Volta a Catalunya-analyse: Da Giro-forventningerne fik et nøk opad

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

For et lille års tid siden kunne Joao Almeida ikke lade være med at lufte sin frustration offentligt. Portugiseren havde tilsyneladende ikke helt forstået sin plads på Quick-Step-holdet, da han stillede til start i Giro d’Italia med ambitioner om at forbedre sin 4. plads fra den vilde debut i 2020. Nok var den offentlige melding, at han og Remco Evenepoel begge ville have kaptajnstatus, men det krævede ikke megen indsigt i Evenepoels status på holdet at vide, at der naturligvis var en klar nr. 1. Selvom belgieren selv var forsigtig med at melde ambitionerne offentligt ud, kunne det ikke undgå at sive ud fra diverse holdkammerater, at vidunderbarnet trods en mildt sagt tvivlsom forberedelse reelt troede på, at han kunne køre med o sejren i sin grand tour-debut.

Sådan så det også ud, da Evenepoel efter den første uge var nr. 2 i klassementet og endda lignede en mand i klar fremgang, men som bekendt gik det slet ikke sådan. På grusvejsetapen begyndte det lovende billede at krakelere, og siden gik det kun den forkerte vej for rytteren, der ellers ikke havde mødt megen sportslig modgang i den første del af sin karriere, indtil han endte med at styrte ud af løbet. Til Almeidas store frustration blev han ofret for sin kaptajn, da krisen indtraf på gruset, og det var her, at frustrationerne ikke kunne skjules, da portugiseren senere blev bedt kommentere på sin rolle som hjælper.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Naturligvis var frustrationen let at forstå, men det var også svært at bebrejde Quick-Steps beslutning. Én ting var, at Evenepoel i forvejen havde en større stjerne hos holdledelsen. Noget andet var, at Almeida, der har haft flere problemer i dårligt vejr, selv havde smidt et hav af minutter på en dårlig dag ved det første møde med bjergene. Var det ikke sket, havde portugiseren formentlig nok kunnet søge sin egen chance, men da Evenepoel mødte muren, lignede han fortsat holdets eneste reelle bud på et absolut topresultat. Og hos Quick-Step kører man ikke for at nå den yderligere top 10, som på det tidspunkt så ud til at være inden for Almeidas rækkevidde.

Det var nemlig svært at tro, at Almeida kunne vende løbet på hovedet i den sidste uge. Både gennem hele foråret og sin første Giro havde han haft åbenlyse mangler i bjergene, hvor det altid handlede om at begrænse tabet med den ukuelige fight og enkeltstartsagtige tilgang til bjergene, som allerede var blevet hans kendetegn. På det tidspunkt var der i hvert fald adskillige ryttere i feltet, der havde klatret bedre end ham - herunder kaptajn Evenepoel.

Men i den sidste uge skete der et eller andet. Pludselig var Almeida som forvandlet, da han endte som nr. 2 på to meget svære bjergetaper i den sidste uge - i det ene tilfælde endda som den bedste blandt klassementsrytterne. Da alle forhåndsfavoritterne samtidig skuffede over en bred kam, endte portugiseren pludselig med at avancere til 6. pladsen - et resultat, der kunne være vekslet til endnu en 4. plads, hvis ikke han frivilligt havde smidt små to minutter på gruset.

I momentet var 6. pladsen en skuffelse, men i virkeligheden havde Almeida al mulig grund til at forlade løbet som en lykkelig mand. Fra det øjeblik stod det nemlig klart, at han havde kurs mod at blive den perfekte grand tour-rytter. Hans tempoevner har, siden de dukkede op ud af det blå under Giroen i 2020, været eminente længe, han viste allerede i 2020, at han havde en imponerende evne til at blive bedre i den sidste uge af en grand tour - en evne, han altså bekræftede i 2021 - og nu lignede han pludselig også en mand, der kunne blande sig med de bedste i bjergene. Da han foldede sig ud med de bedste i efterårsklassikerne i Italien, så det ud til, at de ”nye” klatreevner ikke bare var et engangstilfælde, men at Almeida fremover også skal tages seriøst i bjergene.

Derfor har han også længe lignet en af favoritterne til årets Giro, hvor han efter skiftet til UAE ikke længere skal diskutere med belgiske vidunderbørn, om han må være kaptajn eller ej. Alligevel kunne man måske blive lidt urolig i sæsonstarten, for selvom han nok engang viste sin imponerende evne til at blive bedre dag for dag i både UAE Tour og Paris-Nice og derfor levere nogle fine kongeetaper, var det også tydeligt, at han ikke helt havde det niveau, han havde haft i sidste års Giro.

Den bekymring blev imidlertid med ét fjernet, da han i dag tog sin første sejr i UAE-trøjen på den med spænding imødesete kongeetape i Catalonien. Det kan godt være, at sejren blev taget med det alleryderste af neglene i en næsten urimeligt tæt spurt mod Nairo Quintana og Sergio Higuita, men det var ingenlunde udtryk for, at der var stor jævnbyrdighed. Tværtimod er det sjældent at se en så overlegen rytter på en bjergetape, når vedkommende ikke kører rundt med slovensk pas.

Almeida var nemlig i sin egen liga. Inden tv-billederne kom på, var han involveret i et styrt, der grundet en vanvittig start på etapen, hvor det tog en evighed at få etableret et i sidste ende fabelagtigt udbrud, kostede ham en evighedsjagt, inden han endelig kom tilbage, da roen sænkede. Den slags burde næsten have elimineret ham på forhånd, men det gjorde den ingenlunde.

Sådan kunne det ellers godt se ud, da han pludselig satte sig frem for at føre, da den bløde stigning mod slutningen igen blev en anelse stejl, og Ineos efter et stort føringsarbejde åbnede ballet med det første angreb fra Richard Carapaz, der var blevet sat smukt i scene af først en imponerende Jonathan Castroviejo og siden af Carlos Rodriguez. Da ecuadorianeren fik selskab af Sergio Higuita, satte Almeida sig nemlig frem for at føre, og det kunne på det tidspunkt ikke læses som andet end en ren hjælperrolle for den i går så imponerende Juan Ayuso. Det lignede i hvert fald det rene selvmord for portugiseren med mere end 3 km til mål med relativt bløde procenter i modvind at lege trækdyr for alle andre.

Kort efter begyndte Ayuso imidlertid at lide, og pludselig stod det klart, at Almeida bare var i gang med at gøre, som han plejer, nemlig at køre enhver stigning som en enkeltstart. Tidligere har det bare altid været for at begrænse tabet, men siden sidste års Giro har Almeida været så flyvende, at han nu slet og ret kan køre folk ud af hjulet med sit malende tempo. Selvom de havde glæde af herlig læ i modvinden på de bløde procenter, faldt de i hvert fald som fluer bag ham, indtil kun Carapaz og Higuita, der var blevet samlet op undervejs, samt Nairo Quintana fortsat kunne følge med. Og da de to colombianere senere kørte væk, fortsatte Almeida bare sit malende tempo, indtil han til slut sagde farvel til Carapaz og slog de to colombianere i en uhyre tæt spurt. Den beskedne sejrsmargin gjorde i hvert fald ikke Almeida spor retfærdighed, for man skulle mene, at et par vævre colombianere nok kunne køre fra en mand, der havde ligget i vinden gennem hele finalen. Det kunne de bare ikke på en dag, hvor én rytter var meget bedre end alle andre.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Magtdemonstrationen var nok til en etapesejr, men spørgsmålet er, om det også er nok til den samlede sejr. Dagens klassement viser nemlig, at det er en god i et etapeløb uden enkeltstart altid at holde sig til i massespurter, særligt da når bjergetaperne er relativt bløde, og risikoen for en tæt afgørelse derfor er stor. Almeida er nemlig kun sat til vægs af Quintana på placeringspoint, og da de begge nok i morgendagens mulige massespurt vil vide at spurte hele vejen til stregen, bliver det umuligt for portugisere at indhente de 67 point, han lige nu halter efter sin rival. Skal han vende klassementet på hovedet, skal han enten gøre kål på Quintana i sidevinden fredag, forsøge at sætte ham på Barcelonas bakker på søndag, hvilket historisk set har vist sig næsten umuligt, eller jagte bonussekunder.

Heldigvis for ham ser sidstnævnte strategi lovende ud. Almeida er i hvert fald betydeligt hurtigere end Quintana i en flad spurt, og der burde være muligheder undervejs, både i de indlagte og i Barcelona på søndag, hvor løbets vel nok stærkeste hold burde kunne forhindre den udbrudssejr, som ellers er det hyppigste udkomme af den klassiske finaleetape. Om projektet lykkes, vil tiden vise, men selvom Almeida begik en gedigen brøler de første to dage, står han i kraft af sin hurtighed vel fortsat med de bedste kort på hånden.

Quintana kunne ellers godt have fortjent at holde fast i førertrøjen. I dag bekræftede han nemlig, at hans lille renæssance i dette forår er fortsat, og nu har han pludselig sin første store etapeløbssejr siden 2017 inden for rækkevidde. Selvom det ikke er uset at se ham blande sig med de bedste i foråret - det har han faktisk gjort næsten hvert eneste år - var det nok alligevel de færreste, der havde troet, at der fortsat kunne være så stor en potentiel WorldTour-sejr i hans efterhånden halvgamle ben. Nu kan han bare ærgre sig over, at det lige netop var hurtige Almeida, der endte som hans værste rival.

De skal dog også begge passe på, at de ikke bliver snydt. Higuita er mindst lige så hurtig som Almeida, og selvom han skal finde seks bonussekunder, er de bestemt inden for rækkevidde, hvis vi får en spurt i Barcelona på søndag. At han fortsat er i spil til sejren, er for mig at se den største overraskelse i dag, for selvom han åbenlyst har nået et helt nyt niveau efter skiftet til Bora, er det første gang, at han har været i nærheden af at køre med de bedste i de høje bjerge. Nu kan han bare ærgre sig over, at han slet ikke fik læst den kringlede finale rigtigt, og at han måske missede etapesejr og samlet triumf på en dårlig placering i det sene sving.

Heldigvis har han tiden for sig, når han i dag fik bevist, at vi fremover måske også skal regne med ham i de høje bjerge. Det er mere, end der kan siges om Quintana, der må føle sig som en halvgammel mand, når han kaster et blik på klassementet. Løbet, der ellers plejer at være domineret af sportens største stjerner, har nemlig udviklet sig til en fabelagtig opvisning for sportens mest spændende klatretalenter.

Higuita og Almeida er nemlig blot to af de unge navne. De to dominerende U23-ryttere fra sidste sæson, Juan Ayuso og Tobias Johannessen, satte nemlig i dag en fed streg under deres enorme potentiale med suveræne præstationer i deres første virkelige bjergtest på dette niveau. Det samme gjorde den tredje af sidste sæsons bedste U23-etapeløbsryttere, Carlos Rodriguez, der bekræftede den enorme fremgang, vi har set siden sæsonstarten, med en forrygende klatrepræstation, der kunne have givet endnu bedre afkast, hvis ikke det var ham, der skulle sætte Carapaz’ angreb i scene. Dertil kan så tilføjes dagens vel nok største sensation, norske Torstein Træen, der er en smule ældre, men til gengæld aldrig tidligere har klatret på et niveau, som skulle tilsige, at han ville være kandidat til en samlet top 10 i dette løb. Men det stadig mere imponerende Uno-X kan tilsyneladende forvandle alt til guld.

Det kan Bahrain også i disse tider, hvor det arabiske hold vinder i tide og utide. Det gjorde de ikke i dag, men de fik nok engang bevist, at de har sparket liv i Wout Poels’ gamle ben på et tidspunkt, hvor han lignede en færdig mand. På samme måde beviste Jai Hindley igen, at han stille og roligt er på vej til et stærkt comeback efter sidste sæsons katastrofe.

Nogen katastrofe var sidste sæson bestemt ikke for Ben O’Connor, men det var det desværre i dag. Australieren var ellers skræmmende i modvinden i går, og han lignede en mand, der kunne tabe løbet på sit svage hold, men ikke på dårlige ben, når vi endda ramte en etape, der passede ham meget bedre. I dag måtte han imidlertid sande, at han fortsat har sine begrænsninger - eller måske snarere, at han har en pris at betale, når han graver dybt, som han også gjorde det, da han under Touren havde en reel offday kort efter at have leveret et vanvittigt soloridt i Alperne. Nu missede han desværre chancen for at tage sin første store etapeløbssejr, men i det mindste kan han kun bebrejde sig selv. I går var det ellers nok holdkortet, han skulle skele mest bekymret til.

I det mindste var han stadig med fremme. Det er mere, end man kan sige om de to forhåndsfavoritter Alejandro Valverde og Michael Woods, der bekræftede deres overraskende lave niveau fra i går. Mere overraskende var det at se Giulio Ciccone være så langt fra fronten, særligt da holdet igen ofrede Mattias Skjelmose på et tidspunkt, hvor han må have meldt om gode ben. Lige nu er der lang vej til den form, han havde i den Giro, hvor han sådan imponerede for et år siden, og man begynder efterhånden at blive en smule bekymret - på samme måde, som man må være det hos Esteban Chaves, Steven Kruijswijk og Sam Oomen, der fortsat er langt fra fordums styrke, selvom sidstnævnte synes at have forbedret sig siden sidste år.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Chaves skal ligesom Ciccone i hvert fald forbedre sig markant, hvis han skal være konkurrencedygtig i Giroen, og der er i hvert fald noget at indhente i forhold til Almeida. Til gengæld synes alt på sporet for manden, der sjældent er i form, før den første grand tour nærmer sig. I dag viste Carapaz for første gang den klasse, der gør ham til dette løbs på papiret klart bedste klatrer, og selvom manglerne fortsat er synlige, tyder alt på, at den store Giro-favorit har kurs mod at formtoppe til sit store mål endnu engang.

På den baggrund er der absolut ingen grund til at ændre på vurderingen af, at Carapaz fortsat er manden, der skal slås til maj, men han må alligevel gå til køjs med en smule koldsved. Hvor han hidtil nok har kunnet tro på, at Almeida ville blive et mindre problem i bjergene, er det ikke længere indlysende, at Carapaz nødvendigvis vil være bedst, når det for alvor går løs til maj. Det var i hvert fald en gedigen portugisisk magtdemonstration, der i dag blev leveret i Pyrenæerne - og pludselig blev forventningerne til årets Giro skruet gevaldigt i vejret!

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris