Vuelta a Espana-analyse: Da Vueltaen blev afgjort?

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Forud for Vueltaen var der en berettiget frygt for, at Vueltaen ville være afgjort på toppen af Sierra Nevada. Arrangørerne beslutning om ikke at følge moderne grand tour-logik og gøre den tredje uge til den hårdeste, men snarere den letteste betød nemlig, at man med nogen sandsynlighed ville være i en situation, hvor den førende rytter på toppen af løbets højeste stigning ville have så stort et forspring, at det ville blive endog meget svært at ændre på, når feltet mødte de blødere stigninger over de sidste seks dage.

Det er nu ikke uset for Vueltaen, der ofte har ageret lidt anderledes på det punkt. Særligt i de tidligere år, hvor logistikken tilsagde, at man havde de sidste etaper relativt tæt på Madrid, hvor der ganske vist er bjerge, men af blødere karakter, oplevede man ofte, at meget var afgjort relativt tidligt i løbet. I de senere år er man ganske vist begyndt at have særligt en hård 20. etape, også længere fra Madrid, men ligesom man gjorde det i 2019, er man i år vendt tilbage til traditionen ved at henlægge den sidste del af løbet til en del af Spanien, der terrænmæssigt ikke er den mest udfordrende.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Da feltet i søndags nåede toppen af Sierra Nevada efter en lang og udmarvende klatretur, var det svært ikke at sidde med en lille fornemmelse af, at frygten var blevet til virkelighed. Ganske vist havde Remco Evenepoel igen tabt tid til alle sine værste rivaler, men den åbenlyse krise, han havde været udsat for på La Pandera, var blevet erstattet af et fornemt forsvar i en uhyre kompliceret situation, hvor han havde været isoleret mod et kobbel aggressive rivaler alt for langt fra mål. Den udfordring klarede han så flot, at tidstabet blev ganske begrænset, og det stod da klart, at det sammenbrud, som lurede 24 timer forinden, næppe ville blive til virkelighed.

Når der alligevel var spænding om udfaldet, skyldtes det én mand. Primoz Roglic er kendt som en af feltets mest aggressive ryttere og var den eneste i toppen af klassementet, der med sikkerhed ville sætte alt på ét bræt og afsøge alle de muligheder, den lette tredje uge ville bløde. I det lys var der utvivlsomt mange spændingshungrende cykelfans, der brød ud i jubelbrøl, da det tidligere monster viste glimt at fordums umættelighed med et overbevisende og kraftfuldt angreb på en dag, der egentlig var tiltænkt sprinterne. Evenepoel vidste nok, at han ikke kunne regne med at få lov at køre den sikkert hjem, men når Roglic udnyttede ugens næstletteste etape til at gå i offensiven, var der lagt i kakkelovnen til en angrebsfest på snart sagt enhver stigning i resten af løbet.

Som bekendt blev jubelbrølet hurtigt afløst af tårer, da stakkels Roglic nok engang blev ramt af den kombination og lidt klodsethed, der har kostet ham så dyrt, særligt i den sidste del af karrieren. Slukøret kunne selvsamme spændingshungrende fans gå til køjs med et desperat håb om, at de åbenlyse skrammer, det slovenske uhyre havde pådraget sig, ikke var så slemme, som de ved første øjekast kunne se ud til.

Hvis det håb var blevet ledsaget af bønner, blev de ikke hørt. Når ryttere er forslåede, kommer man ofte relativt tæt på starten af den kommende etape, inden de definitivt kaster håndklædet i ringen. Denne gang kom meldingen om Roglics exit imidlertid så tidligt, at beslutningen må være taget nærmest, inden han var stået op, og dermed må det være nogle ganske alvorlige skader, en af feltets absolut med hårdføre ryttere har pådraget sig.

Nu er Evenepoel ikke typen, der jubler over andres ulykke - dertil har han selv oplevet for meget af det samme, da han for to år var udsat for sit dramatiske styrt i Lombardiet - men ud fra en kynisk betragtning var Roglics exit en gave. Ikke blot betød det, at hans forspring til løbets nr. 2 igen var større end to minutter, han slap nu også af med den eneste rytter, der var villig til at satse hele butikken og den eneste af rivalerne, der for alvor er skabt til at slå til i den slags terræn, der venter i resten af ugen. Nok er Enric Mas uhyre velkørende, men han er ikke just typen, der for alvor bør kunne true Evenepoel på stigninger, der er så bløde eller korte, som det er tilfældet i disse dage.

Hvis ikke Evenepoel vandt Vueltaen på toppen af Sierra Nevada, gjorde han det måske, da Jumbo-mandskabet udsendte deres triste tweet i morges. Håbet er og var dog stadig lysegrønt for de spændingshungrende cykelfans, der kunne drømme om, at dagens 17. etape, der sluttede med en ganske vist kort, men også stejlere stigning, end vi ellers ser dem i denne lette sidste uge, måske kunne vise den sårbarhed i den tredje uge, som hele tiden har lignet Evenepoels største svaghed. Nok skal der et større krisetegn til, hvis belgieren skal tabe to minutter de kommende dage, men Tom Dumoulin kan bevidne, at 20. etape skam er hård nok til, at man kan tabe en Vuelta, hvis benene ikke er på toppen længere efter tre ugers cykelløb.

Dagens etape gjorde det imidlertid ganske klart, at der ikke er skyggen af svaghed at spore. Normalt skal man være varsom med at tolke for meget på en stigning, der reelt blot var en 4 km lang rampe, men i denne del af løbet, hvor det simpelthen er den sværhedsgrad, rytterne generelt udsættes for, skal vi jo faktisk tage den slags stigninger ganske alvorligt. Dagens finale åbenbarede, at Evenepoel igen ligner løbets stærkeste mand, for han var aldrig i nærheden af at være i problemer.

Det er i den grad godt nyt for belgieren. Mere og mere tyder nemlig på, at hans krise i weekenden ikke handler om den manglende holdbarhed, der har været hans svaghed hidtil, men derimod vitterligt var en effekt af styrtet. I hvert fald har han selv givet udtryk for, at hans krops ømhed nåede bunden i lørdags, og at det siden kun er gået fremad. Når man ser på, hvordan han kørte lørdag, søndag og i dag, er det svært at bestride, at styrtet nok ikke bare var en dårlig undskyldning.

Det må være nedslående for Mas. Spanieren viste ellers det, vi har set gennem hele løbet, nemlig at han er løbets næststærkeste. Hans nu store forspring ned til 3. pladsen betyder også, at han tilsyneladende er klar til at angribe Evenepoel, selvom Movistar ikke kan risikere den 2. plads, der i høj grad skal være med til at sikre holdets overlevelse på WorldTouren. Problemet er bare, at de stigninger, hvor Mas kunne bruge sin gode form, og hvor Evenepoel ville være mere sårbar, lå på 14. og 15. etape - ikke i den tredje uge.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Alligevel åbenbarede den relativt kort stigning nogle forskydninger i styrkeforholdet. Nok var det taktik, der gjorde det muligt for Joao Almeida at køre væk, for Evenepoel havde en klar interesse i at tvinge andre til at jagte en mand, der truede dem mere end ham, men portugiseren kom med sit angreb efter at være kørt alene op til Mas og Evenepoel. Noget tyder på, at han igen i dette løb har fundet den superform i den tredje uge, som han også gjorde i Giroen i 2021, men desværre er det bare det helt forkerte løb at toppe i den tredje uge. Det bliver ikke let at avancere mærkbart i klassementet herfra.

Det var heller ikke nogen videre god dag for UAE. Juan Ayuso viste ganske vist et herligt initiativ ved at angribe i finalen, selvom han med Roglics exit ikke kunne fortænkes alene at tænke på at forsvare sin podieplads, men et umiddelbart harmløst styrt i etapens begyndelse skaber nu usikkerhed forud for de kommende dage. Også Evenepoels styrt så jo ganske harmløst ud, men det havde jo alligevel en ganske klar effekt på hans kørsel de kommende dage.

Heldigvis kan Ayuso glæde sig over, at etaperne er nemme, men mest af alt kan han glæde sig over, at de to ryttere, der truer hans podieplads, havde en svær dag. Mest overraskende var det at se Miguel Angel Lopez være en skygge af den rytter, han var i weekenden. Helt uventet kan det dog ikke være. Vi ved, at colombianeren er meget svingende igennem en grand tour, og faktisk kunne hans formmønster måske ende med at være en kopi af det, vi så i 2017. Her havde han også en svær første uge, var flyvende i de andalusiske bjerge i den anden uge og sluttede med en yderst skuffende tredje uge. Vi ved dog også, at hans formkurve ofte går op og ned, og han kan derfor sagtens være bedre de kommende dage.

Det er mere tvivlsomt, om det gælder for Carlos Rodriguez. Spanieren holdt stand, men efter den stærke første uge har alt handlet om forsvar for den spanske mester. Hvis Ayuso holder sit niveau nogenlunde, ligner Rodriguez i hvert fald ikke en mand med det overskud, der skal til for at stjæle en podieplads, der ellers pludselig er inden for rækkevidde.

Så var det mere opløftende for Jai Hindley, der vel kørte sin hidtil bedste etape. Måske er han igen ved at toppe i den tredje uge, som han plejer, men ligesom Almeida kan han ikke bruge det til voldsomt meget på denne rute og slet ikke med de enorme afstande, der er foran ham i klassementet. Også Ben O’Connor fortsatte de lovende takter fra weekenden, når man betænker, at det var en stigning, der slet ikke passede ham.

Han var nemlig den eneste af dieselklatrerne, der kunne være med. De to andre top 10-ryttere, der må have frygtet den eksplosive finale, Thymen Arensman og Louis Meintjes, der ellers begge er kendt for at toppe i den tredje uge, led ikke helt uventet et lille tidstab i en afslutning, der bestemt ikke var designet for dem. Arensman brugte imidlertid søndagens vanvidsridt til at konsolidere sig sikkert i top 10, og de kommende dage passer ham heldigvis noget bedre.

Meintjes har mere grund til at ærgre sig. Sydafrikaneren fik ellers en gave med Roglics exit, fordi den sendte ham på ret sikker kurs mod sammen med Hindley at blive den eneste rytter, der i år vil kunne tage to top 10-placeringer i grand tours. Det fik de imidlertid formøblet ved at lukke Rigoberto Uran tilbage i top 10-kampen. Med tanke på at de på hviledagen sagde, at det eneste store mål i den tredje uge var en samlet top 10, kan man undre sig over, at Intermarché ikke sendte folk frem for at holde snor i udbruddet. Nok mistede holdet den ellers uhyre formstærke, men nu også syge Rein Taaramae, men det decimerede mandskab har trods alt stadig to mand, der nok kunne have sørget for, at Uran ikke havde sikret sig så stor en buffer i top 10-spillet.

Det kan colombianeren imidlertid kun glæde sig over. Nu har han ganske vist tidligere været i top 10 i alle grand tours, men i seks tidligere forsøg er det kun lykkedes én gang. Nu har han solid kurs mod for 10. gang i karrieren at være blandt de 10 bedste i et etapeløb, og det er en ganske flot bedrift, når man betænker, hvor skuffende hans niveau har været i år. Nød lærer imidlertid nøgen kvinde at spinde, og den normalt så defensive Uran har i de senere år været meget bedre til at opsøge de udbrud, der nu synes at være hans vej til placeringer helt oppe i toppen af klassementet.

Vigtigere end top 10-placeringen var dog etapesejren, der meldte ham ind i klubben over ryttere med etapesejre i alle grand tours. Den sejr burde jo ellers være kommet i 2013, hvor den unge opkomling Warren Barguil slog ham i en millimetertæt spurt, men nu fik han den endelig, endda på et tidspunkt, hvor han klart har set sin bedste tid. Han havde dog også heldet at havne i en gruppe, hvor der nok var gode klatrere, men hvor han på papiret lignede den mest eksplosive afslutter blandt dem og derfor den store favorit til også at vinde.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Den største trussel lignede derfor de angreb, der ville komme inden stigningen, men her var det overraskende passivt. Kun den formstærke Lawson Craddock gjorde for alvor forsøget, og det havde faktisk fortjent en bedre skæbne. Det havde det også for Quentin Pacher, der fortsatte sin forrygende udvikling i år ved at komme uhyre tæt på sin første professionelle sejr på en stigning, der ellers var en anelse for lang til ham. Heldigvis står det mere og mere klart, at den forløsende sejr må være ganske tæt på.

Så forløsende havde den ikke været for Jesus Herrada eller Marc Soler. De har begge vundet adskillige løb, og begge har endda gjort det tidligere i dette løb. I dag var de imidlertid igen tæt på, da Herrada pludselig fandt en form, der har været meget svær at se tidligere i løbet, mens Soler måtte sande, at denne eksplosive stigning trods alt var for kort til, at der kunne komme et udbytte af den comebackstrategi, han har udført til perfektion på de efterhånden utallige etaper, hvor han har kørt efter sejr fra et udbrud i et løb, hvor han har været en af de store oplevelser.

Dog ikke så stor som Evenepoel. Belgieren har foreløbig gjort al skepsis om hans holdbarhed til skamme, og nu har han stensikker kurs mod at blive den første belgiske grand tour-vinder siden 1978. Måske er det først på søndag, at han endegyldigt kan krones som sejrherre, men måske er sejren allerede i hus. Den kom det måske allerede i søndags, da han så fornemt forsvarede sig på Sierra Nevada, men måske kom den det allermest i dag, hvor han først mistede sin værste rival og siden leverede så fornemt et forsvar, at det er svært at se skyggen af sprækker i det panser, der ellers var så sårbart i weekenden. Var det på den beskedne stigning onsdag d. 7. september, at årets Vuelta reelt fandt sin vinder?

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE