De fleste i cykelverdenen vil se tilbage på 2006 som sæsonen, hvor en af sportshistoriens værste dopingskandaler blev afsløret. Eufemiano Fuentes, en spansk læge, der ifølge ham selv kun vil hjælpe sportsudøverne, blev centrum for en skandale, der sendte chokbølger igennem hele cykelsporten. Stjernerne blev en efter en fanget i dopingmistankens sælsomme spindelvæv. Der blev sået mere end tvivl ved de ryttere, der i kraft af deres kæmpe talent og karisma, skulle bære det meste af omverdenens fascination og forventninger til cykelsporten på deres skuldre. Det var i juli. Nu går august på hæld, og sæsonens sidste store etapeløb venter: Vuelta a España. Tre uger i Spanien, der bliver betegnet som det letteste af tre store tours, men sagtens kan gå hen og spille en vigtig rolle i udviklingen af en ny og forhåbentligt ren cykelsport. Arrangører, sponsorer, deltagere og tilskuere håber alle på, at Vueltaen kan være en ny start, der kan viske dopingens klamme ansigt væk fra cyklingens overflade. En dag ét efter Fuentes.
”Jeg håber, at denne Vuelta kan fungere som ”kilometer nul” på
vejen mod overvindelse af krisen i vores sport,” siger løbsdirektør Victor Cordero til Radsportnews.com.
Siden det blev kendt, at sidste års Vuelta-vinder Roberto Heras vandt løbet på uærlig vis, og sejren i stedet blev tildelt russiske Menchov, har Cordero og resten af løbsledelsen kæmpet en hård kamp for Vueltaen. Det sidste års dopingskandaler – først Heras, siden Fuentes-affæren og senest Landis – har haft store konsekvenser for Vueltaens økonomi. Cordero kæmper mod fald i tilskuertallet, løbets faldende betydning og har senest mistet en stor sponsor.
”Lige før
Tour de France lod det til, at vi havde nået lavpunktet, og vi lagde Operation Puerto bag os. Touren var da igen spændende. Så kom der endnu en snyder, kun en, men det var netop løbets vinder, og så var vi i kulkælderen endnu en gang. Mit håb er, at denne Vuelta nu markerer en ny begyndelse,” siger Cordero.
Nye tider, nye helteMed dopingskandalerne har sporten også mistet flere af dens største stjerner. Vuelta-chefen håber dermed, at nye ryttere vil springe ud af dopingens dunkle skygge, og funkle som stjerner på cykelhimlen.
”Sporten frembringer nye helte. Snart vil de gamle navne være glemt, og vi vil få nye, der kan bringe passionen frem hos publikum. For tilskuerne er jo ligeglade med, om et bjerg bliver kørt med 20 eller 25 kilometer i timen. I
Spanien har vi brug for en ny stjerne, og jeg er overbevist om, at han vil vise sig selv under denne Vuelta. Hvis en spanier vinder, får vi måske den skikkelse, cykelsporten har ledt efter siden Indurain-æraen,” fortæller Cordero.
Den store nye stjerne? Ja, så håber spanierne naturligvis på Alejandro Valverde. Caisse d’Epargne-rytteren har talentet til at blive en kommende Tour de France-vinder, og nærmere bestemt med sine ben, og ikke som en skrivebordssejr ligesom holdkammeraten Pereiro, der formentlig får tilkendt sejren i årets Tour, hvis Landis bliver diskvalificeret. Vuelta a España er bestemt ikke nyt terræn for Valverde. Tre gange har den 26-årige spanier stået på podiet i Madrid, men aldrig som vinder af løbet. Men hvis man skal tro løbsdirektør Victor Cordero, kan 2006 bliver året, hvor Valverde løber af med Vuelta-sejren.
”Han er i mine øjne den største favorit. Også fordi denne Vuelta ligger mere til bjergryttere end tempospecialister. Valverde kan begge dele, men er bedst i bjergene, og han har et stærkt hold. Perreiro og Karpets skulle oprindeligt være Caisse d’Epargnes kaptajner i Vueltaen, men nu skal de begge køre for Valverde,” forklarer Vuelta-chefen.
På lørdag trillerne ryttere så ud på første etape af dette års Vuelta, og mon ikke det bliver med en Victor Cordero med krydsede fingre i løbsdirektørbilen.