Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Vejen til Maratona –Endelig tid til race!
12. juli 2018 17:15 af Morten Andersen

Har du nogensinde leget med tanken om at køre en af de stores Gran Fondo-løb i udlandet? Så er vores artikelserie her - ’Vejen til Maratona’ måske noget for dig.

Her vil vores udstyrsredaktør Morten Andersen fortælle om hans rejse mod det italienske løb Maratona Dles Dolomites. Du kan få et solidt indblik i at passe op til 10 timers træning ugentligt ind i en travl hverdag, i selve træningen og det at arbejde med en cykeltræner for første gang.

 

Du kan også samle nogle fif op til egen træning.

 

Du kan også læse om udstyret som bliver brugt til projektet og få et indblik i hvilke overvejelser man kan gøre sig omkring grejet, når der står masser af træning og et langt bjergrigt løb på menuen. Vi har fået en række af vores spændende partnere til at være med.

 

Forrige weekend var det endelig tid til at forløse årets mål - Maratona Dles Dolomites!

 

Tiden både før og efter mit træningsvisit i Dolomiterne, som jeg skrev om sidst, var desværre præget af dårlig træning af flere årsager. Mest af alt tiden, hvor en særdeles hektisk arbejdsperiode desværre har betydet maratonarbejdsdage og meget begrænset mulighed for at træne.

 

Det har været skuffende at måtte bakke af så relativt tæt på målet og især efter en periode, hvor coach Mads havde fået bygget en god base op for mig og formen egentlig stod overfor at skulle finpudses og justeres frem mod løbet.

 

Som motionist må jeg bare erkende, at cyklingen trods alt er et stykke nede i rækkefølgen, når prioriteterne tvinges til at blive trukket skarpt op, når hverdagen spidser til.

 

Nå, jeg havde så to muligheder op mod løbet: At være træt af mig selv over otte ugers nærmest ikkeeksisterende træning eller finde det positive sind frem og rent faktisk glæde mig over at få lov at køre verdens mest populære motionsløb, hvor over 25.000 ryttere hvert år forgæves ansøger om en startplads.

 

Jep, ud over de 8000 som stiller til start, så må arrangørerne hvert år sige nej til over 25.000 ansøgere.

 

Det er alligevel ret vildt og et faktum, som fik mig til at være ydmyg over at skulle afsted - god træningstilstand eller ej.

 

Et forvandlet Alta Badia

Mit travle arbejdsprogram in mente, var jeg nødt til at gøre opholdet i Italien så kort som muligt, så jeg fløj først derned fredag eftermiddag med ankomst på hotellet lige i tid til en sen aftensmad og så ellers på hovedet i seng.

 

Optimalt set skulle jeg naturligvis have været afsted noget før, så rejsedagen havde haft bedre mulighed for at forlade benene, inden løbet skulle skydes i gang søndag.

 

Derfor var en rulletur lørdag et absolut must, som var øverst på to-do listen.


Da jeg besøgte Alta Badia tidligere på foråret, var området ikke tomt, men der var dog roligt både i byerne og på vejene, i en tid som markerer overgangen fra vinter- til sommersæson for de lokale. Det skal jeg lige love for var vendt på hovedet med Maratona-løbets nærvær i denne weekend!

 

Hoteller og veje var pakket med mennesker, cykelbutikkerne var på overarbejde med sidste øjeblik servicetjeks og generelt var det som om, at hele området var overtrukket et sandt Maratona-tæppe. Det er tydeligt, at ALT handler om løbet i disse dage og den lokale opbakning synes helt enorm.

 

Min rulletur blev således i selskab med hundredvis af andre deltagere, som også havde valgt Passo Campolongo - i øvrigt løbets første stigning - som deres udflugtsmål til at spole ben dagen før dagen.

 

På en dag hvor solen badede bjergene i lys, var det et overvældende syn at opleve vejene indhyllet i farver fra alverdens cykeldragter - en fin lille forsmag på næste dags begivenheder.

 

Resten af dagen gik med at få hentet startnummer og suget stemningen til mig, inden jeg kunne smide benene op, læne mig tilbage og se VM med tankerne kredsende om løbet.

