Volta a Catalunya-analyse: Tålmodighed er en dyd

Tålmodighed er som bekendt en dyd. Hvis der er nogen i det internationale cykelfelt, der har lært den lektie, må det være Lennard Kämna. Det tyske stortalent var nemlig ved at tabe netop tålmodigheden med sin egen karriere, der var på vej mod en alt for tidlig afslutning, men heldigvis lod han sig overtale til at holde ud lidt endnu. Det har han formentlig ikke fortrudt siden da, for han har i hvert fald ikke set sig tilbage, siden han skød karrieren i gang igen.

Kämna var nemlig vandt til at vinde, da han var ung. Som junior var en sand sejrsmaskine, der mest af alt var kendt som et tempomonster, og som sikrede VM-titlen i enkeltstart i 2014. Allerede i sit første år som  U23 kunne han måske være blevet verdensmester igen, hvis ikke det havde været for sent regnvejr på den tekniske rute i Richmond, men også i andre løb fortsatte succesen med blandt andet en EM-titel i favoritdisciplinen.

Det ført til, at det tyske talent allerede i en alder af 20 gjorde WorldTour-debut hos Sunweb-mandskabet, men her måtte han sande, at der er en verden til forskel på at være ungdomsrytter og professionel. I hvert fald gled han ind i anonymitet på det tyske storhold, og selvom han udnyttede de nye regler, der gjorde det muligt at deltage hos de unge ryttere, til næsten at blive U23-verdensmester i linjeløb i Norge i 2014, var der i den grad resultattørke hos manden, der var vant til at vinde.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Om det var årsagen til, at han mistede motivationen, skal jeg lade være usagt, men i hvert fald satte han karrieren på pause, og som Marcel Kittel og måske snart også Tom Dumoulin kan skrive under på, er det sjældent, at motivationen pludselig kommer tilbage, når først den har været væk. Professionel cykelsport kræver nemlig så altopofrende dedikation, at det er meget svært at holde livsstilen ud, hvis ikke man brænder 100% for sin beskæftigelse.

Alligevel kom Kämna tilbage, og det fortryder han næppe. I løbet af de to et halvt år, der er gået, siden han i Aalborg på 1. etape af Danmark Rundt i 2018 vendte tilbage til det professionelle felt, har han nemlig lært, at det skam betalte sig at vente og tage de tæsk, som de første år som professionel førte med sig. Selvom tæskene fortsatte i det første lille års tid efter comebacket, er Kämna nemlig igen blevet den sejrsmaskine, han tidligere var.

De fleste cykelryttere ved, hvor svært det er at vinde på WorldTouren. Det er noget, kun de færreste opnår, og derfor er det ret bemærkelsesværdigt, at Kämna i dag satte sin tredje WorldTour-sejr på mindre end et år ind på kontoen, da han viste sig som den stærkeste på en vild, voldsom og helt ukontrollerbar 5. etape af Volta a Catalunya. Den bedrift kunne man måske nok forstå, hvis der var tale om en sprinter, tempostjerne eller klassementsstjerne, men for en rytter som Kämna, der er både spurtsvag og uden en egentlig spidskompetence, er det ret bemærkelsesværdigt, at han nu på kun godt syv måneder har vundet etaper i Criterium du Dauphiné, Tour de France og nu altså også det catalanske løb.

Sjovt nok er sejrene slet ikke opnået på den måde, vi havde ventet, da Kämna for fire år siden blev professionel. Han har nemlig vist sig at være endnu et eksempel på den grundregel, der siger, at de bedste U23-ryttere i enkeltstart sjældent bliver særligt gode som professionelle. I dag er Kämna nemlig ganske middelmådig i den disciplin, der skabte hans navn, men til gengæld folder han sig i dag ud som en bjergrytter, de færreste havde set, da han skiftede til Sunweb efter to læreår hos Stölting.

Sådan er udviklingen imidlertid gået, siden Kämna under Touren i 2019 pludselig begyndte at køre stærkt i bjergene i en helt fantastisk tredje uge, hvor han var her, der og alle vegne. Kronen på værket kom med sejrene på bjergetaper i Duaphiné og Tour de France i sidste sæson, og i dag var det også hans klatreevner, der sikrede ham den tredje udbrudssejr på så kort tid, at han lynhurtigt har etableret sig som en udbryderkonge, der kan gøre selv Thomas de Gendt misundelig.

Det var nu ellers ikke planen for Kämna i denne uges 100. udgave af Spaniens ældste løb. Nej, hans gode klatring sidste sommer har givet ham ideer som klassementsrytter, og det var egentlig de evner, han skulle teste i denne uge. Desværre indså han hurtigt på 3. etape, at klatreevnerne stadig ikke helt rækker, og da klassementet blev droppet, gik han tilbage til den rolle, han nu mestrer bedre end de fleste.

Og så er vi tilbage ved tålmodigheden. Det imponerende ved Kämna er, at han rammer udbruddene stort set hver dag. Det gjorde han i den tredje uge af Touren i 2019, det gjorde han i samme løb sidste år, og det har han gjort i denne uge også, hvor han har været i udbrud på tre af de fire linjeløbsetaper. Og selvom det kiksede de to første gang, har han nu lært, at det nytter at blive ved og ved.

Første forsøg var ifølge ham selv lidt en tilfældighed, da han på 1. etape røg med i det afgørende hug, da Movistar pludselig med deres vilde forcering havde forvandlet en sprinteretape til angrebsfest, men her var Kämnas klassementsambitioner stadig så udtalte, at han solgte etapesejren for at vinde tid i den samlede stilling. I går fik han så angrebet en anelse for tidligt i den ret hårde modvind på løbets kongeetape, hvilket førte til, at et fornemt soloridt endte i en gigantisk eksplosion på den nedre del af målbjerget Port Ainé.

Men Kämna gav ikke op, og da feltet tog hul på dagens 5. etape, der år efter år byder på en svær stigning i finalen efterfulgt af en flad afslutning og derfor ofte er vundet af et udbrud, var han med, da udsigten til en udbrudssejr førte til den vanvittige start, vi har lært at kende netop denne etape for. Forud for løbet havde jeg ellers spekuleret på, om ikke Movistar ville gøre alt for at holde det hele samlet til en mulig spurtsejr til Alejandro Valverde, der kunne slå top fluer med ét smæk ved med en etapesejr både at bryde sin halvandet år lange sejrstørke og sikre sig de bonussekunder, der kunne sende ham faretruende tæt på at bryde Ineos-jerngrebet om podiet.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Om de vitterligt havde den plan, ved jeg ikke, men i hvert fald måtte de hurtigt opgive den. Den voldsomme start, der førte til, at alle tidsplaner blev sprængt, førte nemlig til dannelsen af et gigantudbrud på næsten 50 mand, og da det spanske storhold minsandten havde fået mere end halvdelen af deres syv mand stor trup i form af Carlos Verona, Dario Cataldo, Sergio Samitier og Marc Soler med i gruppen, stod det hurtigt klart, at det ville blive svært at hente gruppen. Alle de store hold havde kort at spille i front, naturligvis med undtagelse af det dominerende Ineos-mandskab, der under ingen omstændigheder havde interesse i at bringe bonussekunder i spil, men som fik sig en knaldhård dag på den lynhurtige etape, da Mikel Bizkarras og David de la Cruz’ tilstedeværelse i front tvang dem til at køre så stærkt gennem hele eftermiddagen, at også feltet kom i mål længe før planlagt.

Movistar valgte altså hurtigt at gå efter en udbrudssejr i stedet, men den var ikke nem at opnå. En så stor gruppe kan nemlig aldrig samarbejde, og selvom de fleste hold havde et par mand med, var der ingen, der havde lysten eller styrken til at kontrollere. Det endte derfor med en lang dags uafbrudt angrebsfest, hvor det var næsten umuligt ikke at spille på den forkerte hest.

Det gjorde eksempelvis Remi Cavagna. Den brølstærke franskmand, der stille og roligt er ved at overtage De Gendts status som feltets ukronede udbryderkonge, selvom han ikke har samme succesrate som Kämna, har nemlig ikke den tålmodighed, der også i dag skulle vise sig helt afgørende. Som vanligt så Cavagna sig ikke tilbage undervejs, og efter tidligt at være kørt væk med Matej Mohoric fik han efter lang tid i front så meget selskab, at gruppen voksede til 10 mand. Det var desværre for stor en gruppe til, at samarbejdet fungerede, og derfor iværksatte Cavagna et af de soloridt, der er blevet hans varemærke.

Det så da også en overgang ud til at skulle lykkes, men selv Cavagna kan trods alt ikke køre som det TGV-tog, han kaldes, gennem en 200 km lang etape, hvor han på intet tidspunkt sparede på sig selv. Til sidst løb han tør for kræfter, og i stedet etablerede en lille gruppe af de bedste klatrere fra det store udbrud, og så lå det i kortene, at det ville blive et sandt lotteri at finde en vinder.

Udfordringen var nemlig, at en overraskende formstærk Dion Smith havde fået sneget sig med sammen med alle klatrerne og dermed nok engang understreget den superform, vi allerede så på 1. etape. Det fik med det samme den konsekvens, at 16 af de 18 mand havde den fælles interesse, at det ikke skulle ende i den spurt, newzealænderen uundgåeligt ville vinde. Og selvom Smith havde god hjælp af Tanel Kangert til at forsøge at holde kontrol over tingene, lod det sig naturligvis ikke gøre mod 16 så angrebsivrige folk.

Og så er vi tilbage ved Kämnas tålmodighed, som han ikke havde tabt efter to fejlslagne udbrud de seneste dage. Han tabte den heller ikke, da vi undervejs havde kurs mod, at 10-mandsudbruddet med Cavagna ville løbet med det hele, da det franske TGV-tog undervejs lignede en vinder, eller da tyskeren var ude af stand til at følge den uhyre formstærke Bizkarra, da denne sammen med Sebastien Reichenbach kørte fra alt og alle på den sidste stigning. Hans vedholdenhed bragte tilbage i gamet i tide til, at han med vanlig sans for timing kunne køre væk og herefter udnytte det elendige samarbejde til at sætte den tredje WorldTour-sejr ind på kontoen og efterlade Smith med en ærgerlig fjerdeplads og en erkendelse af, at det er meget sjældent, at man har fordel af at være hurtigste mand i et gigantudbrud, hvor samarbejdet pr. definition er en by i Rusland.

Da Movistar solgte Valverdes chancer, endte det hele med status quo i klassementet, men vi fik alligevel gjort os interessante betragtninger undervejs. Det er nemlig ganske påfaldende, hvor mange af løbets stjerner der er i kritisk dårlig form. Udbruddet talte således et hav af store navne, og selvom de fleste endte med at køre om sejren til sidst, var det ikke just diamanter i benene, man fornemmede, da det kun var en i forvejen ikke alt for formsvag Reichenbach, der kunne følge Bizkarra på den stejle stigning til sidst.

Det gælder eksempelvis for Steven Kruijswijk, der stadig er så bekymrende i bjergene, at man ikke kan lade være med at skæve til hans dåbsattest, som man også gør det med den formsvage Rigoberto Uran. Man bekymres over de helbredsproblemer, der har efterladt os med en meget formsvag Dan Martin med mindre end en måned til Ardennerne. Man forundres over, hvor dårligt kørende David de la Cruz, der blev genfødt i 2020, har været gennem hele året, og hvad der dog er blevet af Gianluca Brambillas superform fra sæsonstarten. Man bliver bekymret for Marc Solers kritisk dårlige form med kun godt en måned til Giro-starten, ligesom noget tyder på, at alderen er ved at indhente også Daryl Impey. Og så var det en stor skam, at et styrt frarøvede os muligheden for at vurdere, om den hofteskadede Marc Hirschi har en reel chance for at finde den ardennerform, vi alle håber.

Det kan måske godt komme til at knibe, men heldigvis er Hirschi stadig så ung, at han nok skal få chancen i Ardennerne igen, hvis det glipper denne gang. Så handler det bare om at væbne sig med lidt tålmodighed og vente på bedre tider. I den sammenhæng kunne han ikke ønske sig en bedre læremester end dagens sejrherre, der om nogen har forstået, at alt godt kommer til den, der venter. Det erfarede Lennard Kämna første gang, da han med nogen forsinkelse fik sparket gang i sin karriere igen. Og det har han erfaret igen i denne uge, hvor der skulle tre udbrudsforsøg til, inden tålmodigheden blev belønnet med sejr.