Volta a Catalunya-analyse: Britisk legestue på genfødslernes onsdag

Der var dengang, vi alle grinede lidt af de skøre briter. Det var dengang Dave Brailsford og British Cycling efter en suveræn banedominans besluttede sig for, at de nu ville erobre verdenstoppen på landevejen. Det var dengang, Brailsford sagde, at han i løbet af fem år ville vinde Tour de France med en britisk rytter med den nye ambitiøse Sky-satsning, og mens vi alle spejdede efter en britisk rytter, der var bare i nærheden af at være en seriøs Tour-trussel i en tid, hvor Alberto Contador var altdominerende, var det svært ikke at trække på smilebåndet. Nok var Bradley Wiggins blevet nr. 4 i Touren i 2009, men ligefrem vinde Touren? Den måtte de skøre briter længere ud på landet med.

Som bekendt var det Brailsford og British Cycling, der lo sidst og bedst. Da Sky kunne fejre deres niende år i feltet, havde de ikke bare vundet Touren med en britisk rytter. Nej, de havde gjorde det seks gange og endda med tre forskellige briter. Og ikke nok med det. De havde suverænt sat sig på verdensherredømmet som verdens i særklasse bedste etapeløbshold, der har vundet næsten af sportens ugelange løb og både Giroen og Vueltaen også.

Hvornår gik det op for os, at der var noget på vej? Et første hint kom vel, da Chris Froome og Wiggins begge gik på podiet i Vueltaen i 2011, men den helt store øjenåbner i forhold til potentialet kom i løbet af foråret 2012, hvo Wiggins med sejre i Paris-Nice, Tour de Romandie og Criterium du Dauphiné støvsugede foråret for ugelange løb, inden hanknuste af modstand i en Tour, hvor han og Froome sikrede sig de to øverste pladser på podiet.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det ultimative bevis på, at Sky var blevet en ny magtfaktor, kom i det års Dauphiné. Her vandt de nemlig ikke blot løbet med Wiggins. Nej, de var meget tæt på at rydde podiet, da Michael Rogers blev nr. 2, og Froome på 4. plads blot var 19 sekunder fra 3. pladsen, der tilhørte deres hovedmodstander i Touren, Cadel Evans. Faktisk var dominansen så total, at Porte også endte som nr. 9, og man sad næsten med fornemmelsen af, at de fire kunne have besat de første fire pladser, hvis de ville.

Siden dengang har vi været vant til at Sky har domineret det hele, og de har som bekendt også haft to mand på Tour-podiet i 2018 og 2019 og var blot ét sekund fra at gøre det samme i 2017. Men som jeg også filosoferede over i gårsdagens analyse, har vi i løbet af det sidste halvandet års tid oplevet et magtskifte, hvor briterne er blevet et outsiderhold, mens vi alle taler om de slovenske giganter Primoz Roglic og Tadej Pogacar.

Men måske er det alligevel for tidligt at afskrive Brailsfords tropper. Efter gigantnedturene i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, hvor den storstilede oprustning hen over vinterpausen mildt sagt endte som en ordentlig fuser, er det nemlig svært ikke at føle sig hensat til Dauphiné i 2012 lige nu. Det var dengang Wiggins, Rogers, Froome og Porte med udgangspunkt i deres gode enkeltstarter og solide jerngreb på bjergetaperne totalt lagde et verdensklassefelt ned med en magtdemonstration, jeg ikke mindes at have set lignende siden dengang.

Nu ser det imidlertid ud til at kunne gentage sig. Efter dagens første slag i bjergene har Ineos nemlig lagt Volta a Catalunya i det grusomme jerngreb, man fornemmede kunne være under opsejling, da tre af deres fire kaptajner i går alle gik i top 10 på enkeltstarten på præcis samme måde som Wiggins, Rogers og Froome alle var gået i top 10 på Dauphiné-enkeltstarten for ni år siden. Da røgen havde lagt sig efter dagens opgør på Vallter 2000, står holdet nemlig nu med præcis den 1., 2. og 4. plads, der endte med at blive udkommet af det franske etapeløb, der signalerede Wiggins’ snarlige overtagelse af Tour-tronen.

Der var på mange måder lidt britisk legestue over det, da Ineos skulle forsøge at følge op på den flotte enkeltstart, da et samlet felt efter en hurtig medvindstur havde forladt den catalanske kyst og var nået Pyrenæerne, hvor der ventede den samme 11 km lange klatretur på til Vallter 2000, som for to år siden var blevet erobret af Adam Yates, der i dag kører i Ineos-trøjen, men dengang snød netop det britiske hold og deres forhåndsfavorit, Egan Bernal, for sejren. Det britiske holds trøjer var nemlig her, der og alle vegne i en finale, der blev et Ineos-show som i gamle dage.

Intentionen blev allerede gjort klar på rejsen frem mod bjergene, hvor Luke Rowe sørgede for, at det tidlige udbrud aldrig blev en trussel mod etapesejren. Næste trin i raketten kom for foden af bjerget, hvor Rohan Dennis og Jonathan Castroviejo blev sendt til fronten for at lægge det pres, der skulle gøre det muligt for en af de fire kaptajner at knuse al modstand. Da Movistar, som på hjemmebanen desperat skal vise sig frem, men som med tre i optakten relativt formsvage kaptajner mest af alt lignede en birolleindehaver, helt forventeligt forsøgte at åbne tidligt med et Alejandro Valverde-fremstød, der på det tidspunkt mest lignede et lille forsøg på at blive set, sendte man hurtigt Richard Carapaz efter. Den tidligere Giro-konge havde nemlig allerede indikeret, at hans form kunne være bedre, og derfor var det kun naturligt, at de med ham i offensiven kunne tvinge Deceuninck til at jagte i et forsøg på at bevare Joao Almeidas føring.

Carapaz viste sig helt forventeligt endnu ikke at være formstærk nok til at gøre arbejdet færdigt, men han beredte vejen for den rytter, som på forhånd havde vist sig frem som manden, der skulle slås. Efter at han havde fået Pogacar til at ligne en hængt kat i Emiraterne og kørt sit livs enkeltstart i går, ventede alle formentlig bare på, at Yates, der siden 2019 har været en af verdens allerbedste i ugelange løb, ville komme med sit slangehug. Og han ventede tålmodigt længe nok til, at Almeida havde fået slidt sine hjælpere James Knox og Fausto Masnada, der har fundet en imponerende form til dette løb, så langt ned, at en sårbar Almeida var helt alene og uden chance, da først briten huggede til.

Derefter var man aldrig for alvor i tvivl om udkommet. Ganske vist viste Sepp Kuss sig præcis lige så stærk som forventet i sin første chance som klassementsrytter i et stort europæiske etapeløb, og ganske vist viste Valverdes angreb sig at være alt andet end et tv-udbrud, men mens de to følgesvende havde nok at gøre med at holde fast i Yates’ baghjul, satte den lille brite på egen hånd et tempo, der bagude knækkede den heroisk kæmpende Almeida, inden han med tilsyneladende lethed neutraliserede et angreb fra Kuss, der vist i sin iver kom til at overvurdere egen styrke, for siden at levere en magtdemonstration, der var af en helt anden kaliber, end da han for to år siden vandt samme etape som vedhæng til Bernal og Nairo Quintana, der som de stærkeste havde ødelagt løbet for hinanden.

Yates cementerede altså sin status om en nutidig stjerne i ugelange løb, men han var bestemt ikke alene. Nok sejlede formsvage Carapaz baglæns efter sit flotte tidlige arbejde, men bagude sad Thomas og Porte så limet til Almeidas baghjul, at man helt blev bange for, om det ekstra læs kunne føre til en uheldig baghjulspunktering, inden de nåede toppen. Loyalt ventede de to stjerner på, at deres holdkammerat færdiggjorde arbejdet, inden Thomas til slut kom med en af de vilde sidstekilometersforceringer, han mestrer som meget få, og som han særligt stillede til skue i Dauphiné og Touren i 2018 og med en 4. plads viste, at hans stille formopbygning nu har ført ham så langt, at han kan have kurs mod podiet ved siden af Yates og Porte. Sidstnævnte var derimod ikke helt så brillant, som man kunne have håbet, men hvis man husker på, hvor pensionsmoden han så ud i 2019 og første del af 2020, er det stadig lidt af en renæssance, at den lille australier har kurs mod en andenplads i løbet, han dominerede dengang, han var verdens bedste i ugelange løb.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Hvor Ineos-dominansen lå i kortene allerede i går, var det til gengæld helt uventet, hvem der leverede den største modstand. Den anden overskrift på etapen blev nemlig, at der var tale om genfødslernes onsdag, da både Esteban Chaves og Valverde, som begge har haft kurs den helt forkerte vej i de senere år, pludselig rejste sig og leverede præstationer, de færreste havde ventet.

Chaves’ ridt kom dog nu ikke helt ud af det blå. Fulgte man med i Vuelta a Burgos og Vuelta a Espana sidste år, vil man nemlig vide, at den lille colombianer stadig har et skræmmende højt topniveau. Det er restitutionen, der halter, for nu om dage falder han altid helt sammen efter en uges tid. Men netop derfor lå det i kortene, at Chaves sagtens kunne gøre det godt i netop dette løb, der meget vel kan være afgjort efter bare 4 etaper, hvis han havde fundet formen til sin sæsondebut.

Og det har han i den grad - endda i et omfang så man må overveje, om han kunne have truet Yates, hvis han havde troet lidt mere på sig selv og ikke tøvet så længe. Desværre for ham har hans seneste års nedtur reduceret ham til den hjælperrolle, han så fint udførte for Dion Smith i mandags, men da det stod klart, at Simon Yates trods den kortvarige opblomstring på kongeetapen i Tirreno stadig er noget fra sit bedste niveau, og at en stadig velkørende Lucas Hamilton trods alt endnu ikke kan vinde i dette selskab, var det desværre for sent for Chaves at nå op til det britiske tog, der allerede havde forladt perronen.

Nej, Chaves’ topniveau var velkendt. Det var Valverdes til gengæld slet ikke. Jeg har tit tænkt, at Il Lombardia i 2019 må stå indprentet i veteranens erindring som det sidste store løb, hvor han kunne køre med om sejren i direkte kamp mod verdenseliten efter et 2020, hvor alderen langt om længe syntes at have indhentet ham. Hans sæsonstart bidrog kun til at underbygge den fornemmelse, men som jeg af bitter erfaring har måttet indse utallige gange, er der ét menneske, hvis nekrolog man aldrig må skrive.

I dag var Valverde nemlig igen tæt på at være den rytter, der var ligemand med Primoz Roglic, Bernal og Michael Woods i et taktisk Lombardiet for halvandet år siden, og havde han ikke været oppe mod den overmenneskelige Yates, der akkurat fik hægtet ham af, er det meget tænkeligt, at onsdag d. 24. marts kunne være blevet dagen, hvor halvandet års sejrstørke blev brudt. Det blev den desværre ikke, men efter i dag skal vi pludselig igen regne det som sandsynligt, at veteranen atter kan vinde WorldTour-løb og måske også blive i hvert fald en aktør i Ardennerne og ved det OL, han drømmer så sødt om, når han skal finde motivationen til at holde liv i den snart 41 år gamle krop. Og da også Enric Mas endelig fandt lidt form, endte det hele jo alligevel som en god dag for det ellers hensygnende spanske hjemmebanehold.

Andre præstationer var mere forventelige. Hugh Carthy havde allerede tidligt vist, at han er i form fra start og klar til at bygge videre på de fine takter fra Vueltaen, og hans fine ridt kom derfor ikke som en overraskelse. Det gjorde det heller ikke med Kuss, der desværre betalte prisen for sit ambitiøse forsøg på at matche Yates, og desværre var det heller ikke uventet, at Steven Kruijswijk igen manglede så meget i bjergene, at man ikke kan lade være med at blive lidt bekymret for en halvgammel hollænder, der ikke har haft sit topniveau i nu snart to år, eller at George Bennett følger planen om ikke at toppe for tidligt. Det kan heller ikke komme som et stort chok, at Brandon McNulty og Lennard Kämna stadig mangler lidt for at kunne matche de bedste, at Nairo Quintana, der stadig er på vej tilbage efter sin skade, er god, men ikke har samme uhyggelige forårsniveau, som han plejer, og at den heroisk kæmpende Almeida er en konge til at begrænse sine tab mod Ineos, når han har en førertrøje at forsvare mod en offensiv fra briterne, præcis som han så flot gjorde det længe i sidste års Giro.

Andre overraskede mere positivt. Det gælder for Michael Woods, der fik ødelagt sit sublime momentum af en dum bronkitis, men som slet ikke har tabt så megen form endda og dermed stadig ligner en uhyre spændende faktor i Ardennerne. Det var også opløftende at se Giulio Ciccone rejse sig efter en tid, hvor formen har været i tilbagegang, og at se Wilco Keldermans fine form så tidligt efter, at han blev pløjet ned af en bil ved Garda-søen. Den ustabile klatrer Matteo Badilatti viste også, at potentialet ville være stort, hvis han havde bare skyggen af konsistens, og præcis det samme gælder for Harm Vanhoucke, der nok engang viste, at han på sine gode dage er et uhyre lovende klatretalent, hvis langsigtede muligheder dog stadig lider under, at stabilitet og restitution lige nu ikke synes at være spidskompetencen. Heldigvis er den slags ofte noget, der kommer med alderen, som også må være håbet for den i februar så flyvende Clement Champoussin, der for anden dag i træk fik sig en gigantisk lussing.

Den manglende stabilitet var også tidligere varemærket for Adam Yates, men sådan er det ikke længere. For to år siden var briten her, der og alle vegne i et forår, hvor han med lidt held kunne have vundet Tirreno, Catalonien og Baskerlandet på en god måneds tid, og som sidste år ydmygede Pogacar i UAE Tour. Det nye er bare, at det sker i Ineos-trøjen, der sjældent gør nogen dårligere, og som vi måske alligevel skal vænne os til at holde lidt ekstra øje med igen.

Sidst briterne endte som nr. 1, 2 og 4 i et stort etapeløb indvarslede det i hvert fald en gylden tidsalder og en snarlig Tour-sejr, og Brailsford håber utvivlsomt på en gentagelse. Og tænk, hvis Thomas i morgen får skubbet Almeida ned fra 3. pladsen, så briterne rydder det podium, de akkurat ikke fik lagt fuldt beslag på i Dauphiné for ni år siden. Så tør man slet ikke tænke på, hvad der kan vente senere…