Vuelta a España: Storfavoritterne

Efter at have diskuteret Vueltaens outsidere og favoritter er turen nu kommet til løbets absolutte storfavoritter. Tiden er altså kommet til de ryttere, som for alvor kan forventes at kæmpe med om sejren. Artiklen efterfølges i morgen af et portræt af løbets ypperste favorit. Som tidligere år vil de udvalgte ryttere blive tildelt stjerner alt efter, hvor stor en favorit rytteren vurderes at være.

Ezequiel Mosquera Miguez (Xacobeo-Galicia): (***)
Når der er mangel på podiegengangere, er det altid trist, men samtidig betyder det jo at vejen er banet for nye navne. Efter at Alberto Contador, Levi Leipheimer og Carlos Sastre alle har sat sig nye mål i den indeværende sæson, efterlader det altså et tomt podie. Næst i rækken findes Ezequiel Mosquera, og hvem skulle have troet det for blot få år siden?

Blandt de ryttere, som vi her på siden har valgt at fremhæve som de største favoritter, er der ingen tvivl om, at Mosquera er rytteren, med den mindste profil. Ikke nok med at han er en relativ ny opfindelse i Grand Tour sammenhæng, så har han karrieren igennem også samlet forbavsende få sejre, i hvert fald set i lyset af, at der er tale om en seriøs podiekandidat til årets Vuelta. Men de seneste års resultater efterlader dog ingen tvivl: Mosquera er langt fra er nogen døgnflue. Og så er han måske heller ikke så kedelig som først antaget.

For Mosquera blev det til et endeligt gennembrud i 2007, hvor han i den relativt sene alder af 30 år, via tre ugers overbevisende bjergkørsel, kørte sig til en samlet femteplads i Vuelta a España. Ind til da havde Mosquera ellers mest gjort sig bemærket med nogle undervældende placeringer i mindre spanske løb, uden på nogen måde at vække opsigt i Grand Tour-sammenhæng.

Og den nu 33-årige Mosquera har ikke bare fulgt op på de fine takter, men lagt mere oven i det åbenlyst fejldiagnosticerede potentiale. I specielt i 2007 gjorde spanieren sig ellers mest bemærket ved solid, men lettere afventende kørsel. Mosquera virkede lettere overvældet; nærmest forbavset over, at sidde med blandt de bedste klatrere i hjemlandets største etapeløb.

Allerede fra starten af 2008 så man dog allerede en mere selvsikker Mosquera. I Vuelta Ciclista al País Vasco gik han selvsikkert med på selveste Contadors grusomme antrit på første etape, og senere under Vueltaen var han den eneste reelle trussel mod Carlos Sastres podieplads; han lykkedes endda at sætte den forsvarende men trætte Tour-vinder på enkelte opkørsler. I 2009 holdt et styrt desværre Mosquera ude af Giro d'Italia, hvor han ellers var tiltænkt en fremtrædende rolle. Heldigvis har sommeren vist at Mosquera er stærkt tilbage. Senest blev der fremvist storform i Vuelta a Españas væsentligste optaktsløb, Vuelta a Burgos, hvor det blev til en overbevisende sejr på kongeetapen og en samlet fjerdeplads, hvor løbets enkeltstart kom i vejen for et pænere resultat.

Og det er specielt på enkeltstarterne, at Mosquera sætter tid til, og der er intet, der tyder på, at det er en disciplin, han skænker mange tanker eller træningstimer. På den måde er det en ganske fin rute som arrangørerne har skruet sammen til Mosquera. På masser af bjergafslutninger er der i hvert fald rig mulighed for at hente det tabte, hvis altså Mosquera kan. Og tør.

Ivan Basso (Liquigas): (***)
Her på siden havde vi tidligere på året Ivan Basso som årets største favorit til Giro d'Italia. Det blev kun til en godkendt, men trods alt lidt skuffende femteplads, hvor det endvidere var holdkammeraten Franco Pellizotti som løb af en med podieplads og etapesejr. Vigtigst af alt, så var det lidt svært at blive klog på denne nye Basso.

Og hvem er han så? Den nye Ivan Basso kan stadig køre (og vinde) cykelløb. Så meget blev klart, da Basso i april kunne lade sig hylde som samlet vinder af Giro dell Trentino. Undervejs blev det ikke til nogen etapesejr; Basso vandt primært løbet via en moderat bedre enkeltstart end de andre bjergryttere, samt at han via lidt hård kørsel på sidste bjergeetape kunne sætte sine yngre konkurrenter under pres. Det var via holdbarhed, rettere end nogle overlegne præstationer.

Man har også været vidne til en offensiv Ivan Basso. Aggressiviteten startede allerede i Ivan Bassos comeback løb tilbage i 2008, oktobers stigningsprægede Japan Cup, hvor Basso sad med i finalen, men måtte se sig overspurtet af Cunego i sidste ende. Basso var ligeledes tydeligvist den stærkeste klatrer i årets Tirreno–Adriatico. Alligevel kunne han ikke formå at fremtvinge nogen gunstig situation, og hurtige ryttere som Michele Scarponi og Stefano Garzelli løb med al glorien.

Også i Giroen mødte man en cykelrytter med åbenbare begrænsninger; noget som stod i stærk kontrast til den cykeltitan, der 2006 tordnede al modstand i selv samme cykelløb. Basso virkede godt kørende under løbets første uselektive bjergetaper – lignede en rytter i overskud – men i tredje uges væsentligste etaper kunne han ikke sætte sig selv igennem. Overordnet hørte han til i den anden gruppe, som snøvlede sig ind bag den overlegne duo bestående af Denis Menchov og Danilo Di Luca. Basso var skiftevist bedre og dårligere end Garzelli, Sastre, Pellizotti og Leipheimer, men aldrig helt på toppen.

Den Ivan Basso som kører rundt i disse dage synes lidt at inkarnere sig selv i forskellige perioder af sin egen karriere. For gamle fans har der sæsonen igennem været en vis nostalgisk fornøjelse i at spotte og vurdere, hvilken version af Basso det er, som åbenbarer sig: at genkende at den ’Basso’, som på trods af de bedste ben, ikke har været i stand til at afgøre løb til sin fordel, har en del til fælles med Basso i specielt 2003-4 årene. At den smukke italiener stadig besidder megen af sin gamle holdbarhed, sit lette og smukke tråd, men at han altså ikke besidder det evige overskud hvormed konkurrenterne endegyldigt må vinke farvel til baghjulet. Efter den ventede og karakteristiske forcering – Basso er stadig ikke den mest snu eller opfindsomme cykelrytter - sidder de der stadig efter den slørede fartforøgelse.

Borte fra 2005 og 2006 sæsonerne er også evnen til at dominere enkeltstarterne. De enkelstarter Basso har kørt siden sit comeback har typisk været fine, men langt fra dominerende; rundt regnet deromkring hvor de typiske etapeløbsspecialister, der har deres force på stigningerne, plejer at ligge. Altså som Carlos Sastre har for vane, hvilket vil sige underspillede, solide ridt, uden helt at køre op med specialisterne, men også uden at tabe det hele.

Under Giroen erkendte Basso efterslæbet på enkeltstarten, og kørte derefter. Og resultatet var da også alt andet end den kedelige og forsigtige rytter, som Basso så ofte er blevet beskyldt for at være. Han gjorde sit bedste, og gav sig endda i kast med nogle modige tidlige udspil, typisk i samspil med Stefano Garzelli. I sidste ende havde Basso dog ikke benene til at gøre det færdigt.

Men det er stadig for tidligt helt at afvise Basso; at påstå at tiden med Grand Tour podier er forbi. For spørgsmålet er, om ikke Basso kommer styrket ud af Giro d'Italia. En parallel til Lance Armstrong er oplagt, om end lignelsen ikke holder fuldstændigt. For det første har Basso siden og under Operation Puerto-skandalen hele tiden haft cykelløb for øje. Han er aldrig stoppet med at træne, Giro-optakten lød ingen knæk i form af skader og styrt, og han har heller ikke måttet døje med ekstra kilos muskeldødvægt i overkroppen. Alligevel har Liquigas’ fornuftige plan altid lydt på en Giro-Vuelta double; klar til roligt og sikkert at føre Basso tilbage mod cykelsportens top. Og tendensen er da også, at ryttere på vej tilbage efter længere afbræk, oftest kommer styrkede ud af en Grand Tour.

Om dette er tilfældet er stadig uvist. Basso blev syg under Dauphiné Libéré, og sensommeren har endnu ikke budt på nogen overvældende resultater, og Basso var lettere anonym i Trittico-Lombardo, noget undertegnede ellers havde forventet, men viste alligevel fin form i Trofeo Melinda. På trods af manglende personlige resultater fremviste Basso solid form under Polen Rundt, hvor han ydede et stort arbejde for holdkammeraten Sylvester Szmyd, omend sejren i sidste ende tilfaldt verdensmesteren Alessandro Ballan.

Men i Spanien skal der arbejdes for Ivan. Og fra Liquigas satser man på Basso. Nok er det unge håb Roman Kreuziger på startlisten, men den unge tjekke er ikke på forhånd udset en delt kaptajnrolle, som det var tilfældet med Pellizotti i Giroen. Kreuziger er ung og har allerede gennemført Tour de France, og derfor vil fantastiske hjælperyttere som Sylvester Szmyd og Oliver Zaugg i udgangspunktet være helliget til at hjælpe en frisk Ivan Basso i bjergene. Og med så relativt få enkeltstartskilometer er det på stigningerne at årets Vuelta vil blive afgjort. Og her, i de spanske bjergkæder, vil der blive givet det vigtigste peg på, hvorvidt man nogensinde igen får at se Ivan Basso atter bemægtige sig de franske bjerge.


Samuel Sanchez (Euskadel-Euskadi): (****)
Hvis man havde forventet at den forsvarende olympiske mester ville bære den olympiske flamme videre til et sejrsorgie af store triumfer, er man blevet slemt skuffet. Efter hjembringelsen af OL-guldet fra Beijing har cykelløbene langt fra udartet sig optimalt for Samuel Sánchez. Indeværende sæson tæller indtil videre blandt baskerens svageste. Én sejr er det blevet til i det upåagtede GP Llodio; i hjemløbet Vuelta Ciclista al País Vasco kunne han intet stille op imod Alberto Contador, og i klassikkerne blev det kun til sekundære placeringer og var aldrig tæt på sejren.

Man fornemmer dog lidt, at Samuel Sánchez de seneste to sæsoner er begyndt at strukturere sine sæsoner efter en anderledes, mere målrettet logik. Igennem årene havde Samuel Sánchez ellers udviklet sig til en af de ryttere, man så fremme hele sæsonen. Fra Paris-Nice til Giro di Lombardia var Sánchez ofte strøet ud over resultatlisten, hele tiden med i toppen i endags- såvel som etapeløb.

Men i 2008 lagde baskeren sin sæson om. Han tog det overordnet set roligt i sæsonens første måneder: målet var at toppe i Touren, OL og VM. Selv i 2008s Dauphine Libéré virkede topformen semifjern, men da Tour de France nåede ind i sin afgørende fase, var Samuel Sánchez ganske klar og sluttede på en flot syvendeplads. Formen tog han som bekendt med sig til Kina, mens Sánchez og resten af det spanske hold blev fanget af de italienske og danske landshold til VM.

Selvom Samuel Sánchez generelt har udvist bedre form og kørt flere i foråret end i fjor, så fornemmer man lidt, at baskeren bevidst har holdt en del tilbage her til sæsonens anden halvdel. Allerede tidligt havde Samuel Sánchez og Euskaltel kløgtigt sonderet det projekterede Vuelta-felt. Længe lignede det et yderst favoritfattigt felt til Vuelta a España; et selskab hvor Sánchez kunne vinde, og passende tage formen med til VM. Når Sánchez således atter virkede langt fra formen i Vuelta a Burgos, så er man egentlig ikke nervøs, da Sánchez om nogen har vist, at han forstår at time sin form perfekt til sine valgte mål.

Selvom tiden har gjort, at flere profiler melder sin ankomst end først antaget, så ændrer det ikke på vores vurdering, at Sánchez er en af løbets ypperste favoritter. Som rytter er han uforudsigelig og aggressiv. Han er spurtstærk, eksplosiv og slidstærk, men opfindsom og impulsiv nok til improvisere. På bakkerne er han altid blandt de stærkeste, men gennem årene har Sánchez også udviklet sig til en af feltets bedste bjergryttere.

I den forstand har den 31-årige basker med årene faktisk udviklet sig til en helt igennem komplet etapeløbsrytter. Foruden evner på alle slags stigninger er Sánchez med tiden også blevet en glimrende temporytter; i 2007 vandt han sågar en enkeltstart i Vuelta a España. Specielt på de knap så lange har han vist sig god, og de mellemlange enkeltstart i årets Vuelta skader ham bestemt ikke. I et felt, hvor de fleste cykelsportens største allroundere har valgt at blive hjemme, efterlader det Sánchez i en situation, hvor han kan forvente at tage tid på stort set alle rivalerne, der mestendels er udprægede bjergryttere.

Ruten er noget nær perfekt for Sánchez. Dels er der ingen holdtidskørsel og dels starter de væsentligste strabadser først relativt sent i løbet. Og umiddelbart restituerer han godt. Sánchez bliver nemlig typisk kun stærkere, som løbet skrider frem. Eneste klagepunkt ved ruten skulle være for få giftige nedkørsler mod finalerne. Sánchez besidder nemlig en formidabel nedkørselsteknik, hvor en overbevisende teknik forklarer, hvordan han kan distancere sine rivaler, men hvor forspringet ligeså meget hænger sammen med mod. Andre kalder det galskab, når Sánchez frygtsløst kaster sig ind i svingene, selv i vådt føre. Eller rettere specielt i vådt føre, og Sánchez vil nok være den eneste, der håber på regnvejr, når feltet når 19. etape.

Sánchez bedste resultat i en Grand Tour kom tilbage i 2007, hvor han sluttede som samlet nummer tre i Vueltaen. Dengang kom podiepladsen i hus efter en længere duel med Cadal Evans, som han til sidst fik skovlen under på sidste bjergetape. Noget tilsvarende skal ske i år, men i denne omgang vil Sánchez ikke være tilfreds blot med en plads på podiet: nu handler det kun om det øverste trin.

Cadal Evans (Silence-Lotto): (****)
Hverken ledelsen fra Silence-Lotto eller Cadal Evans selv har kunnet præsentere nogen egentlig forklaring på, hvorfor Tour de France forløb som det gik. Optakten var som sådan forløbet perfekt. Resultaterne og løbsprogrammet mimede dem fra tidlige sæsoner, og eneste forskel var i virkeligheden, at Cadal Evans havde trænet lidt mindre frem til sæsonstarten med henblik på at have mere i tanken i juli. Den reelle forklaring undslipper os stadig, men ét gæt bevæger sig noget pudsigt mod konsensus. Der er tale om en art pseudo-psykologisk tolkning: at Evans knækkede efter det kiksede holdløb, følte podiet for fjernt og mistede modet og viljen, især på grund den mentale mur, som Astana-arméen repræsenterede.

Det er en tolkning, men vi ved stadig intet. Men vi ved faktisk en hel del om Cadal Evans som cykelrytter. Et enkelt Tour de France kan ikke have forandret Evans fra at have været blandt verdens allerbedste og mest stabile etapeløbsryttere til noget, ja, andet og svagere. Og Vuelta a España er den perfekte arena til at genskabe troen på Evans – til at genvinde holdets tillid, alle cykelsportseksperternes opmærksomhed og troen på egne evner: alle de ting som cykelsportskommentatorer kan læse ind i et cykelløb.

Men idéen om at Evans har noget at revanchere er fortænkte og lettere overflødige, når man blot kender lidt til, hvordan Evans er skruet sammen og typisk kører cykelløb. Den nu 32-årige australier er netop kendetegnet ved aldrig at være direkte dårlig – Evans kan altid lave resultater – og har oftest lange lister imponerende sekundære placeringer, strækkende fra februar til oktober, i endagsløb såvel som etapeløb. Evans kræver altså ingen speciel motivation for at gøre det godt i Vueltaen. Evans holder tydeligvist af at køre cykelløb og kører altid for at vinde, selvom det selvfølgelig til tider halter på den sidste front.

At Evans har motivation en masse er altså kun en af de ting, der tyder på, at Evans vil blande sig med i topstriden. Et andet, mere empirisk funderet er historikken: sidst Evans kørte Vueltaen i 2007, hvor det blev til en samlet fjerdeplads. Dengang havde Evans kørt et endnu hårdere program forinden, en veloverstået Tour bag sig og VM som primært mål; et VM hvor han endda var særdeles godt med i finalen. Så mens de fleste andre gengangere fra Tourens favoritfelt er kokette og nedspiller deres chancer, er der ingen tomsnak fra Evans’ side. For Evans kommer gennemførelse af hverken Touren eller Vueltaen i vejen for et succesfuldt VM, og derfor ingen grund til at han skulle udgå før tid. Evans kommer til Madrid.

Ellers har Evans jo de styrker og mangler som altid. I lyset af disse er Evans ikke specielt tilgodeset i forhold til rutens udformning. I teorien passer Vueltaen ham godt: typisk rigelig med enkeltstartskilometer, mens Vueltaens relativt overkommelige stigninger, kontra Touren og Giroens monstre, burde passe en bjergslider som Evans godt.

For det er enkeltstarten, der er Evans’ væsentligste våben, og selvom han på ingen måde er dårlig i bjergene, er det i kampen mod uret, han skiller sig ud. For ryttere med den profil er afventende og defensiv kørsel den rette taktik, og i det lys kunne Evans godt have ønsket sig nogle længere enkeltstarter, ligesom de fem bjergafslutninger det er blevet til i år måske er lige rigeligt.

Som det ofte er tilfældet, vil Evans’ største problem være den begrænsede hjælp, han kan forvente at modtage. Evans skal leve med lidt eller ingen hjælp undervejs, og har umiddelbar kun en Francis De Greef, der vil være i stand til at hjælpe til, når vejen blot bliver lidt stejl. Evans vil finde sig isoleret meget tidligt, hvilket for det første er uheldigt, eftersom ruten ligger op til, at Evans vil kunne finde sig i gult. Måske ikke efter første enkelstart, men i så fald efter bjergetapen, der følger etapen efter.

En sådan hypotetisk situation vil betyde et gevaldigt pres på Evans og dennes hold, og spørgsmålet er, om det er noget Silence-Lotto kan håndtere. Sådan har Denis Menchov tit befundet sig mellem en mængde spanske og italienske klatrere. Men det virker ikke nødvendigvis til at Evans besidder Menchovs kølighed, overblik eller vinderinstinkt. Hvorom alting er, kan Silence-Lotto tage ved lære af Rabobank: trække så længe det er fladt og muligt, og så overlade kontrollen til de spanske storhold, når bjergene kommer.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe