Vuelta a Espana-analyse: Da Bernal lod sig inspirere af Krag

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Der var engang en dansk statsminister, der havde et standpunkt, indtil han tog et nyt. Det er ikke sikkert, at Egan Bernal kender Jens Otto Krag, men måske har han alligevel studeret dansk politisk historie i sin fritid. I hvert fald tyder noget på, at den colombianske grand tour-stjerne har ladet sig kraftigt inspirere af den danske politiker, da han lagde strategien for årets Vuelta.

Indtil i dag har mantraet nemlig været helt klart. Efter en optakt, der blev besværliggjort af en coronainfektion, er Bernal kommet til det spanske løb med ambitionen om at køre sig i form og toppe i den tredje, der i denne udgave ser ud til at blive særligt afgørende. Hver eneste gang, han er blevet spurgt til strategien for de kommende tre uger, har han gentaget, at han endnu ikke er på toppen, og siden har han også sagt helt direkte, at målet har været at komme sikkert igennem den første uge uden væsentlige tidstab til hovedrivalen, Primoz Roglic.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Den drejebog er blevet fulgt. Bortset fra meget opmærksom kørsel i sidevinden, hvor det snarere er holdets og ikke Bernals egen styrke, der skal gøre forskellen, har Ineos været usædvanligt passive i årets sidste grand tour. Det er ikke ofte, at briterne kommer til et tre uger langt løb med tre af deres skarpeste ryttere og alligevel vise sig så lidt, som de har gjort på de første to bjergetaper. Her har Adam Yates ganske vist fået lov at lancere en serie angreb, men den dominerende og kontrollerende kørsel, vi plejer at se, når Bernal går efter sejren i et etapeløb, var helt fraværende både på Picon Blanco og Balcon de Alicante. Ja, faktisk gik det så vidt, at Pavel Sivakov fik en for Ineos uhyre sjælden chance for at jagte en etapesejr i fredags, hvor han også iførte sig løbets bjergtrøje - et helt uhørt resultat for en Ineos-hjælper!

På sidste side i første akt af Ineos-drejebogen stod, at dagens store bjergetape til Alto del Velefique også skulle overstås uden tidstab. Det var også det, Bernal selv gav udtryk for, da han i gå blev bedt se frem mod det store bjergslag, og da Richard Carapaz, der blandt holdets kaptajner var rytteren med størst interesse i at drage fordel af en mulig god startform for længe siden, har sat sig ud af spillet, gav det endnu bedre mening at gribe løbet an helt efter Bernals drejebog. Nok har Yates, der jo heller ikke just er kendt for sin holdbarhed i den tredje uge, åbenlyst et tårnhøjt niveau lige nu, men hvis Ineos vil besejre Roglic gør de nok klogt i at spille Bernal-kortet. Og i hans interesse var det, at også dagens etape blev grebet lige så defensivt an som de foregående.

Men så var der det med standpunktet… Jeg var næppe den eneste, der blev meget overrasket over at se Ineos pludselig indlede den første Ineos-massakre i årets løb, da briterne pludselig satte sig frem med først Tom Pidcock, siden Salavatore Puccio og Jhonatan Narvaez og slutteligt Dylan van Baarle og Pavel Sivakov, da feltet ramte årets længste stigning midtvejs på den brutale etape i de glohede andalusiske bjerge. I enhver anden grand tour havde det været det forventede scenarium, men i denne for Bernal så atypiske Vuelta var det udtryk for, at drejebogen var sendt direkte i makulatoren.

To timer efter starten på massakren kunne ofrene gøres op, og når Bernal i aften sætter sig ned og slikker sine sår, vil han nok fortryde, at han lod sig inspirere så voldsomt af Krags berømte citat. I hvert fald er det svært at se, at der blandt løbets fire store hold var en større taber end det britiske supermandskab, der selv kan vælge, om de vil kalde det et gigantisk selvmål eller et pistolskud direkte ned i egen fod. Uanset ordvalget er resultatet det samme: Ineos er meget længere fra en Vuelta-sejr, end de var i morges!

Selvfølgelig havde Bernal næppe undgået sit nederlag. Nok var det ret tydeligt igennem hele etapen, at Roglic og Jumbo kørte med håndbremsen trukket, som de har gjort gennem hele løbet, hvorfor det næppe var dem, der havde fået løbet eksploderet, og nok betød Damiano Carusos deltagelse i udbruddet og Mikel Landas rustne startform, at vi helt sikkert ikke ville se en offensiv fra Bahrain, men det er helt usandsynligt, at Movistar ikke havde åbnet ballet, hvis ikke Ineos havde gjort. Dertil har Miguel Angel Lopez og Enric Mas været alt for velkørende, og det var helt åbenbart, at de selvfølgelig skulle gribe denne chance for at vinde tid - måske ikke på Roglic, men så i hvert fald på en efter eget udsagn og også helt åbenbart formsvag Bernal.

En Movistar-offensiv havde formentlig også kørt Bernal agterud, men så var skaden formentlig slet ikke blevet så stor. Hvor gerne de end havde villet det, har spanierne nemlig slet ikke truppen til at lægge det pres, som Ineos gjorde. Nøglekomponenten Alejandro Valverde savnes allerede, og i dag mistede de også Johan Jacobs til det tidlige rugbrødsarbejde. Nok viste Carlos Verona igen i dag, at han er ganske flyvende lige nu, men modsat Ineos ville Movistar reelt set kun kunne have åbnet ballet på den sidste stigning.

I givet fald var skaden formentlig blevet langt, langt mindre. Ganske vist er en væsentlig forklaring, at der denne gang ikke var modvind, men forskellene endte med at blive langt større end ved seneste besøg i 2009, og da en relativt blød stigning som Velefique ikke i sig selv burde ende i et blodbad, er det svært at se de store tidsforskelle som et udtryk for andet, end at Ineos indledte en massakre, der gjorde løbet knaldhårdt. Det ville normalt også have været en stor fordel for Bernals dieselmotor, men i hans nuværende tilstand kunne det næsten kun være til fordel for alle andre - og sådan blev det da også.

Konsekvensen blev enorm. Bernal kunne føje 1.05 til den i forvejen store tidsgevinst, han skal hente i bjergene i den tredje uge som en buffer inden enkeltstarten - og i øvrigt som spot til skade også de seks bonussekunder, Roglic opnåede som følge af Ineos’ jagt på udbruddet - og de fik effektivt elimineret Carapaz, der endte med en total eksplosion - et resultat, der utvivlsomt var kommet før eller siden, men som formentlig kunne være blevet udsat en uges tid med en mindre aggressiv etape. Yates var ganske vist igen uhyre velkørende, men helt forventeligt ikke en reel trussel mod Roglic, og derfor ser holdets tredje Vuelta-sejr nu pludselig meget, meget fjern ud.

Selvfølgelig skal holdet roses for deres initiativ. De skal også roses for, at de helt åbenlyst kører efter sejren. Det var nemlig ikke svært at se, at Yates var den klart stærkeste Ineos-rytter, men i stedet for at lade ham køre sin egen chance og vinde tid på flere af podiekandidaterne, blev han i stedet sat til at føre for den lidende Bernal, da Roglic var kørt væk. Først senere gav Bernal ifølge ham selv briten lov til at køre sin egen chance, men da var mange af kræfterne allerede brugt. I forhold til holdets podiechancer kan det have været et selvmål, når ingen ved, om Bernal når at finde sin bedste form, men Ineos ved tilsyneladende godt selv, at Yates aldrig nogensinde kommer i nærheden af at true Roglic i en grand tour. Skal holdet vinde, skal Bernal-kortet spilles. Det blev det også på Velefique. De glemte bare, hvordan Bernal-drejebogen så ud.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det kan Roglic være godt tilfreds. Sloveneren endte som den helt store vinder, da han effektivt fik distanceret den absolut største - og måske også eneste - trussel mod sit historiske hattrick. Modsat Bernal holdt han sig nemlig til den plan, der har været åbenlys fra start, og som han med så stor succes fulgte, da han senest kom veludhvilet til Vueltaen i 2019. Dengang kørte han med håndbremsen trukket gennem hele løbet og lod løbet diktere, hvornår der skulle bruges kræfter. Det var eksempelvis tilfældet på Los Machucos-etapen, hvor han var fint tilfreds med at følge med, men da han pludselig befandt sig alene med Tadej Pogacar med mulighed for at vinde tid på Miguel Angel Lopez, Alejandro Valverde og Nairo Quintana begyndte han efter nogen tøven at samarbejde med sin landsmand om at køre de tre rivaler agterud.

Præcis samme opskrift har han fulgt denne gang, hvor det er endnu vigtigere at bevare friskheden til den tredje uge. Modsat alle andre har Roglic jo også den luksus, at han ingen grund har til at køre offensivt, for indregnes enkeltstarten i klassementet, har han jo allerede et gigantisk forspring. Derfor har Jumbo været uhyre passive i dette løb, og der blev sat en fed streg under strategien, da Ineos var ved at løbe tør for ressourcer, måtte sælge etapesejren og tage en pause, så Sivakov og Van Baarle kunne sætte tempo i finalen også. Her var Caruso allerede alene foran, og man kunne uden alt for stort et ressourceforbrug have jagtet en etapesejr, når det blot var én mand, der skulle køres ind. Det gjorde man imidlertid ikke, og i stedet blev håndbremsen igen trukket så meget, at Caruso fik lov at sejle hjem på et tidspunkt, hvor hans udbrud ellers så dødsdømt ud.

Håndbremsen forblev trukket på hele sidste stigning, indtil løbet igen havde dikteret, at den igen i dag tilsyneladende ubesværede Roglic pludselig sad alene med Enric Mas. Som det var tilfældet på Los Machucos, havde løbet skabt en situation, hvor Roglic havde mulighed for at distancere Bernal, og som det skete dengang, blev chancen naturligvis grebet, selvom vi stadig har til gode at se en eneste regulær offensiv fra Roglic. Efter lidt tøven indgik han samme pagt med Mas, som han i sin tid gjorde med Pogacar, og dermed fik Ineos dikteret, at Roglic fik mulighed for at få en tidsgevinst, han slet ikke havde jagtet. At det samtidig skete på en dag, hvor en dog stadig rusten Sepp Kuss viste klar fremgang, hvor Sam Oomen kørte sit vel nok bedste cykelløb siden sin operation, hvor Steven Kruijswijk pludselig lignede sig selv igen for første gang i år, og hvor Koen Bouwman endelig viste bare en flig af Giro-form, gør kun dagen endnu mere perfekt. I dag var Jumbo i hvert fald hverken Movistar, Ineos eller Bahrain underlegne, som de ellers hidtil har været det.

Nej, det bliver svært for Roglic at undlade at sende Bernal et julekort til december, og colombianeren får sikkert også et fra Spanien. Movistar blev nemlig den anden store vinder i Ineos-massakren. Med Valverdes og i mindre omfang Jacobs’ exit er holdet nemlig blevet berøvet muligheden for at diktere slagets gang, og det var derfor umuligt for dem at lægge det pres, der kunne gøre det muligt at få maksimalt udbytte af Mas’ og Lopez’ fine form. Det gjorde Ineos til gengæld for dem, og dermed kunne både Mas og Lopez tage et stort skridt mod podiet - også selvom sejren kun kom længere væk.

Mas bekræftede det, vi har set i hver eneste bjergtest indtil videre, nemlig at han er løbets næstbedste rytter. Det er utvivlsomt den bedste Mas, vi har set siden Vueltaen i 2018, men der lurer desværre konstant en trussel mod en gentagelse af 2. pladsen fra dengang. Sidste år startede Mas nemlig også sjældent godt - om end ikke så stærkt som i år - men dengang endte han med at betale en pris for sin deltagelse i Touren. Om det sker igen denne gang, ved vi ikke, men det lurer i hvert fald som en fare i et løb, hvor den tredje uge er brutal.

Heldigvis har de Lopez som backup. Modsat Mas har han ikke kørt en intens Tour, og han har tværtimod for vane at starte rustent og toppe mod slutningen. Skulle Mas falme, vil det modsatte formentlig ske med Lopez, og hvis ikke Bernal finder formen, taler meget for, at Lopez vil kunne sikre sig 2. pladsen, hvis hans holdkammerat falmer. Og holder spanieren stand hele vejen, ligner det bestemt ikke en umulighed, at Movistar kan få begge de to kaptajner på podiet.

De skal i hvert fald ikke længere bekymre sig om et tidligere medlem af familien. Mikel Landa må desværre definitivt sande, at forberedelsen denne gang var for ringe, og at den lovende start i modvinden på Picon Blanco ikke var et varsel om hans sande form. Selvom han må formodes at blive bedre undervejs og sagtens kan lukrere på den brutale tredje uge til at avancere betydeligt, er sejrsdrømmene knust og - hvis ikke der sker noget mærkeligt - podiedrømmene det samme. Heldigvis er Landa en kriger, og det burde være helt sikkert, at vi kommer til at se masser til ham også i den sidste del af løbet,

Bahrain er også i den lykkelige situation, at de har vel nok løbets stærkeste hold. Det er i hvert fald ikke mange, der kan miste sin kaptajn, ofre to suveræne luksushjælpere i form af Wout Poels og Mark Padun og stadig have én rytter til at vinde etapen og to ryttere til at overtage klassementsansvaret. Nok har Bahrain mistet trumfkortet, men de er bestemt ikke ude af løbet - tværtimod.

Jack Haig har nemlig kørt sig en som en stor, stor trussel mod podiet. Efter et meget skuffende forår viste han i juni, at han endelig var klar til at få det gennembrud, hans evige hjælperrolle hos Mitchelton forhindrede ham i at få, og han havde formentlig været meget tæt på podiet, hvis ikke han var styrtet ud af Touren. Med tanke på hans dieselmotor og mildt sagt uheldige optakt er der intet, der tyder på, at han bliver ringere herfra - tværtimod. Det er blot en skam, at han havde en offday på Picon Blanco, men den tillod ham omvendt at køre sig tilbage i spillet på Balcon de Alicante. Måske bliver det ikke med Landa, men Bahrain er i den grad i spil til podiet - og samtidig får vi lejlighed til at se, hvad Gino Mäder, som normalt også bliver bedre og bedre, kan som klassementsrytter.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Egentlig har de et triumvirat. Damiano Caruso gjorde nemlig dagen til alt andet end katastrofe for araberne med et soloridt, der endda overgik det, han leverede i Giroen. Måske var den fysiske præstation stærkere dengang, fordi han denne gang lukrerede på Jumbos gavehumør, og fordi det er ret åbenlyst, at han var i betydeligt bedre form i maj, men det er alligevel ikke ofte, at vi ser et 70 km langt soloridt blive gennemført. I gamle dage var Caruso kendt som den evige hjælper, der igennem en mere end 10 år lang karriere blot havde vundet én gang, men ligesom Jakob Fuglsang er han blevet beviset på, at man selv i vidunderbørnenes tidsalder godt kan blomstre op i karrierens efterår, hvis man frigør sig fra hjælperrollen. For godt et år siden havde Caruso kun vundet én gang. Nu har han fire sejre, hvoraf to er via ufatteligt smukke soloridt i grand tours - og så har han for resten også en andenplads i Giroen og top 10-placeringer i alle grand tours. Det lå ikke i kortene, da cykelverdenen startede igen efter nedlukningen. Det stopper endda næppe her, da Carusos dieselmotor altid bliver bedre og bedre, og selvom han fik sig en lussing i sidevinden, taler meget for, at Bahrain kan ende som det eneste hold med tre - og måske fire - mand i toppen af klassementet, når løbet er omme om to uger.

Det er til gengæld nok tvivlsomt, om vi vil se Aleksandr Vlasov fremme. Russeren har som bekendt været kendt for sin yoyokørsel i grand tours, men denne gang har det faktisk været ganske stabilt. Han havde én god dag på Cullera-stigningen, men på alle tre bjergetaper har han været bag om dansen. Denne gang har han ganske vist talt om at køre sig ind i løbet, men med tanke på en sæson, hvor han aldrig har nået samme højder som i 2020, ligner det lige nu ikke den lykkelige afsked med Astana, han havde håbet.

Så kan Giulio Ciccone være mere tilfreds. Nok har italieneren ikke fundet Giroens tårnhøje niveau, men efter fredagens nedtur rejste han sig i dag. Der er stadig et hav af spørgsmål ved Ciccone, der plejer at være en svingende type og har til gode at bevise sig selv over tre uger, men han er på rette spor til at køre en fornuftig første grand tour som forhåndskaptajn og dermed vokse ind i rollen som Treks etapeløbsstjerne til de kommende sæsoner. Da også Juan Pedro Lopez fortsætter sit fornemme gennembrudsefterår, er det slet ikke så ringe et løb for amerikanerne.

Det blev også en god dag for løbets to dieselmotorer, David de la Cruz og Louis Meintjes, der begge fortsætter med at vise det i særklasse højeste niveau, vi har set fra dem i ganske mange år, og Fabio Aru er foreløbig også undgået det sammenbrud, vi ellers plejer at se i de løb, hvor han i de senere år er startet stærkt. Til gengæld satte etapen igen en fed streg under, at Felix Grossschartner er lidt fejlcastet i rollen som grand tour-rytter, for hans klatreevner rækker altså ikke til en top 10-placering, hvis feltet har samme bredde som i år og ikke som i sidste års lidt smalle coronaudgave, der konfliktede med Giroen.

Det niveau har Bernal naturligvis. Faktisk har han så højt et niveau, at han var den eneste, der forud for løbet lignede en reel trussel mod Roglic. Det har igennem de første dage været klart, at det måske kunne blive svært at nå at finde et niveau, så den trussel også kunne materialisere sig, men i det mindste levede håbet stadig. Det gør det måske også endnu, men man skal helt tæt på, hvis man stadig skal fornemme, at der er en flamme, som holder liv i det håb. Desværre var det Bernal selv, der hældte en stor spand vand ud over det håbets lys med dagens måske ikke helt gennemtænkte taktik. Fremover er det nok en god ide at lade Jens Otto Krag om at skifte standpunkt.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-