Da Wouter Weylandt fra Quick.Step-Innergetic kom først over målstregen i den allerførste udgave af det nye hollandske løb Campina - Ronde van Het Groene Hart, vandt han ikke alene æren og en megastor pokal - men også sin egen vægt i ost.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Wouter Weylandt er ikke nogen decideret splejs, og vægten viste da også 72 kilo, da arrangørerne skulle udmåle, hvor meget ost, han havde vundet. Så han kunne forlade podiet med en 6-7 store runde oste fra Hollands grønne hjerte efter søndagens udgave af Campina – Ronde van Het Groene Hart.
Om løbet må man sige, at konceptet var særdeles gennemtænkt rent mediemæssigt. Der var sørget for fremragende mediedækning, da den hollandske TV-kanal SBS6 viste løbet fra start til mål dvs. i alt omkring 5 ½ times cykelløb. Og partnerskabet mellem mejerigiganten Campina og Het Groene Hart, dvs. det område, hvor Campinas leverandører bor og arbejder, fungerede upåklageligt rent eksponeringsmæssigt.
Ud over at blive afbrudt af reklameblokke, der i starten af løbet pudsigt nok primært fokuserede på kvindeprodukter som fx løbestift, mascara m.m., så bød transmissionen også på en lang række små, spændende indslag, der gav et interessant billede af området. Det var fx et kort indslag om det nye heksemuseum i Utrecht, eller en snak med ”turistministeren” for Het Groene Hart eller et interview med en ”polderwacht”, som er en person, der er ansat til løbende at inspicere ”polderen” dvs. det inddæmmede land, som udgør store dele af Het Groene Hart. Han kom også frem på cykel. Men når han skulle passere de 2-4 meter brede småkanaler, som området er gennemkrydset af, så benyttede han sig af en ”polderstaf” – en 5 meter lang stang, som han placerede i midten af kanelen, og så sprang han over.
Så der var alt i alt tale om et godt gennemtænkt koncept, hvor både sponsorer, cykelsport og tv-seere var fornuftigt integreret i det samlede design. Til gengæld havde løbet rent teknisk desværre nogle indlysende mangler. Ruten var flad som en pandekage, og placeringen på kalenderen betyder, at de få Protourhold, der er interesserede, stiller op med 2. holdet, da 1. holdet har kørt
Milano-Sanremo dagen før. Til gengæld er der kun ét andet 1.1 kategori løb at konkurrere med nemlig det franske Cholet- Pays De Loire.
Og så er der jo selvfølgelig chancen for at vinde ost nok til resten af livet.