Vuelta a Espana-analyse: Da Vueltaen blev et klubmesterskab

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Så blev frygten endegyldigt til virkelighed! Det var den frygt, mange havde, da Jumbo forud for en ellers historisk stærkt besat Vuelta præsenterede en skræmmende trup. Det er i hvert ikke hverdagskost, at ét og samme hold kan stille til start i årets sidste grand tour med et hold, der tæller både sæsonens Giro- og Tour-vinder sekunderet af en hær af kvalitetshjælpere, hvoraf ikke færre end tre havde været i top 10 i en grand tour, og den ene havde vundet Paris-Roubaix.

Der var i hvert fald nok en enkelt eller to, der havde en bange anelse om, at løbet hurtigt kunne udvikle sig til et klubmesterskab, hvor Jumbo selv kunne vælge, om det var Primoz Roglic eller Jonas Vingegaard, der skulle vinde. Heldigvis var feltet med deltagelse af Remco Evenepoel, Juan Ayuso, Geraint Thomas og Enric Mas historisk stærkt, men selvom der ved første øjekast var rigeligt med yderst kompetente rivaler, var spørgsmålene ved dem alle også så store, at det bestemt måtte betegnes som endog meget sandsynligt, at Jumbo selv kunne vælge, om det var Roglic eller Vingegaard, der skulle vinde to grand tours på én sæson. Havde Evenepoel holdbarheden til en hård tredje uge? Havde Ayuso udviklet sig nok over det seneste år? Kunne Thomas vitterligt præstere i efteråret også? Og ville Mas nå sit vanlige niveau, når hans motor ikke var blevet varmet op i Touren?

Læs også

Vuelta-åbenbaring har fremtiden på plads

Al den værste frygt blev ikke blot gjort til virkelighed. Nej, den blev overgået af et scenarium, som de færreste nok havde forestillet sig ved starten. Der var næppe mange, der havde drømt om, at Sepp Kuss i sæsonens tredje grand tour ville komme til at spille nogen rolle som plan C. Hans deltagelse fik skam masser af medieomtale, men det skyldtes alene, at folk var dybt imponerede over, at han overhovedet var frisk på at køre tre uger for tredje gang på under et halvt år. Selvom han tidligere har været i top 10 i Vueltaen, lå det ikke just i kortene, at det ville gentage sig.

To en halv uge senere kan vi konstatere, at Vueltaen vitterligt er blevet til det klubmesterskab, mange frygtede. Jumbo kan vitterligt selv bestemme, hvem der skal vinde et af verdens største cykelløb, men de har ikke bare to ryttere at vælge imellem. Nej, efter den tidlige tidsgevinst og uventede mulighed har Kuss vist, at hans motor er så enorm, at han endda synes at toppe i det tredje af de lange løb, og dermed kan Jumbo frit vælge, om de vil vinde med deres største stjerne, give deres veteran en måske sidste sejr i en grand tour og mulighed for at skrive historie med en fjerde Vuelta-sejr eller belønne deres mest loyale hjælper med en helt uventet stjernestund.

Det scenarium blev mere og mere realistisk, efterhånden som den første uge gik, men det var først på Tourmalet, da holdet ryddede podiet, at der så ud til for alvor at være frit valg på alle hylder. Både Ayuso og Mas havde dog også budt så meget op til dans i en for dem taktisk svær situation, at det stadig ikke lå på den flade, at det hele vitterligt ville ende med et fuldt Jumbo-podium.

Den sidste tvivl, der stadig herskede i fredags, forsvandt måske ikke helt - man ved stadig aldrig, om Kuss alligevel ender med at eksplodere i løbets døende dage - men da det med spænding imødesete slag på et af sportens mest frygtede tinder, Angliru, med sin ubarmhjertige ærlighed åbenbarede løbets aktuelle klatrehierarki, stod det soleklart for alle, at Vueltaen vitterligt er et klubmesterskab, hvor Vingegaard, Roglic og Kuss kunne gøre som Rafal Majka og Tadej Pogacar og slå sten-saks-papir om, hvem der skal ende øverst på podiet i Madrid.

Det blev helt tydeligt, da vi fik det billede, vi aldrig fik på Tourmalet, hvor Kuss’ og Roglics podiepladser i nogen grad kan tilskrives, at de sad på hjul i hele finalen. Den slags får man imidlertid ikke meget ud af på Anglirus voldsomme skråninger, og derfor var det det ultimative billede på magtdemonstration, da Vingegaard og Kuss pludselig dukkede op fra tågen og sluttede sig til den angribende Roglic og efterlod hele trioen samlet foran alle de rivaler, der skulle forsøge at skabe spænding.

Det har gjort denne Vuelta til en ret absurd oplevelse. Vi saver jo slet ikke spænding. Vi kan måske nok udelukke, at Roglic får lov at skrive historie med sin fjerde sejr, men vi aner stadig ikke, om Vingegaard skal kopiere Froome med en sjælden Tour-Vuelta-double, eller om Kuss skal belønnes for sin loyalitet med den ultimative stjernestund. Dagens drama barberede nemlig yderligere sekunder af forspringet, så der nu blot er 8 sekunder mellem de to ryttere, der udgjorde så stærk end duo i Frankrig tidligere på året.

Det gør det også til en meget speciel oplevelse at forsøge at forudsige begivenhedernes gang. Naturligvis skal man altid forsøge at spå om holdenes taktik, men mest af alt skal man trods alt forsøge at analysere styrkeforholdet. Den overvejelse slipper vi pludselig helt for at gøre sig. Når man skal spå om, hvem der vinder årets Jumbo-klubmesterskab, handler det ikke om, hvem der muligvis har de bedste ben. Nej, man skal gætte på, hvad Jumbo tænker.

Der er nemlig næppe nogen tvivl om, at Vingegaard kunne vinde denne Vuelta, hvis han ville. Allerede på Tourmalet indikerede han, at hans svaghedstegn i løbets begyndelse skyldtes sygdom og ikke træthed efter Touren. Da først kroppen var renset for baciller, fik formkurven nemlig igen den retning, den plejer at have for det danske restitutionsuhyre, og nu synes han igen blot at blive bedre og bedre dag for dag, akkurat som han plejer.

Naturligvis er det altid gætværk, når vi taler om en mand, hvis positur på cyklen ikke gør hans tilstand let at aflæse, men i dag var det svært at sidde med fornemmelsen af, at han kunne være kørt fra alt og alle, hvis han ville. Det gjorde han jo allerede i går, hvor UAEs taktiske makværk betød, at hans tidsgevinst eksploderede til et kunstigt højt niveau, der trods alt ikke afspejlede hans reelle overlegenhed, men i dag lignede han altså mest af alt en mand, der var på søndagstur - eller måske kørte det klubmesterskab, han jo egentlig var i gang med at køre.

Læs også

Oversigt: Disse danskere skal køre Paris-Tours

Denne gang var han til gengæld helt loyal mod den defensive taktik, der var det eneste logisk valg, da først Tourmalet placerede de tre holdkammerater på de tre øverste pladser. Den strategi fraveg han jo ellers i går, men nu står det helt klart, at det vitterligt alene var ønsket om at vinde for Nathan Van Hooydonck, der tvang ham til at afvige fra planen. Kuss kunne endda her til morgen fortælle, at det slet ikke havde været i tankerne, at han skulle vinde så megen tid, som UAE ganske gratis forærede ham.

Det lød da også ganske oprigtigt, da han efterfølgende erklærede, at han helst ser Kuss vinde løbet. Hvis han havde en personlig ambition, havde han smidt den passive attitude i dag, og dermed synes bolden helt og holdent at ligge i Kuss’ lejr. Holder amerikaneren stand i morgen, vinder han løbet, for Vingegaard vil næppe selv gribe ud efter den sejr, han formentlig kunne tage med samme lethed, som han ville vinde, hvis han stillede op til det lokale klubmesterskab i Glyngøre og ikke det interne Jumbo-klubmesterskab.

Alligevel var jo vidner til det lidt absurde scenarium, at Roglic og Vingegaard kørte fra Kuss. Logikken tilsagde jo, at de skulle holde den defensive linje, for de endte jo igen med mod slutningen at åbenbare nogle svaghedstegn hos Kuss, man typisk sjældent gør mod en holdkammerat. På den anden side var Roglics angreb måske ikke helt uden logik. Da først Mas og Ayuso overraskende tidligt var kørt ud af ligningen, kunne han med sit store efterslæb i klassementet godt gribe ud efter etapesejren uden at true kuss, og alt var således helt på sporet, da de tre blev samlet i front.

Det overraskende var, at de ikke ventede på Kuss, da han kom i problemer. Angiveligt var det Kuss, der selv gav ordren over radioen, men det var alligevel et overraskende syn, når både Roglic og Vingegaard efterfølgende klart gav udtryk for, at de helst ser Kuss vinde. Det er klart, at Mikel Landas tilstedeværelse komplicerede billedet lidt, men Roglic ville jo altid kunne have fået sin sejr i en spurt. Men måske var frygten for at smide sejren på hylden alligevel så stor, at han satte et tempo, som det jo egentlig mest af alt var den passive Vingegaard og ikke ham selv, der havde glæde af.

Nu gik det jo heldigvis meget godt, hvis man kan tro de to forhåndskaptajner, når de erklærer, at Kuss er den foretrukne klubmester i år. Roglic fik løbets måske mest prestigiøse etapesejr på et bjerg, hvor han havde revanche til gode efter 2020, hvor han var i gevaldige problemer og kun blev reddet af en flyvende Kuss. I den forstand var det lidt paradoksalt at se, hvordan Roglic undlod at vente på Kuss på præcis det bjerg, hvor Kuss havde ventet på netop Roglic tre år tidligere. Men det gik jo, som det skulle, da Kuss holdt sin trøje, og Roglic og Vingegaard nu begge har fået en trøstepræmie i form af to etapesejre.

For Roglic var det også uhyre opløftende at se ham rejse sig så flot. Hans krise i 2020 handlede jo utvivlsomt om hans vanvidsprogram med Ain, Dauphiné, Tour, VM, Liege og Vueltaen komprimeret over kun ca. tre måneder og ikke om manglende evner på de stejle procenter. De evner beviste han jo under Giroen på voldsomme Monte Lussari, og i dag fik han effektivt slettet det lidt ærgerlige indtryk fra Tourmalet, hvor man måske skal overveje, om hans passivitet skyldtes, at det dengang var ham, der kørte med den loyalitet, Vingegaard viste i dag. I dag fik han i hvert fald sin revanche og bevist, at han er løbets næststærkeste mand.

Men årets Vuelta-vinder hedder åbenbart Kuss, hvis Jumbo får det, som de vil have det. Skal det gå anderledes, skal Kuss sættes af i morgen. Det virker dog heller ikke umuligt, at det kan ske. Han skulle i hvert fald grave pokkers dybt for at følge Landa i dagens finale, og noget tyder på, at Roglic og Vingegaard ikke venter, hvis amerikaneren ikke kan følge rivalerne - heller ikke selvom deres store forspring betyder, at de sagtens kunne agere hjælpere for Kuss i morgen, hvis amerikaneren kommer i problemer.

Er der så nogen, der kan sætte Kuss til vægs i morgen? Ja, det skal jo nok være en spanier, og nu ser det minsandten ud til, at den genfødte Landa er bedste bud. Inden løbet havde jeg jo store forventninger til baskeren, der havde så sublimt et forår og tidligere har været bedst i sin anden grand tour, men de forventninger fik sygdom lagt en dæmper på. Nu ser vi heldigvis endelig den Landa, der i foråret blev nr. 3 i Fleche og var eneste mand, der kunne blot nærme sig Vingegaard i Baskerlandet, og det kan måske få ham til at overveje, om ikke det er en tand for tidligt at indlede en karriere som hjælperytter.

Den overvejelse bliver særligt accentueret af, at Remco Evenepoel igen i dag gav indtryk af, at han altså har problemer med sin holdbarhed. Naturligvis er det voldsomt at påstå, når han begav sig ud på et vildt soloridt mod en Jumbo-maskine, der lidt overraskende løb den åbenlyse risiko at miste deres Jumbo-podium ved at gå efter etapesejren og gøre løbet hårdt. Særligt da Antonio Tiberi og Damiano Caruso med relativ lethed kørte ham ind på Angliru, lignede han bare slet ikke den rytter, vi kendte i den første uge, og jeg vil i hvert fald være ganske bekymret, hvis jeg var Patrick Lefevere. Men så er det jo godt, at han til næste år vil have Landa som plan B.

Læs også

Medie: Pidcock i overraskende skifte

Den plan B vil formentlig gribe ud efter lykken i morgen. Landa har i den grad tanket moral af dagens flotte show, og kender vi ham ret, vil han for alvor gå til stålet. Det kan han gøre med et superhold, der var chokerende stærke i dag, hvor de forvandlede etapen til en duel mellem Bahrain og Jumbo. Wout Poels skruede tiden tilbage og bekræftede, hvad vi så i 2011 og 2017, nemlig at han er skabt til Angliru, og viste, at han stadig kan være et uhyre i den tredje uge. Tiberi fortsatte det vanvittige gennembrud, han efter den pinlige katteepisode har leveret i dette løb. Og Santiago Buitrago kunne pludselig begå sig på lange stigninger - formentlig fordi vi er i den tredje uge, hvor han plejer at være bedst.

At vi fik en duel mellem Jumbo og et arabisk mandskab, kan jo ikke overraske. Sådan har det jo ofte set ud, når Jumbo-trioen har stået over for UAE-trioen med Ayuso, Joao Almeida og Marc Soler. I dag var det største af de arabiske hold bare skiftet ud med lillebrødrene på en dag, hvor holdets taktik igen var svært besynderlig, da Almeida kørte fra sin lidende kaptajn. Det var i hvert fald ikke indlysende, at det var værd at bringe Ayusos 4. plads i fare til fordel for et mere ligegyldigt avancement til Almeida.

Den hænger i hvert fald nu i en tynd tråd, men spørgsmålet er, om ikke det var bjergets karakter, der fremkaldte Ayusos krise. Han er trods alt en ordentlig kleppert, og man har hele tiden kunnet have en frygt for, at dette bjerg ville volde ham problemer. Om det er årsagen, bliver vi klogere på i morgen, når procenterne igen bliver mere menneskelige, og hvor han bør have en bedre chance for at køre op med Landa. Så må vi se, om Almeida også kan nå op på 8. pladsen, for han er kommet stærkt tilbage efter sin sygdom og har bekræftet, at han altid bliver bedre og bedre i den tredje uge.

Til gengæld bliver der ikke tre mand i top 10. Holdet valgte at spille Marc Soler tidligt ud, og det kan man kun applaudere, når jeg i år kritiserede dem for at ligne nogen, der mest af alt kørte for at holde trioen blandt de 10 bedste. I dag smed Soler det ellers overraskende gode klassement, og selvom det var flot, kan man i lyset af Jumbos styrke godt diskutere, om det gav mening. Spørgsmålet er dog, om ikke den i går så lidende Soler godt vidste, hvad klokken var slået.

Der kom til gengæld ingen offensiv fra Mas, men det var jo desværre umuligt. Det så jo ellers så lovende ud ved starten af løbet, men denne tredje uge har vel bevist, at spanieren bare ikke kan præstere helt så godt, som han har gjort de seneste år, når hans motor ikke er blevet varmet op under Touren. Ellers også skal vi bare sande, at han altså er lidt bedre i mere eksplosivt terræn. Det er i hvert fald blevet hyppigere og hyppigere, at han får problemer, jo længere stigningerne bliver.

Helt anderledes er det med Cian Uijtdebroeks. Det belgiske vidunderbarn har endda overgået mine i forvejen tårnhøje forventninger til ham. Med siddesår og nu endda også let sygdom har han ellers ikke fået noget foræret i sin første grand tour, men har åbenbaret for os, at hans motor er akkurat lige så stor, som man fornemmede i foråret. Han har i hvert fald klart overgået Aleksandr Vlasov, der fortsætter sine nedslående takter, som den mest interessante Bora-rytter i grand tours. Om han så også er Belgens mest interessant grand tour-rytter, må fremtiden vise. Evenepoel har i hvert fald fået lidt at bevise.

Det er nemlig ham, mange af de fans, der frygtede den ensidige Jumbo-dominans savner, lige nu. Mas og Ayuso viste sig ikke at holde stand hele vejen, og det havde derfor nok krævet en flyvende Evenepoel, hvis vi skulle have en anden Vuelta end det, der er blevet en ret ensidig forestilling. Om han nogensinde vil være i stand til at byde dem op til dans over tre uger, kan man godt være svært i tvivl om, men en stærk Evenepoel er altså savnet. Vi savner jo ikke spænding om sejren, men det er altså besynderligt at overvære en grand tour, der ikke bestemmes af, hvem der har de bedste ben, men af hvem det bedste hold foretrækker som vinder. Den slags burde jo ellers kun være muligt i et klubmesterskab - men det er også akkurat, hvad denne meget specielle Vuelta er blevet til!

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE