Vuelta a Espana-analyse: Et drama der aflyste et andet

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Det hele var ellers lige blevet sat i scene. Efter en fremragende start på løbet var der i den grad lagt op til en storslået Movistar-offensiv, da Vueltaen efter syv hovedsageligt flade dage endelig tog hul på den første ”rigtige” bjergetape. Ikke blot havde det spanske storholds tre kaptajner været flyvende i den første uge, Primoz Roglics Jumbo-hold havde også vist så store svaghedstegn, at det ville være fyringsgrund for enhver sportsdirektør, hvis ikke den sårbarhed blev udforsket lidt mere.

Det gjorde den også. Forarbejdet var i hvert fald gjort, da Nelson Oliveira og Carlos Verona var blevet sendt afsted i dagens udbrud, og derfra vidste alle, hvad der ville ske. Spørgsmålet var bare hvornår, og det er formentlig det spørgsmål, der lurede i Roglics baghoved gennem en lang eftermiddag i den sydspanske bageovn. Og svaret skulle vise sig at komme hurtigere, end sloveneren havde håbet, da Alejandro Valverde allerede på den tredjesidste af dagens seks stigninger kom med en forcering, der kortvarigt må have sendt hele Holland i kollektiv alarmtilstand.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Movistar var nemlig ikke de eneste, der ville lege. Modsat i Touren er Ineos denne gang nemlig i en position, hvor de faktisk kan bruge det overtal, der har fået så megen hype i medierne, og det var de helt friske på, da de sendte både Adam Yates og Richard Carapaz med i offensiven. Løbets tredje stærke hold ville også lege med, da Mikel Landa sendte Gino Mäder med rivalerne, og også den formstærke David de la Cruz var med på løjerne.

Pludselig var der ild i latrinet hos Roglic. Formsvage Koen Bouwman var for længst sendt til tælling, og Robert Gesink og Sam Oomen var for længst blevet slidt ned i et forsøg på at holde styr på et stort 29-mandsudbrud, der var så farligt, at man ikke kunne tillade sig at sende det til månen, og med Sepp Kuss i frontgruppen måtte Roglic pludselig sande, at den åbenbare svaghed fra i mandags ikke var forsvundet i løbet af ugen. På det tidspunkt havde han kun Steven Kruijswijk hos sig, og enhver, der har set den hollandske veterans kørsel i år, vil nok tøve en anelse med at stole alt for meget på, at han kunne redde kastanjerne ud af ilden.

På det tidspunkt lignede det slovenske monster kortvarigt en sårbar skikkelse. Selvfølgelig var det bare et spørgsmål om at få Kuss til at trække i håndbremsen, men inden han var tilbage i feltet, kunne der være opstået en ganske kritisk situation. Alle tre storhold var i offensiven med livsfarlige typer, og uanset hvor meget han kiggede sig rundt, måtte Roglic spejde langt efter den gule farve, han også så forgæves har kigget efter i Frankrig i de seneste to sæsoner.

Men så skete det, der ikke måtte ske. Stakkels Valverde, der ellers i løbets første uge havde leveret endnu en genopstandelse, så selv alverdens gudesønner efterhånden må spørge sig om selv, om de har fået en bror, skred ud i et ellers uskyldigt sving, og med ét var en ellers meget lovende etape - og et for Movistar meget lovende løb - forvandlet. En hel cykelverden måtte sidde med en klump i halsen, da en sønderknust Valverde måtte sætte sig ind i sportsdirektørbilen efter at være blevet trøste af Jose Vicente Garcia Acosta og forlade sit hjemlands største løb for første gang siden 2002 - altså dengang Anders Fogh nærmede sig sit 1-årsjubilæum som Danmarks statsminister, USA stadig var ved at komme sig over 11. september, Angela Merkel var den relativt ukendte politiker, der skulle forsøge at vælte Gerhard Schröder, Lance Armstrong nærmede sig de magiske fem Tour-sejren med triumf nr. 4, og den unge 26-årige Oscar Freire gjorde sig klar til at forsvare sin regnbuetrøje mod en Mario Cipollini, der endte med at overtage regnbuetrøjen. I så mange år har den spanske legende været forskånet for væsentlige uheld i sit yndlingsløb, men i forsøg nr. 15 skulle han sige tidligt farvel for blot anden gang i sin imponerende karriere.

Heldigvis var det ikke det sidste, vi har set til Valverde. Spanieren proklamerede allerede under Touren, at ”2021 helt sikkert ikke er det sidste år”, og derfor kan vi være temmelig sikre på, at vi får lov at nyde en af cykelsportens største gaver i hvert fald i et år endnu. Men når dåbsattesten nærmer sig de 42, bliver frygten for, at næste løbspause blev den, der gjorde det umuligt at komme tilbage på et topniveau, altid større, og selvom de nævnte gudesønner må beundre evnen til at genopstandelse på genopstandelse, er der ingen, der ved, om det var sidste gang, Valverde var i stand til at sætte Roglic under pres så smukt, som han gjorde denne fredag i Valencia-regionen.

Nu endte det hele i stedet i det rene ingenting. Ganske vist forsøgte Miguel Angel Lopez sig med et kontraangreb, men det lignede et halvhjertet forsøg, der hurtigt blev neutraliseret af Kruijswijk, og derefter forsvandt dramaet. Den åbenlyst sårbare situation, Roglic befandt sig i, blev aldrig udnyttet, og i stedet blev der indgået en våbenhvile, der tillod Roglic at genoplive de tropper, der ellers var blevet slagtet på slagmarken få minutter forinden.

Det var på mange måder besynderligt, at handsken ikke blev samlet op. Bahrain så dog ud til at holde sig til planen om en defensiv første uge, hvor Mikel Landa skal have tid til at genopbygge den form, han har savnet i optakten, og med Jack Haig i position til måske at overtage førertrøjen var de ikke interesserede i at fortsætte offensiven. Movistar virkede en smule paralyserede over uheldet og syntes ikke at turde allerede på dette tidlige tidspunkt at tage den store chance med den tidlige offensiv fra en af de to kaptajner. Og Ineos valgte af en helt uforståeligt grund ikke at udnytte, at i hvert fald en formsvag Carapaz måske kunne have bragt sig i position til at komme tilbage i et løb, han ikke synes at have formen til at vinde på klassisk maner.

Det må Roglic prise sig lykkeligt for. Alarmen blev afblæst, og da først han var sikkert inde på målbjerget Balcon de Alicante, var der ikke længere fare på færde. Her er det nemlig i højere grad benene, der taler, og dem har monsteret i et sådant omfang, at han indtil nu stadig kun har lignet en deltager i et motionistløb i en dansk provinsby. På sidste bjerg skulle han nok kunne klare ærterne selv, og det viste sig da også at gå ganske problemfrit, da våbenhvilen blev udstrakt til at gælde hele vejen til mål, hvis man ser bort fra den lille test, Yates leverede tidligt på den stejle del af stigningen.

Faktisk så det ud til at Ineos var initiativtager til at indgå en aftale om at pakke geværerne væk. Yates, der ellers tydeligt beviste, at gårsdagens nedtur ikke var udtryk for noget pludselig formdyk, men derimod udmattelse efter en sidevindskørsel, som ikke er hans kop te, blev højst overraskende sat til at føre i et jævnt tempo, der afholdt alle andre fra at angribe. Og det var måske det helt klare bevis på, at det nu er Egan Bernal, der er den klare kaptajn for briterne. Nu er det nemlig også blevet sagt fra hestens egen mule, at missionen er at køre sig i form undervejs, og da colombianeren har tanket selvtillid med sin kørsel de første dage, kunne noget tyde på, at Ineos er interesserede i at spille ventespillet og afvente, at kaptajnen når den form, der forhåbentlig kan true Roglic i den brutale sidste uge. Det kunne i hvert fald tyde på, at det i stigende grad er briternes ambition at neutralisere den første uge - i hvert fald hvis sidevinden ikke giver problemer - og satse på, at Giro-benene er tilbage, når vi rammer de to vanskeligste dage i de asturiske bjerge om små to uger.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Mere overraskende var det, at Movistar forblev passive. Var det chokket efter Valverdes exit? Var benene ikke til mere? Eller virkede et defensivt Ineos og en tilsyneladende helt afslappet Roglic så overvældende, at det var åbenbart, at ethvert forsøg var formålsløst? Enric Mas lignede ellers stadig den uhyre overbevisende skikkelse, han har gjort gennem hele den første uge, og med tanke på sidste års formdyk mod slutningen, hvor han betalte prisen for to grand tours, skulle man mene, at det var en god ide at drage fordel af de gode ben, så længe de er med spanieren. Men måske er forklaringen, at Lopez igen i dag syntes at mangle de få procent, han ofte mangler i uge 1, og som ikke helt har været med ham endnu trods en ganske fin start på løbet.

I det lys var det måske meget klogt ikke at bringe den ene af to kaptajner i mulige vanskeligheder, men det kan ikke ændre på, at Roglic blev dagens ubestridte vinder. Med enkeltstarten forude kan han gribe løbet defensivt an, og derfor passede det ham ganske glimrende, at endnu en bjergetape blev revet ud af løbsbogen, uden at der blev gjort nævneværdige forskelle. En faretruende situation blev neutraliseret, Kruijswijk så bedre ud, end han har gjort længe, og ikke mindst så Sepp Kuss, hvis primære mission i udbruddet var at mandsopdække de potentielt farlige Haig og Felix Grossschartner, ud til at have genfundet sine gode ben, da han alligevel viste styrke nok til at køre fra de to rivaler på de sidste meter. Samtidig blev amerikaneren sendt så langt frem i klassementet, at Kuss kan bruges på præcis samme offensive måde, som han gjorde i dag - ofte den mest effektive strategi, hvis andenkæden bag Roglic og Kuss er skrøbelig - og nu er det pludselig Jumbo-kollektivet, der er blandt de bedste udrustede i toppen igen. Jo, hvis morgendagens etape tillader det, må der skulle serveres champagne til desserten hos Jumbo i aften.

Det skal der til gengæld ikke hos Bahrain, der oplevede en mareridtseftermiddag i Valencias bjerge. Araberne, der i mandags havde lignet så formidabel en trussel, måtte nemlig sande, at løbet alligevel kom en tand for tidligt for Landa, som trods sin positive overraskelse på Picon Blanco, de seneste dage har måttet sande, at der er grænser for, hvor langt man kan komme uden optimal forberedelse. Håbet om, at han kunne komme gennem den første uge uden væsentlige tidstab, forblev et håb, og selvom en formentlig til den tid meget bedre Landa stadig vil være i spil til podiet i den brutale tredje uge, begynder tidstabet at være så stort, at han ikke længere er nogen rigtig trussel mod Roglic - slet ikke hvis der venter endnu et nederlag på søndag.

Det bedste for Roglic er dog næsten, at den kollektive trussel nu er næsten helt elimineret. Lottokuponerne Wout Poels og Mark Padun viste effektivt, at der desværre stadig alt for mange nitter i det spil, og selvom han rejste sig lidt efter nederlaget i sidevinden, er Damiano Caruso et stykke fra den form, der bragte ham så langt i Giroen. Gino Mäder er solid, men allerede sat relativt langt tilbage og ikke nogen reel trussel mod klassementets top, og derfor er eneste lyspunkt, at Haig i dag fik bragt sig tilbage i klassementet og igen gav indtryk af, at det kun var en enkelt dårlig dag, der kostede på Picon Blanco. Desværre er det også ret klart, at han efter Tour-styrtet ikke har genfundet den gyldne juniform, og selvom han sammen med Landa sikkert bliver bedre undervejs, ser det lige nu ud til, at truslen mod Roglic kommer fra England og Spanien - ikke fra Bahrain.

Den kommer næppe heller fra Rusland. Det var svært at undgå i dag at få et deja-vu til Giroen, hvor Aleksandr Vlasov havde utroligt travlt med at lege med yoyo og vekslede den ene gode dag med den næste dårlige. Dengang betød en god dag ofte, at hans hold efterfølgende satte ham i scene, men desværre ramte det ham ofte i nakken, når den næste dårlige dag ventede. Sådan var det også i dag, hvor det var Astana, der åbnede ballet fra bunden af Balcon de Alicante, men hvor russeren endte som en af taberne. En god 1. etape, en skidt 3. etape, en god 6. etape og en skidt 7. etape… Man aner igen et mønster, der burde betyde, at han er flyvende på søndag, men som ikke rigtigt er gangbart, hvis man vil vinde en grand tour.

Den ambition havde Giulio Ciccone næppe, men han havde helt sikkert håbet ikke at komme til mål sammen med folk som Guillaume Martin og Fabio Aru. I dag stod det imidlertid klart, at det næppe bare var dårlig position, der var årsagen til gårsdagens tidstab. Nok gik det fint på Picon Blanco, men det skuffende indtryk i optakten synes nu vitterligt at have været et varsel om, at han ikke har genfundet den samme gyldne form, som han havde i Giroen. Det kan han heldigvis nå endnu, men målet op top 5 begynder at se sværere og sværere ud, når man også husker, at der venter en gigantisk lussing om 14 dage i Santiago de Compostela.

Nej, så er det langt mere opløftende for David de la Cruz. Spanieren har været løbets positive overraskelse med en hel række af overbevisende præstationer, som han fortsatte i dag, og som bringer ham på kurs mod endnu en top 10. Så god har han ikke været siden det svære ophold hos Ineos, og dermed bliver han blot et endnu skarpere våben på det UAE-hold, der i 2022 tegner sig mere og mere fremragende. Mere overraskende var det, at Louis Meintjes leverede sit absolut flotteste ridt siden sit kollaps ved sin hjemvenden til Dimension Data - og det endda i en finale, der ikke passede ham. Det vil være en fornøjelse, hvis han endelig kan nærme sig det tårnhøje niveau, der gjorde ham så lovende i karrierens første år.

Endnu højere var niveauet dengang hos Aru, og selvom han naturligvis ikke er nærheden af at have genfundet det, er det alligevel en fornøjelse at se, at han synes at forlade feltet på en værdig måde i sit sidste løb. Desværre lurer den konstante frygt for, at den manglende restitution, der har martret ham siden operationen i en arterie vil sætte en stopper for det, der lige nu er et flot comeback. En stor mester som Aru fortjener i hvert fald at forlade sportens gennem fordøren, og det er der i hvert fald et håb om, at vi vil se i dette løb.

Dermed kan der også være lidt succes til et af sportens mindst succesrige mandskaber. I den forstand følger de en trend, som er blevet startet af et DSM, der ellers med blot én sejr i løbet af næsten syv måneder åbnede sæsonen på katastrofal vis, men som i den grad er kommet tilbage på sporet. Michael Storer startede festen med sin magtdemonstration i Ain, og siden er Romain Bardet og Nikias Arndt fulgt op med store og flotte sejre.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

I dag blev genfødslen total. Løbet så ellers ud til at ligge i ruiner, da Bardet styrtede forleden, men i dag lignede tyskerne igen det hold, der kørte udbrudsetaperne så fabelagtigt i sidste års Tour. Det var i hvert fald svært ikke at føle sig hensat til 12. etape af Touren, hvor kometen Marc Hirschi udnyttede et Sunweb/DSM-overtal til at køre hjem til en solosejr, da en anden komet, Storer, gjorde det samme efter en dag, hvor holdet havde haft fem af otte mand med i dagens udbrud.

For et år siden var der ingen tvivl om, at Hirschi var dagens stærkeste mand, og i dag var der lige så lidt tvivl om, at Storer var det samme. Ganske vist blev han hjulpet af den interne kamp mellem Kuss, Haig og Grossschartner, der markerede hinanden, men efter at han havde startet udbruddet i den tidlige seksmandsgruppe og siden angrebet resten af gruppen fra distancen, var det dybt imponerende at se ham give Pavel Sivakov, Carlos Verona og Andreas Kron klø på samme overlegne måde, som han havde gjort det med hele feltet i Ain for et par uger siden. Hvad der er sket i løbet af sommeren, aner jeg ikke, men sandt er det i hvert fald, at Storer, der ellers lignede et tabt talent, med ét er begyndt at levere på de løfter, han gav som ung. Så kan DSM bare desværre ærgre sig over, at han bliver et af de mange talenter, der forlader skuden, når resultaterne begynder at komme, mens FDJ kan glæde sig over, at de nok har fået fat i en større guldfugl, end de anede, da de underskrev kontrakten.

Til gengæld blev det endnu en skuffelse for et ellers endnu større talent, Sivakov, der slet ikke har genfundet melodien, siden han styrtede i Touren sidste år, og som missede det, der kan være hans eneste chance i et løb, hvor Bernal tager fokus i den anden halvdel. Verona fandt også formen helt ud af det blå og kunne have reddet dagen for Movistar, men desværre sov han i timen, da Storer-toget kørte og brugte måske de nødvendige kræfter på sin ellers ganske imponerende opkørsel.

Samme form for opkørsel kostede nok også for Andreas Kron, men han har al mulig grund til at være tilfreds. Det var nemlig ikke helt indlysende, at han kunne køre med om sejren på så svær en bjergetape, og selvom det var forventet, at de mere udprægede klatrer slog ham til sidst, fik han bevist, at der er al mulig grund til at tro, at tredje udbrudssejr på WorldTouren kan vente senere i dette løb.

Det er i hvert fald betydeligt mere ærgerligt at være Grossschartner. Østrigeren, der ellers ikke synes at have fundet sin bedste form, greb smukt ud efter lykken på den måde end lidt tung klassementsrytter som ham skal gøre, hvis de har ambitioner om et stort resultat, og det kunne endda være endt med en førertrøje. Desværre manglede der 8 sekunder, som Roglic utvivlsomt gerne havde givet ham, hvis han derved kunne have fået lov at ændre på et udfald, som hverken han eller Grossschartner syntes at være tilfredse med. Men østrigeren kan i det mindste glæde sig over, at han tog det første skridt mod på samme måde som Guillaume Martin i Touren at køre sig i top 10 med den offensive tilgang, der også sidste år sendte De la Cruz og David Gaudu op blandt de bedste

Den offensive tilgang skulle også have bragt Valverde langt i dag. Det var i hvert fald det, der var lagt op til, da veteranen blæste ud af feltet med 43 km igen og iværksatte en offensiv, der satte Roglic så meget under pres, at man kortvarigt fornemmede optakten til et sandt drama. Drama fik vi skam også, men desværre på den måde, ingen ønskede sig. I stedet for at blive husket som dagen, hvor Roglic og Jumbo kom under pres, vil vi nu altid tænke tilbage på 7. etape som dagen, hvor ét drama med ét slag aflyste et andet.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-