UCI reagerer på WADA-udtalelser

UCI har i en pressemeddelelse reageret på Dick Pounds udtalelser forleden omkring den længe ventede rapport om de lækkede dopingresultater fra bl.a. Tour de France 1999, ifølge hvilke Lance Armstrong sammen med en række andre ryttere skulle være dopet.

”Vrijman-rapporten mangler professionalisme og objektivitet i en sådan grad, at det tenderer en farce. Var omstændighederne ikke så seriøse, og beskyldningerne, den indeholder, ikke så uansvarlige, ville vi give den så lidt opmærksomhed, som den fortjener,” udtalte Dick Pound ifølge et Ritzau-telegram.

Den franske avis, L'Equipe, som i sin tid offentliggjorde resultaterne og fremlagde dokumenterne, som angiveligt skulle bevise, at den syv-dobbelte Tour-vinder har anvendt forbudte stoffer, fastholder også fortsat sine anklager.

UCI går derfor til modangreb og forsøger med en række spørgsmål at så tvivl om både WADA og L’Equipes motiver i den konkrete sag. Man beklager sig i pressemeddelelsen over, at WADA efter UCI’s mening ikke forholder sig til emnet, som efter deres mening ikke er, hvorvidt Armstrong var dopet, men udelukkende de spørgsmål, som advokaten Vrijman stiller i sin rapport.

UCI’s spørgsmål til WADA:

1) Er det korrekt, at WADA har øget pres overfor laboratoriet for at inkludere de originale prøvekoder i deres forskningsrapport, hvorved de har forbrudt sig mod tavshedspligten og beskyttelse af rytterne?

2) Vil WADA offentliggøre, hvilken person indenfor WADA, der har taget denne beslutning?

3) Indrømmer WADA at man handlede i strid med anti-doping-kodekset, da prøverne blev brugt og analyseret til videnskabelige formål uden rytternes accept, og at WADA’s regel i doping-kontroller om at testen ikke må kunne føres tilbage til afgiveren heller ikke er overholdt.?

4) Vil WADA be- eller afkræfte, at der har været kontakt mellem WADA og D. Ressiot før den 23. august 2005, som forklarer D. Ressiot’s udtalelser i L’Equipe samme dag?

Som man kan se af spørgsmålene, er der ingen tvivl hos UCI om, at denne sag ikke drejer sig om Lance Armstrong og eventuelt dopede ryttere i Tour de France 1999 og 2001, og organisationen fortsætter da også med et par spørgsmål til D. Ressiot hos L’Equipe, som man anklager for at gå efter personen Vrijman frem for at forholde sig til sagen.

Spørgsmålene til L’Equipe:

1) Havde L’Equipe kontakt til WADA omkring emnet forud for den 23. august 2005? Hvis ikke, hvordan kunne avisen så vide og skrive, at WADA var ved at undersøge, hvilke retslige skridt, der eventuelt kunne tages i forhold til de berørte ryttere? Hvordan vidste L’Equipe, at undersøgelsen var blevet foretaget i samarbejde med WADA?

2) L’Equipe vidste, at analysemetoden ikke var valid: Finder L’Equipe det normalt at udtale sig så kategorisk, som man gjorde, at L. Armstrong brugte doping?

Der er ingen tvivl om, at der er delte meninger i hele sagen. For nogen er det altoverskyggende emne helt klart, om cykelsporten selv efter skandaleåret 1998 har haft svært ved at rense ud i egne rækker, mens det for andre er essentielt, at oplysninger omkring de testede ryttere er lækket til offentligheden og om den anvendte analysemetode kan betragtes som valid. Uanset hvilken gruppe man tilhører, så må det betragtes som utopi at håbe, at rapporten på nogen måde ville skabe klarhed om sagen. Dertil er den simpelthen for politisk.