Volta a Catalunya-analyse: Deja-vu for den uheldige australier

Måske brugte han alt sit helt op, da han fik en grøn pointtrøje i Touren foræret som følge af Marcel Kittels sene styrt. Siden han på podiet i Paris fejede karrierens største triumf, er der nemlig ikke mange, der har været forfulgt af så megen uheld som stakkels Michael Matthews. Det startede bare et halvt års tid senere, da han i årets første løb i 2018, Omloop Het Nieuwsblad, fik ødelagt hele sit forår af en brækket skulder. Da han efter at have jagten formen gennem alle brostensløbene endelig sad klar til at køre finale i Amstel Gold Race, blev han ramt af en punktering. Og da han under Touren vågnede op om morgenen på 5. etape, der var hans helt store mål i et løb, hvor det meste ellers handlede om Tom Dumoulin, var han blevet syg med en maveforgiftning, der ganske vist kun varede et døgns tid, men som var nok til, at han var ude af stand til at stille til start. Og gudhjælpemig om det ikke er fortsat i år, hvor han igen styrtede i debutløbet Omloop Het Nieuwsblad og igen på årets anden løbsdag i Paris-Nice, hvor han pådrog sig en hjernerystelse, som har sat ham alvorligt tilbage i klassikerforberedelserne.

Heldigvis har Matthews en fantastisk evne til at rejse sig igen. Der synes nemlig altid at komme en belejlig puncheurfinale, hvor han kan tanke selvtillidskontoen op igen. Det skete, da han efter sidste års mange uheld i foråret pludselig chokerede sig selv ved at blive nr. 5 i Fleche Wallone, hvor Mur de Huy ellers altid havde været anset for at være for stejl for ham, og senere vandt han endda også prologen i Romandiet. Efter sommerens nedtur var det spurtsejren på Muur van Geraardsbergen i BinckBanck Tour, der kom som en ufattelig lettelse, og som gav ham det momentum, der senere gjorde ham til den blot anden rytter i historien til at vinde begge de to canadiske klassikere i samme sæson.

I dag skete det så igen. Matthews havde egentlig allerede fået boostet selvtilliden af sin uventede 12. plads i Milano-Sanremo, hvor han var ganske tæt på at køre med cremen af verdenseliten på Poggio. I lørdags var det nemlig mindre end en uge siden, at han havde sat sig på cyklen igen efter Paris-Nice-styrtet. Det havde givet ham en vis tro på, at han måske alligevel kunne nå at finde formen inden klassikerne. Alligevel holdt han fast i den ændrede plan, som havde fået ham til at droppe E3 og Gent-Wevelgem til fordel for Volta a Catalunya, hvor han over en hel uge kunne indhente de forsømte løbskilometer inden Flandern Rundt, der nu er sæsonens første klassikermål.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Ankomsten til Spanien var imidlertid ikke rar. Efter gårsdagens 1. etape beklagede han sig imidlertid over at have lidt ganske voldsomt, formentlig fordi han stadig havde Milano-Sanremo i stængerne. Derfor var det måske heller ikke så uforklarligt, at Sunweb kun meget sent begyndte at jagte ustoppelige Thomas De Gendt, og da han i spurten om 3. pladsen endda blev slået af den noget langsommere Grega Bole var det måske en meget klog beslutning.

Men som bekendt kommer der altid en rar lille puncheurspurt, når Matthews har brug for lidt selvtillid. Det gjorde der således også i dag, hvor det spanske løbs 2. etape bød en finale af den slags, den eksplosive australier spiser til morgenmad. Efter i mange af år at have banket på til at træde ind i den absolutte top af bakkesprintere slog han nemlig igennem, da han i overlegen stil slog Greg Van Avermaet på Rodez-etapen i 2017, og siden dengang har han kraftigt aspireret til at gøre Peter Sagan rangen stridig i positionen som verdens bedste i den slags finaler. Det så vi ikke mindst sidste efterår, hvor han altså på Muren i Geraardsbergen og i begge de canadiske løb satte alle andre til vægs med sit punch på korte bakker op mod mål.

Der er således heller ikke megen tvivl om, at Matthews’ tænder har løbet i vand, da han ved udsigten til en uventet tur til Catalonien fik blik på netop denne etape. Selvom han havde fået sig lidt af en dukkert i går, var fristelsen til at gå efter en finale af hans yndlingstype da også så stor, at han og Sunweb påtog sig ansvaret for at jagte tidligt på den ellers ret begivenhedsfattige etape, hvor modvinden kvalte ethvert initiativ, og hvor det ellers blot var op til Thomas De Gendts Lotto Soudal at køre det lille tremandsudbrud ind. Da det tyske hold senere med autoritet satte sig igennem i den yderst stressende finale, hvor den kraftige catalanske middelhavsvind truede med at rive feltet i stumper og stykker, og tog kontrol frem mod første passage af målstregen, så Matthews kunne bese finalen ved selvsyn fra fronten, blev det helt klart, at han ville give dagens etape et seriøst skud - dårlige ben eller ej.

Da det endeligt gik løs efter en hæsblæsende og meget nervøs finale, hvor der i den grad blev kompenseret for den rolige indledning, var der da heller ikke længere skyggen af tunge Sanremo-ben. Velvidende at Alejandro Valverde var den store rival på bakken op mod målet ved den ujævne catalanske kyst, greb han selvsikkert ud efter bagenden af regnbuetrøjen, hvor han sad limet til veteranens baghjul, mens hans lod Dion Smith sætte et dræbende tempo, der skulle sætte Daryl Impey op til sejr.

Da den unge newzealænder slog ud, åbnede Impey prompte, men det varede ikke længe, inden han blev blæst af banen af sin tidligere holdkammerat. Med sit gammelkendte antrit var Matthews nemlig denne gang i særklasse, og hans gamle lead-out man fra GreenEDGE-tiden stod nærmest stille, da han fløj forbi. En ellers meget selvtillidsfuld Valverde, der endda havde tilladt sig også at bruge kræfter på at spurte sig til 3 bonussekunder i den sidste indlagte spurt mindre end 10 km fra stregen, kunne denne gang ikke gøre andet end at hale sig fast til australierens bagende, og han kunne aldrig tænke på blot prøve at gå forbi den suveræne australier.

Sejren må i den grad komme som et selvtillidsboost for Matthews. Det er nemlig ingen lille kunst at slå Valverde i en spurt som denne. Ganske vist foretrækker den spanske veteran betydeligt stejlere finaler, og forholdet havde da også været helt anderledes, hvis vi havde talt om procenter tættere på de 10 end på de 5. Alligevel måtte en vis Sagan på 8. etape i sidste års Vuelta sande, at den spanske evighedsmaskine altså også er en ganske ferm afslutter på lettere bakker som disse, og med den glimrende form, han stillede til skue i lørdagens Sanremo, var det ikke uden grund, at verdensmesteren havde kig på at sikre sig 10 velgørende bonussekunder ved at vinde etapen. Denne gang var der imidlertid intet at stille op, og det må den grad lune for Matthews frem mod klassikerne og fremtidige puncheurspurter, hvor han med tanke på det, han har vist i det sidste halve års tid, i den grad må se frem til også at skulle tage kampen op mod Sagan.

Helt skidt var det dog ikke for Valverde. Der er ingen tvivl om, at han efterhånden må spørge sig selv, om der ikke er lidt sandhed i den gamle myte om regnbuetrøjens forbandelse, for det er godt nok blevet til mange andenpladser i et 2019, der har været mere lige-ved-og-næsten end vanlig altædende Valverde-dominans. Omvendt kan han efter bare to dages cykelløb, hvor det for de fleste andre rivaler alene har handlet om overlevelse, allerede nu sætte 11 sekunder på kontoen, og selvom de hurtigt forsvinder, hvis han i morgen knækker på Vallter 2000, kan de sagtens vise sig at blive afgørende i et løb, hvor det ofte har været ganske tæt i toppen. Og samtidig kan han glæde sig over, at Egan Bernal af uransagelige årsager aldrig deltog i den indlagte spurt, som Sky ellers satte ham op til, og at det i stedet blev de to ”snegle”, holdkammeraten Nairo Quintana og en meget opmærksomt kørende Steven Kruijswijk, der sikrede sig de resterende sekunder, da først Valverde havde taget sig af de maksimale 3.

Derudover var det i vidt omfang de forventede navne, der dominerede i spurten. Impey kunne med sin 3. plads igen dokumentere, at han virkelig har løftet niveauet i de seneste to år, hvor han efter Matthews’ og Simon Gerrans’ exit er blevet Mitcheltons førstemand til denne slags finaler. Der er en grund til, at han stod i skyggen af australieren i sin tid, og det blev stillet til skue i dag, men han synes at være kommet tættere på, end han tidligere har været. Også Patrick Bevin gjorde det hæderligt, men det er stadig tydeligt, at han efter to styrt ikke har den superform, der gjorde ham til en næsten ellers sikker vinder af Tour Down Under, indtil et dumt styrt satte ham ud af spillet.

Igen er der grund til at fremhæve Maximilian Schachmann, der mere og mere ligner en af sæsonens helt store oplevelser. Hans kørsel i det uheldsramte Strade Bianche var beundringsværdigt, og det samme var hans genrejsning med sejren i Larciano bare 24 timer efter den store skuffelse. I denne uge har han med sin aggressive kørsel i finalerne overtaget den rolle, Matej Mohoric havde i sidste års løb, og han rundede det hele af med at spurte sig til en 4. plads, da holdets normale førstepuncheur, Jay McCarthy, desværre var sat ud af spillet af et styrt. Og selvom han måske nok kommer lidt til kort på Vallter 2000 i morgen, synes det givet, at Schachmann kommer til at spille en hovedrolle i løbets sidste halvdel, hvor han finder terræn lige efter sin smag.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Dagens overraskelse i top 10 var James Knox. Den unge brite har siden sidste efterår og ikke mindst med sin flotte kørsel i UAE Tour virkelig banket på til det store gennembrud, men det er ikke som puncheur, han har sin force. Alligevel spurtede han sig til en flot 6. plads på dagens etape, og det kunne tyde på, at det ikke kun er Enric Mas, der vil være synlig for Deceuninck i bjergene, hvor lille Knox burde være langt mere komfortabel end på en lille catalansk kystbakke. På samme måde var det berigende at se Odd Christian Eiking, der aldrig er blevet til det, mange nordmænd håbede på, vise, at han altså har formatet til at være med på dette niveau, når han endelig undgår en af de mange dårlige perioder, der desværre er alt for mange af i hans ustabile karriere.

De fleste af løbets favoritter sørgede for at holde sig til helt fremme i en spurt, hvor der let kunne opstå huller, men der var én, der glimrende ved sit fravær. Der var ellers håb om, at stakkels Richie Porte endelig kunne rejse sig efter endnu en periode i sygesengen, og han sad da også opmærksomt fremme i den sidevind, han afskyr mere end de fleste. Ifølge sportsdirektør Kim Andersen havde han imidlertid en elendig følelse hele dagen, og set i det lys var det ikke overraskende, at han faldt tilbage i den hektiske finale og smed 12 sekunder. Dermed ser det desværre ud til, at der ikke er nogen foreløbig ende på hans trængsler, og det bliver næppe i dette løb, at vi atter får at se, hvorfor Porte igennem flere år har været verdens måske allerbedste i de ugelange etapeløb.

Endnu mere uheldig var Chris Froome, der efter et styrt smed 14 minutter. For ham er det dog ingen katastrofe, da han alligevel blot var taget til Spanien for at hjælpe Egan Bernal, og Sky melder heldigvis, at han er sluppet uskadt. Det giver briterne færre taktiske muligheder, men grundlæggende vinder Bernal alligevel kun løbet, hvis han kan knække Movistar i bjergene, og er han sig selv igen i morgen, kan Froome i hvert fald hjælpe med at sætte det dræbertempo, der skal gøre det muligt.

Værre var det for stakkels Ben O’Connor, der var kommet til løbet med store ambitioner, efter at det netop var her, at han i 2018 for første gang var med i front af et stort etapeløb. Desværre røg også han i asfalten og smed mere end 14 minutter, hvorfor også han nu kan skyde en hvid pind efter klassementet. Heldigvis gik det ikke så galt som for den talentfulde holdkammerat Gino Mader, der måtte en tur på hospitalet, men det uheld, der også gjorde ham syg i Tour of Oman og kostede et brækket kraveben, da han havde kurs mod en top 10 i Giroen, synes ikke at have nogen ende.

Derfor kan vi også nu strege de første navne fra listen over favoritter, men heldigvis er der så mange at tage af i et felt, der formentlig vil være det stærkeste i årets ugelange etapeløb. Og nu skal vi ikke vente meget længere, inden vi endelig får svar på, hvem af dem der faktisk er bedst. Om mindre end 24 timer har rytterne nemlig besteget Vallter 2000-stigningen på årets kongeetape, der giver bedste chance for at knække den dobbelte vinder Alejandro Valverde. Sky bager helt sikkert op til det helt store angreb på løbets forsvarende vinder, og der er i den grad lagt i kakkelovnen til en duel mellem de skræmmende stærke spaniere og det britiske superhold.

Og Matthews? Ja, han skal prøve at holde sig på cyklen og undgå yderligere uheld de kommende to dage. Der venter nemlig ikke flere af de puncheurfinaler, han plejer at bruge til at tanke selvtillid, når lykkens gudinde nok engang har set sig sur på den uheldige australier.