Volta a Catalunya-analyse: Bliver den uheldige australier alligevel klassikerklar?

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det må være Michael Matthews’ mantra i disse dage, hvor han på bare en uge har vendt det, der lignede endnu en forspildt klassikersæson, helt på hovedet og nu kan imødese de forårets kommende storløb med en helt, helt anden optimisme. Som jeg skrev i analysen efter hans sejr i tirsdags, lignede det ellers tilbageslag nr. 117 for den evigt uheldige australier, da han efter et første styrt i Omloop Het Nieuwsblad pådrog sig en hjernerystelse og flere andre mindre skader i forbindelse med et styrt på 1. etape af Paris-Nice. Ligesom sidste år, hvor han fik sin klassikersæson spoleret af en brækket skulder, han pådrog sig i Omloop Het Nieuwsblad, og som betød, ta han desperat jagtede formen gennem hele marts og april, så det ud til, at også 2019 kunne bliver lidt at et kapløb med tiden.

Matthews var nu egentlig ikke så bekymret for formen denne gang. Ganske vist mistede han en uges træning, men han var overbevist om, at han havde arbejdet så stenhårdt igennem vinteren, at grundstenene var lagt. Det var snarere den manglende løbsrytme, der udgjorde et problem. For andet år i træk havde Matthews nemlig valgt først at starte sin sæson i Omloop, ganske enkelt fordi han have ambitioner om at strække topformen helt fra Milano-Sanremo til Liege-Bastogne-Liege, og for første gang havde han endda også intentioner om at køre den fulde brostenskampagne, efter at sidste års sejr i BinckBank Tour havde overbevist ham om, at det måske ikke kun var i Ardennerne, at han kan gøre sig gældende.

Styrtet i Paris-Nice tvang ham imidlertid til en hurtig ændring af planerne. De første brostensløb, E3 og Gent-Wevelgem, blev droppet til fordel for en tur til de catalanske bjerge, hvor han skulle indhente de forsømte løbskilometer, der blev revet fra ham ved mødet med den parisiske asfalt for et par uger siden. Det lykkedes ham akkurat at stille til start i Milano-Sanremo, hvor han med en 12. plads overgik alle sine forventninger og fik bekræftet, at det store vinterarbejde altså ikke havde været helt spildt, og derefter drog han til Spanien med det ene formål at forbedre formen, så han kan være knivskarp i sine helt store mål, Flandern Rundt, Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Den beslutning skulle vise sig at være guld værd. Matthews har været ramt af temmelig mange tilbageslag i de senere år, og han har været lidt af en humørrytter, der har af og til har haft svært ved at rejse sig, når han igen er blevet trykket ned i et hul. Som regel har han skullet bruge et resultat eller to for at genfinde selvtilliden, og på den baggrund kan det nu vise sig, at turen til Spanien blot har gjort hans chancer for succes i klassikerne endnu større.

Var han ikke styrtet i Paris-Nice, kunne de forløbne uger nemlig godt have været vanskelige. Som Paris-Nice udviklede sig, er det i hvert fald svært at se, at han skulle være kommet fra det franske løb med mange resultater, og selvom han utvivlsomt havde gjort det endnu bedre i Sanremo uden det forudgående uheld og sikkert også havde været stærk i både E3 og Gent-Wevelgem, er det langt fra sikkert, at resultaterne kunne have stået mål med hans tårnhøje ambitioner.

Det kan resultaterne fra Volta a Catalunya til gengæld. Efter seks dage står han efter dagens knebne spurtsejr tilbage med to etapesejre, en 2. og en 4. plads og endda med gode muligheder for at lave hattrick, når løbet slutter i morgen i Barcelona. Og selvom sejrene ikke har samme prestige, som de ville have haft, hvis de var kommet i en af de store klassikere, er det bestemt ikke ligegyldige ryttere, han har slået. Det er i hvert fald ikke hvem som helst, der kan slå Valverde i en puncheurspurt, som Matthews så suverænt gjorde det i tirsdags, og det er utvivlsomt en skalp, han er stolt af.

