Valkenburg flashback 1979: Skandale-hollænderen

Valkenburg, Holland. Søndag den 26. august 1979.

1970’erne var et fantastisk tiår for de hollandske cykelfans, da landet særligt i sidste halvdel af årtiet satte sig på tronen som den bedste VM-nation. Og også i både klassikerne og etapeløbene spillede rytterne fra det lavtliggende land hovedroller, hvilket manifesterede Hollands nye status som en toneangivende nationer indenfor cykelsporten.

Der var derfor store hjemmebaneforhåbninger, daValkenburg i '79 var vært for tredje gang. Og som de andre år var det igen den berømte Cauberg-mur, der var den 16 km. lange rutes kardinalpunkt. Den 1000-meter lange Cauberg stiger helt op til 12 %, så det er en forhindring, der er til at tage og føle på.

 
Men Cauberg, der lå kort efter målet var ikke den eneste stigning. Bemelerberg lå seks km. fra stregen, og udgjorde et perfekt første punkt til et angreb. Andet punkt var så Cauberg få km. længere fremme ad ruten, hvor eventuelle udbrydere kunne sætte trumf på og komme afgørende fri på de smalle og krumme veje. 

Ruten skulle gennemkøres 17 gange, hvilket giver 272 km, men der var lagt den lille krølle ind til sidst, at rytterne efter sidste omgang blev ledt ind på en 2,8 km. lang opløbsstrækning, så det samlede kilometerantal de 115 startende ryttere skulle ud på, i alt blev 274,800 km, hvilket gør løbet til et af de af de længere VM-løb i nyere tid.

Nordiske forventninger 
Norden stillede med hele syv ryttere, men i sidste instans, var det kun Knudsen, der kom med, da toget gik. Han kunne, påstod han selv, have vundet spurten, men på grund af det dramatiske styrt, kom han først trillende i mål som nr. syv.

 
De seks andre var Jørgen Marcussen, der skulle forsvare sin tredjeplads fra Nürburgring, Per Bausager, Finn Clausen og Freddy Reimar samt svenskerne Sven-Åke Nilsson og den olympiske mester fra Montreal '76, Bernt Johansson.

 
Clausen udgik efter 50 km., Reimar efter 190 km. og Johansson fuldførte heller ikke, mens 22-årige Bausager blev nr. 35, Marcussen nr. 39 og Nilsson nr. 40, ud af de 44 fuldførende. Så de store forventninger, der var stillet til dem - fra dansk side især til Marcussen - kan man ikke just sige blev indfriet.

Upopulær vinder

Godt nok blev Raas altså Hollands tredje verdensmester på fire år, men desværre for ham, ligger der for altid en skygge over hans titel. Efter en yderst dramatisk finale blev han beskyldt for at have kørt hensynsløst og vildt og været direkte skyld i belgieren Daniel Willems, nordmanden Knut Knudsen og italieneren Giovanni Battaglins styrt kort før mål.

 
Og det var da også overskrifter som "Rasende italiener nedlage protest", "Protest da 3 ryttere blev væltet" og "Cyklingens nye verdensmester er en skandale", der mødte danske avislæsere dagen efter løbet i Valkenburg. 

 
Og bag de overskrifter kan man læse følgende historie:

 
Efter de traditionelle små ’TV-udbrud’, som bl.a. bød på et tappert forsøg af englænderen Dudley Hayton, som i øsende regnvejr kørte 115 km. alene. Da vejret klarede op, og solen og varmen trængte frem, kørte franskmanden Gilbert Duclos-Lassalle op til og forbi Hayton, der hurtigt faldt tilbage.

 
Det afgørende udbrud
Duclos-Lassalle fik snart følgeskab af den lokale hollænder, Jos Maas, der til de andre hollænderes irritation havde annonceret, at han ville køre sin egen chance, og italieneren Carmine Barone, der helt klart havde fået at vide, at han ikke skulle lave noget i udbruddet. Og selvom schweizeren Fredrich Keller kom op og satte skub i tingene, stod det hurtig klart, at det ikke var en af de fire, der skulle være verdensmester den dag.

 
For nu begyndte feltet for alvor at røre på sig, og med belgierne Pollentier, van Springel og Walter Godefroot som de mest aktive, blev farten sat betydelig op.

 
Ca. 70 km fra mål kom en gruppe på 24 mand fri, og i den sad stort set alle favoritterne:

 
Vuelta-vinderen og Tour-to'eren, Joop Zoetemelk, Raas, Knetemann, Kuiper, Tour de France- og Fleche Wallonne-vinderen Hinault, Liège-Bastogne-Liège-sejrherren Thurau, Battaglin og de to superrivaler: Giro de Italia- og Meisterschaft von Zürich-triumfatoren Guiseppe Saronni og Paris-Roubaix- og Gent-Wevelgem sejrherren, Francesco Moser, som også havde vundet det italienske mesterskab foran Battaglin.

 
Det var simpelthen cremen af datidens cykelstjerner, der var med her! Et kongeudbrud! 

 
Dopingsspøgelset
Men at Zoetemelk overhovedet kom til start, mente mange var en rendyrket skandale. Han var blevet knaldet for doping i Tour'en, hvor han i første omgang kun var blevet slået med 3'37" af Hinault. Da prøverne forelå, blev han ikke frataget sin placering, som man kunne forvente, men fik kun lagt 10 minutter til sin køretid, der ikke betød noget for hans samlede andenplads. Zoetemelk indrømmede, men trak senere sin tilståelse tilbage, hvilket skabte uhyre uro i den hollandske VM-lejr (Raas kaldte ham direkte en løgner i TV).

 
Man skulle nu tro, at Zoetemelk i det mindste ville blive idømt en karantæne, men det skete heller ikke, og han stillede op som en af de største favoritter, især fordi han havde vundet sine to nationale mesterskaber på den selvsamme rute.

Man må nok sige, at det var et uheldigt signal at udsende fra UCI's side, men det viste sig tit, at når en af de helt store blev taget for doping, var det så som så med restriktionerne fra forbundets side. Derimod faldt hammeren prompte når det var "de mindre" ryttere, der var kommet galt af sted. Det var der et eksempel på, da belgieren Willem Peeters blev sendt hjem fra Valkenburg, fordi han var udeblevet fra en dopingprøve den 15. august. Da var der ingen nåde.

 
De store cykelnationer repræsenteret
Jo, de var der altså alle sammen, de store, i 24-mands udbruddet, men da det sidste tog gik, var det kun Battaglin, Knut Knudsen, Hinaults tro hjælperyttere André Chalmal og Jean-René Bernaudeau, den hollandske mester, Henk Lubberdink, Thurau, Henninger Turm- og Scheldeprijs-vinderen og Belgiens nye håb, Daniel Willems......og Raas, der var med.

 
Kort sagt: Alle de store cykelnationer var repræsenteret i denne ottemandsgruppe, og især hollænderne og italienerne havde en af deres absolutte topfolk med. Det var måske derfor, at udbruddet fik lov til at køre rimelig ubesværet væk.

 
Det var i hvert fald Battaglins foreløbige held, at han var med her. For han kunne med 99,9 % sikkerhed regne med, at Moser og Saronni hellere så ham som vinder, end at en af de to superstjerner så den anden vinde. Derfor ville de til enhver tid sørge for at bakke eventuelle seriøse forfølgere af.  

 
Raas nægter at arbejde
På vej mod mål så man gang på gang Raas frekventere den hollandske servicevogn. Raas havde nemlig opdaget, at Willlems og Thurau havde større gear end ham selv, og det så han som en klar bagdel i en finale. Han insisterede på at ville skifte baghjul, men blev snakket fra det. Han kunne risikere, at blive kørt agterud af de andre, der måske ville benytte sig af, at han stoppede op og fik service.

Det mindre gear var Raas' undskyldning for ikke at lave noget i udbruddet overhovedet. Sandt eller..? Det var i hvert fald en køremåde, som ikke var ham fremmed, og som tit blev ham bebrejdet.

 
Trods Raas' manglende støtte holdt udbruddet alligevel sammen, til der manglede ca. 1500 meter, hvor Lubberdink pludselig slap, og så eksploderede det hele i fantastiske dramatiske scener for øjnene af millioner af TV-seere og de 250.000 tilskuere, og de fleste var enige om, at det var Raas, der var skurken, selvom Thurau også må tage sin del.

 
Skandale-verdensmester
Men her er lidt om, hvordan tre danske journalister så opløbet. Der er ret divergerende meninger om hvad, der egentlig skete, både med hensyn til hvor langt fra mål styrtene skete, men også hvem og hvordan de forskellige kombattanter var indblandet.

 
Mogens Ruggaard skrev bl.a. i Ekstra Bladet:

 
"Cyklingens nye professionelle verdensmester Jan Raas er en skandale. På groveste måde skaffede Raas sig af med tre farlige konkurrenter ved at skubbe dem, så de styrtede i selve opløbskampen."
 

I Berlingske Tidende skrev Bent Hermansen:

 
"Millioner af seere oplevede hvordan Thurau åbnede spurten, men derpå, med Raas på hjul, skar fra venstre over i højre side af kørebanen, så ikke blot Battaglin, men også Willems styrtede. (...) En dybt skuffet og rasende italiener nedlagde omgående protest, uden at hverken den eller en appel blev taget til følge."

Flere skyldige?  
Battaglins protest kunne forekomme berettiget på baggrund af, at hverken Thurau eller Raas holdt deres baner i spurten sådan som reglerne strengt taget foreskriver, men hvem tør tænke den tanke igennem, at VM-juryen diskvalificerede en hollænder, der lige var blevet verdensmester på hjemmebane?"

I Politiken skrev Mogens Jacobsen om det dramatiske opløb:

 
"Lang og spændende var TV-transmissionen fra de professionelle cykelstjerners dyst på landevejene ved Valkenburg i Sydholland. Men det største drama, som kostede Knut Knudsen en topplacering nåede aldrig ud til seerne. (...) Bitter og forslået trillede Knudsen ind på en syvendeplads (...) Nordmanden nærede bestemt intet ønske om at tage del i den jubelstorm, der rejste sig blandt de titusinder af tilskuere efter lokalmatadorens triumf.”

 
Selv sagde Knudsen bagefter:

 
"Da jeg styrtede, lå jeg i baghjul af Raas i en virkelig fordelagtig position, men pludselig svajede hollænderen ganske umotiveret og det væltede mig omkuld. Willems lå umiddelbart bag mig og kunne ikke undgå at kollidere med mig."

 
Som man kan læse ud af ovenstående er det ikke udelukkende Raas, der kan pålægges skylden for Battaglins styrt. Det kan være, han var skyld i Willems og Knudsens styrt, men Thurau må tage sin del af skylden for Battaglins uheld. Det var ham, der så vildt  skiftede bane, og Raas, der ikke havde det bedste forhold til tyskeren, og vise versa, ville selvfølgelig ikke lade ham køre og fulgte derfor efter for ikke at miste fordelen ved at ligge umiddelbart på hjul. At det så var Raas, som kom til at vælte Battaglin, der kom i stor fart i en anden bane, er et tilfælde. Det kunne lige så godt have været Thurau, der havde gjort det.

 
Så måske skulle man have diskvalificeret begge to og have givet sejren til Bernaudeau.

Da Knudsen og Willems var styrtet, slog Chalmal kontra, men de andre reagerede med det samme, og da han blev indhentet skete sammenstødet mellem Raas og Battaglin. Raas, Thurau og Bernaudeau fortsatte naturligvis deres sprint, og længe så det ud som om Thurau ville vinde, men på de sidste meter kom hollænderen uimodståeligt og vandt med ca. to længer foran tyskeren og franskmanden. Thurau måtte dermed, for anden gang inden for tre år, igen nøjes med sølv.

Vinderen forsvarer sig 
Bagefter kommenterede Jan Raas beskyldningerne således:

 
"Jeg synes ikke, at jeg gjorde noget galt. Der var nogen der skubbede mere end mig. Jeg havde ikke noget med det at gøre overhovedet. I den afsluttende spurt drejede Thurau hårdt mod højre, som han skulle have været diskvalificeret for, men jeg så det komme, og da han nåede højre kantsten, var jeg allerede forbi.”

 
Men det var ikke kun beskyldninger om direkte svinsk kørsel, der mødte den nye verdensmester efter sejren. Også ordet "svindler" blev nævnt, da hollandsk fjernsyn igen og igen viste slow-motionsekvenser, hvor man så Raas hage sig fast i sine hjælpere op ad Cauberg.

 
Det var især han trofaste hjælper, Cees Priem, der tog slæbet. Beskyldningerne fik ham til at boykotte det hollandske TV-selskab NOS, og i stedet kun tale med det belgiske.

 
Men en verdensmester har mange forpligtigelser rent reklamemæssigt, så Raas' manager, den magtfulde Peter Post, fik ham hurtigt på andre tanker. Afsløringerne affødte ingen reaktion fra UCI's side, ikke engang en bøde blev det til. Selv sagde Raas senere til beskyldningerne:

 
"Det er rigtigt, at jeg blev skubbet op, men det gjorde jeg kun fordi alle de andre kaptajner også gjorde det. Hinault, Saronni, Moser, Thurau, alle gjorde det. Dengang var den slags meget almindeligt, og ingen gjorde noget ved det. Grunden til at NOS kun viste mig blive skubbet, var en gammel uoverensstemmelse mellem os."

 
Protester afvises
Det tog kommissærerne meget lang tid at behandle italienernes protest, men som man kunne forvente, blev det altså Raas, Thurau og Bernaudeau, der kørte med medaljerne.

Fem sekunder efter fulgte Chalmal og Lubberdink og 23 sekunder efter kom så en rasende Battaglin, der, som nævnt, med det samme nedlagde protest. Knut Knudsen kørte i 7.04'01", Saronni, Sean Kelly, de Vlaeminck, tyskerne Klaus Peter Thaler og Gregor Braun og, som nr. 13, den forsvarende mester, Knetemann i 7.09'53". Zoetemelk blev nr. 16 og Hinault nr. 21 i samme tid som Saronni.
 

Resultat:
Guld: Jan Raas (Holland) 7.03'09" (38,965 km/t.)

Sølv: Dietrich Thurau (Vesttyskland)

Bronze: Jean-René Bernadeau (Frankrig)

René Preuthun er forfatter til bøgerne ”For Enden Er Regnbuen”, ”De Store Klassikere” og ”Der Er Et Yndigt Løb”. Lørdag og søndag kan du læse de sidste to ’Valkenburg flashbacks’.

Læs første flashback fra 1938. 
Læs andet flashback fra 1948.
 

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege