Volta a Catalunya-analyse: Da Roglic mistede sit våben

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG E3 SAXO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Lige siden Primoz Roglic i december gav alverdens cykelfans en julegave og med sin tilmelding til årets Giro iscenesatte en duel, der med Remco Evenepoel som modstander sagtens kan matche den med spænding imødesete duel mellem Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard under Touren, har spekulationerne været i gang. Meningerne om, hvem af de to der er favorit, har været delte, og det har været bredt diskuteret, hvem der besidder hvilke våben i deres arsenal.

Der er relativt bred konsensus om, at Evenepoel i hvert fald har de to fladere enkeltstarter som sin fordel, når han sidste år knuste Roglic på en tilsvarende tonserrute i Vueltaen. Til gengæld kan holdbarheden måske regnes som et våben for sloveneren, der sjældent taber niveau i løbet af tre uger. Evenepoel derimod har stadig til gode at bevise, at han også kan køre stærkt i en tredje uge, der er helt anderledes svær end Vueltaens meget lette afslutning sidste år, og med tanke på de problemer, han tidligere har haft på det område, er det i hvert fald en kilde til bekymring. Hvem der er stærkest i bjergene, er der næppe nogen, der ved, for vi har stadig til gode at se en udmåling mellem de to på et tidspunkt, hvor Roglic ikke har været sat tilbage af dårlig forberedelse, og her er alle ideer og tanker i vidt omgang udtryk for spekulation.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Én ting har dog været helt sikkert. Hvis der er ét våben, Roglic altid har kunnet falde tilbage på, er det hans spurt. Som jeg allerede skrev i går, var det i går et særsyn at se sloveneren blive slået i en stigende spurt af Giulio Ciccone, for den slags er næsten uset. Vi så det med Dan Martin i Vueltaen i 2020 og med Tadej Pogacar på en baskisk mur i 2021, og derudover kan man vel også indregne 2. pladsen bag Julian Alaphilippe i Fleche Wallonne i 2021, men derudover har man kunnet regne med, at en stigende spurt med Roglic som deltager altid ville falde ud til slovensk fordel.

Særligt i kamp mod Evenepoel burde det jo være en given ting. Hvis der var noget, belgieren ikke besad, da han bragede ind på den professionelle scene, var det nemlig eksplosivitet, punch og spurtstyrke. Det kan man jo egentlig ikke fortænke ham i. Han begyndte først at køre cykelløb i en sen alder, og med det samme var han så suveræn, at han tilbragte stort set alle juniorløb med at køre lige så alene, som han gjorde på sine enkeltstarter. Spurter var derfor sjældent noget, han havde brug for, og det var derfor ikke en evne, han fik trænet.

Den dominans kostede på andre områder. Når vi så sent som i mandags kunne konstatere, at han stadig har problemer i positionskampen, kan det meget vel hænge sammen med, at det først var ved den professionelle debut i 2019, at han for alvor fik brug for at slås for sin position. Det er en evne, det som regel tager sin tid at lære, og mandagens etape viste, at det fortsat er en af hans få svagheder - akkurat som det længe har været en udbredt opfattelse, at hans sene ankomst til sporten har betydet, at han har haft væsentlige tekniske mangler.

Desværre må Roglic sande, at han meget vel kan risikere, at hans våben vil være ladet med løst krudt, når han trækker det under Giroen til maj. Denne uges Volta a Catalunya skulle ellers gerne have været en Giro-generalprøve, der ville styrke hans selvtillid inden det store sæsonmål, men mens det stadig er uklart, hvem der vil vinde løbet i Barcelona på søndag, er én ting i hvert fald givet. Roglic kan ikke længere regne med, at spurten er det våben, det plejede at være.

Allerede sidste år så vi, at Evenepoels målrettede arbejde på at forbedre sit punch og sin eksplosivitet bar frugt. Det kom særligt til udtryk i Tour of Norway, hvor han vandt en puncheurspurt foran Tobias Johannessen, der jo ellers er kendt som netop en god puncheur. Senere i samme løb gjorde han noget endnu mere utroligt, da han vandt en flad spurt foran selvsamme Johannessen, og pludselig stod det klat, at vi ikke længere skulle regne ham som den langsomme afslutter, han var engang.

Én ting er dog Johannessen. Noget andet er Roglic, der har bevæget sig helt oppe i stratosfæren, når vi taler om puncheureliten, og som altså har været praktisk talt umulig at slå i eksplosive afslutninger. Nok har Evenepoel forbedret sig, men at slå Roglic i stigende spurter er så udsøgt en kunst, at det trods alt burde ligge uden for hans repertoire. Det regnede han da også selv med, for da han stillede til start på 1. etape i mandags, var det alene med den intention at komme sikkert igennem en dag, hvor Roglic til gengæld med sit stærke holdarbejde tydeligt indikerede, at han kom for at vinde.

Det gjorde han som bekendt også, men den mandag eftermiddag fik man det første glimt af, at Roglics stærkeste våben måske er helt afmonteret. Det var i hvert fald Evenepoel, der lignede klart hurtigste mand, og havde han også fået løst den positioneringsudfordring, der stadig martrer ham, kunne han meget vel have taget et højst overraskende sejr på en etape, han blot skulle overstå. I det øjeblik stod det klart, at det slet ikke var så givet, at Roglic også ville vinde dagens bjergetape til La Molina, der jo ellers med sine bløde procenter er kendt for at være en sand lækkerbisken for ryttere med speciale i at spurte på en bakke.

Én ting var dog mandagens antydning. Noget andet var at få det omsat til virkelighed, men vi havde end ikke fået tv-billeder fra den med spænding imødesete etape, inden det stod klart, at Evenepoels gode spurt i mandags havde givet ham så meget tro på sig selv, at han var klar til at forsøge at slå Roglic på det, der kun kunne kaldes en Roglic-etape. Straks de ramte dagens sværeste stigning, blev Soudal-holdet nemlig sendt til fronten for at skabe det hårde løb, der trods alt måtte være forudsætningen, hvis missionen om at slå en så eksplosiv rytter skulle lykkes.

Den strategi lykkedes i den grad. Det lignede nemlig en umulighed at undgå en spurt i en større gruppe, da Evenepoel slet ikke udnyttede målstigningens stejle nedre del til at komme med et af sine velkendte angreb. I stedet lod han blot Jan Hirt og Ilan Van Wilder slide feltet ned, men da de nåede over den stejle i en store gruppe med mere end 20 mand, lå det i kortene, at det måtte ende i en spurt blandt mange mand. Historien taler nemlig sit klare sprog: kommer man over den stejle del på vej op mod La Molina uden at have gjort forskelle, ender det i en spurt - og da særligt når der som i dag var en pæn modvind.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Den logik holder imidlertid kun, når man fraregner den indvirkning, fænomener kan have på netop logik. Evenepoel gjorde sig nemlig med ét til en endnu større favorit til den samlede sejr, da han med et effektivt angreb gjorde det umulige, nemlig kørte alle andre end Roglic ud af hjulet. Under de given omstændigheder var det så overlegen en magtdemonstration, at det i hvert fald ikke efterlod tvivl om, at han og måske Roglic befandt sig i en selvstændig liga.

Problemet var bare, at Roglic ikke viste skyggen af svaghedstegn, da han sad limet til Evenepoels hjul, og da belgieren tilsyneladende ikke havde lært af det, der i går lignede en fejl, og fortsatte sin klassiske strategi med at forsøge at slide rivalerne ned fra spids, lignede det en foræring til en mand, der aldrig taber den slags spurter. Det gjorde det imidlertid kun, indtil de ramte det sidste og afgørende sving, hvor Evenepoel med en kraftig forcering med ét hev Roglics sikre våben direkte ud af hånden på ham.

Den må i hvert fald have gjort ondt på sloveneren. Allerede sidste år stod det klart, at han ikke længere kan regne med at være den stærkeste i bjergene, og nu kan han minsandten heller ikke regne med sin spurt. Faktisk lykkedes det Evenepoel på én gang at fjerne to af sine svagheder, for ved at slå hullet igennem selve svinget fik han også effektivt bevist, at den tid, hvor han skulle betragtes som teknisk analfabet, for længst er ovre. Faktisk fik han ganske effektivt bevist, at han mere og mere fremstår som den komplette rytter.

Mere urovækkende er det dog, at sejren måske slet ikke skyldtes eksplosivitet. Måske skyldtes det slet og ret, at Roglic bare var slidt ned, at Evenepoels dræbende tempo. I hvert fald virkede han mærkeligt passiv og opgivende i finalen, hvor han endda forærede sin værste rival to gratis sekunder, der var så tæt på at koste ham førertrøjen, som man overhovedet kunne være. Hvis han vitterligt var så presset, som man fornemmede, var det et gigantisk slag i forhold til drømmen om at stå med trofæet i Barcelona på søndag. Hvis Evenepoel kan slide ham ned på en blød modvindsstigning, hvordan skal det så ikke gå på den stejle satan Lo Port på fredag?

Heldigvis er det ikke i første omgang alarmerende i forhold til Giroen. Vi vidste jo godt, at Evenepoel havde haft en bedre forberedelse end Roglic, der måske nok vandt Tirreno, men slet ikke lignede den rytter, han pleje at være. Tværtimod vil det være langt mere bekymrende, hvis det er Roglic, der på fredag giver Evenepoel bank, for man må trods alt antage, at det er Roglic, der har mest plads til forbedring frem mod Giro-starten.

Det står i hvert fald klart, at dennes uges generalprøve og med nogen sandsynlighed også Giroen ender med den duel, alle har ventet. I hvert fald kørte de to hovedaktører alle rivalerne midt over. Nok er Giulio Ciccone genrejst, og nok kunne han på imponerende vis følge dem til dørs i går, men i dag måtte han sande, at han trods alt befinder sig i en liga eller to under de to giganter. Det havde trods alt også været mærkeligt, hvis han pludselig var deres ligemand, men det er alligevel en streg i regningen, at forskellen er så stor, at de kunne gøre forskellen selv på en modvindsstigning som denne.

Måske er det mere bekymrende for Joao Almeida. Modsat Ciccone drømmer portugiseren nok i sit stille sind om faktisk at køre med om Giro-sejren, og efter hans flotte kørsel i går, hvor han var ramt af ufatteligt uheld, kunne man have ventet, at han ville være ganske tæt på de to bedste. Også han måtte imidlertid sande, at afstanden er så stor, at end ikke denne lette stigning gjorde det muligt at følge med. Det lykkedes heller ikke for Mikel Landa, der er det direkte bevis på, at Roglic har forbedret sig markant siden Tirreno. I det italienske løb var baskeren nemlig åbenlyst bedre på stigningerne, men det er han bestemt ikke i dette løb.

Nej, de kører alle sammen om den tredjeplads, der allerede inden løbet lignede det højest opnåelige, men hvem der får den, blev vi ikke meget klogere på. Som sædvanlig var La Molina nemlig for let til at adskille favoritterne, og alle de ryttere, der virkede stærkest i går, kom da også med de bedste hjem. Det gjaldt for Ciccone, Almeida, Landa, Jai Hindley, Michael Woods, Esteban Chaves og den stadig mere lovende Cian Uijtdebroeks. Det gjaldt til gengæld ikke for Marc Soler, der spildte sine kræfter på et hovedløst angreb å en dag, hvor UAEs taktik igen virkede hovedløs. Nok ofrede de Adam Yates, der er ude af klassementet, men hvorfor Soler, der aldrig har en chance for at vinde løbet, skulle i offensiven i stedet for at hjælpe Almeida med at begrænse tabet, står stadig hen i det uvisse.

At Soler er bedre kørende en længe er imidlertid helt tydeligt. Tidstabet skyldtes formentlig alene angrebet, og det endte jo faktisk med, at Soudal fik gjort etapen så hårde, at vi fik større forskelle end ventet. For andet løb i træk måtte Einer Rubio i hvert fald sande, at han åbenbart kun kan køre én god bjergetape. Mere synd var det, at guldfuglen Lenny Martinez var slemt uheldig med en defekt og en alenlang opkørsel, der gjorde hans beskedne tidstab ganske imponerende. I det hele taget imponerede de unge drenge igen, da Uijtdebroeks og Martinez blev ledsaget af Lennert Van Eetvelt, der i dag var endnu tættere på at matche de bedste. Blandt dem fandt vi også Ben O’Connor og Romain Bardet, der fik tiltrængt oprejsning efter gårsdagens skuffelse.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Andre kan også være tilfredse. Det går fremad for Jack Haig, Ivan Sosa og Louis Meintjes, der ellers er startet sæsonen så skidt, og Jesus Herrada og Rigoberto Uran klatrer bedre, end de har gjort i nogen tid. Til gengæld er der stadig ikke tegn på, at Sepp Kuss kan genfinde fordums styrke, og Geoffrey Bouchard må sande, at han stadig er overmatchet, når det gælder de store løb i Europa, selvom det gik så fint i Mellemøsten. Helt galt er det dog med Richard Carapaz og Guillaume Martin, der var i udbrud for at lede efter formen, men efterlod så kedeligt et indtryk, at de skal lede længe, inden de har fundet den.

Det skal Evenepoel ikke. Han efterlod tværtimod et skræmmende indtryk, der nok får rivalerne til at sove ganske uroligt, både frem mod fredagens slag på Lo Port og frem mod det endnu større slag i Italien til maj. Mest uroligt sover dog nok Roglic. Han ved, at han nok bliver slået på Giroens flade enkeltstarter, og han kan heller ikke længere være sikker på at være bedst i bjergene. Nu må han imidlertid sande, at han risikerer at finde et gribe forgæves, når han næste gang griber ud efter det våben, der altid har været hans sikreste, nemlig en spurt, der har været praktisk talt umulig at matche.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG E3 SAXO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+