Volta a Catalunya-analyse: Fra sæsonens fiasko til månedens hold

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG E3 SAXO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Tænk, at det bare er 15 dage siden. Efter afslutningen på 3. etape af Tirreno-Adriatic d. 8. marts indledte jeg min analyse af Jasper Philipsens sejr med en lang historie om Alpecin-mandskabets trængsler. De belgiske opkomlinge, der i mange år havde bokset over deres vægtklasse ved at være et af verdens stærkeste hold til trods for en beskeden ProTeam-status, havde fået en rædselsfuld start på den sæson, hvor de endelig havde taget et alt for sent sprint til WorldTouren. Ja, faktisk var holdet indtil den onsdag det eneste mandskab i den fineste division, som endnu havde et stort, rundt nul ud for sit navn i sejrsstatistikken.

Dengang afviste Roodhooft-brødrene, der står bag den belgiske succesfortælling, at der var nogen krisestemning, men mon ikke man alligevel kunne mærke panikken brede sig en anelse? Man havde hele tiden klynget sig til forklaringen om, at holdets stjerner jo skulle gøre sen sæsondebut, og når først de meldte sig, skulle det nok blive bedre. Det skete bare ikke. Søren Kragh floppede fælt i åbningsweekenden, hvor Jasper Philipsen to dage i træk var ramt af uheld, og da de for første gang spillede deres trumf, var Mathieu van der Poel helt ved siden af sig selv i et Strade Bianche, hvor han ikke blot var menneskelig, men næsten også middelmådig.

Det var den begyndende krisestemning, Philipsen fik sat på pause, da han fuldendte et helt suverænt lead-out fra Van der Poel og endelig sikrede holdet deres første sejr, da 3. etape af Tirreno fandt sin afslutning i Foligno. Dengang var det formentlig mest af alt lettelse, der herskede, men bekymringen var næppe væk. Det var i hvert fald ikke sådan, at Kragh satte verden i brand i Paris-Nice, og Van der Poel gennemførte hele Tirreno som en lige så tam skygge af sig selv, som han havde været det på gruset nogle dage tidligere.

Noget tyder imidlertid på, at Roodhooft-brødrene gjorde klogt i at holde fast i forklaringen om, at det nok skulle blive bedre, når kaptajnerne meldte sig. Siden Philipsens sejr d. 8. marts har holdet nemlig være her, der og alle vegne, og når man denne eftermiddag kaster et blik på sejrslisten er de med fem triumfer langt fra sidstepladsen. Jovist, der er skam mange hold, der har vundet meget mere, men hvad belgierne ikke har på kvantitet, har de i den grad på kvalitet. Alle fem triumfer er nemlig kommet på WorldTouren, og blandt de fem finder vi endda årets første monument. Med tanke på, at der foreløbig er uddelt 40 WorldTour-sejre i år, sidder belgierne altså på en ottendedel, og de har endda også den fineste af dem alle.

Det var Philipsen, der startede bølgen med sine to etapesejre i Tirreno, men i den sidste uges tid har det for alvor taget fart. Først rejste Van der Poel sig som en anden Fugl Føniks med sin i nyere tid sjældent suveræne sejr i Milano-Sanremo, hvor også Kragh blev genfødt, og i går fortsatte Philipsen succesen med en næsten skræmmende styrke, da han vandt sidevindsræset i De Panne. I dag lykkedes det så at fuldende håndfulden, da Kaden Groves for andet år i træk spurtede sig til sejr i Volta a Catalunya.

Den sejr er utvivlsomt den mindste af de fem. Ikke fordi Volta a Catalunya mangler prestige, men hvor massespurterne i Tirreno er yderst stærke besatte, forholder det sig helt anderledes i Catalonien. Ikke blot køres løbet på et tidspunkt, hvor de fleste sprintere heller kører fladere løb i Belgien. Det byder også på en rute, der bestemt ikke har megen appel til de hurtige folk.

Mindst én massespurt er der imidlertid altid, og derfor er det blevet ganske normalt for sprintere lige under de bedste i hierarkiet at bruge løbet som en chance for at få en stor sejr på WorldTouren. Det så vi blandt andet sidste år, hvor både Groves og Ethan Vernon her sikrede sig deres første sejr på højeste niveau, som også blandt andre Alvaro Hodeg har gjort det i de senere år. Kan man udholde at skulle klatre et hav af højdemeter, får man nemlig her chancen for at sikre sig en stor sejr i et sprinterfelt, der er betydeligt svagere end i mange 1.1-løb.

Det kan ikke blot bruges til at kickstarte en ung sprinter. Det kan også bruges til at sparke en mere etableret sprinter i gang, hvis han har haft en svær tid. Vi har tidligere set Peter Sagan og Michael Matthews bruge løbet til at indhente forsømte løbskilometer og få en tiltrængt sejr, og tidligere gjorde Nacer Bouhanni det samme. I år er det helt sikkert samme motiv, der ligger bag Bryan Coquards beslutning om at skippe brostenene og i stedet jagte karrierens blot anden WorldTour-sejr i Spanien.

Samme motiv lan ligge bag Groves’ beslutning om at rejse til Spanien. Nu har det nok hele tiden været planen, at han skulle køre et løb, hvor han vandt sidste år, og som afvikles tæt på hans bopæl, for det er ikke just kaptajner, Alpecin mangler til brostensløbene mod nord, men hans deltagelse har nu også fået karakter af en chance for at sparke en sløv sæson i gang. Groves var nemlig hentet til holdet som erstatning for Tim Merlier, og modsat de andre kaptajner blev han ikke holdt tilbage i sæsonstarten. Tværtimod var det vel tanken, at han skulle stå for en del af den tidlige succes, som altså udeblev i så eklatant grad, at vi skulle frem til d. 8. marts, inden den første sejr kommer.

Det kan Groves takke sig selv for. Allerede fra sidste sæson vidste vi, at han må regnes som en af de mest positioneringssvage topsprintere, men vi vidste også, at han har en tårnhøj topfart. Det viste han særligt, da han slog navne som Caleb Ewan, Sam Bennett og Sam Welsford på ren fart i Tyrkiet, men også da han fik skovlen under Phil Bauhaus i dette løb og under Mads Pedersen i Vueltaen.

Det har vi bare slet ikke kunnet se i år. Her har positionskampen nemlig kostet om muligt endnu dyrere, end den gjorde sidste år. Groves har deltaget i spurter i Australien, Belgien og Frankrig, men indtil i dag var det blot blevet til tre top 10-placeringer i form af en 4. og to 9. pladser. På intet tidspunkt har han været i stand til at starte sin spurt blot i nogenlunde position, og problemerne var særligt udtalte i Paris-Nice, hvor han kom helt til kort, da han var oppe mod en stor del af verdenseliten.

Netop derfor er det catalanske løb nærmest skræddersyet til en mand som Groves. Ikke blot klatrer han så hæderligt, at han kan klare relativt mange højdemeter. Det svage sprinterfelt betyder også, at positionskampen er mindre udtalt end i Paris-Nice. Når man samtidig er et af de eneste hold, der bygger det meste af truppen op om den i år blot eneste massespurt, bliver det pludselig helt sandsynligt, at selv Groves kan sidde rigtigt.

Sådan gik det da også, da sprinterne i dag endelig fik deres chance på den klassiske transportetape, der fører feltet fra Pyrenæerne tilbage til kysten. Toget var ellers blevet kraftigt amputeret af tabet af Kristian Sbaragli, men det lykkedes stadig at dominere finalen med Nicola Conci og Stefano Oldani. Det lykkedes imidlertid også nok engang for Groves at tabe hjulet på sit hold, så en nærmest opgivende Oldani måtte se sig bagud og slå ud, netop som han skulle servere sejren på et sølvfad for Groves, men denne gang betød fejlen heldigvis ikke det store. Positionskampen var nemlig så begrænset, at han faktisk endte med at sidde ganske perfekt bag det tog, der på forhånd lignede et af de stærkeste, nemlig det israelske, hvor han befandt sig ganske ideelt bag Corbin Strong, da denne efter flot forarbejde af Daryl Impey blev afleveret fra spids af Guillaume Boivin.

Herfra gjorde han det rigtigt. Coquard, der til gengæld var sendt til Frankrig helt uden støtte, var trods sine velkendt positioneringsvanskeligheder lykkedes med at sidde relativt godt, men han følte sig stadig tvunget til at åbne en halvlang spurt, hvad den kraftige medvind muliggjorde. Den fangede Groves med det samme, og efter at have grebet franskmandens hjul kunne det næsten ikke gå galt. Hvis australieren blot havde antydningen af samme fart som sidste år, burde han være den i særklasse hurtigste, og selvom han fik åbnet sin spurt så sent, at det var lige, at han løb tør for meter, var ingen i tvivl om, at den teori også holdt stik i virkeligheden, da han overlegent gik forbi den tidligere franske sejrsmaskine.

Dermed kom han endelig i gang, og Alpecin kan nu glæde sig over, at tre af deres kaptajner har vundet og endda på WorldTouren. Til gengæld melder der sig igen en helt anderledes barsk virkelighed, når han igen skal til at bokse for sin position i stærkere felter senere på sæsonen. Nogen sejrsmaskine bliver han derfor nok aldrig, men nu er nullet i hvert fald slettet, og han har gjort sit bidrag til, at Alpecin lige nu er sportens helt store succeshistorie.

For Coquard var det derimod frustrerende. Det var først i januar i Tour Down Under, at han langt om længe fik karrierens første WorldTour-sejr, men han må sande, at forbandelsen ikke helt er brudt. Dette var en gylden chance for at følge op på den australske succes, men desværre for ham har han ikke Groves’ fart i flade finaler. Selvom han klarede sig flot på egen hånd, var han afhængig af endnu en helkikser fra Groves, og den udeblev desværre denne eftermiddag i Catalonien.

Nu kan det lette lyde sådan, at Groves og Coquard havde det let, og at hvem som helst kunne finde vej til en god position. Sådan er det dog trods alt ikke. De eneste, der måske kunne have truet dem på farten, var nemlig for langt tilbage. Det gjaldt for den engang ellers så positioneringsstærke Jon Aberasturi, der ellers havde vist lidt af sin gamle fart i Argentina, men vel betalte prisen for, at en formsvag Quinn Simmons smed mere end 11 minutter og i den grad var savnet i finalen. Det gjaldt også for en af årets succeshistorien, Milan Menten, der som frygtet måtte klare sig uden sit vigtigste våben, Rüdiger Selig, der på alle måder er fejlcastet til så kuperet et løb som dette. Og det gjaldt for den ellers delvist genrejste Arne Marit, der her ellers lignede en af de hurtigste, men som stadig har til gode at bekræfte det talent, der gav ham lidt af en skalp foran Coquard og Elia Viviani i Morbihan i 2021.

I stedet var det ikke helt uventet Strong og israelerne, der vandt positionskampen, men desværre må newzealænderen sande, at han måske nok er hurtig, men at han trods ikke kan slå de rene sprintere. Det kan Clement Venturini heller ikke, selvom han denne gang ellers viste lidt af den positioneringsevne, der tidligere var hans spidskompetence. Og så var dagens helt store positive overraskelse Bora, der fik et imponerende resultat med deres puncheur Ide Schelling og deres klatrer Frederik Wandahl, der på en helt uventet etape sikrede sig karrierens klart flotteste WorldTour-resultat.

Det siger imidlertid også meget om de catalanske spurter, for naturligvis havde top 6 aldrig været aktuel for hverken Schelling eller Wandahl i snart sagt ethvert andet WorldTour-løb, måske med Baskerlandet, Romandiet og Dauphiné som undtagelser. Det er den slags løb, hvor holdbare sprintere virkelig trives, og derfor var det helt logisk, at Ineos havde valgt dette løb som stedet, hvor Ethan Hayter skulle i gang igen efter sit brækkede kraveben.

Det kom han da også, men som Groves har han heller ikke været nogen ørn i positionskampen. Det britiske storhold måtte ellers gøre noget de sjældent gør, da de hele dagen arbejdede for en massespurt. Den slags gør de sjældent, men i dette løb, hvor de helt, helt usædvanligt bare er statister i klassementet, må de gribe ud efter det, de kan. Selvom han er hurtig, virkede det dog ganske optimistisk at tro, at Hayter kunne vinde en spurt selv i dette felt, særligt når det kniber så voldsomt med positioneringen. Det gik da også helt galt for briten og dermed også for Ineos, der måske nok har fået en fin skalp med Tom Pidcocks sejr i Strade Bianche og har kunnet nyde Filippo Gannas vilde kørsel, men som generelt har været en skygge af sig selv gennem det meste af sæsonstarten.

Heldigvis er alt håb ikke ude for Dave Brailsford og co. En dårlig start behøver ikke at fortsætte i al uendelighed. Det behøver de nemlig slet ikke kigge langt væk for at finde et eksempel på. Faktisk står det skrevet med store, fede bogstaver lige foran ansigtet på dem i nogle uger, hvor man knap kan se et cykelløb uden at skulle berede sig på en Alpecin-sejr. I dag var det Groves, og ingen vil blive spor forundrede, hvis Van der Poel i morgen vinder E3, og Philipsen på søndag vinder Gent-Wevelgem. Titlen som månedens hold er stort set allerede hjemme, men det kan blive endnu vildere endnu.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG E3 SAXO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+