Vuelta a Espana-analyse: Britisk partycrasher spolerer colombiansk bjergfest

Der var i den grad dækket op til fest. Hele den colombianske befolkning var inviteret til stor sydamerikansk klatreshow, da Vueltaen i dag bød op til dans på den helt nye og meget stejle Les Praeres-stigning. Igennem de foregående etaper havde Nairo Quintana og Miguel Angel Lopez lignet løbets to stærkeste klatrere, og hele den colombianske cykelverden så frem til, at deres to stjerner skulle sætte sig igennem på en af løbets allervigtigste etaper.

De to helte tog da også imod invitationen, og da Lopez var den eneste, der kunne følge Quintanas to angreb i finalen, så det da også ud til, at Vueltaen kunne koges ned til den colombianske duel, sydamerikanerne havde drømt om. På det tidspunkt lignede det kortvarigt alene et spørgsmål om hvem af de to, der ville vise sig som den stærkeste, for en tilsyneladende uberørt Lopez sad bare limet til Quintanas hjul uden at afsløre, hvor stærk han reelt var.

Desværre for colombianerne gemte der sig i feltet en britisk partycrasher, der bare få øjeblikke senere ikke blot spolerede deres lukkede fest, men også satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet bliver en af de to colombianere, der vil ende øverst på podiet i Madrid om en uges tid. Med den eminente timing, der alle har været begge Yates-brødres varemærke, holdt Simon Yates nemlig hovedet koldt, inden han med sit velkendte punch fuldstændig tog de to forbavsede colombianske bjerggeder på sengen.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Resultatet blev, at Yates tog sin anden etapesejr i den spanske grand tour, og modsat for to år siden, hvis han lidt tilfældigt havde sneget sig væk som outsider på en halvkuperet etape, var der denne gang tale om en helt stor triumf i direkte kamp med verdens allerbedste klatrere. Derfor havde den lille brite da også svært ved efterfølgende at skjule sin begejstring. Ikke blot havde han sikret sig en stor triumf, han havde også generobret den røde trøje, og modsat sidste gang, hvor han ikke helt syntes, at han havde gjort sig fortjent til at bære den, var han denne gang tydeligvis over helt berettiget at have sat sig på positionen som løbets førstemand.

Sejren er i den grad perspektivrig for Yates. Forud for løbet har han nemlig haft en helt anderledes tilgang, end han har haft til tidligere grand tours. Denne gang handlede det om ikke at være for god for tidligt, og han har ikke lagt skjul på, at de første 12 dage for ham alene drejede sig om at spare på kræfterne. Det var også derfor, at det faktisk så ud til, at hans tur i førertrøjen kom lidt på tværs af hans planer, og hans manglende lyst til at bruge kræfter på et trøjeforsvar førte ham ud i åben krig med Movistar, der ikke var tilfreds med Mitchelton-holdets manglende vilje til at kontrollere et løb, der var deres ansvar.

Vi er imidlertid mange, der har været i tvivl om, hvorvidt strategien ville lykkes for Yates. Den lille brite har ganske vist tidligere vist, at han sagtens kan køre top 10 i en grand tour, men det har også hver gang været en tendens, at han er falmet i den tredje uge. I Giroen kom han så bekendt ind til løbet med lyn og torden og angreb i et væk de første to uger, indtil han eksploderede spektakulært i den tredje uge. Det var det, han med mere konservativ kørsel, ville undgå denne gang, men alligevel kunne man spørge, om Yates vitterligt har motoren til at ramme samme tårnhøje niveau også til allersidst i en grand tour.

Dagens præstation giver et delvist svar, for det er helt tydeligt, at strategien i første omgang har båret frugt. I hvert fald er Yates nu klart bedre, end han var i starten af løbet. På den anden side er det også tydeligt, at han ikke er i samme suveræne særklasse som i Giroen, hvor han var i en helt anden liga end resten af feltet, og vi har derfor stadig til gode at se, om Yates faktisk kan føre også den sidste del af sin plan ud i livet.

Sagen er nemlig, at han i dag vandt mere på et klogt hoved end på at have de bedste ben. Yates-brødrenes helt store styrke har altid været den helt eminente timing og evne til at læse løbet, som har givet dem et hav af sejre fra situationer, hvor de langt fra har været de stærkeste. I Giroen i år forholdt det sig imidlertid anderledes, for her var Yates så stærk i løbets første del, at han lagde koldblodigheden til side og i stede satte alle rivalerne til vægs på ren muskelkraft.

I dag var det igen Yates Classic. I stedet for at lade sig med af de colombianske bjerggeder forblev han helt kølig og lod Lopez og Quintana ride hornene af sig, mens han gemte sig i et felt, hvor han nok skylder Steven Kruijswijk en øl eller to for at have ageret trækdyr på det meste af den afsluttende stigning. Han var imidlertid ikke uheldig, for han løb også den risiko, at en af de to colombianere ville vise sig som den stærkeste og køre hjem til en suveræn solosejr.