Heller ikke dagens sejr skal man kimse ad. Nuvel, Volta a Catalunyas sprinterfelt er måske ikke noget at prale af - og det blev bestemt ikke bedre af, at André Greipel valgte at rejse hjem i morges - men det giver sejren et fornemt skær, at det i dag var Phil Bauhaus, han satte til vægs. Matthews har som bekendt aldrig været en mand til de flade boulevardspurter som den, han mødtes af i Vila-Seca i dag, og derfor lå det ikke just på den flade at overspurte en mand som Bauhaus.

Bauhaus er nemlig ingen hvem som helst. Måske har han ikke et generalieblad som en Groenewegen, en Viviani, en Kittel eller en Gaviria, men han har vist, at han på sine gode dage er lynhurtig. Således satte han stort set hele sprintereliten til vægs, da han sidste år vandt en etape i Abu Dhabi Tour, og han har også en stor spurtsejr i Dauphiné på sit cv. Derfor ville alle pile normalt også pege på tyskeren, da det stod klart, at det hele endte i en stor spurt efter en dag, som ikke havde budt på de helt store anstrengelser, da først det lykkedes sprinterholdene at slippe et lille, ikke specielt stærkt udbrud afsted.

Derfor er det ikke en uvæsentlig skalp, Matthews sikrede sig, og den vil i hvert fald give ham en tro på, at han ikke skal være bange for at slæbe folk som Peter Sagan med sig stregen, når det går løs på de hollandske og belgiske landeveje senere. Naturligvis er hovedforklaringen på sejren formentlig, at Bauhaus efter seks dage i knaldhårdt terræn er mere slidt end den langt mere robuste Matthews, men det er jo netop evnen til at afslutte, når alle er trætte, som australieren får brug for, hvis han skal have den store klassikersejr i de kommende uger.

For Bauhaus var det til gengæld en stor frustration. På forhånd virkede det en anelse sært, hvorfor i alverde Bahrain-Merida havde sendt deres tunge sprinter ned til de catalanske bjerge, og i de første dage så det da heller ikke ud til, at det var en specielt klog disposition. I går overgik Bauhaus imidlertid alle forventninger, da han på en knaldhård etape kom med feltet hjem, helt modsat alle de andre tunge sprintere. Og i dag var han der igen og det endda med et overskud, så han næsten kunne tage karrierens tredje WorldTour-sejr.

Derfor må de gøre ondt, at han akkurat ikke formåede at slå til. Bahrain har nemlig vist ham stor tillid ved at hente ham ind som spydspids i deres sprintersatsning, men de første uger er langt fra gået som håbet, hverken i Australien eller i Emiraterne. Derfor kunne en stor WorldTour-sejr i Catalonien have været den nødvendige bekræftelse på, at araberne har set rigtigt ved at vise ham så stor tillid. Den må han nu vente med at sikre sig til kommende opgaver, men heldigvis kan han tage hjem fra Spanien med bevidstheden om, at han aldrig har klatrer bedre, end han gør netop nu.

Lige så frustrerende var det for Ryan Gibbons, der ellers må have tanket megen selvtillid i gårsdagens spurt, hvor han vel var hurtigste mand. I hvert fald var det hans Dimension Data-tropper, der sammen med Bahrain-Merida kontrollerede etapen stenhårdt, men da arbejdet skulle færdiggøres, lykkedes det ligesom i går slet ikke sydafrikaneren at finde den rette position. Det må have været en frustrerende oplevelse for den ellers så lovende Gibbons, der i år har været en af årets positive oplevelser. I gamle dage var positionering nemlig en af hans spidskompetencer, men det har knebet i et 2019, hvor stort set alt andet ellers er gået hans vej. Kan han løse det problem, burde han imidlertid kunne udvikle sig til lidt af en specialist i løb som Baskerlandet, Catalonien og Romandiet, hvor hårdføre sprintere ofte har et væld af muligheder.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det er også det, folk som Patrick Bevin og Daryl Impey havde set frem til i denne uge, men de har måttet forbande Matthews’ sene tilmelding langt væk. Da først han stod på startlisten, så det nemlig umuligt ud for dem faktisk at vinde en etape. Australieren deler nemlig mange af deres karakteristika, men han er bare den tand hurtigere både i stigende og flade spurter. Det har da også været åbenlyst gennem hele løbet, hvor de to kombattanter fra Tour Down Under gang på gang er blevet sat til vægs, som de også blev det i dag.

Etapen gav også endelig en chance til Hugo Hofstetter. Franskmanden har i rollen som tredjesprinter på Cofidis specialiseret sig i mindre franske og belgiske løb, og med sin enorme stabilitet gav det ham sidste år den samlede sejr i den prestigefulde Coupe de France. Han har imidlertid kun kørt meget få løb på højeste niveau, og derfor valgte holdet at ofre chancen for at forsvare sidste års sejr i den franske løbsserie ved at sende ham til Catalonien for at udvikle den råstyrke, han mangler. Det har været nogle hårde dage, men i dag lykkedes det ham endelig at køre en spurt på højeste niveau. Den viste ganske vist, at hans hurtighed altså lader en del tilbage at ønske, men forhåbentlig er det en betydeligt stærkere Hofstetter, der kommer hjem fra Catalonien,

Hjem er Greipel allerede taget. Det var hans egen beslutning efter nogle hårde dage at rette fokus mod forårets helt store mål i Scheldeprijs og Paris-Roubaix, men man må alligevel undre sig en anelse over, at han ikke i det mindste tog denne dag med også. Allerede på forhånd stod det klart, at det var sprinternes allerbedste chance, og Greipel får næppe mange lignende muligheder for at vinde på WorldTouren i år. Med tanke på Arkeas mildt sagt uheldige sæsonstart havde en sejr i dag gjort underværker. Mod ikke det er med en vis fortrydelse, Greipel studerer resultatlisten og konstaterer, at etapen blev så let, at det næppe havde gjort den helt store forskel, om han også havde taget den med.

Ud over at Miguel Angel Lopez ved for anden dag i træk at spurte sig til en top 10 og dermed vise, at han intet overlader til tilfældighederne i forsøget på at hjemtage sin anden store etapeløbssejr på WorldTouren, var det ikke meget, man så til klassementsrytterne i dag. Fraværet af vind gjorde det nemlig til en stille og rolig affære, og dermed fik de to seneste etaper som forventet ingen indflydelse på det samlede udfald.

Det betyder imidlertid ingenlunde, at alt er godt for den lille colombianer. Det betyder nemlig blot, at der i den grad er blevet sat kræfter i banken til et sidste stort angreb på hans førertrøje, når det i morgen går løs på den klassiske Montjuic-rundstrækning i Barcelona. Her er der i hvert fald ingen tvivl om, at Adam Yates og Egan Bernal ikke vil lade noget være uforsøgt, når de skal forsøge som de første at udnytte den ikoniske Barcelona-stigning til at detronisere en førende rytter i det catalanske løb. De har i hvert fald fået hjælp af vejrguderne, der har besluttet at sende en syndflod til Nordøstspanien, og det vil kun bidrage til, at det måske alligevel kan gøre at presse Lopez, selvom alt taler for, at den velkørende Astana-rytter uden de store vanskeligheder vil kunne sikre sig sejren.

Det er imidlertid slet ikke sikkert, at det er dem, der kommer til at stjæle hovedrollerne. Den kuperede Montjuic-rundstrækning er nemlig som en hel lille ardennerklassiker, og dem er der jo en vis australier, der har ganske god smag for. Matthews har i hvert fald ikke lagt skjul på, at han satser på at lave et hattrick ved også at runde løbet af med en sejr. Og lykkes det, kan han rejse nordpå med en selvtillidskonto, der vel ikke har været så bugnende i ganske lang tid. Der er jo som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.