 

Raceday!

Søndag morgen var det så endelig tid. Vækkeuret gjaldede sin skingre stemme ud i værelset allerede klokken 4, hvor hotellet undtagelsesvis havde kaldt køkkenpersonalet på tidlig overarbejde for at de gæster som skulle cykle, kunne få fyldt depoterne op.

 

 

Startområdet var cirka et par kilometer fra mit hotel, og jeg havde været så heldig at få en startplads i første gruppe, som ville blive skudt afsted klokken halv syv. Kampen om pladserne er dog lidt mindre i forreste gruppe, så jeg behøvede først at gøre min entre omkring klokken seks, hvilket gav god mulighed for at nyde en lang morgenmad.

 

Altså så meget som man nu kan nyde noget klokken ondt i øjnene med adrenalinen pumpende rundt i kroppen i spænding allerede.

 

For adrenalin var der masser af! Det imponerende setup havde gjort stort indtryk og tanken om den fysiske udfordring havde luret i baghovedet hele natten.

 

Jeg havde lagt alt frem på sengen aftenen før, så jeg ikke ville glemme noget, så det var let at hoppe i Assos-tøjet og trille ned mod målområdet.

 

Starten går fra en lang vej, som forbinder byerne La Villa og Corvara. Ens startnummer har en farve, som indikerer hvor man hører til og så bliver man ellers dirigeret derhen. Som sagt var jeg heldig med at have plads i forreste gruppe, så jeg stod pludselig blot 50 meter fra startstregen en halv time før løbet skulle skydes i gang.

 

 

Igen lidt overvældet faktisk. Tre helikoptere var allerede i luften, musikken høj og spændingen så kraftig at den nærmest kunne skæres i.
Løbet transmitteres direkte på italiensk TV, så der var masser af interviews med diverse VIP’s mens nedtællingen gik.

 

Præcis klokken halv syv blev vi sendt afsted. Bum - pistolen der går og det hektiske kapløb om at komme på cyklen, klikke i og komme op i fart. De første cirka fire kilometer går på en bred vej mod Corvara, hvor første stigning starter.

 

Min plan var at komme godt afsted og finde et godt hjul her på et af de steder, hvor det rent faktisk kunne betale sig at lægge i læ.

 

Det var en fed oplevelse at se smilene på alle folks læber og mærke, at det for mange er kulminationen på en træningsindsats eller blot noget, som man har set meget frem til. Her hvor alle var friske endnu, så var der lutter smil og grin og en fantastisk stemning.

 

 

Sella Ronda

Stemningen var også fantastisk på dagens første stigning. Første del af løbet er den såkaldte Sella Ronda rundstrækning, som består af fire stigninger med start og slut i Corvara.

 

På første bjergpas - Passo Campolongo - havde mange pårørende naturligt nok taget opstilling for at få et glimt af deres favoritrytter og stemningen var derfor helt elektrisk.

 

Inden start havde jeg ret svært ved at sætte mig et mål. Formen var utvivlsomt dykket med min ringe træningsindsats og med en rejsedag stadig i benene, troede jeg ærligt talt ikke på alt for meget.


På startstregen havde jeg mødt en anden journalist, som jeg kender fra tidligere. En tysk licensrytter på 65 kilo og en fantastisk bjergrytter. Han havde et mål om at køre på seks timer og da jeg vidste han var niveauer over mig, så formede der sig et stille håb i mit hoved om at gennemføre på under syv timer.

 

Ikke nogen prangende tid overhovedet, men formentlig realistisk og stadig noget der skulle arbejdes for. Jeg var klar.

 

På Campolongo lagde jeg konservativt ud. Jeg vidste, at udholdenheden ville blive min største udfordring, og med 7 stigninger forude, var der ingen grund til at køre sig i forlegenhed fra starten.

 

Fordelen ved at være i første startgruppe er, at der er fint med plads, selv om der er mange mennesker.


Ulempen er, at rigtig mange af rytteren kører særdeles stærkt! Det betød, at folk fløj forbi mig til højre og venstre, hvilket ikke ligefrem gør underværker for selvtilliden. Nuvel - jeg havde en plan og jeg ville hellere have krudt til at flyve op ad de sidste stigninger.

 

Faktisk frygtede jeg ikke stigningerne mest. Selv om de er lede, så skulle jeg nok få most mig selv op. Nedkørslerne spøgte mere i mit baghoved. Hvordan ville det være med så mange mennesker? Og ville der mon være nogle, som ville satse i jagten på en god tid og dermed bringe os andre i fare?

 

Jeg er ikke nogen god nedkører - det ved jeg. Jeg bremser for meget og for ofte og er ikke specielt god til at få fart med ud af svingene. Derfor handlede det om at få overstået første nedkørsel i fin stil, så der kunne tankes lidt på selvtillidskontoen; den skulle bare overstås!

 

 

Og det gik da også fint. Selv om jeg var blandt de langsomste, så kørte stort set alle fornuftigt og med en naturlig respekt for både terræn og andre ryttere.

 

I bunden af Campolongo kører man nærmest direkte ind på opstigning til næste pas - Pordoi.


Den er lidt længere og hårdere. Og så er det en udfordring at køre direkte ind på de lidt stejlere procenter efter en nedkørsel.

 

Jeg havde besluttet mig for at spise på toppen af Pordoi, så jeg koncentrede mig blot om at få noget væske og så ellers finde en rytme igennem hårnålesvingene mod toppen.


Billedet var det samme som tidligere - de hurtige folk fra startgruppen bag min var på vej op, så der var tæt trafik af overhalende på vej mod toppen. Et par gange skulle jeg modstå fristelsen om at køre hurtigere og minde mig selv om, at dagen stadig var lang.

 

Ciao Viviani!

Fra Pordoi kører man efter en nedkørsel direkte ind på rampen op til Passo Sella, som er lidt kortere, men til gengæld stejlere. Formen var stadig fin og følelsen god. Som en lille bonus kørte jeg pludselig ved siden af Elia Viviani, som dagen forinden var blevet italiensk mester og var ude at vise flaget for arrangørerne.

 

En sjov oplevelse at køre side om side med ham i cirka en kilometer og opleve hans popularitet blandt de andre deltagere. Måske jeg endda fik sneget mig med på italiensk tv, da han havde en kameramotorcykel med sig, som en af fokuspersonerne for den direkte transmission.

 

 

Sella Ronda afsluttes med en opkørsel til Passo Gardena, som egentligt er den todelt stigning med en lille nedkørsel på lave procenter imellem.

 

Mit mål var at køre Sella Ronda hurtigere end tre timer og det lykkedes med fin margin. Nu var det blot at nyde udsigten fra den mageløse nedkørsel til Corvara, hvor Passo Campolongo igen ventede tålmodigt på mig som min forbindelse til den anden del af ruten.

 

Krampe - åh nej

Maratona er hysterisk godt arrangeret og på hver top, samt andre egnede steder, er der forplejning i form af telte med alverdens drikke og energirige fødevarer.

 

For ikke at køre med helt fyldte lommer, var min strategi at bruge depoterne flittigt. Selv om det koster lidt at holde ind, så sagde min beregning, at det var tiden værd i forhold til at få for lidt indenbords undervejs.

 

Selv om jeg egentligt synes, at jeg fik spist og drukket okay, så fik jeg set i bakspejlet alt for lidt. Jeg blev desværre grebet af at komme derudad og havde en overraskende god følelse i kroppen, som desværre gjorde, at jeg kørte forbi de første par depoter og måske brugte lidt for kort tid på at proviantere i de følgende.

 

Da varmen op af formiddagen ramte 25 grader i fuld sol, så var det uundgåeligt, at der skulle betales en regning. Allerede på anden opstigning til Campolongo mærkede jeg det. Småspændingerne og de små sammentrækninger, som antyder, at en krampe kunne være under opsejling.

Jeg har før lidt meget af krampe, som kommer snigende, selv hvis formen er ok.

 

Faktisk er det lidt af en familiesvaghed. Jeg kan som regel holde den nogenlunde i skak, hvis jeg kører indenfor mine grænser, men på en lang dag gør den, at jeg ikke kan trykke ligeså meget igennem, som formen eller berettiger til.

 

Det er selvfølgelig ikke optimalt at mærke den slags halvvejs i et løb på 140 kilometer med 4200 højdemeter. Nu gik det eller lige så godt og følelsen var god. Mon det ville blive overlevelse herfra?

 

Over stok og sten mod Passo Giau

Efter anden tur op ad Campolongo - og turens femte stigning - bliver det for første gang tid til at køre et stykke, som er tilnærmelsesvis fladt. Ud igennem dalene mod Passo Giau fangede jeg således en fin, men stor, gruppe. Jeg kendte jo turen på forhånd, så jeg vidste godt, at det var med at holde sig til her.

 

Stykket starter med en lang nedkørsel, hvor det igennem mange kilometer falder støt og let med et par procenter. Dermed blev farten høj og med en gruppe på +100 mand, også hektisk.


Vejen snor sig og der er flere skarpe sving, så det er med at holde koncentrationen hele vejen.

 

Passagen igennem dalene skulle levere os for foden af Passo Giau, som er en frygtet kæmpe med 10 kilometers stigning med godt 10 % i snit. Inden man når så langt, så skal man dog forcere en mindre stigning på et par kilometer, hvor benene igen skabte sig lidt grundet rytmeskiftet fra lige vej til stejle procenter.

 

Jeg frygtede virkelig Giau på det tidspunkt. Den er i forvejen led og jeg havde mere eller mindre krampen lurende konstant lige under huden.

 

Så skal der graves dybt

Bunden af Giau er i særdeleshed led. Procenterne er skarpe og der er masser sving, som gør rytmen ujævn. Ikke just godt for moralen. Eller benene skulle jeg hilse at sige. Så snart vi ramte over 10 %, og der skulle trykkes igennem, så krampede forsiden af mit venstre lår. Øv!

 

Jeg måtte kort af cyklen for at strække, men det var umuligt, for så snart jeg tog fat om anklen for at trække benet op, så krampede mit baglår.

 

Total krise og en ærgerlig følelse at stå i bunden af Giau og ligne en spjættende idiot, som havde nogen sat strøm til mig.

 

Dog viste Maratona sig fra sin bedste side: Flere ryttere kom med opmuntrende bemærkninger og tog sig tid til at give et ’Come On’ med på vejen. Det forklarer meget fint den gode stemning, som løbet har hele vejen igennem. Selv på løbets hårdeste sted, viser folk overskud.

 

Jeg hoppede tilbage på cyklen og begav mig mod toppen. Det var ren overlevelse nu og svært at trykke på. Egentlig følte jeg mig ikke træt eller brugt som sådan, det var blot de forbandede kramper, soom forbød mig at træde igennem.

 

To gange undervejs måtte jeg af og strække ud for at løsne op for kramperne undervejs. Jeg ville for alt i verden undgå, at kramperne skulle sætte sig helt permanent og gøre det umuligt at fortsætte, så jeg tænkte, at de 2 x 30 sekunder var godt givet ud i det store billede.

 

En time og 5 minutter efter at jeg kørte ind i bunden, stod jeg på toppen af Giau efter en heftig og lidenskabelig kinddans. Absolut en af de hårdeste stigninger, jeg nogensinde har kørt, omstændighederne taget i betragtning.

 

Nu havde jeg kun én stigning tilbage - eller teknisk set to, da de sidste halvanden kilometer faktisk har et andet navn, men reelt set 11 kilometer med en 6-7 % i snit.

 

For at ruste mig satte jeg som det eneste sted på turen cyklen fra mig og forsynede mig med cola, bananer, kage og energidrik fra depotet. Nu blot nedad og så mande sig op til sidste stigning.

 

 

Pinsler på kattemuren

Sden sidste stigning er ikke nær så hård som Giau. Procenterne er lavere - som at drikke en øl snarere en Giaus hårdtslående snaps.

 

Jeg havde reelt kun ét tempo at køre, for hvis jeg gik over, så ville begge ben stadig krampe. Jeg forsøgte at finde balancen, hvor jeg kørte alt hvad jeg kunne på det tidspunkt uden at gå over grænsen. Årets tema for Maratona var balance og meget sigende, så blev det her 11 kilometer lige på grænsen af krampens ulidelige favntag.

 

På toppen så tiden stadig sådan ud, at jeg med lidt held kunne holde mig under de syv timer trods alt.

 

Eneste udfordring var nu stykket fra bunden af nedkørslen til målet i Corvara. Et blandet stykke med både svagt faldende nedkørsel og lave stigningsprocenter imellem byerne.

 

Nå ja, og så lige arrangørernes sidste indslag i form af ’Mur Di Giat’ - Kattebakken.


400 meter med op mod 22 % som skal forceres cirka to kilometer før mål. En kæmpe oplevelse faktisk, da der var masser af larmende tilskuere bag banderne langs vejen, men også en led fætter at bestige efter 136 kilometer. Op kom jeg og kunne derefter rulle i mål efter en aldeles hård dag på cyklen.

 

Tiden? 6 timer og 52 minutter og dermed faktisk under de syv timer. Stort smil på - det var en kæmpe oplevelse i - for mig - verdens smukkeste cykelområde.

 

Min pressebillet gav heldigvis adgang til VIP-teltet tæt på målstregen, hvor jeg slog verdensrekord i at tømme en dåsecola og skød dagens topfart på vej mod buffeten.

 

Tilfreds? Absolut ikke!

På dagen var jeg egentlig godt tilfreds, da jeg kom i mål. Jeg havde kæmpet med kramper halvdelen af løbet og besteget rutens værste stigning med lår, hvor det lignede, at der kravlede orme under huden, så tæt på var krampen.

 

Efterfølgende er jeg måske knap så tilfreds. Min træning gik i stå, ja og jeg fik ikke kjørt meget i månederne op til, men jeg synes faktisk at formen var til mere og udover krampen, var jeg faktisk ikke synderligt mærket.

 

På en god dag er jeg sikker på, at jeg ville kunne finde 25-30 minutter på stigningerne.

 

En anden ting der irriterer mit konkurrencegen: Jeg kører som en gammel kælling nedad!


På de første fire bjerge oplevede jeg at sætte flere ryttere eftertrykkeligt opad. Altså hente og overhale dem i bunden af stigningen og køre væsentligt hurtigere opad. For så at se dem overhale mig på de nederste dele af den efterfølgende nedkørsel.

 

Jeg er bestemt en nervøs nedkører, og jeg kører hverken hurtigt nok på de lange, lige stykker eller svingene. Et godt bud er, at mange af de ryttere som jeg kører lige op med opad, de tager let over 20 minutter på mig på nedkørslerne hen over en hel dag. Måske endda mere.

 

Derfor er jeg absolut udfordret i at lave en rigtig god tid og det er absolut noget, som jeg skal arbejde med fremover.

 

Jeg har helt sikkert en Maratona eller to mere i mig og er sikker på, at jeg kan barbere væsentligt af min tid.

 

Flere eftertanker følger

Jeg er ikke helt færdig med at berette om forløbet her. Jeg har nemlig masser af tanker, som måske kan komme nogen til gode, både om løbet og optakten, så jeg vil komme med et par opdateringer mere.

 

Desuden vil jeg fortælle om og anmelde både tøjet fra Assos og hjelm og sko fra Bontrager, som jeg har trukket store veksler på her i foråret.

 

Jeg er også blevet bikefittet hos Mads Christensen fra Cyclo Position og har nu efterhånden kørt længe nok i den nye position til, at jeg kan skrive lidt om oplevelsen.

 

Læs hele beretningen her:

Vejen til Maratona

Vejen til Maratona - kapitel 1: Syrebad hos Cyclo Position

Vejen til Maratona - kapitel 2: Watt i skuret

Vejen til Maratona - kapitel 3: Maveinfluenza - og hul igennem til benene

Vejen til Maratona - kapitel 4: Første dag i Dolomitterne

Vejen til Maratona - kapitel 5: Monsterdag i Dolomitterne

Vejen til Maratona - kapitel 6: Mine oplevelser på De Rosa Protos

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger