UAE Tour-analyse: Tronskifte?

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

For næsten præcis et år siden fik vi os en lille øjenåbner. Det var dengang, UAE Tour for første gang nogensinde bød på en enkeltstart, og hvor Filippo Ganna efter to nylige sejre i Etoile de Besseges stillede til start som storfavorit. Den favoritværdighed levede han da også op til i så overlegen stil, at han havde intet mindre end 14 sekunder ned til nr. 2 og 24 sekunder ned til nr. 3 på den bare 13 km lange og helt flade tonserrute.

Det var ikke Gannas magtdemonstration, der var en øjenåbner. Tværtimod var den præcis lige så suveræn, som man kunne vente efter et 2020-efterår, hvor italieneren havde vundet fem af de største enkeltstarter på bare to måneder. Italieneren havde sat sig så solidt på tempotronen, at et nederlag i Arabien havde været en gedigen sensation, som da også udeblev.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Nej, vi skal ned på 2. pladsen for at finde øjenåbneren. Det var nu ikke specielt spektakulært, at Stefan Bissegger endte som nr. 2 på sin blot anden WorldTour-enkeltstart. Allerede i efteråret 2020 havde han med en 3. plads på enkeltstarten i BinckBank Tour - karrierens første WorldTour-løb - bag førende specialister som Søren Kragh og Stefan Küng bevist, at han gik en lovende fremtid i møde. Alligevel lå der et stærkt signal i, at han på 2. pladsen havde kørt Mikkel Bjerg midt over ved at slå den danske U23-verdensmester med 10 sekunder over den korte distance.

Det var bemærkelsesværdigt, fordi Bissegger slet ikke havde kunnet matche Bjerg i deres U23-tid. Faktisk var han kun en god, men slet ikke en spektakulær temporytter. I 2018 blev han eksempelvis bare nr. 11 ved VM og nr. 13 ved EM, og da han ved EM i 2019 på den helt flade tonserrute i Holland vandt bronze, kom han måske nok tæt på Bjergs 2. plads, men han var ganske langt efter den sejrende Johan Price-Pejtersen. Selv helt hen i sensommeren 2020 kunne han ikke engang vinde EM, da Andreas Leknessund knuste ham på den småkuperede rute i Plouay.

At han havde forbedret sig enormt, stod allerede klart med 3. pladsen i BinckBank Tour, men sandt er det også, at der udover Kragh og Küng ikke var mange specialister i en udgave, hvor den særlige coronakalender havde svækket feltet markant. Det var derfor udtryk for et markant fremskridt, at han for et år siden pludselig var så suverænt ”the best of the rest” på karrierens anden WorldTour-enkeltstart og altså nu pludselig kunne slå sin nemesis fra U23-tiden, Bjerg, så ganske klart.

Det skulle vise sig at være et varsel. Det har altid været sjovt at se, hvordan de bedste U23-temporyttere aldrig bliver de bedste hos eliten - faktisk er der en overraskende tendens til, at de tidligere U23-verdensmestre er endt som temmelig middelmådige temporyttere - og det har altid været noget, man har kunnet bekymre sig om i forhold til Bjerg, der jo har været alletiders tempokonge i U23-klassen. Da Bissegger sidste år blev nr. 2 bag Ganna, fik vi et varsel om, at han måske som en anden Tony Martin, Tom Dumoulin, Rohan Dennis eller Filippo Ganna var ved at overhale alle indenom og måske være i gang til at udvikle sig til en af verdens allerbedste temporyttere.

At det varsel var rigtigt, så vi hurtigt senere på året. Knap var Bissegger kommet hjem fra Mellemøsten, inden han havde vundet sin første WorldTour-enkeltstart i Paris-Nice, hvor han slog blandt andre den senere OL-guldmedaljevinder, Primoz Roglic. Senere blev han bare mere og mere imponerende, når han med sin eminente kombination af aerodynamik, power og fabelagtig teknik eksempelvis blev nr. 2 på en halv bjergrute i Romandiet, blev nr. 2 på en schweizisk enkeltstart, og hvor han på en uhyre kringlet rute kørte i regnvejr, mens andre havde tørvejr.

Det var bare ikke det mest imponerende. Det fandt sted i efteråret under Benelux Tour, hvor han for første gang siden 2. pladsen i UAE Tour kunne se frem til en af de korte, helt flade enkeltstarter, der udgør en helt særlig underkategori inden for tempodisciplinen, og som på mange måder kroner de sande wattmonstre. Det var den eftermiddag, hvor vi alle var ved at falde ned af stolen, da Edoardo Affini pulveriserede alle andre for blot senere at brage hele vejen ned gennem gulvet, da Bissegger pulveriserede den tid, som Affini havde brugt til at pulverisere alle andre.

Den eftermiddag sad man med fornemmelsen af, at Bissegger måske var klar til at tage kampen op mod Ganna. Det var han jo åbenlyst ikke for et år siden, hvor verdensmesteren havde slået ham med hele 14 sekunder på de mellemøstlige veje, men hans overlegenhed i det uhyre stærke felt i Belgien gav i hvert fald fornemmelsen af, at et tronskifte kunne være på vej. Senere på året fik vi ganske vist bevist, at han stadig har betydelige mangler over lidt længere distancer, da han aldrig rigtigt var i nærheden af medaljerne på de ellers helt flade ruter ved EM og VM, men kimen til en magtoverdragelse på de helt særlige korte og flade enkeltstarter blev måske lagt den eftermiddag i Belgien.

Nu skal man aldrig drage forhastede konklusioner på baggrund af ét løb, men da Bissegger i dag fik revanche for sidste års nederlag til Ganna på årets korte, flade tonserenkeltstart i UAE Tour, var vi måske vidner til, at kongen abdicerede på denne helt særlige type enkeltstarter. Bissegger nemlig ikke blot vandt. Han slog Ganna med en ganske imponerende margin over bare 9 km, nemlig hele 7 sekunder. Og i forhold til resten af feltet kørte han så stærkt, at de må have følt sig som hørende til i en helt anden galakse.

Ganna kan i hvert fald ikke brokke sig over, at han er i dårlig form. Det så vi så sent som i forrige uge, hvor han nærmest sensationelt nåede toppen af Montagne de Lure som nr. 12, selvom han grundet et cykelskifte efterfølgende blev diskvalificeret. Han kan heller ikke hævde, at han bare havde en dårlig dag, for efter etapen var han ærlig nok til at indrømme, at han faktisk havde trådt flere watt, end han og holdet havde planlagt inden etapen. Og alligevel var han end ikke i nærheden af at matche Bissegger i den knaldhårde modvind på vej hjem.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Netop vinden kan måske være med til delvist at forklare resultatet. Bissegger er trods alt betydeligt mindre end Ganna, og var der én af de to, der havde fordel af, at der stod en strid blæst ind fra Den Persiske Golf, da de havde foretaget en U-vending, har det utvivlsomt været schweizeren. Til gengæld kan det slet ikke forklare, at Bissegger faktisk allerede var 1 sekund hurtigere end sin rival på vejen ud til vendepunktet, hvor han med den kraftige medvind blæste ud til mellemtiden med en gennemsnitsfart på beskedne 60,9 km/t!

Nej, Ganna har svært ved at finde andre forklaringer, end at han blev slået af en bedre mand. Foreløbig får han lov at sidde lidt på tronen endnu, men hvis det gentager sig næste gang, de mødes på denne type enkeltstart, vil tronskiftet være en realitet. Desværre har de begge valgt at køre Paris-Nice, hvor de igen vil stå ansigt til ansigt, men det vil være på en kuperet rute, der ikke kan sammenlignes med dagens specielle tonserenkeltstart. Det havde været sjovt at se dem begge til start i Tirreno-Adriatico, der byder på en tilsvarende etape - denne gang ganske vist på åbningsdagen - men det kan godt være, at vi må vente til Benelux Tour eller næste års UAE Tour, inden det bliver revanchetid. På den anden side: Hvis Bissegger slår Ganna igen på den kuperede rute i Paris-Nice, hvor de trods alt kun skal køre 13,4 km, kan vi måske allerede tale tydeligere om et tronskifte, for mere kuperet terræn bør trods alt være til fordel for den ganske klatrestærke italiener.

Uanset disse betragtninger vil det være urimeligt at klandre Ganna for at have kørt dårligt, hvad hans egne betragtninger jo altså også afslører, at han ikke gjorde. Han var nemlig ligesom sidste år markant bedre end alle andre, men det var nu ikke nogen overraskelse. På forhånd vidste de fleste vel, at Ganna og Bissegger ville ende som nr. 1 og 2. Man kunne mest diskutere, hvordan rækkefølgen ville blive.

Derfor kørte alle de andre om 3. pladsen, og derfor kan vi egentlig tale om to vindere. Den ene var Bissegger, der vandt giganternes duel, og den anden var Tom Dumoulin, der var ”the best of the rest”. Det var et særdeles opløftende resultat for den tidligere tempokonge, for selvom det jo ikke kan sammenlignes med resultaterne fra hans fortid, hvor han også vandt enkeltstarter af denne type, var det en mærkbar forbedring fra Benelux Tour, hvor han med en 6. plads og nogle efterfølgende kommentarer fik antydet, at han måske ikke længere var helt så god på disse korte og helt flade enkeltstarter.

Dagens 3. plads var en markant forbedring i forhold til det resultat, og dermed var det endnu et vigtigt skridt tilbage for den store hollænder. Ved OL fik han bevist, at han stadig er en af verdens allerbedste på de lange og kuperede enkeltstarter, som altid har været hans speciale, og i dag udvidede han så sit arsenal med en tilbagevenden til eliten på de kortere og fladere ruter. Nu er næste skridt i sin genrejsning, at han i morgen og på lørdag beviser, at han også igen kan være med helt i front på bjergetaperne.

Resultatet i dag betyder jo faktisk, at han reelt fører løbet, når man renser klassementet for ryttere, der ikke kan være med i bjergene. Det vil dog alligevel være en gigantisk overraskelse, hvis han ender med at vinde løbet, for løbets store favorit fik tydeligt bevist, at han er kommet til sit holds hjemland for igen at glæde sine arbejdsgivere med en sejr i et løb, der for dem er et af de allervigtigste. Ligesom sidste år ble Tadej Pogacar nr. 4, men denne gang var det i et skrappere felt og ved at komme markant tættere på Ganna med en forbedring, der ikke kan forklares med den kortere distance, fik han bevist, at han bare fortsætter med at udvikle sig med stormskridt. Nok beviste han sidste år, at han er god på denne type enkeltstarter, men det er stadig også klart, at det er præcis disse ruter, der passer ham dårligst - og alligevel slog han altså langt større og mere kraftfulde specialister.

I det hele taget var det en herlig dag for hjemmeholdet. Lige bag Pogacar endte nemlig løjtnanten Joao Almeida, der endda forbedrede sidste års 6. plads på enkeltstarten og også reducerede afstanden til Ganna. Heller ikke hans udvikling synes på nogen måde færdig, og dermed har araberne bragt sig i en uhyre god position, hvor de meget vel kan have råd til, at et af de to esser viser sig at være en nitte. Både Pogacar og Almeida fik i hvert fald præcis, hvad de kom efter.

Og så alligevel ikke. Forud for starten kunne man frygte, at løbet kunne være afgjort i dag. Det er nemlig ikke nogen urimelig forventning at antage, at det kun er Adam Yates, der altid er flyvende i dette løb, samt den uhyre formstærke Aleksandr Vlasov, der har en chance for måske at køre fra Pogacar på lørdag, hvor det helt store slag skal slås på Jebel Hafeet. Problemet var bare, at de begge stod til at få klø af den alsidige slovener over dagens 9 km, og dermed kunne de meget vel have lidt alt for stort et tilbageslag allerede nu.

Det skete imidlertid slet ikke. Tværtimod kørte både Yates og Vlasov så fremragende, at de faktisk er langt større vindere end Pogacar. Særligt chokerende var præstationen fra Yates. Den lille brite har skam tidligere overrasket på fladere enkeltstarter, blandt andet da han vandt i Catalonien sidste år, men på denne type enkeltstarter er han altid kommet til kort. Selvom han var flyvende for et år siden, blev han eksempelvis bare nr. 34 på den tilsvarende enkeltstart i dette løb, og han har også tidligere sat en stor føring til Roglic over styr på en tilsvarende rute i Tirreno-Adriatico, da han blot endte enkeltstarten som en beskeden nr. 48.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

I det lys var dagens 12. plads nærmest sensationel, og hvis nogen havde spået, at Yates efter tre dage uden mulighed for at vinde tid i sidevinden, ville ligge i top 10 i klassementet, havde de formentlig kun mødt hovedrysten. Afstanden er nu blot 11 sekunder, og med den superform, han stillede til skue i dag, er det bestemt ikke umuligt, at han kan vinde - især ikke når man husker på, hvordan han pressede Pogacar til det alleryderste på Jebel Hafeet sidste år.

Mindre overraskende var det med Vlasov, men det var alligevel en god bekræftelse. Med sin 11. plads på 1. etape af Giroen sidste år havde han allerede bevist, at han har forbedret sin enkeltstart i uhørt stor grad, og det blev blot bekræftet, da han i dag med sin 8. plads bare tabte 7 sekunder til Pogacar. Sidste år lukrerede han på, at Astana med sit supermateriel skabte det ene tempomirakel efter det andet, og heldigvis betød et skifte til Bora, at han fortsat kan fornøje sig med en af de bedste tempocykler og dermed fortsætte de uhyre lovende takter fra sidste år.

I det hele taget var der flere klassementsryttere, der kan være godt tilfredse. Det gælder for Neilson Powless, der efter sit vanvittigt flotte efterår, hvor det eneste, der manglede, var, at han kunne genfinde sin engang så fine enkeltstart, satte en fed streg under, at han med lidt forsinkelse endelig viser sig at være det supertalent, han engang var, nu hvor også den omtalte mangel måske kan være ryddet af vejen. Astana viste også, at deres tempomirakel fortsætter, da Stefan de Bod bekræftede sidste års store fremgang med en 7. plads, mens David de la Cruz blev nr. 18 på en rute, der ikke kunne passe dårligere til en dieselmotor.

Også Fausto Masnada bekræftede på en for ham dårlig rute sin forrygende fremgang fra sidste år, mens Pello Bilbao gav antydninger af, at Bahrains arbejde med at udrydde den akilleshæl, enkeltstarten har været, måske kan bære frugt, da han leverede en præstation, der er bedre end det, vi har set længe. Jumbo fik i tillæg til Dumoulin holdt sidste års nr. 4, Chris Harper, langt fremme i klassementet, den engang så tempostærke Leknessund holdt sig hæderligt til på en rute, der ellers ikke passede ham, og selvom han var langt fra tidligere tiders resultater, viste Bob Jungels, at hans operation sidste sommer i hvert fald har udslettet den skræmmende svage skikkelse, han var i 2020 og 2021.

Selvom tidstabet blev stort, kom Romain Bardet meget bedre fra denne enkeltstart, end han ville have gjort, inden han så markant forbedrede sig sidste år, og det samme kan siges om temposvage folk som Oscar Rodriguez, Ruben Guerreiro, Geoffrey Bouchard, Hermann Pernsteiner og måske også Jai Hindley. Til gengæld var der ingen mirakler for folk som Gino Mäder, formstærke Jan Hirt eller FDJs klassementsrytter, Matteo Badilatti, men det ville også have været svært overraskende, hvis ikke de havde fået en gigantisk lussing i dag.

En lussing var der til gengæld ikke til danskerne. Ganske vist må Bjerg sande, at også han er en U23-verdensmester, der er blevet overhalet indenom, men en 6. plads er ganske pænt efter et 2021, hvor der desværre var flere skuffelser blandt de lidt for få top 10-resultater. Hans efterfølger som verdensmester, Johan Price-Pejtersen, fik også en forrygende debut på en rute, der nok ellers var for kort for ham, og Mathias Norsgaard bekræftede efter det fine løb i Provence, at han stille og roligt er ved at genfinde lidt af fordums styrke på enkeltstarterne. Det var i hvert fald mere opmuntrende, end det var for specialister som Jos van Emden, Miles Scotson, Sebastian Langeveld og Alex Dowsett, der nok engang leverede på et noget andet niveau, end de gjorde tidligere.

Det var dog ikke danskerne, der stod for dagens største overraskelse. Det var heller ikke Yates eller Bissegger. Nej, det var utvivlsomt Jasper Philipsen, der aldrig tidligere har vist mange tempoevner, selvom det retfærdigvis skal siges, at han har bedre resultater end de fleste andre sprintere. Alligevel var det tæt på at være en sensation, at han med en 10. plads faktisk havde forsvaret trøjen, hvis bare ikke han havde været i samme felt som de to førende specialister i lige præcis denne form for enkeltstart.

Men det var han desværre. Allerede sidste år så vi, at Bissegger og Ganna nok havde etableret sig som verdens to skarpeste på disse korte, flade enkeltstarter, men der var heller ikke tvivl om, hvem der var nr. 1. Det var trods alt Ganna, der slog sin schweiziske rival med intet mindre end 14 sekunder, da det sidst fik løs med en kort, flad enkeltstart i Mellemøsten. Alligevel var det den dag, man første gang fik fornemmelsen af, at italieneren måske skulle til at se sig over nakken, hvis ikke han vil risikere at blive overhalet af en schweizer, der har sat kursen mod tempotoppen med en rasende fart. Og måske skulle der bare gå et enkelt år, inden det tronskifte var en realitet.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK