Valgren: Vil se om jeg er en vinder

I årets Amstel Gold Race leverede Michael Valgren sin karrieres hidtil med afstand mest opsigtsvækkende præstation, da han som den eneste formåede at lukke hullet til Enrico Gasparotto på vej op ad Cauberg, hvorfor han endte med at spurte om sejren i løbet - en spurt han tabte til italieneren.

Den præstation fik dog gjort ham yderligere interessant for andre professionelle hold, og den har banet vejen for, at han nu kan forvente at blive klassikerkaptajn for et af sportens største hold, Astana. Og det er en oplevelse, danskeren er særdeles spændt på.

”I de sidste tre år, har jeg for det meste arbejdet for andre, men jeg vil gerne se, om jeg er en vinder - om jeg er god nok. Astana tror på mig - og jeg valgte dem, fordi jeg vidste, jeg ville få mine chancer her. Holdet kører aggressivt, hvilket passer godt til mig, da det er for risikabelt at satse for ensidigt i de største klassikere,” fortæller Valgren i et stort interview med Cyclingnews.com.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Udover andenpladsen i Amstel Gold Race formåede danskeren også at holde sig helt fremme i Liège-Bastogne-Liège, hvor han endte med at blive nummer 14. Men det er ikke kun i Ardenner-klassikerne, danskeren bliver kaptajn. Han skal nemlig også for første gang stifte bekendtskab med brostensklassikerne - sågar Paris-Roubaix - og med afgangen af Lars Boom har Astana ikke nogen entydig kaptajn i disse løb.

”Hvis vi går i offensiven, tror jeg ikke, de andre hold vil anse os som nogle væsentlige rivaler, men jeg tror vi kan overraske med vores kollektive styrke,” siger Valgren, der fremhæver landsmanden Matti Breschel og det kasakhiske stjerneskud, Alexey Lutsenko, som andre gode bud på kapable klassikerryttere.

Og det kan da også kun gå i den positive retning for Astana, der i denne sæson måtte vente helt til september måneds Milano-Torino, før det lykkedes dem at anbringe en rytter på podiet i et internationalt endagsløb af nogen art. Det var Miguel Ángel López, der tog sejren ved den lejlighed, mens Diego Rosa fulgte op med en andenplads i Il Lombardia. Jakob Fuglsangs andenplads ved OL tæller ikke med i denne sammenhæng, da den blev opnået for landsholdet.

Skulle have stolet på sig selv

I interviewet fortæller Valgren, at han stadig af og til ærgrer sig over måden, hvorpå han greb finalen af Amstel Gold Race an. Han skulle have troet mere på sig selv og ikke ladet Gasparotto få et gratis lift hele vejen til 200 meter-mærket.

”Jeg får stadig flashbacks omkring afslutningen. Jeg var egentlig glad for resultatet, men jeg har også tænkt på, hvad jeg ellers kunne have gjort. Jeg skulle have spillet spillet og set, hvad der ville være sket i spurten i stedet for bare at give fuld gas fra toppen af Cauberg. Jeg overvurderede nok Gasparottos spurt og troede ikke, jeg havde en chance, men jeg kunne måske have slået ham ved at køre klogere,” lyder det fra Valgren, der også mener, at han skulle have angrebet tidligere på Cauberg.

Danskeren ærgrer sig dog heller ikke mere end som så, for han er godt klar over, at præstationen den dag og den efterfølgende søndag i et sneklædt Liège-Bastogne-Liège er grunden til, at han nu er på Astana og har udsigt til at være kaptajn i nogle af kalenderens største løb.

Har et godt forhold til Riis - og Tinkov

Valgren kommer også ind på hans forhold til to af sportens største personligheder, som han begge har samarbejdet med i sin stadig korte karriere - Bjarne Riis og Oleg Tinkov. Og i begge tilfælde beretter han om et godt forhold - selv med russeren, der ellers har delt vandene i næsten ekstrem grad.

”Jeg har altid haft et godt forhold til Bjarne Riis, og jeg ventede med at skrive kontrakt for at se, om han fik stablet et hold på benene. Men til sidst kunne jeg ikke vente længere. Jeg ved, at der er mange, der ikke bryder sig om ham, men jeg kan lide ham som person, og jeg er glad for, at han har startet et nyt projekt med sit kontinentalhold,” lyder det i rosende vendinger om den danske sportsdirektør, mens Tinkov også får nogle pæne ord med på vejen.

”Jeg kunne faktisk også godt lide Oleg, for han var altid direkte. Han kaldte et røvhul for et røvhul. Det kan nogle gange være ubehageligt at høre, men vi er alle voksne mænd og burde være i stand til at forstå det. Jeg mener, at Tinkov både har en god og en skidt side, men jeg nød at være på hans hold, og vi havde det sjovt sammen. Måske var jeg heldig med, at han brød sig om mig som rytter.”