Det skete bare ikke, for Quintana var ude af stand til at smide Lopez, og da Astana-stjernen tydeligvis ikke havde til sinds at blotte sig selv, tabte den colombianske duo konstant momentum, når Lopez nægtede at overtage føringen. Resultatet blev, at Yates gang på gang kunne lade sig fragte tilbage - kun en enkelt gang måtte han selv træde an for at lukke et hul - og derfor havde han stadig sit klassiske punch gemt i stængerne, da feltet nærmede sig sidste km. Her kunne han med sin vanlige sans for timing iværksatte et klassisk Yates-angreb, der viste sig umuligt at neutralisere, og den koldblodige og afventende taktik gav ham derfor en yderst fortjent sejr.

De to colombianere har imidlertid grund til at ærgre sig, for det kunne måske være endt helt anderledes, hvis de havde samarbejdet om at neutralisere de øvrige rivaler. Den mulighed smed Lopez imidlertid på gulvet, og det kan vise sig at være en stor fejl. Da han endelig åbnede op til sidst, viste han nemlig stort overskud, men på det tidspunkt var den britiske fugl for længst fløjet. Derfor må Astana-mandskabet i den grad se tilbage på etapen som en spildt mulighed, for havde Lopez været mere risikovillig i den direkte duel med Quintana, kunne det være endt med den helt store succes.

Lopez’ frygt for Quintana var imidlertid tilsyneladende for stor. I lyset af Quintanas historik kan man egentlig ikke fortænke ham i at være en anelse forsigtig, for han kunne meget vel have fået kondoren i nakken, hvis Movistar-stjernen havde haft en af sine store dage. Det havde han bare ikke, og faktisk var dagens helt store overraskelse vel, at han viste helt uventede svaghedstegn mod slutningen.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Desværre følger det efterhånden et kedeligt mønster, for i de senere år er det blevet ganske hyppigt, at Quintana efter utallige angreb er faldt lidt sammen mod slutningen af de store bjergetaper. Det så vi også i sidste års Giro og tidligere også i Vueltaen, og set i det lys havde det måske været mere befordrende for hans chancer ikke at spille helt så meget med musklerne, selvom man som cykelfan naturligvis kun kan begejstres over, at den lille colombianer aldrig er bleg for at åbne ballet.

Den anden store overraskelse var, at Alejandro Valverde i den grad rejste sig og i dag klart var en af de stærkeste ryttere. Den spanske veteran, der virkede så stærk i starten af løbet, havde ellers tabt momentum på La Covatilla og lignede en rytter, der først og fremmest ville fokusere på VM. Efter dagens præstation åbner der sig imidlertid igen ret store Vuelta-perspektiver, der komplicerer billedet og strategien for en mand, der kan så meget, at det er svært at finde plads til det hele.

Det vil dog nok alligevel være dumt for Movistar at skifte hest. Hvis man skal lede efter et mønster i Valverdes usædvanligt ustabile præstationer i år, har det været, at det har knebet på de længere stigninger. De seneste to dage har budt på rigtigt Valverde-terræn, og det er derfor først i morgen berygtede Lagos de Covadonga, at vi for alvor vil få en ide om, hvor langt veteranen kan drive det. Klarer han imidlertid også den test, åbner der sig meget spændende perspektiver for Movistar, for i et favoritfelt med fire ret jævnbyrdige ryttere, så vi i dag, at taktik meget vel kan blive afgørende, og derfor kan to potentielle vinderkort måske være den trumf, der i sidste ende giver spanierne den helt afgørende fordel.

Også to af løbets dieselmotorer satte sig fornemt igennem sammen med de fire øverst placerede i klassementet. Thibaut Pinot og Steven Kruijswijk har begge et ry for at være stærke i den tredje uge af en grand tour, og det ser igen ud til, at de begge har timet formen helt perfekt.

Hvor det hele tiden har været ret klart, at Pinot ville være stærk mod slutningen, herskede der denne gang lidt usikkerhed om Kruijswijk, der ellers mere end nogen anden er en dieselmotor med stor holdbarhed. Denne gang har han nemlig for første gang Touren i benene, men i dag viste han, at det bestemt ikke har gjort ham nogen skade. Faktisk var hollænderen dybt imponerende, for i erkendelse af, at den eksplosive stigning ikke passede ham, valgte han at køre den som en slags enkeltstart, hvor han uden at se sig tilbage førte uafbrudt nærmest fra top til bund. At han alligevel kunne ende på en 6. plads er derfor yderst løfterigt. Og da både Kruijswijk og Pinot er bedre på længere stigninger, ser det ganske lovende ud med tanke på de bjergetaper, der venter i løbets sidste del.

Når vi taler om motorer, var en dagens helt store positive overraskelse måske Fabio Aru. Det har ellers lignet endnu en lang lidelseshistorie med et muligt tidligt exit for italieneren, men i dag rejste han sig på flot vis. Det kan godt være, at hans niveau stadig er uendeligt langt fra hans bedste, men det er trods alt opløftende, at han i dag kunne køre sig i top 10. Aru har altid været bedst i løbets tredje uge, og det kunne derfor være meget livgivende for en efterhånden hendøende karriere, hvis han i den sidste uge kunne vise, at han stadig besidder elementer af tidligere tiders klasse.

En anden stor vinder var Enric Mas, der for anden dag i træk bekræftede, at hans talent er enormt. Faktisk kunne det måske være blevet endnu bedre, hvis han havde kørt mere defensivt, for det så ud til, at han aldrig rigtigt kom sig igen efter sit angreb. Under alle omstændigheder har han vist, at han hører til blandt feltets bedste klatrere. Nu skal han så blot bevise, at han kan holde hele vejen.

Det ved vi, at Rigoberto Uran kan. Det har colombianeren nemlig vist talrige gange, men det ser ikke ud til, at det er denne gang, han skal erobre en podieplads i Vueltaen til sin allerede flotte samling. Etapen i dag bekræftede nemlig tendensen fra de foregående dage, nemlig at han fortsat mangler det allersidste for at kunne følge de bedste. Uran er ikke typen, der går helt ned, men i lyset af hans efterhånden temmelig dårlige enkeltstart synes en podieplads at være uden for rækkevidde for den mest erfarne af de tre colombianere.

Til gengæld bekræftede etapen også mere negative billeder. Selvom Ion Izagirre kørte flot og konservativt på den sidste stigning, hvor han med klog kørsel begrænsede tidstabet, og også fortjener applaus for den aggressive Bahrain-offensiv, viste etapen også, at han ikke er lige så flyvende som i løbets første del. Desværre har det hele tiden været forventeligt, at han ville falme lidt til sidst, men nu skal han koncentrere sig om at undgå det totale kollaps, der altid er en risiko for en mand, der aldrig tidligere har kørt klassement i den tredje uge af en grand tour.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Emanuel Buchmann bekræftede også den lidt kedelige tendens, der har gjort sig gældende siden styrtet, ligesom George Bennett ligner en mand, der har toppet alt for tidligt. Ganske vist tabte han kontakten på nedkørslerne og ikke på stigningerne, men da han på det sidste bjerg tabte næsten tre minutter til David de la Cruz ser det ud til, at manden, der satte verden i brand på de polske stigninger, i den grad har kikset sin formtiming. Nu ender han formentlig som luksushjælper for den stadig mere overbevisende Kruijswijk.

Mere grund til ærgrelse må der være hos de la Cruz, for han fik sig ikke en lussing på grund af dårlige ben. Faktisk køre han ganske stærkt op ad den sidste stigning, selvom han forinden havde brugt mange kræfter på at skulle lukke et hul. I stedet var det på nedkørslen, det gik galt, og dermed fik han igen stillet sin store svaghed til skue. Også sidste år tabte han nemlig flere gange terræn, når det gik nedad, og det er et problem, der skal løses, hvis han for alvor skal etablere sig som etapeløbsrytter. Det er desværre en skam, for de la Cruz gav igen i dag indtryk af, at han virkelig har fundet benene til den sidste uge.

Det har Wilco Kelderman til gengæld ikke, og det var en kedelig overraskelse. Hidtil har hollænderen nemig virket enormt stærk, og med tanke på den langt fra optimale forberedelse sagde al logik, at han blot skulle blive bedre og bedre undervejs. Derfor var hans store tidstab i dag vel det mest uventede af dem alle. Det skal blive interessant at se, om der blot var tale om en enkeltstående dårlig dag, eller om han måske alligevel betaler en pris for at komme relativt dårligt forberedt til et af sportens allersværeste løb.

Den slags bekymringer er der ikke hos Quintana, Lopez og Yates, der alle i dag levede op til deres status som løbets tre største favoritter. Den colombianske fest udeblev imidlertid, for da der til slut blev serveret Yates Classic havde de to sydamerikanske bjerggeder allerede fået nok. Nu udestår blot at se, om briten også har nok på lager til at holde kunne forsyningskæden åben hele vejen, eller om han igen ender med at må melde udsolgt, når vi når til desserten i Andorra.

I første omgang skal vi se, om der er til hovedretten. Det ved vi om 24 timer, for der er allerede dækket op til mere fest på løbets mest mytiske stigning, Lagos de Covadonga.