubønhørlige verden er et ord som bekendt kun et ord, indtil det ikke gælder længere. Kristoff havde ganske vist taget sit livs sprinterskalp i Paris under Touren, men derudover havde 2018 været et år til den norske glemmebog, og derfor var det meget forståeligt, at Saronni slog til, da den colombianske mulighed bød sig til.

Det har med megen rette affødt en del kritik af Gaviria, der helt åbenlyst synes at ofre de sportslige resultater til fordel for ussel mammon. Det var i hvert fald svært at se, hvordan et skifte væk fra verdens måske bedste sprintertog og ikke mindst lead-out-manden og vennen Maximilano Richeze skulle gøre det nemmere for colombianeren at fortsætte sin kometkarriere. Mens Quick-Step er kendt som en ren vindermaskine, ikke mindst på sprinterfronten, forholder det sig stik modsat for UAE, der i hvert fald i 2018 syntes at kvæle selv de største talenter.

Jeg har selv hørt til blandt de skarpeste kritikere af Gavirias beslutning, der ifølge Lefevere da også var ansporet mere af rå dollar end af sportslige hensyn. I bagklogskabens ulideligt klare lys ser det imidlertid ud til, at jeg og de mange andre kritikere må væde ganen, så vi kan tygge os igennem vores ord igen, for den første del af sæsonen har gjort alle negative kommentarer til skamme. Først var det nemlig unge Simone Consonni, der i Argentina viste sig som en eminent lead-out man og to gange leverede etapesejre til Gaviria på et sølvfad, og i dag viste Kristoff så i årets første helt store gigantslag mellem sprinterne på UAE Tours 2. etape, at han på alle måder er den fødte lead-out man, da han med tårnhøj klasse nærmest ene mand sikrede det arabiske storhold en meget vigtig og forløsende sejr i det hjemmebaneløb, hvor de med deres A-hold skal præstere.

Som skrevet i gårsdagens optakt var det dog til at forudse. Kristoff har nemlig alle de egenskaber, der gør en god lead-out man, og det har længe ligget i kortene, at han ville være skabt til den rolle, hvis altså han kan forlige sig med opgaven. Topfarten er nemlig ikke god nok til, at han selv kan slå verdens supersprintere, men hans uforlignelige evner i positionskampen samt hans antieksplosive sprinterstil, hvor han stille og roligt skruer op til en fart, han kan holde over en enormt lang distance, er lige præcis det, der efterspørges af manden, som skal aflevere sprinteren.

Forventningerne til Kristoff var der for store, da han i dag for første gang skulle i aktion i sin nye rolle, og han leverede fra første færd. Med et fuldstændig sublimt lead-out satte han Elia Vivianis supertog med Fabio Sabatini og Michael Mørkøv til vægs, netop som belgierne havde troet, at de som altid havde sat sig afgørende igennem. Kristoff blæste med lethed forbi dem begge, og bag ham sad Gaviria klinet til feltets bedste baghjul. Den altid snu og årvågne Viviani havde heldigvis læst situationen rigtigt og sprang lynhurtigt ind bag manden, der sidste år henviste ham til rollen som andensprinter, og han havde derfor alle forudsætninger for at gøre arbejdet færdigt. Gaviria var da også tæt på at åbne en anelse for tidligt i den knaldhårde modvind, der klart favoriserede den bagfrakommende Viviani, men i sidste ende viste den formstærke colombianer klasser ved akkurat at holde sin tidligere holdkammerat bag sig.

Sejren er naturligvis i første omgang vigtig for UAE alene af den grund, at der var arabiske krav om resultater på hjemmebanen, men i virkeligheden har sejren langt mere vidtrækkende konsekvenser, fordi det viser, at Gaviria ikke er spor ringere stillet, når han til sommer stiller til start i Touren med Consonni og Kristoff ved sin side. Lefevere havde måske nok glædet sig til at sende Gaviria et ”hvad sagde jeg” efter en serie af Viviani-sejre på de franske landeveje, men efter i dag er de i forvejen temmelig grå belgiske lokker næppe blevet mindre grå.

Det er de til gengæld i Katusha-lejren. Efter katastrofen i 2018 pegede meget ellers på, at Marcel Kittels dedikerede munketilværelse igennem vinteren havde bragt ham på spor af en gentagelse af succesen fra 2016, hvor en fokuseret off-season gjorde det muligt at vende en rædselssæson til den helt store jubeloplevelse. Han lagde i hvert fald ud som lyn og torden med både stor topfart og stærk klatring i de indledende sprinterløb, og der var derfor al mulig grund til optimisme forud for årets første helt store test for den tyske sprinterkonge.

På det personlige plan har Kittel egentlig ikke grund til at lægge en dæmper på den optimisme efter dagens lidt kedelige 8. plads. Den alt andet end holdbare tysker viste nemlig atter storform ved uden de store problemer at klare splittelserne i sidevinden, hvor stærke folk som Elia Viviani og Tom Dumuoulin, der ikke just er novicer i den ædle, men vanskelige kunst, ellers var blevet sat tilbage. Til gengæld blev han atter hevet ned på jorden, da røgen havde lagt sig på Abu Dhabis vindblæste boulevarder, efter at hans sprintertog igen havde fået sig en solid lektion af sportens stærkeste hold.

En stor del af Kittels fiaskoer i 2018 skyldtes nemlig en kombination af hans egne ringe positioneringsevner samt et hold, der slet ikke kunne matche de bedste. Der var ellers forhåbninger om, at tilbagevendte Marco Haller, der missede næsten hele sidste sæson med en slem skade, i rollen som tredjesidste mand kunne lukke hullet op til sportens mest velsmurte maskiner, men efter i dag må man sande, at der fortsat er lang vej igen. Alt så ellers lovende ud, da Haller på den sidste kilometer ramte fronten, men da først Sabatini og siden Kristoff åbnede for gassen, stod både østrigeren og Rick Zabel nærmest stille, og da Gaviria indledte spurten, var Kittel allerede sejlet så langt tilbage, at vi aldrig fik lejlighed til at se, om han vitterligt er lige så hurtig, som han engang var det.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

Det gør vi forhåbentlig senere i løbet, når han på 5. etape kan gå efter revanche i endnu en powerspurt, hvor det svage tog forhåbentlig ikke er alt for stor en hæmsko, men det ser under alle omstændigheder ud til, at sejre også i år snarere vil være undtagelsen end reglen for Kittel. Når han ikke kan sætte sig igennem i enkle finaler som denne, bliver det i hvert fald meget vanskeligt i Europas kringlede og komplicerede afslutninger. Man må håbe, at han kan få sig en succesoplevelse eller to i denne uge, for ellers kan man frygte, at han meget hurtigt igen mister den moral, der nu to gange tidligere også har knækket ham.

Moralen er næppe heller al for høj i Bora-lejren og hos Sam Bennett. Ireren har ellers efter en lovende start i San Juan været fyr og flamme efter at bevise sit værd for Bora-ledelsen, der over vinteren kastede et blik på hans og Pascal Ackermanns pas og vurderede, at alene farven betød, at sidste års vinder af tre etaper måtte se sig degraderet til rollen som tredjesprinter uden muligheder for at vende tilbage til Giroen. Derfor er denne uge så vigtig for Bennett, da den repræsenterer en chance for i det skrappest mulige selskab at vise Ralph Denk i managerkontoret, at han altså er en af verdens allerhurtigste, som han senest viste det i Italien sidste forår, hvor han flere gange gav Viviani nogle gedigne prygl.

Desværre lider Bennet under de samme problemer som Kittel, nemlig at han slet ikke mestrer positionskampen. Det så vi senest i Argentina, hvor han på 1. etape tabte hjulet på Erik Baska og aldrig kom til at spurte, og det scenarium gentog sig i dag. Baska gjorde det ellers fremragende og sad fint placeret i 5. position, men Bennett selv var alt for langt tilbage, og selvom han i selve spurten atter dokumenterede sin enorme topfart, rakte det altså blot til en 6. plads. Situationen bliver bestemt ikke lettere af, at hans tidligere lead-out man, den knalddygtige Rudiger Selig, også er overflyttet til Ackermanns hold, og derfor bliver det faktisk vanskeligt for Bennett at opnå de resultater, som hans topfart burde berettige til.

Løbets sidste topsprinter, Calebn Ewan, må sidde med en lidt blandet smag. Efter Lottos store fiasko i Australien måtte han igen sande, at hans nye hold fortsat har det meget svært i kampen mod storholdene, men selv viste han fin næse for positioneringen ved at gribe Vivianis hjul i finalen. Herfra blev han imidlerti bremset en anelse, da Kristoff faldt tilbage, og derfor havde han aldrig en chance i kampen mod Gaviria og Viviani. I Tour Down Under var der små tendenser til, at ”The Pocket Rocket” måske kan genfinde forumds hurtighed, men dagens spurt gav ikke noget bevis på, at han atter har farten til at slå Viviani og Gaviria, som han ellers var hurtigere end i 2017.

Spurten var også en lejlighed til at se nogle af sportens mest lovende talenter måle sig med eliten, men de fleste fik sig en lussing. Mest grund er der til at fremhæve supertalentet Matteo Moschetti, der har kurs mod at blive den næste italienske storsprinter. Helt på egen hånd viste den heroisk kæmpende neopro stor klasse og beundringsværdigt mod i kamp mod de store tog, men han endte med at kæmpe alt for længe i vinden ganske alene. At han alligevel endte på en 11. plads er faktisk yderst lovende, og efter en overraskende stærk klatreindsats i bjergene i Provence har han i årets først løb virkelig vist, at han med lidt mere støtte kan komme rigtigt langt.

Lige så store glæde må der være hos Kristoffer Halvorsen. Den norske guldklump har ellers i 2018 måttet indse, at valget af Sky viste sig at være helt forkert, da han i et resultatløst år kunne se sine jævnaldrende Jakobsen og Hodeg indtage sprinterscenen, mens han selv var helt usynlig. I Australien fik han imidlertid endelig sin første sejr i et dog ganske svagt besat Herald Sun Tour, og i dag håndterede han så i et af de skarpest mulige felter positionskampen fremragende. Han er stadig hæmmet af den manglende støtte, men forhåbentlig kan 2019 blive året, hvor han viser, hvorfor han i 2017 var regnet som verdens kommende supersprinter.

De to tyske sprinterkometer Max Walscheid og Phil Bauhaus fik sig til gengæld en lærestreg. Sunweb og Bahrain måtte nemlig indse, at timing i modvindsspurter er en meget ædel kunst, som de i dag slet ikke mestrede. Begge dominerede de store dele af finalen, men da først de virkelige specialister åbnede op var gassen allerede gået af ballonen, og de ellers så hurtige tyskere kunne ligesom landsmanden Kittel aldrig få lov at spurte. Mere forventeligt var det, at lynhurtige Jakub Mareczko som altid var helt ude af position, og trods endnu en flot spurt måtte han atter sande, at han heller ikke på BMC har den støtte, der gør det muligt for ham på den store scene at tage de sejre, hans topfart berettiger til. Og Mark Cavendish måtte igen sande, at han fortsat har lang vej igen, hvis han nogensinde skal være mere end en skygge af den mand, der aspirerer til rekorden over flest Tour-etapesejre

For favoritterne blev det alt andet end en rolig dag, da den varslede sidevind som forventet rev feltet i stumper og stykker. Det truede en kort overgang med at ødelægge løbet for Tom Dumoulin og Wilco Kelderman, der lidt overraskende sov i timen, samt Richie Porte, der endnu engang viste, hvorfor han er et af de letteste ofre, når vinden tager fat. Hård modvind i en senere fase samt uopmærksomhed fra Viviani, der derfor satte Deceuninck til at jagte, gjorde dog, at alarmen kunne afblæses, og da vejene i finalen lå i ly af storbyens giganthuse, var den eneste konsekvens af dagens drama, at en snu Kelderman sikrede sig et enkelt bonussekund i den sidste spurt og dermed vendte en lurende katastrofe til en ganske lille gevinst.

Det blegner imidlertid mod det, der kan vindes og tabes i morgen. Her venter nemlig løbets ikoniske kongeetape til Jebel Hafeet, hvor en kraftig medvind vil sikre, at feltet kan sprænges til atomer. Det er her Porte, Valverde og de andre klatrere skal forsøge at genvinde den tid, de i går tabte til Primoz Roglic, Dumoulin og Kelderman, og med tanke på den modvind, der venter på fredagens etape til Jebel Jais kan det meget vel vise sig også at være den eneste. Og da sidevind i ørkenen samtidig truer med at skabe drama allerede tidligt på etapen, er der garanti for knaldgodt cykelløb i det, der ligner årets første virkelig store klatreslag på WorldTouren.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

I mellemtiden kan Kristoff så gemme sig i feltet, hvor han må forsøge at forlige sig med sin nye rolle. Dagens præstation er nemlig et tveægget sværd, der blot gør det endnu mere klart for UAE-ledelsen, at han befinder sig bedst i rollen som lead-out man. Han får ganske vist sin chance i klassikerne - selvom Milano-Sanremo stadig hænger som et uløst problem i den arabiske lejr - men som Tour-sprinter er hans dage nok talte.

Han har heller ikke lagt skjul på, at den situation bestemt ikke huer sig, men sådan er det jo med tvangsægteskaber. Begge parter er sjældent lykkelige, men ofte kan bagmændene være svært tilfredse. Sådan er det også i Emiraterne.

SE UAE TOUR LIVE PÅ EUROSPORT PLAYER
 

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af denne analyse er det blevet klart, at Rick Zabel stod af undervejs, og at han derfor var fraværende i finalen. Det forklarer en stor del af Katusha-mandskabets tamme præstation.