Man kan godt forstå, at det nye protourhold Unibet.com frygter Milano-Sanremo på lørdag den 24. marts. Mens alle konkurrenterne har skærpet formen væsentligt i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, så har Unibet-rytterne bare været på træningslejr. Og på lørdag skal de køre 294 kilometer.
Der skal grundig forberedelse til La Classicissima, som er et af løbets mange kælenavne. Men hvilken forberedelse? Det er et faktum, at 9 ud af de sidste ti års vindere af løbet alle havde kørt
Tirreno-Adriatico som forberedelse. Så det kunne godt se ud som om, det er den rigtige vej at gå. Men historien anviser også andre muligheder.
Eddy Merckx vandt
Milano-Sanremo 7 gange. De seks af gangene kørte han
Paris-Nice inden den italienske klassiker. Først den syvende og sidste gang valgte han Tirreno-Adriatico.
”Jeg synes, Paris-Nice havde et stærkere felt, så derfor valgte jeg det franske løb. Men jeg tror ikke, der er nogen endegyldig opskrift på forberedelser, der med sikkerhed giver gevinst”, siger Merckx til Sportwereld.be i dag. Og hvis ikke han skulle vide det – hvem sku’ så?
Roger De Vlaeminck vandt Milano-Sanremo 3 gange. Han sværgede til Tirreno-Adriatico, som han vurderede var det hårdeste løb. Og han følte sig sikker og i topform, når han kom fra Tirreno-Adriatico, som han for øvrigt vandt 6 gange i træk. Så De Vlaemincks pointe har vel lige så stor vægt som den gamle kannibals.
Den tidligere hollandske toprytter Hennie Kuiper vandt Milano-Sanremo i 1985. Hans forberedelse var ligeledes Tirreno-Adriatico, men for ham spiller forskellen mellem atmosfæren i Frankrig og Italien en afgørende rolle:
” Milano-Sanremo er hellig for italienerne. Ugen før er alle aviserne fyldt med dette løb. Så hvis man kører Tirreno-Adriatico, kan man ikke undgå at føle og mærke den stemning og blive påvirket af den. Men i Paris-Nice mærker du ingenting, for Milano er jo langt væk”.
Så der er tilsyneladende ikke nogen endegyldig opskrift. Slet ikke når man ved at forske lidt finder ud af, at Francesco Moser vandt løbet i 1984 med kun én løbsdag i benene (Milano-Torino). Eller Claudio Chiappucci, der vandt i 1991. Hans forberedelse bestod af den Katalanske Uge, der dengang sluttede dagen før Milano-Sanremo.