Volta a Catalunya-analyse: Har den 37-årige spanier overhovedet en grænse?

Forud for sæsonen var det måske allerstørste spørgsmål i cykelsporten, om Alejandro Valverde ville være i stand til at vende tilbage til fordums styrke efter den grimme knæskade, der truede med at lægge hans karriere i ruiner. Meningerne var delte og tvivlen stor, men der var næppe nogen, der ligefrem forventede, at den spanske veteran i en alder af 37 år ligefrem ville være i stand til at forbedre sig efter den lange pause.

Bare to måneder inde i sæsonen er det imidlertid svært at komme til en anden konklusion, end at Valverde har formået netop det. Efter de overlegne magtdemonstrationer i Valencia og Abu Dhabi kunne man stadig slå præstationerne lidt hen og henvise til, at de kom i den tidlige del af sæsonen, hvor rivalerne endnu ikke var i topform. Alle vidste som bekendt, at skaden havde fået Valverde til at være ekstra fokuseret i løbet af vinteren, og derfor var det ikke uventet, at han ville starte sæsonen i god form - noget, den ekstremt stabile veteran som bekendt har for vane.

Derfor er det også denne uges Volta a Catalunya, der er den første reelle test. Det spanske etapeløb er kendt som et af de allerhårdeste på hele WorldTouren, dels i kraft af en bjergrig rute og dels i kraft af det fabelagtige klatrefelt, der altid er til start. Nu kan rytterne ikke længere i samme omfang slå manglende resultater hen med manglende form. I slutningen af marts er de fleste ganske langt fremme i formopbygningen.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

På den baggrund var det næsten skræmmende at være vidne til dagens kongeetape. Vi har ganske vist mange gange tidligere været vidner til magtdemonstrationer fra Valverde. Sidste år så det eksempelvis ud til, at han vandt både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege med det ene ben, men det fantastiske forår, hvor han vandt alt, hvad rørte ved, måtte han dog tydeligvis grave meget dybt for at vinde Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco. I begge disse løb var det længe åbent, om spanieren ville være i stand til at sejre, og specielt sejren i Baskerlandet kan ikke karakteriseres som overlegen.

Overlegen er til gengæld det eneste ord, der beskriver den knusende magtdemonstration spanieren leverede i dag. Sjældent har man set en rytter køre med en sådan autoritet, og det var svært ikke at sidde med en fornemmelse af, at spanierens puls knap sneg sig over 100 undervejs. Movistar løb med en offensiv taktik igen visse risici ved at sende Marc Soler i offensiven et par gange, men hver gang Valverde så en risiko for, at løbet kunne glide ham af hænde, lukkede han med ekstrem lethed i et par kraftfulde ryk de nødvendige huller.

Med vanlig klinisk præcision og taktisk kølighed brugte han præcis den energi, der var påkrævet for at holde situationen under kontrol, indtil holdet til sidst ophørte med at gamble og lod Nairo Quintana ofre sig for kaptajnen. Herefter var skræmmende let for Valverde at besejre Egan Bernal i spurten, og det så nærmest ud som om, at han trak i håndbremsen, da colombianeren mod slutningen tabte fart. I virkeligheden kunne Valverde med lethed sikkert have taget 10-15 sekunder på den sidste kilometer, men valgte altså det sikre kort at satse på sin sublime spurt.

Sejren kom som kulmination på en overlegen Movistar-opvisning, der til fulde bekræftede holdets status som det i særklasse stærkeste. En kort overgang så det endda ud til, at man kunne have sikret sig tre placeringer i top 5, men i sidste brugte Marc Soler lidt for mange kræfter på sin offensive kørsel til, at den mission kunne lade sig gøre. Til gengæld gjorde Nairo Quintana al tvivl om, hvorvidt han ville være loyal over for Valverde, til skamme. I går problematiserede jeg som bekendt spaniernes taktik og stillede spørgsmålstegn ved, om den uklare ansvarsfordeling kunne ende med at koste Valverde sejren. I dag var det tydeligt, at planerne var mere klare. Soler blev sendt ud som forpost, og Quintana fik carte blanche til at angribe, men kun hvis han kunne komme væk alene. Det så kortvarigt ud til, at netop det kunne lade sig gøre, men da Bernal lukkede hullet, skiftede den colombianske stjerne til en ren hjælperytterrolle og ofrede sig for sin landsmand.

Selvom Valverde løb med al hæderen, kan Quintana være mindst lige så tilfreds. Den lille colombianer har været under stort pres efter en skuffende 2017-sæson, og det har været en del af forklaringen på, at han har haft så stort et behov for at ”pisse sit kaptajnterritorium af” i offentligheden. Samtidig har han haft den udfordring, at han helt bevidst har planer om rolig sæsonstart med få personlige resultater for at bevare den nødvendige friskhed frem mod Touren, men manglende resultater indebærer samtidig den risiko, at pressen med det samme vil stille kritiske spørgsmål til hans rolle på holdet. Set i lyset af den begrænsede forberedelse er det derfor yderst lovende, at han allerede nu er på så højt et niveau, at han har kurs direkte mod podiet i et af sportens hårdeste løb.

Samtidig bekræftede Soler sit kolossale talent. I virkeligheden var han i dag tydeligvis stærkere end i Paris-Nice, hvor han i kampen med favoritterne på 6. og 7. etape ikke kunne følge de bedste. I dag var han tydeligvis en af de allerbedste og kunne med en fri rolle have opnået langt mere. Fristelsen til at sende ham til Touren som luksushjælper for de tre kaptajner må blive større og større, men foreløbig tyder det på, at programmet indebærer en hjælperrolle for Valverde i Ardennerne, en kaptajnrolle i Dauphiné og endnu en hjælperrolle i Vueltaen.

Dagens største oplevelse var måske i virkeligheden at se Egan Bernal. Jeg kan stadig huske, da jeg engang for efterhånden mange år siden læste, at Androni-manager Gianni Savio havde testet en colombiansk mountainbikerytter, der havde leveret nogle tal, der overgik alt, hvad den erfarne italiener hidtil havde set. Lige siden dengang har jeg holdt et skarpt øje på det, Savio selv betegner som det største talent, han nogensinde har oplevet, og han har til fulde levet op til forventningerne gang på gang. Allerede som 17-årig leverede han flotte resultater for Androni, og sidste år var han så suveræn i Tour de l’Avenir, at rivalerne betegnede ham som værende fra en anden planet. Sæsonen kulminerede med en fremragende præstation i Il Lombardia, der normalt burde være alt for langt og hårdt for så ung en rytter.

Forventningerne til hans første sæson på WorldTouren var store, men han har allerede overgået dem. Sejren i Colombia Oro y Paz var suveræn, ikke mindst fordi han satte alle de colombianske klatrestjerner, herunder en vis Quintana, til vægs med tilsyneladende lethed. Der er dog stor forskel på et colombiansk februarløb og et af WorldTourens hårdeste etapeløb, men det skridt op har han klaret til UG med kryds og slange. Det er meget svært at huske, at en 21-årig klatrer på den måde har vist sig frem på en stor bjergetape i et WorldTour-løb, og han kan kun ærgre sig over, at han var oppe mod en ustyrlig Valverde. Ellers kunne det meget vel være blevet til en nærmest sensationel sejr til den unge colombianer.

I det hele taget var etapen en fryd for øjet for alle, der elsker at se klatretalenter udfolde sig. Pierre Latour så sidste år ud til at være gået lidt i stå, men alligevel har Ag2r i år givet ham en ny sæsonplan, hvor han får flere personlige muligheder og færre starter sammen med Romain Bardet. Det har tilsyneladende båret frugt for franskmanden, der aldrig har været stærkere end i dag. Endnu mere opløftende var det at se Hugh Carthy, der i 2016 i netop dette løb udmærkede sig som et sportens allermest spændende klatretalenter. Det første år på WorldTouren endte som en katastrofe, men i de seneste to dage har han været i hopla på stigninger, der slet ikke passer ham. Carthy bliver meget spændende at følge i de kommende år.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det samme gør Daniel Martinez, der sidste efterår fik sit gennembrud i de italienske klassikere og Tour of Turkey. Efter at have taget skridtet til WorldTouren har han fortsat fremgangen og leverede i dag en yderst lovende præstation i et meget svært løb. Det samme gjorde den lovende australier Ben O’Connor, der ellers har haft en lidt langsom start hos Dimension Data, og Jan Hirt, der bekræfter det talent, han gang op gang viste i tiden hos CCC. Han er ellers kendt som en langsom starter, og derfor lover det godt, at han allerede nu præsterer så fint på en etape, hvor stigningerne ikke passer ham. Blandt talenterne var det vel kun David Gaudu, der skuffede en anelse i et løb, som han har udmærket som sit helt store forårsmål - men det er også kun fordi forventningerne til supertalentet er så store.

Det var de også til Dan Martin, men vi må konstatere, at ireren har et stykke arbejde at gøre inden klassikerne. Den sygdom, der slog ham ud i Paris-Nice, har tydeligvis kostet mere end ventet, og den ellers så stabile UAE-kaptajn, der i de seneste to år har været fremme i alle de løb, han har kørt, har bestemt ikke fået den ønskede start på sit nye hold. Heldigvis er der tid endnu. Simon Yates havde også håbet på mere efter den fine præstation i Paris-Nice, men etapen blev endnu en bekræftelse på, at disse lange, udmarvende stigninger ikke er hans kop te.

Blandt Giro-aspiranterne er der størst grund til glæde nos Thibaut Pinot, der trods minimal træning virker ganske skarp. Det er helt sikkert opløftende for franskmanden, der ellers i år har holdt meget igen for at bevare friskheden til sin Giro-Tour-double. At han allerede nu er så god, er yderst positivt. Også Esteban Chaves fik oprejsning efter nedturen i Paris-Nice. Han leverede et storslået soloridt på en svær etape og kan derfor nu drage på højdetræningslejr med bevidstheden om, at alt er på sporet forud for sæsonens største mål. Det samme gælder for den stadig mere spændende George Bennett, der efter et lovende Tirreno-Adriatico gjorde det fremragende på en stigning, der ikke passer ham. Han kan meget vel stå foran et gennembrud i Italien til maj.

Inden de kommer så langt, skal de dog forsøge at sikre sig et topresultat i dette løb, men det ligner en kamp om stumperne, efter at Movistar har ryddet bordet. Ganske vist venter der en lang og svær bjergetape fredag, men efter dagens magtdemonstration er der intet, der tyder på, at spanierne kan rystes. Mange har formentlig allerede nu kastet håndklædet i ringen, og podiepladserne synes uddelt allerede nu. Det mest interessante er vel, om Bernal kan holde stand og holde Quintana bag sig. Det afhænger alt sammen af, hvor sultne og grådige Movistar er. Det finder vi ud af fredag eftermiddag.