Vuelta a Espana-analyse: Da monsteret endelig blev sultent

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

I denne sæson er det meget, der er, som det plejer. Deceuninck topper sejrslisterne, Tadej Pogacar vinder Tour de France, Wout van Aert og Mathieu van der Poel fordeler en god del af klassikerne mellem sig, Julian Alaphilippe vinder Fleche Wallonne, og Ineos vinder en grand tour. Men der er én ting, der i hvert fald i denne Vuelta har været anderledes end det, vi oplevede sidste år.

I 2020 var Primoz Roglics sult nemlig helt umulig at stille. Hver eneste gang, han satte sig på cyklen, fornemmede han angiveligt så gode ben, at han bad sit hold jagte dagens udbrud - i hvert fald på etaper, der passede ham. Det var bestemt ikke altid en god ide - glem ikke, hvordan han næsten forærede Richard Carapaz 10 gratis bonussekunder, da han på La Covatilla var ganske tæt på at smide sin Vuelta-sejr i sidste øjeblik, eller hvordan hans jagt på etapesejr på Tourens 9. etape endte med at sikre Pogacar bonussekunder i deres indbyrdes opgør - men tilsyneladende var sulten så umættelig, at intet kunne holde ham nede. Selv når det risikerede at koste ham en samlet Vuelta-sejr, var lysten til at tage en ekstra etapesejr så stor, at det åbenbart var værd at risikere at lade tre ugers hårdt arbejde gå til spilde.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sådan har det bestemt ikke været i årets Vuelta. Her har Jumbo-mandskabet været uhyre passive og nærmest gjort en dyd ud af at vise, at de bestemt ikke har tænkt sig at tage kontrol. Både på Picon Blanco og i Cullera var udbruddene så små og svage og etaperne generelt så lette, at holdet uden alt for mange brugte kræfter ville have kunnet sætte deres kaptajn i scene til sejre, han med meget stor sikkerhed ville kunne have taget.

Men det gjorde man ikke. I stedet lod man forrige mandag det relativt lille udbrud sejle hjem til både etapesejr og førertrøje, og havde det ikke været for BikeExchange, havde Roglic aldrig været i nærheden af at køre mod Magnus Cort om sejren i Cullera. Tværtimod er der blevet gjort en dyd ud af at understrege, at der er langt lys på Jumbo-bilen denne gang, og at alle kortsigtede gevinster er relativt ligegyldige i det store spil.

Det er ikke svært at se, hvor den passivitet kommer fra. Jumbo-ledelsen har ikke lagt skjul på, at de nærmest var lidt småflove over at se, hvordan i sidste års Tour lagde løbet i et lammende jerngreb for siden at se sig slået af en nærmest holdløs Pogacar, der havde været alvorligt på spanden, hvis han med sin svage trup havde skullet forsvare en førertrøje. Allerede i løbet af vinteren gjorde holdet det klart, at det var slut med at køre med den nærmest uhyggelige autoritet, vi så i Frankrig sidste sommer.

Det løfte har de holdt i denne Vuelta, hvor de i stedet er gået tilbage til den model, der fungerede så godt under Vueltaen i 2019, hvor håndbremsen blev trukket godt og grundigt, initiativet overladt til Movistar og Astana, og hvor Roglic vandt løbet uden at have været i et reelt angreb én eneste gang. Lige frem til første weekend er samme opskrift blevet fulgt i år, og behovet for den strategi er nok blevet yderligere accentueret af den åbenlyse skrøbelighed, holdet viste de første dage. Kun Roglics angreb i går, hvor han mest af alt syntes at angribe i trods, da Ineos endnu engang troede, at de kunne ryste ham, har brudt det mønster, vi har set fra dag 1.

Men i dag vendte 2020-normaliteten tilbage. Da Vueltaen vendte tilbage til muren i Valdepeñas de Jaen, som vi har savnet enormt, siden den senest blev besøgt i 2018, blev sulten alligevel for stor. For første gang blev håndbremsen sluppet, og Jumbo tog den kontrol, vi var så vant til at se igennem det meste af 2020.

Det var på alle måder en logisk beslutning. I et løb uden Julian Alaphilippe og Tadej Pogacar er Roglic på papiret så overlegen på en stejl mur, at man skulle være mere almindeligt kreativ for at se, hvordan han - uden uheld - skulle blive besejret på de brutale procenter i den sydspanske by. Ganske vist er han to gange i år blevet slået i netop den slags finaler, men da var det netop af Alaphilippe og Pogacar i hhv. Fleche Wallonne og Baskerlandet. Og da netop de to formentlig er de eneste i denne verden, der kan slå en formstærk Roglic i en afslutning som denne, kunne man med en vis ret hævde, at Roglic og Jumbo selv kunne bestemme, om de ville etapen eller ej.

Det kunne de imidlertid også i Cullera, hvor Roglic helt forventeligt viste sig i særklasse, men alligevel lod de passiviteten råde. Derfor kunne ingen vide sig sikre på, om håndbremsen stadig ville sidde fast, da startskuddet lød i Antequera denne eftermiddag. Måske grundet den ultrakorte distance, der gjorde ressourceforbruget overskueligt - og måske for at få en lille revanche efter gårsdagens ærgerlige uheld - lagde den gule hollandske hær denne gang løbet i et jerngreb fra start.

Ganske vist var starten på etapen ikke tv-dækket, men når kun fem mand kom afsted efter bare 30 minutter med angreb, tyder det på, at det var en af de dage, hvor Jumbo fra start signalerede, at det ville være spild af kræfter at gå i udbrud. Da elastikken var knækket, varede det da heller ikke længe, inden de gule soldater tog kontrol med Lennard Hofstede og Nathan van Hooydonck, og da de endda fik hjælp af de nyttige idioter fra BikeExchange - et udtryk, der i dag desværre er helt berettiget - var det mest spændende resten af dagen reelt, om Roglic ville undgå uheld eller ej.

Alligevel blev det pludselig lidt halvspændende. Som han gjorde det i Cullera, satte Magnus Cort nemlig nok engang en fed streg under, at han efter Thomas de Gendts abdicering banker på til status som feltets udbryderkonge. I hvert fald synes han at kunne overgå sig selv med adskillige træskolængder, når han rammer udbruddet, og det, der længe lignede en selvskreven konklusion, blev pludselig ikke helt så selvskreven alligevel, da hverken Nick Schultz, Koen Bouwman, Sam Oomen eller Mikel Nieve trods benhårdt føringsarbejde kunne hente nævneværdigt ind på den sublime dansker.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Til gengæld var konklusionen igen selvskreven, da Cort ramte muren med et forspring på 20 sekunder. Et blik tilbage i historien viser nemlig, at man næsten kun kan undervurdere den brutale sydspanske rampe. Her tabte hele det senere podium med Juan Jose Cobo, Bradley Wiggins og Chris Froome ca. 20 sekunder i 2011, og det samme gjorde den senere vinder Chris Horner ved det seneste besøg i 2013. I det lys var det klart, at Corts beskedne forspring var for lille, når favoritterne for alvor åbnede op. Og sådan blev det da også, da det denne gang lykkedes for Roglic at få sin revanche fra Cullera og denne gang gå forbi den stærke dansker på den rigtige side af målstregen.

I stedet endte udfaldet med at være lige så forudsigeligt, som det var, da tv-billederne dukkede op og viste Van Hooydonck og Hofstede forrest i feltet. Roglic tog en sejr, der reelt ikke kunne være i fare, og trods den passive kørsel tog han dermed et vigtigt skridt mod at matche sidste sæsons fire etapesejre på vejen mod den samlede triumf. Alligevel blev det slet ikke så suverænt, som man kunne have frygtet, og selvom det var Roglic, der krydsede stregen først, var det slovenske monster bestemt ikke det eneste, der kunne tage fra etapen med tilfredshed.

Det så ganske vist ud til, at Roglic i sidste ende vendte tilbage til den taktik, han har fulgt på alle etaper med undtagelse af gårsdagens uventet aggressive forestilling. Monsteret var uhyre passivt på hele stigningen, hvor han efter en lille forcering var tilfreds med at følge Enric Mas’ hjul - endda så meget, at et stort forspring hurtigt forsvandt som dug for solen, da spanieren nægtede at gøre alt arbejdet alene - inden han til slut kom med den forudsigelige spurt, der sikrede den forudsigelige sejr.

Formentlig var det bare et udtryk for, at han spillede ”safe” og igen holdt sig til strategien om defensiv kørsel og fokus på at spare kræfter til den tredje uge, hvor det virkelig gælder, men Mas og co. kan i hvert fald tillade sig at håbe på, at det måske også kan være udtryk for, at benene ikke var helt så gode, at der var plads til en magtdemonstration. Kobler man det med gårsdagens angreb, der jo stagnerede en anelse, efter at hullet var slået, har monsteret trods dagens sejr måske vist lidt mere skrøbelighed, end man kunne have troet.

Det har Mas til gengæld ikke. Man forstår godt, at han taler om sit livs form, for selvom han var fremragende i 2018, er det i særklasse den bedste Mas, vi nogensinde har set. Foreløbig er der ikke skyggen af det formdyk, vi så mod slutningen i 2021, og tværtimod synes spanieren bare at blive bedre og bedre. Denne finale var bestemt ikke en gave for en fyr som ham, og at han alligevel kan distancere alle andre end Roglic så klart med så offensiv en præstation er uhyre lovende for fortsættelsen. Når man samtidig ved, at Mas jo altid har været kendt som en langsom starter, der aldrig rigtigt finder formen før anden halvdel af en grand tour, når ikke han har en første grand tour i benene, er der faktisk et berettiget håb om, at han kan holde stand hele vejen. Hvis nogen skulle kunne klare en Tour-Vuelta-double, burde det om nogen være dieselmotoren Mas.

Situationen bliver ikke mindre interessant af, at Miguel Angel Lopez også fortsætter sin stille fremgang. Heller ikke for ham var det nogen ideel finale, og alligevel var han tydeligvis ”the best of the rest”. Med Lopez i frem gang, ingen svaghedstegn fra Mas og måske enkelte sårbarheder hos Roglic har Movistar efter de seneste to dage mere grund til at tro på miraklet, end de havde, da de gjorde status på hviledagen i forgårs.

De skal dog i stigende grad holde øje med Jack Haig. Blandt de fire bedste i dette løb var australieren nok den, der egnede sig dårligst til denne meget eksplosive finale, men som vi så i Touren, kommer han rigtigt langt i disse afslutninger, når formen er god. Det er den åbenlyst og tilsyneladende i klar fremgang, og derfor er det langt mere end bare et opgør mellem Movistar og Roglic - også fordi dieselmotoren Gino Mäder med dagens fine ridt viser, at han stadig også vil være at finde i finalerne i bjergene.

Straks mere alvorligt er det for Ineos. Denne gang havde de heldigvis lært af deres fejl, og derfor så vi intet initiativ fra briterne, der overlod det til Movistar, Jumbo og BikeExchange at stå for arbejdet, før Dylan van Baarle skød frem for at sikre en god position på nedkørslen. Da slaget skulle slås, røg både Adam Yates og Egan Bernal desværre igen agterud i forhold til de fire favoritter og det desværre, selvom Yates og Bernal begge har en betydeligt bedre historik på eksplosive stigninger end Mas, Haig og Lopez. Tiden begynder at løbe ud for Bernals bestræbelse på at finde form, men heldigvis kan han nu se frem til to lettere dage, og hvis målbjerget på lørdag viser sig lidt for let til at skabe det helt store drama, har han faktisk nu en hel uge, hvor han kan lade tiden arbejde for sin form.

Den mission kan stadig nå at lykkes, men det står efterhånden også ret klart, at det er et opgør mellem de fire store hold, der fra start har lignet de stærkeste. Aleksandr Vlasov klarede sig ganske vist pænt i en finale, der ikke just var ham, men nogen podietrussel er han reelt ikke længere. Giulio Ciccone må nok desværre sande, at hans form lige nu går den forkerte vej, for normalt burde han være en vinder i en eksplosiv finale som denne. Og selvom Felix Grossschartner synes i klar formfremgang og gjorde det flot i en eksplosiv finale, der på den ene side var for stejl og på den anden herligt eksplosiv, er han alt for begrænset i bjergene, som vi senest så det på Velefique. Længere tilbage finder vi Louis Meintjes og David de la Cruz, der er solide og i dag alene skulle forsvare sig i en finale, der ikke kunne passe dem dårligere - hvorfor det også var lidt uforklarligt, at spanieren ville spilde en masse kræfter på et lidt meningsløst angreb, der endte med at gøre regning betydeligt større, end den burde være blevet - men desværre ikke længere Fabio Aru, hvis forventede sammenbrud kom i dag, hvor der igen blev sat en fed streg under den manglende restitution, der har præget efteråret af karrieren, og som nok er en mere sandsynlig forklaring på kollapset end de angivelige maveproblemer, der ikke syntes at genere ham i går.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Indsnævringen af favoritfeltet betyder også, at Guillaume Martin har mere og mere grund til at tro, at han for anden grand tour i træk med snu brug af den velkendte udbrudstaktik kan sikre sig en plads i top 10 på samme måde, som han gjorde i Touren, og som David Gaudu og De la Cruz gjorde i dette løb sidste år. I dag klarede han i hvert fald finalen fint, selvom han nok desværre må sande, at han får svært ved at omsætte andenpladsen til en tur i rødt. Det skal ske på lørdag, hvor han skal have skovlen under Odd Christian Eiking, men samtidig undgå at tabe for meget til Roglic. Han skal vel håbe på, at lidt modvind ender med at gøre etapen på den lidt bløde målstigning til en fuser.

Det vil til gengæld også kunne sikre Eiking endnu længere tid i rødt. Ganske vist er det usandsynligt, men foreløbig kom han bedre igennem dagens etape, end det så ud til, da han rundede toppen af den lange stigning som en af de sidste. Desværre er det måske også meget sigende for hans karakteristika, at han havde problemer på dieselstigningen, men var flyvende i puncheurfinalen. Eiking er nemlig netop puncheur og ikke klatrer, og logikken siger fortsat, at hans røde eventyr ender på lørdag. Her håber Romain Bardet at indlede et prikket eventyr, og da han i dag satte en fin streg under, hvorfor han har så gode ardennerresultater, fik han vist, at formen kun bliver bedre, efterhånden som styrtet kommer på afstand - akkurat som Andreas Kron med endnu et flot resultat blot gør det endnu mere nødvendigt, at han snart får chance for at bruge sin gode form i et udbrud.

Den chance kommer måske i morgen, men her kan det blive på BikeExchanges nåde. Morgendagens etape er nemlig nok Michael Matthews’ bedste chance i hele løbet, og nu kan Kron glæde sig over, at han valgte at brænde sit hold af for nærmest gratis at forære en sikker sejr og 10 bonussekunder til Roglic. Kender man lidt til Matthews’ tankegang, kommer det ikke som et stort chok, at han satte sit hold til at jagte så intensivt, men han kan umuligt have studeret udfaldet af de foregående afslutninger i Valdepeñas de Jaen på forhånd. De tre tidligere besøg har nemlig vist, at finalen kun er for klassementsryttere - og slet ikke andre - og når end ikke den i de år så suveræne Philippe Gilbert trods åbenlys superform kunne slå de rigtige murspecialister i 2010, var det på grænsen til galimatias at tro, at Matthews skulle kunne byde klassementsrytterne trods. Det kunne han da heller ikke, og resultatet blev akkurat lige så domineret af toppen af klassementet, som den var det i 2010, 2011 og 2013. Nu må man så håbe, at BikeExchange har lidt kræfter til at jagte sejren i morgen på en etape, hvor Matthews tidligere har været et mulehår fra at vinde.

Til gengæld kan Roglic skrive Matthews på listen over julekortmodtagere, for med den modstand Cort ydede kan man faktisk godt tillade sig at betvivle, om Jumbo kunne have klaret opgaven på egen hånd. Nu fik han imidlertid den håndsrækning, han skulle bruge, og dermed blev udfaldet alligevel lige så forudsigeligt, som det så ud, da tv-billederne dukkede op og afslørede, at monsteret langt om længe var blevet sultent. Nu må vi se, hvor længe den med dagens sejr kan stilles denne gang.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-