Ulve i snestormen – Passo di Gavia 1988

Men cykling og snevejr er ikke altid uforeneligt. Fortiden byder på mange legendariske og dramatiske historier om løb og etaper gennemført i barske vejrforhold – hvor al sund fornuft nok talte for aflysninger. Men hvor løbene end ikke blev forkortede.

En af de mest berømte i den sammenhæng er den episke 14. etape i Giro d’Italia i 1988, som vandtes af den nuværende Rabobank sportsdirektør, Erik Breukink, foran løbets senere vinder, Andy Hampsten (billedet).

Enestående, kold bedrift
Et voldsomt snevejr hærgede bjergpasset Passo di Gavia i over 2.600 meter og burde efter manges opfattelse have ført til en aflysning af etapen. Det blev den ikke, hvilket blandt andet førte til spekulationer om arrangørernes modvilje til, at løbets førende rytter, italieneren Franco Chioccioli, skulle vinde løbet. Chioccioli mistede da også trøjen under de umenneskelige forhold, men vandt løbet tre år senere.

For Erik Breukink blev sejren en milepæl og var en enestående bedrift og oplevelse, han fortsat bliver bedt om at beskrive med sine egne ord. Blandt andet ved et arrangement på Playitas på Fuerteventura, organiseret af eventvirksomheden Windjammer Sports, som Feltet.dk havde lejlighed til at deltage i. Her interviewede Tom Davies fra Windjammer Sports Rabobank sportsdirektøren.

”Da vi vågnede om morgenen og så, at det regnede, vidste vi allerede, at det ville blive en hård etape”, forklarer Erik Breukink tilhørerne ved den lejlighed.

Ingen varme klæder

”Jeg kendte ikke stigningen, men vidste, at vi skulle køre op til over 2.600 meter. Man ved, at når det regner ved 1.000 meter, så er det værre på toppen. Alle sagde dog, at det ser fint ud, vejene er i orden, så vi gjorde os klar til en regnvejrsdag”.

Her hjalp det øjensynligt heller ikke, at sportsdirektøren for Breukinks Panasonic mandskabe hed Peter Post – en mand af den virkelig ’gamle skole. Så der var ikke noget med beklagelser eller anskaffelse af varmere tøj. I modsætning til bl.a. Andy Hampsten, hvis amerikanske 7-eleven mandskab tog vejrudsigten langt mere seriøst og tømte butikkerne for varme klæder og placerede varm the i depoter på stigningen.

”Til at starte med var det jo klart, at det var dårligt vejr. Men sne …? Man vidste det ikke, og der var ingen til at fortælle det. Jeg tror, alle var overraskede over det, for bare en times tid inden var det intet problem at passere passet. Men det kommer meget pludseligt med omkring fem kilometer til toppen, og så var man jo nødt til at fortsætte”.

Tre snemænd på toppen
Hampsten, der som Breukink kører for at vinde Giro’en og dermed er af de nærmeste konkurrenter, er beredt, både mentalt, fysisk og udstyrsmæssigt. Og han angriber som den første af favoritterne, langt fra toppen. Kun Breukink kan svare igen, men fortsætter i sin egen fart ikke langt efter amerikaneren.

Forrest ligger dog landsmanden Johan Van der Velde, som udelukkende er interesseret i etapesejren, har angrebet fra bundet af stigningen og tilmed har afført sig tøj undervejs, så han end ikke har armvarmere og handsker (men dog skoovertræk!) på. Endnu en af de seje ’gamle mænd’.

Iklædt kridhvid ’sne-dragt’, som alle de øvrige ryttere, passerer Breukink Passo di Gavia som tredjemand. Efter Van der Velde (billedet th.) og Hampsten. Bagved de tre er alt kaos – hver rytter kæmper en ensom kamp mod vejrguderne. Mange er allerede på nippet til at give op, forfrosne og modløse. Men for Breukink indledes en vild jagt ned ad de glatte veje … stadig uden regnjakke.

”Ligesom de andre, prøvede jeg at tage min regnjakke på, men mine fingre var for kolde og ville ikke lystre. Det lykkedes kun at få den ene arm igennem, så jeg smed den væk. Hurtigt kom jeg tættere på ham (Andy Hampsten, red.), men det var svært at se på grund af al sneen, og jeg tabte ham af syne. Så stod Johan (van der Velde, red.) pludselig i siden af vejen, ude at stand til at fortsætte. Jeg vidste da, at jeg lå toer.”

Kampen i kampen i kampen
Efter nogle kilometer forvandler sneen sig dog atter til regn, og det føles, med Breukinks ord, igen ”varmere”. Hurtigt vinder den stærkere temporytter og nedkører ind på Hampsten, og da han passerer ham, går det op for Breukink, hvor meget mere tøj amerikaneren er iført.

Men nok er Hampsten bedre klædt på, alligevel og nærmest chokeret må han konstatere, at Breukink ikke bare kører langt hurtigere end han selv; hollænderen har end ikke en regnjakke på. Og så er han måske ved at overhale Hampsten selv i kampen om den lyserøde førertrøje.

”At se ham med den viden, at jeg kørte stærkere, var en stor motivation”, fortæller Breukink os nu mange år senere og i anderledes varmegrader på den kanariske ø i Atlanterhavet.

”Så tæt på mål kunne jeg ikke tænke på andet end at vinde. Og i den kulde fortsætter man bare. Men jeg tænke overhovedet ikke på den lyserøde førertrøje. Kun på at vinde etapen.”
 

Hvor galt det står til
”Til sidst kørte jeg bare uden at ane, hvor målstregen var. Jeg så den ikke før, jeg var der. På grund af kulden var min hjerne måske en smule ødelagt. Men at vinde etapen gav en særlig følelse, og man ved kun, at man har vundet etapen, og at man er ved at fryse ihjel. Man har ingen anelse om, hvad der er sket bag én, hvor galt det står til for mange af de andre”, erindrer Breukink om den vilde juni-dag i Norditalien.

Og galt er det. Omkring halvtreds ryttere giver op og står af. Venter længe på at blive samlet op af en af holdbilerne, som alle har svært ved at komme frem. På grund af både det dårlige vejr, men også idet vejene er smalle og kun delvis asfalterede. Andre kæmper videre, og mange må i mål bæres af cyklerne, livløse, forkomne og med forvredne ansigter.

Det rygtes senere, at nogle af de ryttere, som køres over toppen og mod mål i bil, er hoppet tilbage på cyklerne to-tre kilometer fra mål og kører det sidste stykke. Velsagtens i et desperat forsøg på ikke at blive taget ud af løbet.

Arrangørerne skærer dog igennem: Ingen, uanset hvordan man har håndteret de ekstreme forhold, smides ud af løbet og kan fortsætte på den 15. etape. En logisk anerkendelse af omstændighederne.

Passo di Gavia håndtrykket
At etapen ikke alene blev historisk, men også afgørende for løbet, vidner slutresultatet om. Hampsten bliver den første amerikaner til at tage en af de store ’rundture’ og vinder Giro d’Italia foran Erik Breukink. Som allerede nævnt bliver Franco Chioccioli derimod dagens store taber og sætter godt otte minutter til. Han mister førertrøjen og slutter løbet på femte pladsen, men får dog sin revanche i 1991.

Tættere på den store Giro-triumf kommer Breukink til gengæld ikke. Sejren på Passo di Gavia bliver hans Giro højdepunkt. Men hvilket et. Han kan bryste sig af at vinde et af de vildeste cykelløb i nyere tid.

Ifølge Breukink findes der i dag stadig et særligt håndtryk, som udveksles, når ryttere, der ’overlevede’ den 14. etape i det års Giro d’Italia, møder hinanden. Ligesom nutidens aktive ryttere angiveligt minder hinanden om Passo di Gavia, når de en sjælden gang i mellem kører cykelløb i snevejr.

Historien lyder også, at man den følgende dag på den italienske sportsavis La Gazetto dello Sport sagde, at det var ’den dag, da store drenge græd.’ Nogle af avisen overskrifter lød: ”En Giro for ulve” og ”Dagbog fra helvede”.

Dagens anden store taber, Johan van der Velde, var en af de mange, som måtte give op. Ikke mange kilometer efter toppen var han så stivfrossen, at han ikke magtede at fortsætte, trods det at han på det tidspunkt førte etapen. Han måtte vente på en bil for at få varmen tilbage i kroppen og var først i mål over fyrre minutter efter Breukink.



Læs også Andy Hamstens beretning til PezCycling News om etapen over Passo di Gavia i 1988.
 

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic