Vuelta a Espana-analyse: Da Tour-kongen rejste sig - men måske tabte Vueltaen

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Det begyndte at se kritisk ud. Det allermest spændende spørgsmål ved indgangen til denne Vuelta var, hvor tæt Jonas Vingegaard kunne komme på det tårnhøje topniveau, der har gjort ham til verdens bedste grand tour-rytter. At han ikke ville være på 100% syntes næsten givet, for medmindre man hedder Enric Mas eller Sepp Kuss, er det meget få, der er bedre i deres anden end i deres første grand tour, men Vingegaards margin ned til rivalerne var også så stor, at man med nogen ret kunne hævde, at han kunne vinde løbet på beskedne 90%.

Da svarene begyndte at løbe ind i løbet af den ganske hårde første halvdel af løbet, var det imidlertid slet ikke sjovt af være dansk cykelfan. Nok var han slet ikke så milevidt fra sit niveau, som man af og til kan se det, men ser man bort fra de to første bjergetaper, som han kom ganske hæderligt igennem, indløb det ene lille nederlag efter det andet. Hans angreb på 8. etape udeblev, han så meget skidt ud i spurten på 9. etape, og allermest kritisk blev det, da han kørte en enkeltstart, der var så langt fra vanlig standard, at det var svært at se det som andet end lidt for megen Tour-træthed.

Læs også

LIVE: Mads P er alene i front sammen med Visma-rytter

Selvfølgelig var der også grund til lidt optimisme. De indledende bjergetaper var meget eksplosive og passede ham slet ikke ideelt, men han var bare også i dette terræn langt fra den rytter, der i Touren var milevidt foran alle andre end Tadej Pogacar også på den slags etaper. Nok havde han klaret sig hæderligt på de to eneste etaper med længere målbjerge, og nok ventede hans terræn først i løbets anden halvdel, men det var svært ikke at se det som urovækkende, at formkurven vel pegede den forkerte vej.

Argumentet for, at det skulle vende, var naturligvis, at de store bjergetaper ventede forude og ikke mindst, at Vingegaard jo har sin restitutionsevne som sin vel nok største styrke. Om den evne ville komme ham til gode, når den skulle slås med den ekstra træthed, som Touren havde efterladt, vidste vi bare ikke.

I dag fik vi de første svar, da de mytiske stigninger Aubisque, Spandelles og Tourmalet ikke blot indvarslede ankomsten til Vingegaards terræn, men gjorde det med så stort et brag, at vi lagde ud med den allerbedste Vingegaard-dag i hele løbet. Og med ét blev alle de små nederlag og tendenser til nedadgående formkurve, vendt totalt på hovedet, da danskeren skrev sig ind på listen over Vuelta-etapevindere og endda på en af sportens allermest kendte stigninger - et sted, hvor alle gerne vil vinde.

Nogen Tour-udgave af Vingegaard var der nok ikke helt tale om. I hvert fald mistede han en stor del af sit forspring til sidst, og selvom han betalte en ret stor pris for at køre en stor del af stigningen alene, er det tvivlsomt, om vi havde set noget lignende, hvis etapen var blevet kørt i juli. Men danskeren fik effektivt bevist, at han også i dette løb bare er den allerbedste på de største dage i bjergene, og han skabte også et håb om, at vi måske kan forvente, at han også topper i den tredje uge, selvom omstændighederne denne gang er anderledes, end de plejer.

I hvert fald fik han vist, at han meget vel kan vise sig god nok til alligevel at vinde denne Vuelta, selvom det for et par dage siden ellers var noget, man kunne tvivle på. Og så tilsiger konventionel logik, at man også vinder, for medmindre man som Chris Froome i Vueltaen i 2016, eller Joaquim Rodriguez i Vueltaen i 2012 tager sig en blunder på det forkerte tidspunkt, er en grand tour som regel så langt og ærligt et løb, at stærkeste mand altid vinder.

Den logik holder bare ikke altid. Det vil selvsamme Froome kunne skrive under på. Vi får aldrig svaret på, om han kunne have vundet Touren i 2012, eller om hans to nederlag på enkeltstarterne var for store, men han fik jo i hvert fald aldrig lov til at se, hvor meget tid han kunne vinde på sin kaptajn, Bradley Wiggins, i de bjerge, hvor han åbenlyst var løbets stærkeste. På samme måde fik vi aldrig at se, om Mikel Landa kunne have slået Alberto Contador i Giroen i 2015, hvor interne holdpolitik betød, at han blev underordnet den synligt svagere Fabio Aru.

Kuss jubler over Vingegaards sejr - med Roglic i hjulet efter en kæmpe Jumbo-Visma dominans / Foto: Sirotti

Det eneste, der synes at kunne sætte den lov, der tilsiger, at bedste mand altid vinder, ud af kraft er nemlig det interne magtspil, der kan opstå, hvis et hold er så suverænt, at det selv kan bestemme, hvem der skal vinde. Det var det, Sky kunne i 2012, hvor valget faldt på nationalhelten Wiggins på bekostning af den knap så populære Froome, og noget tyder på, at Jumbo-mandskabet i årets Vuelta er i samme luksuriøse position - endda med den forskel, at de måske har tre mand at vælge imellem.

Det var den dynamik, der låste Froome i 2012, hvor hans holdkammerat førte løbet, og at Jumbo nu meget vel kan blive ramt af samme dynamik, nåede man at fornemme på dagens etape. Hollænderne valgte at holde sig til plan A, nemlig at gøre løbet hårdt, selvom man sagtens kunne hævde, at det med førertrøjen i deres varetægt ikke længere var det logiske valg. Det indebar bare også en risiko at gøre det hele alt for nemt og derved tilgodese Remco Evenepoel, hvis holdbarhed kunne betvivles. Hvis Kuss i sin tredje grand tour skulle løbet tør for kræfter, risikerede man i hvert fald at have spildt en stor mulighed for at vinde tid på den eneste af de alvorlige rivaler, der stadig var foran de to mere sikre kort, Roglic og Vingegaard.

Læs også

Attentatforsøg mislykkedes for Tobias Lund

Evenepoel forsvandt imidlertid hurtigere ud af billedet, end man kunne have ventet, og så var det argument pludselig forsvundet. Nu var det Roglic, der stod til at overtage føringen, hvis Kuss skulle fejle, og det ændrede billedet totalt. Naturligvis skulle farten holdes høj, så Evenepoel og også Joao Almeida effektivt kunne køres ud af ligningen, men det argument for at angribe, som der havde været inden løbet, var pludselig lidt vanskeligere at få øje på.

Vingegaard fik dog alligevel lov. Det kunne også sagtens forsvares, for han er så langt efter, at han havde al mulig grund til at vinde tid på både Juan Ayuso og Enric Mas, så han kunne holdes inde i billedet, hvis de to spaniere skulle vise sig stærkere end både Roglic og Kuss. Derudover var det efter etapen åbenbart, at ønsket om at vinde på Tourmalet på datterens fødselsdag var så stort, at det i sig selv formentlig har været argument for at bevilge danskeren den frihed, han på smukkest vis omsatte til etapesejr på et bjerg, der er endnu mere mytisk end dem, han allerede har erobret.

Vingegaards - men ikke Jumbos - problem er bare, at Kuss holdt stand. Selvfølgelig havde han og Roglic den luksus, at de begge kunne sidde på hjul hele vejen op ad stigningen, men amerikaneren fik sat en fed streg under, at han bestemt ikke er træt i sin tredje grand tour. Nej, tværtimod er hans motor åbenbart så stor, at han topper, når han har to lange løb i benene - og han ville sikkert være endnu bedre, hvis der var en fjerde, femte eller sjette grand tour at køre.

Selvfølgelig ved vi aldrig, om trætheden alligevel sætter. Det kan sagtens ske, men foreløbig ser det ud til, at de svaghedstegn, han viste i weekenden, alene handlede om, at det ikke kun var Vingegaard, der var på udebane. Det var nemlig først i dag, at også Kuss ramte sit terræn, og så var det pludselig helt anderledes svært at få øje på svaghedstegnene.

Vingegaard på podiet / Foto: Sirotti

Vingegaards problem er nu, at Jumbo sidder på hele podiet. Det er pokkers svært at argumentere for, at Jumbo skulle gøre de kommende etaper hårde, eller at Roglic og Vingegaard skal angribe. Skulle Kuss knække, er det Roglic, der vinder løbet, og går det også galt for ham, bliver det Vingegaard. Det er ganske umuligt at finde ét eneste argument for, at Jumbo skulle fortsætte dagens nedslidningstaktik - og så ligner Kuss pludselig den mest usandsynlige Vuelta-vinder siden Chris Horner, der sjovt nok også var amerikaner.

Det er klart, at det billede kan ændre sig særligt på Angliru, der er et meget ærligt bjerg, hvor Kuss sagtens kan komme i krise. Vi skal bare ikke glemme, at selvsamme Kuss lignede stærkeste mand på selvsamme Angliru i 2020, hvor han nok kunne have vundet, hvis ikke han var babysitter for den lidende Roglic. Nu må man tro, at Vingegaard godt kan unde sin tro væbner en Vuelta-sejr, men ud fra en egoistisk betragtning synes hans eneste vej til samlet triumf nu at være, at både Kuss og Roglic får det svært.

Det virker nu pludselig mest sandsynligt, at det kan ske for Roglic. Den totale genfødsel af sloveneren, man fornemmede de seneste dage, var nemlig svær at få øje på i dag. Selvom han havde en hel dag på hjul og tilsyneladende havde carthe blanche til at angribe - det havde Kuss i hvert fald - var det først i hans klassiske spurt, at han kunne gøre en forskel. I stedet lignede han en mand, der havde nok at gøre med at følge med, og dermed fik vi vel nok en gang at se, at det slovenske monster altså er et stykke fra fordums styrke. Nok er han stadig sublim i ”sit” terræn, men i de høje bjerge, hvor han er mere på udebane, er begrænsningerne større. Det er også meget naturligt, at det er ”de tillærte evner”, der forsvinder første, som vi også så det med Alejandro Valverde, der fortsatte med at være eksplosiv, men i stigende grad fik det svært i bjergene.

Det ændrer naturligvis ikke på, at Roglic stadig er en af de bedste og har holdbarheden til tre uger. For ham var dette også den vanskeligste etape, og hvis Vingegaard er låst, kan han således sagtens ende med at vinde løbet. Det kræver dog også for ham, at Kuss går ned, og det virker efter i dag i hvert fald langt mindre sandsynligt - slet ikke når det stærkeste hold ikke længere har en interesse i at gøre det hårdt.

Læs også

Optakt: Paris-Tours

Den opgave ligger nu hos UAE og Movistar, og hvis Vingegaard tænker egoistisk, skal han nok glæde sig over, at Joao Almeida blev syg, og at Marc Soler, der ellers fortsat klatrer bedre end nogensinde, ganske logisk kom til kort, da terrænet blev for voldsomt. Nu er det nemlig helt indlysende, at Ayuso er kaptajn, og dermed er holdet slet ikke så svagt, som det ville være, hvis de skulle beskytte tre mand. Nej, nu er de pludselig skræmmende stærke, hvis Almeida bliver rask, og Soler holder niveau, hvad man aldrig kan regne med - ikke mindst fordi Finn Fisher-Black i dag kørte sit livs cykelløb, da han reddede en for UAE meget kritisk situation, da Bahrain lancerede et af deres nu velkendte nedkørselsesangreb. Det kræver naturligvis, at holdet er villige til at gamble med deres tre top 10-placering til fordel for en mulig podieplads, men mon ikke det er et offer, de er villige til at gøre?

Det kræver dog også, at Ayuso har gode ben. Den spanske komet var en meget stor ubekendt inden dagens etape, fordi ingen vidste, hvor god han var blevet. Hans kørsel i Schweiz indikerede, at han kunne være ganske uhyggelig på så stor en bjergetape som denne, men vi må sande, at der fortsat er lidt vej, inden han er et usårligt uhyre. Det var dog også ham, der påtog sig det meste ansvar på Tourmalet, og når man husker på, at han altså kun er 20 somre, har Vingegaard og co. fortsat al mulig grund til at se sig overskulderen - hvis ikke i dette løb, så i hvert fald i fremtiden.

Ellers skal Vingegaard sætte sin lid til Movistar, hvis han gerne vil vinde løbet, men der er ikke meget håb at hente. Einer Rubio er langt fra sit Giro-niveau, og der er grænser for, hvor stor skade det spanske hold kan gøre. Det er virkelig en skam, for Enric Mas bekræftede i dag det positive indtryk, han gjorde hele løbet. Til slut gik han en smule ned, som han desværre har for vane, men han undgik et lille kollaps, som vi så på La Pandera sidste år og i år på 6. etape. Denne etape var nok den vanskeligste for ham, for han har historisk været bedre på den type stigninger, der findes i Asturien. Og så skal vi huske på, at Angliru jo er et ærligt bjerg. Her betyder taktik ikke meget, og hvis Mas eller Ayuso slet og ret kører fra Kuss, kan Jumbo-hierarkiet stadig nå at vende.

Til gengæld kan vi glemme alt om Evenepoel. Modsat Almeida, der allerede i morges vidste, at han var syg, viste belgieren i hvert fald i morges ingen tegn på sygdom. Det kan stadig nå at vise sig at være forklaringen, men lige nu tyder alt på, at han slet og ret løb ind i et kollaps i stil med det, Simon Yates oplevede i Giroen i 2018 - og hvis det er rigtigt, er det i den grad ildevarslende. Jeg havde jo allerede i optakten vurderet, at det var ganske sandsynligt, at han ville få en svær dag, og alle de små svaghedstegn, vi har set de seneste dage, skulle vise sig at pege direkte frem mod den store nedtur, vi så i dag.

Det må give Patrick Lefevere meget grå hår i hovedet. I dag fik vi nemlig bekræftet alle de antagelser, man kunne have om hans begrænsninger i høje bjerge og på holdbarhed. Nok har han vundet en Vuelta, men det var et løb uden meget store bjergetaper og med en meget let tredje uge. Da han for første gang blev testet på en bjergetape af denne type, gik det helt galt. Naturligvis skal Lefevere ikke gå i panik endnu, men i dag må han i hvert fald overveje, om han ikke har bygget sit hold op om en rytter, der er sublim i klassikerne og ugelange løb, men som vil have sine begrænsninger i grand tours.

Vingegaard hyldes som etapevinder på Tourmalet på datterens fødselsdag / Foto: Sirotti

Ja, spørgsmålet er i virkeligheden, om ikke ”Den forbedrede Evenepoel” viser sig at være netop det. Det var jo sådan, Cian Uijtdebroeks i sin tid blev beskrevet - en beskrivelse, der i den grad satte Evenepoels pis i kog - og i dag indikerede han i hvert fald, at han er ”the real deal”. Som jeg også skrev inden løbet, antydede hans dieselkørsel igennem foråret, at han kunne være typen, der havde den helt rette holdbarhed til en grand tour. Alt det blev bekræftet i dag og det endda langt mere overbevisende, end nogen kunne have drømt om - og vi skal huske på, at vi taler om en mand, der er endnu yngre end Ayuso. Hans problem er jo så til gengæld, at han modsat Evenepoel er en meget endimensionel rytter, der i hvert fald har nogle timer på enkeltstartscyklen at bruge i de kommende år. Men i dag fik han i hvert fald bevist det, man kunne fornemme i optakten, nemlig at det blandt de to grand tour-debutanter er ham og ikke Lenny Martinez, som i første omgang har holdbarheden. På det punkt mangler Martinez stadig noget.

I det hele taget var det en god dag at være belgier. Steff Cras viste nemlig et potentiale de færreste havde drømt om, og han kan pludselig lugte en samlet top 10, hvis Almeida ikke kommer sig. Belgierne kan også glæde sig over, at Uijtdebroeks lige nu ligner Boras kaptajn, da Aleksandr Vlasov fortsat holder et niveau, der desværre bare er en anelse for lavt til at matche de allerbedste - akkurat som Hugh Carthy, der eller si dette løb har vist noget af det bedste siden Vueltaen i 2020. Anderledes opløftende var det til gengæld for Mikel Landa, der desværre blev sat tilbage af sygdom i starten, men nu endelig har fundet det tårnhøje niveau, han havde i sæsonstarten. Så må tiden vise, hvem af ham og Evenepoel der ender bedst i næste års Tour, når hjælperen Landa stiller til start for at støtte kaptajnen Evenepoel.

Det kan i hvert fald skabe en ganske interessant holddynamik, hvor hjælperen måske er bedre end kaptajnen. Det var noget lignende, Froome oplevede, da Wiggins holdt ham tilbage i 2012, og som Landa oplevede, da Aru i 2015 var en klods om benet. Nu tyder meget på, at Jumbo i dette løb befinder sig i præcis samme dynamik. I hvert fald fik Vingegaard bevist, at han skam stadig er den bedste, når bare vi rammer ”hans” terræn - også med Touren i benene. Det kastede en meriterende etapesejr af sig på Tourmalet. Spørgsmålet er så, om selvsamme bjerg endte med at koste ham den samlede Vuelta-sejr.

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE