Vuelta a Espana-analyse: Alder er jo bare et tal

Jeg lægger mig fladt ned, flov og pinligt berørt over at have forbrudt sig mod en af cykelsportens mest basale grundregler. Efter Valverdes skuffende Tour har jeg ved flere lejligheder turdet nævne det unævnelige, nemlig at den spanske veteran måske kunne være på vej mod omsider at tabe lidt bare toppen af sit tårnhøje niveau. Det var i hvert fald en nærliggende tanke, efter at han på de franske landeveje kørte sin ringeste grand tour siden 2012, og efter at han havde oplevet den dårligste ardennerkampagne i lange tider. Når dåbsattesten siger 1980, er der altid grund til at være lidt bange for den slags halvsvage præstationer.

Men den slags blasfemi hører sig naturligvis ikke til. Det står skrevet med flammeskrift på side 1 i cykelsportens grundbog, at der er én rytter i denne verden, der tilsyneladende er hævet over aldring og andet pjat, som andre ryttere må døje med. I hvert fald fortsætter Valverde med bare at blive bedre år for år, og end i ikke hans forfærdelig styrt i sidste års Tour har kunnet ændre på det forhold. Foråret 2017 var hans bedste hidtil, og i år var han mindst lige så suveræn i sin dominans af de første måneder.

Alligevel var der grund til at være lidt bekymret efter klassikerne, for Valverde havde trods alt opnået sine sejre på et tidspunkt, hvor de værste rivaler ikke var i topform. Det var de til gengæld i både Ardennerne og Touren, og her var Valverde slet ikke den faktor, han plejede at være. Det fik langsomt den lille tvivl til at snige sig ind, men naturligvis uden grund, for i Valverdes verden er alder som bekendt bare et tal.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Det viste han i dag, hvor vi igen fik lov til at overvære Valverde levere en afslutning med den kliniske præcision, som kun han har, og som man kun opnår, når man har tilbragt snart 20 år i det professionelle felt og vundet mere end 100 cykelløb. Da han fik Michal Kwiatkowski til at ligne en nystartet juniorrytter på bakken op til målet i Caminito del Rey, var det med en overlegenhed og kølighed, der ledte tankerne tilbage til marts måneds Volta a Catalunya, hvor han i sine dueller med Egan Bernal lignede en mand, hvis puls aldrig nåede over de 100.

Valverdes intentioner blev tydeligt på de sidste 5 km, da Andrey Amador og Nelson Oliveira pludselig blev sendt og satte et dræbertempo, der endte med at gøre etapen langt hårdere, end de fleste havde ventet. Det alene var en klar advarsel til rivalerne, for Movistar har haft en lidt kedelig tendens til ikke at køre for de mange Valverde-etaper i Vueltaen, som spanieren altid finder i overflod. Når spanierne på den måde tog initiativ var det derfor et klart signal om, at spanieren, der allerede med fremragende kørsel på bakken på gårsdagens enkeltstart havde vist god form, var opsat og beredt på noget stort.

Netop Oliveira og Amador havde allerede i går vist, at de er kommet til Spanien med superform, men alligevel så det ud til, at de alligevel endnu engang ville se en Valverde-sejr glide dem af hænde. Et bravt forsøg af den meget lovende Laurens De Plus satte nemlig både Movistar og Sky under pres, og da Valverde efter endt arbejde fra de to første hjælper spejdede rundt for at finde Richard Carapaz, måtte han hurtigt indse, at det ecuadorianske supertalent efter at være kaldt til Spanien med kort varsel, havde glemt sine bedste ben derhjemme. Nairo Quintana kunne naturligvis som holdets kaptajn ikke kaldes til tjeneste, og derfor var der ikke andet at gøre end selv at træde i karakter.

Det er ikke uset, at Valverde er havnet i den situation, som kan knække langt de fleste. Det sker bare ikke for Valverde, der kender sig selv bedre end de fleste. Som han gjorde det i Liege i 2017, hvor han stille og roligt trak Dan Martin ind og derefter suverænt vandt spurten, eller som han gjorde det i samme løb et par år tidligere, hvor det var Daniel Moreno, der måtte se veteranen med klinisk præcision eliminere et ellers lovende fremstød, åbnede Valverde først let for gassen uden at gå i rødt felt. Alligevel kørte El Imbatido såp stærkt, at det hurtigt kun var Kwiatkowski og Tony Gallopin, der kunne matche ham, og da også franskmanden var faldet fra, var det kun de to forhåndsfavoritter, der fik kontakt med De Plus.

Det var her, at der for de fleste andre ville være en pris at betale, da Valverde som forventet fik Kwiatkowski direkte i nakken. Præcision og timing er imidlertid Valverdes varemærke, så han havde naturligvis gemt præcis så meget i tanken, at han havde nok i posen til ikke blot at svare, men også med tilsyneladende lethed træde forbi polakken, der ellers med sin enkeltstart og dominans i Polen har vist, at der i øjeblikket ikke findes mange, der kan matche ham i denne type finaler. Men der er én, og han gjorde med kliniskhed arbejdet færdigt på den mest typiske Valverde-facon, der har gjort ham til en af sportens absolutte legender, allerede inden karrieren er ovre.

Naturligvis skal man være varsom med at drage alt for forhastede konklusioner, for Valverde kørte faktisk også ganske stærkt i Tourens første uge, inden han falmede i bjergene. Mere og mere peger dog på, at det hele var en del af en nøje tilrettelagt plan, der skal bringe ham til Innsbruck i gudeform, så han endelig kan få den regnbuetrøje, som er det eneste, der for alvor mangler på hans cv. Da han nu samtidig har fået det med hjem fra Giroen, som han kom efter, kan han nu med sindsro koncentrere sig om at hjælpe Quintana, samtidig med at formen fintunes frem mod slaget på de østrigske landeveje. Det betyder ikke, at han ikke alligevel kan ende helt fremme i klassementet - det gør han jo altid i Vueltaen - men formentlig vil vi se en Valverde, der nu med ro i sindet og bevidstheden om en succesfuld Vuelta kan gribe de muligheder, der opstår, og derudover koncentrere sig om at hjælpe Quintana til sejr.

Og den sejr kom allerede i dag et stort skridt nærmere. Dagens helt store historie var nemlig, at al snak om spil for galleriet og bluff fra Richie Portes side én gang for alle kan forstumme. Australieren har i dagene op til løbet lydt bekymrende pessimistisk om sin form, men der var vel næppe nogen, der havde regnet med, at han allerede i dag ville smide næsten et kvarter. Dermed kan vi én gang for alle afskrive australieren som en kandidat til noget som helst, i hvert fald i løbets indledning, og han vil nu bruge resten af løbet til at gøre sig klar til VM.

Desværre kan man godt være lidt bekymret på hans vegne. Det er velkendt, at Porte ikke er den psykisk mest robuste rytter, og han har ofte haft det svært med modgang. Derfor var det vanskeligt for ham at komme i gang igen efter Touren, og da han vitterligt var kommet til Vueltaen for i hvert fald at prøve at køre klassement, må dagens nedtur være en lammende mavepuster. I Baskerlandet tidligere i år havde han samme intentioner om at rejse sig sidst i løbet, men det endte som en fiasko, der skulle vise sig at knække ham psykisk i de kommende uger. Man kan frygte, at det samme sker her, og at den evigt uheldige, men også ret skrøbelige australier ender som en bifigur i en Vuelta, der i dag blev vendt helt på hovedet for BMC.

Det var nemlig ikke blot Porte, der måtte slippe. Det samme måtte Rohan Dennis, der udviste en nærmest skræmmende mangel på fightervilje ved nærmest allerede på forhånd at opgive førertrøjen. Bedre blev det ikke af, at Dylan Teuns, der ellers burde være god i en finale som denne, kunne se sin superform fra enkeltstarten forsvinde med samme hast, som den var kommet, og dermed blev BMCs superstart med ét forvandlet til noget, der kunne ligne et mareridt.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

De var imidlertid ikke de eneste. Også Katusha, der i forvejen må drømme om, at verdenssamfundet kan enes om én gang for alle at slette 2018 fra den kollektive erindring, blev igen ramt af modgang, netop som der var lys for enden af tunnelen. Ilnur Zakarin havde ellers lagt bragende flot ud med en god enkeltstart i går, og det så ud til, at den russiske dieselmotor måske allerede i sit første forsøg kunne vise sig kapabel i den svære Tour-Vuelta-kunst, der ellers kun er for feinsmeckere. Det håb blev imidlertid lynhurtigt knust mod den glohede spanske asfalt, da den jo temmelig klodsede russer måske ikke helt uventet røg i asfalten og endte med at tabe godt et minut. Tabet i sig selv er måske ikke i sig selv så slemt, men en tur på hospitalet med et dårligt knæ og en forslået skulder kan meget vel betyde en tidlig afslutning for russeren og dermed endnu en anonym grand tour for Katusha, der ikke har meget andet at komme på de spanske landeveje, da Jose Goncalves tilsyneladende slet ikke har fundet sine gyldne Giro-ben frem denne gang.

Mindre overraskende var det, at der var tidstab til Vincenzo Nibali og Adam Yates, der begge er til start med alt andet end personlige ambitioner, selvom man måske nok kunne have forventet, sidstnævnte ikke ligefrem havde booket billet til gruppettoen. Alle tanker om, at de talentfulde Pavel Sivakov, Carapaz, Sepp Kuss, Mark Padun og Tao Geoghegan Hart måske kunne skabe en overraskelse, kan også effektivt begraves - for sidstnævntes vedkommende kun efter en jætteindsats, hvor han ene mand kontrollerede en stor del af finalen.

Lidt mere uventet var det måske, at Dan Martin tabte tid på en etape, hvor han egentlig burde have kørt med om sejren. I går gav han imidlertid udtryk for, at klassementet ragede ham en høstblomst, og i lyset af dagens resultat er det egentlig meget heldigt. Dermed kan vi skrive ham på listen over ryttere, der er her for at forberede sig til VM, men det vil nu ligne ham dårligt, hvis han ikke alligevel bliver en aggressiv hovedrolleindehaver på mindst en stribe etaper. Og hvem ved? Måske får Rafal Majka her en konkurrent i kampen om den bjergtrøje, han ellers ligner en favorit til.

Det mest uventede tidstab var måske de få sekunder, Miguel Angel Lopez smed i finalen. På den anden side er det nu efterhånden et halvkedeligt mønster, at colombianeren er enormt rusten i indledningen af etapeløb, for det er tendensen snart sagt hver eneste gang. Også i Giroen smed han i denne type finaler et hav af sekunder, og det forhindrede ham ikke i alligevel at ende på podiet. På længere sigt det imidlertid et problem, der skal findes en løsning på, for skal han vitterligt vinde Touren engang i fremtiden, er der ikke plads til den slags løsagtig omgang med måske helt afgørende sekunder. Bedre blev det ikke af, at holdets løjtnant, Pello Bilbao, ligeledes tabte tid i en finale, der ellers burde passe ham, og at Omar Fraile endte i gruppettoen efter et styrt.

Der var imidlertid også folk, der viste lovende takter. Lige nu ligner Quintana løbets favorit, for den meget opmærksomme colombianer så ud til at være helt ovenpå pedalerne i en finale, han ellers helst havde undgået. Noget kunne i hvert fald tyde på, at han er kommet til Vueltaen i samme form som for to år siden, hvor han slog selveste Chris Froome, og der er håb om, at dette kan være løbet, der bringer ham tilbage til toppen af grand tour-hierarkiet.

Derudover bekræftede George Bennett, at han kan blive løbets helt store overraskelse, for når han kan spurte sig til en 5. plads i en finale som denne, er hans gudeform fra de polske landeveje i hvert fald ikke forsvundet. Han var endda så meget i hopla, at han sendte en i øvrigt ligeledes fremragende kørende Steven Kruijswijk frem for at føre, og dermed ser det ud til, at LottoNL igen i dette løb vil have en livsfarlig duo, der kan bringe hvem som helst under pres. Om Bennett så har toppet for tidligt, er stadig et åbent spørgsmål, men foreløbig ser det lovende ud.

Det gør det også for en anden dieselmotor, Emanuel Buchmann, der ligeledes levede op til de store forventninger, jeg på forhånd har haft, ved at spurte sig til en 7. plads i en finale, der ikke passer ham, og også hans holdkammerat Davide Formolo ser ud til at kunne bygge videre på de lovende takter fra Giroen. Og helt som ventet er både Thibaut Pinot og Rigoberto Uran, der begge har mere friskhed end de fleste, knivskarpe og klar til at køre med om sejren.

Mest grund til tilfredshed har måske Wilco Kelderman. Hollænderen kom som bekendt til løbet med stor tvivl om sin form efter næsten en hel sæson uden løb som følge af to grimme styrt. Alligevel fulgte han er flot enkeltstart op med en god præstation i dag, og dermed har han igen bekræftet, at han mere end nogen anden mestrer kunsten efter sine mange skader at træne sig i superform. Samtidig siger logikken, at han kun vil blive bedre fra nu af, og da han efter Portes kollaps samtidig er den bedste temporytter i klassementskampen, ligner han mere og mere en seriøs udfordrer til tronen.

Lidt sværere er det at vurdere Simon Yates. Helt sikkert er det, at dagens præstation i en finale som denne var langt under niveau, men det har som bekendt hele tiden været planen, at han denne gang skal forsøge at køre sig i form undervejs. Der er fortsat al mulig grund til at tvivle på den strategi for en mand, for hvem holdbarhed ikke just er en force, men foreløbig viser han i hvert fald, at han er tro mod sit ord. Ærgerligt er det til gengæld, at Jack Haig ikke kan få lov at køre sin egen chance, for det australske supertalent viste i dag, at han måske vil være endnu bedre end i Giroen, hvor han undervejs endda var endda af de allerbedste.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Endelig er der Michael Woods, der efter en kedelig optakt til løbet formentlig gjorde det bedre end ventet, samt David De La Cruz, Enric Mas, Ion Izagirre, Fabio Aru og Louis Meintjes, der alle gjorde det nogenlunde som forventet i en finale som denne. Og så tyder mere og mere på, at Bauke Mollema måske vil køre lidt mere klassement, end han hidtil har givet udtryk for.

Også Laurens De Plus fortjener applaus, for det kunne være endt med det helt store nummer i dag. Læsere af disse analyser vil vide, at jeg længe har haft stor tiltro til Belgiens eneste rene klatretalent, og nu ser det endelig ud til, at han er tilbage på sporet efter sine mange styrt i starten af karrieren. Med tanke på, at han sidste år i Giroen, bare blev bedre og bedre undervejs, ligner han mere og mere en mand, det vil være værd at holde øje med også senere i løbet.

I første omgang træder alle disse folk imidlertid i baggrunden for en enkelt dag, for der er et sultent sprinterkobbel, der jagter revanche. Alle kom de nemlig til kort på dagens etape, der knækkede dem alle - også Peter Sagan, der til fulde bekræftede, at det Tour-styrt virkelig har efterladt ham i en rystende ringe tilstand - og derfor vil de være som glubske hunde, når det går løs på morgendagens etape.

I mellemtiden kan VM-favoritterne så begynde at filosofere over, hvordan de vil slå Valverde i kampen om VM-trøjen i de østrigske bjerge om en måneds tid. I hvert fald er der indløbet besked til de spanske plejehjem om, at der ikke længere er grund til at reservere en plads til den 38-årige spanier. For Valverde er alder som bekendt bare et tal. Jeg har lært lektien!