Vaughters: Åbne lynlåse ikke et problem

Tour de France-vinderen fra 1987, Stephen Roche (far til Nicolas Roche fra AG2R La Mondiale), er medlem af UCIs Professional Cycling Council, og han lancerede forleden en række kontroversielle synspunkter.

Groft sagt har han tre kæpheste, han gerne vil ride: Han er imod, når ryttere bliver hjulpet tilbage til feltet efter en tissepause, eller hvis de har haft defekt. Han bryder sig heller ikke om åbne cykeltrøjer (der går sågar rygter om, at han vil have lynlåse forbudt), og endelig støtter han helhjertet UCIs forbud mod løbsradioer.

Nu tager formanden for holdsammenslutningen AIGCP, holdmanager Jonathan Vaughters (på foto med briller) fra det amerikanske hold Garmin-Barracuda, til genmæle.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

”Vi har mange flere og vigtigere problemer at løse inden for professionel cykelsport. Jeg er også bekymret for sportens image, og her først og fremmest dopingproblematikken. Det kan vi jo heller ikke diskutere hele tiden, og når vi så kommer derhen, hvor vi beskæftiger os med nedlynede løbstrøjer og højden på sokkerne, så synes jeg, vi også burde have tid til at fokusere på virkelig seriøse ting”, forklarer Jonathan Vaughters til Cyclingnews.

Jonathan Vaughters lægger stort vægt på at udtrykke sin udelte respekt for Stephen Roche, inden han tager krabasken frem og rundbarberer den gamle mester.

”Jeg har stor respekt for Stephen Roche. Han vandt Giro d’Italia, Tour de France og VM i samme sæson, og på en meget imponerende måde. Det var faktisk ham, der inspirerede mig til at begynde at cykle”.

”Men jeg har ikke noget problem med, at en rytter bliver hjulpet tilbage til feltet efter et uheld eller en tissepause. Løbsradioerne er for mig et spørgsmål om sikkerhed, og ikke et spørgsmål om, at rytterne bliver sportsdirektørens marionetdukker. Og spørgsmålet, om trøjen er lynet op eller ned, vil jeg tage seriøs stilling til, hvis der var en sponsor, der klagede over, at trøjen stod åben”, forklarer den amerikanske holdmanager.

I stedet peger Vaughters på andre, og efter hans mening langt vigtigere områder, som Professional Cycling Council burde tage op til overvejelse som fx ens regler for aflysning, eller ikke, af løb i forbindelse med uvejr. Eller etablering af en pensionsfond for cykelryttere, der jo typisk kun har en kort karriere, hvor mange ikke tjener meget mere end mindstelønnen. Han ønsker også en revision af UCIs pointtildelingssystem og i samme åndedrag af UCIs licenstildelingsmetode.

Til slut retter han kanonen mod den organisationsmodel, som Professional Cycling Council er funderet på: ”CCP har 13 medlemmer. Syv er nomineret af UCI eller repræsenterer UCI. Stephen Roche er én af dem. De resterende seks medlemmer repræsenterer - med to deltagere fra hver - holdene, rytterne og løbene. Det betyder, at selv om holdene, rytterne og repræsentanterne for løbene stemmer sammen, så taber vi måske alligevel”, siger Vaughters.

Man kan næsten høre Vaughters brøle betegnelsen ”bureaukrater og skrivebordsgeneraler”, samtidig med han rækker dåsen med tudekiks frem til den gamle irske Tour-vinder.