Vejen til Maratona – kapitel 3: Maveinfluenza – og hul igennem til benene

Her vil vores udstyrsredaktør Morten Andersen fortælle om hans rejse mod det italienske løb Maratona Dles Dolomites. Du kan få et solidt indblik i at passe op til 10 timers træning ugentligt ind i en travl hverdag, i selve træningen og det at arbejde med en cykeltræner for første gang.

Du kan også samle nogle fif op til egen træning.

Du kan også læse om udstyret som bliver brugt til projektet og få et indblik i hvilke overvejelser man kan gøre sig omkring grejet, når der står masser af træning og et langt bjergrigt løb på menuen. Vi har fået en række af vores spændende partnere til at være med.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Så er det blevet tid til en update mere herfra!

Tiden går og træningen har haft en del både op- og nedture siden sidst. Egentlig følte jeg mig godt kørende, da vejret omsider skiftede og landevejen for alvor begyndte at byde op til tohjulet dans igen.

Jeg følte, at jeg havde en god base efter al den indendørs træning igennem perioden med sne og kulde og følte også, at jeg fik det omsat fornuftigt på landevejen efterfølgende.

Der er ingen tvivl om, at selv om hjemmetræneren er god til at holde struktur på træningen, så gør det underværker, når man igen kan komme ud og mærke farten på landevejen, luften i ansigtet og når udsigten byder på andet end valget imellem watt-tallet på cykelcomputeren, iPad’en eller væggen inde i skuret!

Mine watt sejler rundt - hvad sker der?

Vejret kom således på det helt rigtige tidspunkt. Motivationen havde brug for et lille skub - jeg havde i den grad brug for at komme ud fra skuret og tilbage til de grønne marker, jeg er heldig nok at have som kulisse på mine træningsture.

Men træningsmæssigt var sceneskiftet ikke uden udfordringer. Jeg havde efterhånden lært at ramme mine watt ret fornuftigt på hjemmetræneren og dermed køre mine planlagte sessioner ret stringent.

Ude på landevejen er det dog anderledes. Her bugter vejen sig, det går op og ned og der er trafik at tage hensyn til. Alt er dynamisk.

Det betyder også, at der er meget, som ’kan gå galt’, hvis der skal køres eksempelvis fem minutter i en bestemt zone med kadence 100 som del af et interval.

Så kan virkeligheden hurtigt komme i vejen for at ramme sit træningsmål spot on.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I starten syntes jeg, at mine watt cyklede rundt med mig - lidt ligesom da jeg startede med at stifte bekendtskab med watt-træningen, da vi startede projektet op.

Det var voldsomt frustrerende og gav mig følelsen af ikke at træne rigtigt og ikke være i stand til at følge planen.

Hvad gør man så?

Tja, først og fremmest minder man sig selv om, at cykling skal være sjovt. Det er ikke sjovt kun at glo ned i wattmåleren og det er ikke sjovt at blive fanget i en ond cirkel, hvor definitionen på en god træningstur alene står og falder på watt-tallene.

Jeg måtte lige give mig selv et virkelighedstjek og huske mig selv på, at jeg i bund og grund bare er en glad amatør, der er privilegeret at få lov til at træne frem mod et af verdens fedeste amatørløb.

Dernæst bruger man sin logik:

 - Hvor er de bedste steder på ruten at køre nogenlunde uforstyrret og dermed have chancen for at køre intervaller?
 - Hvor kommer vinden fra og kan jeg brugen modvinden, hvis jeg skal køre med høj intensitet?
 - Er der nogle bakker i området, jeg kan bruge?

Desuden fik jeg hurtigt lært mig at lægge lidt ekstra på mine intervaller i slutningen, hvis en del af det havde været forstyrret. Har jeg eksempelvis et minut, hvor jeg ikke kan køre med rette intensitet grundet trafik eller andet, så forlænger jeg bare intervallet med et minut tilsvarende.

Heldigvis var coach Mads enig, da jeg lige rådførte mig med ham for en sikkerheds skyld!

Maveinfluenza og hverdag

Så skete det, der ikke måtte ske! Jeg fik revet en ret led omgang maveinfluenza til mig, som faktisk holdte mig væk fra rammen i 10 dage.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Kæmpe krise!

Jeg indrømmer gerne, at det ikke var fedt. Efter nogle dage uden udsigt til forbedring, kunne jeg godt fornemme at min ufrivillige pause godt kunne gå hen og blive lidt længere, end de par dage jeg allerførst havde lovet mig selv. Det tog en fem dages tid at blive nogenlunde rask, men kroppen var mærket og jeg kunne godt mærke, at jeg ikke skulle ud og presse mig selv på cyklen.

I min panik kunne jeg se et par måneders fornuftigt arbejde forsvinde ud i toilettet (bogstaveligt talt).

Heldigvis var Mads god til at tale mig lidt til ro og bekræfte mig i, at træningen ikke må forceres efter sådan en omgang.

Derfor var der skånekost på programmet, da jeg hoppede tilbage på rammen, og træning uden alt for meget intensitet.

De følgende to uger blev så præget af en del rejseaktivitet med mit arbejde, hvilket reelt gav mig en ret lang periode, hvor træningen var voldsomt kompromitteret.

Øv - men også en reminder om, at der er nogle ting, man ikke selv er herre over og at hverdagens forpligtelser og job trods alt trumfer en Gran Fondo.

Ud og finde benene igen

De sidste par uger her, har så budt på ’Back to Basics’-rutinen: Masser af længere intervaller med medium intensitet og masser af kadenceskift.

Et godt eksempel på et interval jeg har kørt er:

5 minutter med kadence 70 i Medium-zonen
5 minutter med kadence 100 i High-Medium-zonen

5 minutter med kadence 70 i Medium-zonen
1 minut FTP

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det gentages typisk to gange i løbet af et træningspas.

Jeg har en god fornemmelse af at få trænet flere systemer, når jeg kører dette interval. Den lave kadence giver noget styrke, mens jeg kan mærke, at al den træning jeg har lavet med høj kadence på hjemmetræneren, kommer mig til gode, da jeg efterhånden restituerer ret godt, når jeg bare kan få lov at ’spinne’ benene ved høj kadence (Ingen dårlige Chris Froome jokes, tak.).

Det har været lidt hårdt efter sygdom og en dårlig træningsperiode. Benene var mærkbart dårligere efterfølgende og det er utvivlsomt, at noget form også var væk.

Her var jeg rigtig glad for den strukturerede tilgang, som watt-træningen giver. Hvis ikke jeg havde haft en plan, så kunne jeg nok godt have fundet på at gå ud og hamre til den, for at forsøge at fremprovokere noget form igen. I hvert fald efter de første par ture tilbage på cyklen, hvor jeg var jævnt frustreret og hvor følelsen var dårlig.

Skal jeg give et godt råd til andre, som træner frem mod et mål, så er det at respektere sygdom og være tålmodig, når formen igen skal graves frem efterfølgende.

For efter en række dårlige træningspas, er benene nu tilbage. Ingen tvivl om, at basen fra hjemmetræneren stadig er der og blot lige skulle aktiveres igen.

Jeg har haft et par ture uden et decideret program på planen, og her er det fedt at mærke, at jeg kan holde til at give den fint gas og træde mange flere watt end jeg har været i stand til i rigtig lang tid.

Træning i Dolomitterne

I skrivende stund sidder jeg på vej til Alta Badia i Dolomitterne. Alta Badia er den kommune som ligger baghave til Maratona Dles Dolomites.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Jeg har været så heldig, at de har inviteret mig ned og se på området inden løbet og træne på de stigninger, som jeg skal kæmpe med den første juli.

Følg med på Feltet.dk og Motionsfeltet.dk, hvor jeg vil opdatere igennem hele weekenden.

Her kan du se de smukke Dolomitter, høre om mine lidelser på stigningerne, høre mine overvejelser om planen for løbet.

Du kan også høre om hvilket tøj, jeg har pakket fra Assos og hvad der er vigtigt at huske, når man skal køre i bjerge, hvor vejret kan være ret lunefuldt.

Læs hele beretningen om vejen til Maratona:

Vejen til Maratona

Vejen til Maratona - kapitel 1: Syrebad hos Cyclo Position

Vejen til Maratona - kapitel 2: Watt i skuret

Vejen til Maratona - kapitel 4: Første dag i Dolomitterne