Vuelta a Espana-analyse: Da vidunderbarnet gjorde os alle meget klogere

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Det var ikke spørgsmål, der manglede, da årets Vuelta blev skudt i gang for tre uger siden i Utrecht. Det skyldtes naturligvis dels den store usikkerhed om Primoz Roglic, der både i kraft af sin forberedelse og sit generelt dalende niveau var et sjældent stort spørgsmålstegn, men i lige så høj grad skyldtes det, at løbet bød på det første velforberedte forsøg på at køre klassement i en grand tour for tre af sportens mest lysende talenter, Remco Evenepoel, Juan Ayuso og Carlos Rodriguez. Vi kunne have vores gisninger om, hvorvidt de var holdbare eller ej, men reelt var der ingen, der anede, hvordan de ville klare sig.

Mest interesse var der naturligvis om Evenepoel. Nok har Ayuso formået at skabe en enorm hype, men den kommer slet ikke i nærheden af at matche den enorme opmærksom, det belgiske vidunderbarn har fået, siden han for nu snart fire år siden kørte sit første professionelle cykelløb. Derudover var det nok også en kende optimistisk at tro, at de to spanske talenter, der trods alt er noget mere grønne end deres belgiske vidunderbarnkollega, skulle vinde en grand tour i deres allerførste forsøg. Det var trods alt noget, Evenepoel i højere grad kunne stræbe efter.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Problemet var bare, at der var al mulig grund til at have sin tvivl. Nok har Evenepoel leveret den ene vanvittige præstation efter hinanden, men én svaghed havde han åbenbaret, nemlig den manglende holdbarhed. Forud for sæsonen proklamerede han nemlig, at det næste skridt i hans udvikling skulle være at tage kampen op med de bedste i kampen om sejren i de ugelange etapeløb på WorldTouren, men alle hans tre forsøg i hhv. Tirreno, Baskerlandet og Schweiz endte i gedigne fiaskoer, der fik det mest af Belgien til at stille spørgsmål ved, om han vitterligt var den grand tour-rytter, han havde drømme om at være, eller om han måske snarere skulle gå efter de klassikere, han jo i foråret imponerede så stort i.

Tre uger senere kender vi svaret. Det er svært at finde nogen logisk begrundelse for, at der igennem hele hans karriere har været det entydige mønster, at han mod slutningen af selv de korte etapeløb har tabt niveau, men sandt er det i hvert fald, at det var svært at finde mange tegn på manglende holdbarhed i løbet af den lange tur rundt i det uvejsomme terræn på Den Iberiske Halvø. Jeg var ellers selv hurtig til at føle mine egne teorier bekræfter, da vi på La Pandera fik en klassisk Remco-krise, der lignede noget, vi har set så mange gange før, men allerede 24 timer senere på Sierra Nevada, hvor han tidligt blev isoleret og var i en utroligt sårbar situation, fik han lagt en dæmper på den tilfredsstillelse, der var i at få sin egen overbevisning bekræftet. Og i den tredje uge har han efterladt et indtryk, der måske ikke var helt så overbevisende som den skræmmende styrke, han viste i uge 1, men ikke efterlod tvivl om, hvem der - i hvert fald efter Roglics exit - var løbets klart stærkeste mand.

Om han var på samme niveau som i første uge, er måske endda svært at sige. I den sidste del af løbet handlede alt om at forsvare trøjen, og da ugen samtidig havde et sjældent let design, var det heller ikke rigtigt terræn til at levere magtdemonstrationer i stil med dem, han leverede på Pico Jano og Les Praeres. Han satte sig lige igennem, da etapesejren pludselig blev en mulige på Piornal-stigningen i torsdags, men ellers var det en sjældent defensiv Evenepoel, vi oplevede de sidste dage.

Sådan var det også, da løbet i dag skulle afgøres. Man forstår godt, at Evenepoel efter etapen gav udtryk for at have været meget stresset og nervøs, for han stod med udsigt til at kunne tabe en karrieredefinerende begivenhed på gulvet. Sandheden er dog, at den nervøsitet var ganske ubegrundet. De madrilenske bjerge har ganske vist kostet Tom Dumoulin den samlede sejr, da Fabio Aru iværksatte et stort kup i 2015, men de har kun sjældent været terræn til at skabe de helt store omvæltninger. Dertil er procenterne for bløde, og da vejrguderne tillige berigede etapen med modvind på den afsluttende og ganske lette Cotos-stigning, stod det klart, at kun en regulær offday kunne koste Evenepoel den samlede sejr.

Naturligvis var den risiko også reel og et scenarium, der ikke kunne udelukkes. Dertil har vi set for mange Evenepoel-kriser gennem årene, men selv en halvdårlig dag burde ikke kunne koste ham den samlede sejr. Hans hold havde ganske vist afsløret svagheder de seneste dage, men første uges magtdemonstrationer og Roglics exit havde efterladt ham i den luksusposition, at han reelt kun skulle holde øje med Enric Mas. Selv Ayuso kunne han uden de store problemer lade køre, og da de forrige dage tillige havde vist, at det kun var Mas, der kørte for den samlede sejr, vidste han også, at den interne kamp om de sekundære placeringer betød, at han næppe nogensinde ville føle sig uden hjælpeløs.

Det gjorde han heller. Mas gjorde ellers præcis det, han skulle, da han angreb på løbets sværeste stigning, Morcuera, hvor Fabio Aru for syv år siden forhindrede Dumoulin i at skabe nyere tids største grand tour-sensation, men desværre måtte spanieren forbande løbsdirektør Javier Guillen langt væk. Som det lp i kortene, var de madrilenske bjerge også denne gang for lette til at gøre nogen væsentlig forskel, og da Evenepoel samtidig efterlod samme overbevisende indtryk, som han gjorde både onsdag og torsdag, var det ganske logisk, at spanieren hurtigt gav op. Etapesejren kunne han ikke få, da Evenepoel er den hurtigste af de to, og al illusion om, at han på den endnu lettere Cotos-stigning, hvor der endda var modvind, kunne få skovlen under Evenepoel, lignede et scenarium, han vist kunne ville kunne opleve, når han i aften går til køjs og forlader den virkelige verden for i stedet at begive sig ind i drømmeland. Jo, han fik skam sat Alejandro Valverde og Carlos Verona frem på sidste stigning, men angrebet udeblev, dels fordi Miguel Angel Lopez kom ham i forkøbet, dels fordi UAE begyndte at føre, og dels fordi stigningen bare var for let.

Evenepoel bestod således treugerstesten med bravur, men man kan ærgre sig over, at den sidste uge havde det design, den havde. Belgieren vil altid være mere kraftfuld end Mas på disse 5-6%-stigninger, og det havde været ganske interessant at se, om Mas i den tredje uge fortsat ville have den overhånd i de rigtige bjerge, som han havde i sidste weekend. Desværre må vi vente til næste grand tour med at få det definitive svar på, om Evenepoel også i svært terræn kan køre lige så stærkt i uge 3 som i uge 1 - og det svar skal nok komme, uanset om han holder fast i at skulle køre Giro i 2023, eller om hans sejr nu får ham til alligevel at give Touren et skud - men foreløbig må vi konstatere, at spørgsmålet om Evenepoels holdbarhed har fået det bedst mulige svar.

Det havde ellers været interessant med en vanskeligere tredje uge. Vi ved jo, at det er her, Mas topper, og han så også ganske overbevisende i den sidste del denne gang. Særligt på torsdagens lette stigninger efterlod han et overbevisende indtryk, men vi får aldrig svaret på, om holdbarheden vitterligt havde tippet barometeret i hans retning. Nu bliver det i stedet til den tredje andenplads i sine seneste fire optrædender i løbet, hvilket naturligvis må være svært frustrerende. Alligevel må Mas betegnes som en vinder, for ikke blot har han sikret Movistar en god skovlfuld point - selvom det da lige kunne ligne ham at styrte i Madrid i morgen - han har også igen fået bevist, at det tårnhøje niveau, han fandt sidste efterår, stadig er hans, selvom Touren endte som en fiasko.

Nej, Mas var der ikke den store grund til at tvivle på. Det var der til gengæld med Ayuso. Én ting er, at hans holdbarhed var et åbent spørgsmål inden løbet. Noget andet er, at han igennem løbet har virkede en smule svingende og særligt i de seneste dage har lignet en mand i små vanskeligheder. I dag efterlod han til gengæld sit måske mest overbevisende indtryk siden Pico Jano, for han var der som en mis hver eneste gang, Miguel Angel Lopez angreb ham, og selvom løbet måske nok har afsløret, at han savner noget stabilitet - som dog muligvis kan forklares med både styrt og coronainfektion - har den i hvert fald vist, at han også kan køre pokkers stærkt på en 20. etape i en grand tour. I betragtning af at knægten kun er 19 år, er det vel ret svært at få armene ned af begejstring i UAE-lejren, der nu for anden gang på fire år har ført en komet til en 3. plads i Vueltaen i dennes grand tour-debut. Hvis Ayuso kan følge op på samme måde, som Tadej Pogacar har gjort siden 3. pladsen i 2019, skal det i hvert fald nok gå ham godt.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Han fik dog ikke sin etapesejr, og havde det ikke været for hans betydeligt yngre alder, var han således blegnet lidt i forhold til sloveneren, der vandt tre etaper dengang. Han havde ellers alletiders chance for at få den i dag, og selvom man godt kan forstå, at holdet var tøvende med at lægge for meget pres på de unge skuldre på en dag, hvor det primære mål var et forsvar af 3. pladsen, kan man ærgre sig over, at UAE ikke fra start satte alt ind på at vinde etapen. De bløde procenter gjorde det sandsynligt, at etapen kunne slutte i en spurt mellem favoritterne, og da han i Joao Almeida havde verdens bedste hjælper til at kontrollere finalen, lå det næsten på den flade, at han kunne vinde etapen, hvis bare holdet havde jagtet udbruddet fra start.

Det gjorde de imidlertid ikke. Marc Soler skulle have endnu en chance for at jagte en etapesejr, og selvom han og Jan Polanc utvivlsomt også spillede rollen som forposter til det tilfælde, at Ayuso skulle komme i krise på Morcuera, havde han utvivlsomt intention om at vinde etapen. Ellers havde UAE brugt deres tunge folk til at holde snor i udbruddet, der nu akkurat fik så stort et forspring, at Richard Carapaz holdt hjem. Der manglede ellers ikke dedikation fra Soler, Polanc eller til sidst også Almeida, der endelig i dag agerede 100% holdspiller efter torsdagens måske lidt tvivlsomme angreb, men det viste sig, at løbet desværre var kørt. Ayuso var ellers akkurat så overlegen i spurten, som han burde være, og dermed missede han muligheden for at gøre som Pogacar, nemlig at krone 3. pladsen med en sejr på 20. etape.

Almeida kunne også have vundet etapen. Han ville nemlig sammen med Ayuso have været hurtigst, hvis han selv havde skullet spurte, men i sidste ende overgav han sig til skæbnen og lod sig for anden grand tour på to år henvise til rollen som hjælperytter. Det blev bestemt ikke det løb, han havde håbet på. Han skiftede til UAE for at få en klar rolle som den anden grand tour-kaptajn og for ikke at skulle bruges som hjælper for Evenepoel igen, og nu kan han se, at Ayuso måske er på vej forbi ham i hierarkiet, selvom hans kørsel i denne uge og ikke mindst i dag, nok engang beviste, at han har en imponerende evne til at toppe i den tredje uge.

Det har Thymen Arensman også. Fraregnet morgendagens paradeetape er han nu endt i top 3 på sidste etape af tre af de fire grand tours, han har kørt, og det lover uhyre godt for den fremtid, han nu skal udforske hos Ineos. Desværre for ham var denne uges lette stigninger bare ikke det rette terræn for ham til at maksimere udbyttet af sine evner i den tredje uge, men alligevel lykkedes det ham med sin evige og beundringsværdige aggression at komme meget tæt på endnu en etapesejr. Det bliver bestemt ikke uinteressant at se, hvad grand tour-kongerne fra Ineos kan få ud af en mand, der synes skabt til at køre de lange etapeløb.

Det synes Carlos Rodriguez også at være. Ganske vist var der nok en lidt aftagende formkurve at aflæse, men noget sammenbrud var der bestemt ikke tale om. Tværtimod var hans flotte forsvar i dag ganske beundringsværdigt, når man betænker, hvor forslået han så ud, og det, der på første stigning lignede et farvel til top 10, endte nu en ganske hæderlig samlet 7. plads - hvis da ikke han går på jagt efter et bonussekund i morgen - og i betragtning af ugens design, er det svært at tro, at han ikke var endt i top5 , hvis ikke han havde været så pokkers uheldig. Det er i hvert fald en yderst lovende grand tour-debut, der kun bliver endnu mere lovende af, at han chokerede alt og alle ved også at kunne køre enkeltstart. Nu kan han og Arensman så slås om at være den af Ineos’ ryttere 2023-ryttere, som har virket mest lovende i dette løb.

Uden styrtet var han sikkert også endt som nr. 4. Miguel Angel Lopez bekræftede nemlig i den tredje uge, at han har meget svært ved at holde niveau gennem tre uger. Den lovende opblomstring i uge 2 endte med klare svaghedstegn i uge 3. De var der bestemt også i dag. Ganske vist kom han med sine angreb på Ayuso på den lette målstigning, men på det eneste tidspunkt, hvor terrænet for alvor gjorde ondt, nemlig i medvinden på Morcuera, blev han igen sat af. Selvom han igennem de tre uger fik bevist, at hans forår ikke skal tages som udtryk for, at han ikke stadig har sit tårnhøje niveau, satte løbet vel også en streg under, at der næppe bliver en grand tour-sejr til ham.

Mange havde nok ellers regnet med, at han ville vinde en grand tour før Jai Hindley, men sådan gik det som bekendt ikke. Tværtimod viste australieren med sin holdbarhed, at han er skabt til de lange etapeløb, men desværre har denne Vuelta også vist, at han stadig ikke er til at regne med. Selvom han reddede den hjem i dag, måtte vi nemlig sande, at den lille genrejsning, man fornemmede i torsdags, ikke materialiserede sig, og selvom han vel var marginalt bedre i den tredje uge, som han plejer, var det i hvert fald ikke den Hindley, man kunne have regnet med at se. Nu er hans sæson heldigvis en succes, og han ender da også som den eneste rytter, der i år har været i top 10 i to grand tours, men årets Vuelta viser, at han ikke er den garanti, som andre grand tour-ryttere.

Det var endda tæt på, at det i stedet ville blive Louis Meintjes, der som den eneste ville få to top 10-placeringer. Sydafrikaneren, der lidt uberettiget er blevet kritiseret for at være defensiv, har i år gjort det til sin specialitet at lege Guillaume Martin og via udbrud sikre sig en samlet top 10. Den mission var ganske tæt på at lykkes igen, da Hindley ganske utroligt lod ham stikke af på første stigning, men desværre for ham gik den akkurat ikke. Heldigvis kan han se tilbage på en sæson, der definitivt har bragt ham tilbage på sporet efter den lange krise.

Om Rigoberto Uran er tilbage på sporet, er nok mere tvivlsomt. Ganske vist lykkedes det colombianeren via et udbrud at sikre sig endnu en top 10 til samling, men igen i dag stod det klart, at han har haft sin bedste tid. Det virker ikke usandsynligt, at årets 9. plads bliver hans sidste blandt de bedste ti, og at han måske i stedet skal begynde at dyrke de udbrud, han i år har været ganske aktiv i.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Det skyldes også, at han får en ny holdkammerat, der nok vil overgå ham i hierarkiet. Richard Carapaz er som bekendt på vej til EF, og selvom man stadig efter denne Vuelta kan sidde med tilbage med fornemmelse, der allerede var der efter Giroen, nemlig at han måske allerede har toppet, fik han i Vueltaen bevist, hvor stor en klasserytter han fortsat er. Det viste sig jo hurtigt, at hans forberedelse slet ikke havde været så god, som holdet havde antydet, og klassementet gik derfor hurtigt fløjten. Sådan har det været for mange grand tour-ryttere gennem årene, men det er meget svært at huske, at der er andre, der har forvandlet skuffelsen til hele tre etapesejre og en bjergtrøje. Nu kan man diskutere, om han også have fået sidstnævnte, hvis Jay Vine havde gennemført, men de tre gevinster kan ingen i hvert fald tage fra ham.

Han satte kronen på værket i dag. Det var bestemt ikke verdens letteste etape at vinde for en mand, der var meget overvåget af de andre udbrydere, og som trods sin styrke kunne få svært ved at gøre de store forskelle på de bløde procenter. Modstanden var bestemt heller ikke ringe, når han var oppe mod den i den tredje uge så formstærke Thibaut Pinot, Hugh Carthy og Gino Mäder, der begge til slut viste lidt af deres tredjeugesmotorer, og ikke mindst Robert Gesink, der kan takke Roglics styrt for, at han pludselig igen er begyndt at ligne den stjerne, han engang var, men de kom alle til kort. Selv da han efter den bløde sidste stigning havde udsigt til formentlig at skulle slås i en spurt af Sergio Higuita - også selvom han overraskende slog netop colombianeren, da de to senest gjorde fælles front i deres kup mod Almeida i Catalonien - og samtidig blev jagtet så hårdt af - sjovt nok igen - Almeida, at det så ud til at være slut nær toppen, fik han på imponerende vis overvundet begge trusler og sikret sig en sejr, der understregede, at vi fortsat taler om en af verdens bedste cykelryttere.

Om der også er flere grand tour-sejre i ham, kan man til gengæld betvivle. Carapaz har i år i hvert fald ikke lignet den rytter, der i 2019 vandt Giroen med den ene finger i næsen, og konkurrence bliver efterhånden stor. Pogacar overhalede for efterhånden længe siden, og i løbet af de seneste to sæsoner er Jonas Vingegaard også braget forbi ham, ligesom Hindley vel også gjorde det i Giroen. Han kunne så have håbet, at de spørgsmål, der forud for dette løb var ved holdbarheden hos de tre kometer Evenepoel, Ayuso og Rodriguez alle havde fået et negativt svar. Tværtimod kunne beskeden til Carapaz vel ikke have været meget mere nedslående. De bestod nemlig alle testen og fik effektivt besvaret spørgsmålet om deres holdbarhed. Det gælder naturligvis i særlig grad Evenepoel, der med den første belgiske grand tour-sejr siden 1978 har gjort os så pokkers meget klogere, end vi har for tre uger siden.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE