Vuelta a Espana-analyse: Den colombianske Egon Olsen

Jeg tænker tit tilbage på den berømte og dramatiske snevejrsetape over Gavia og Stelvio i 2014-udgaven af Giroen. Det var dengang, etapen måske, måske ikke var neutraliseret på en nedkørsel, og hvor Nairo Quintana udnyttede forvirringen til at snige sig væk og lave et stort kup, som indbragte ham en samlet sejr som tidligere sygdom ellers havde bragt i fare. Mens han marcherede op mod toppen af Val Martello-stigningen med Pierre Rolland og Ryder Hesjedal på hjul, sammenlignede en af kommentatorerne - jeg tror, at det var Dennis Ritter - gruppen med en slags Olsen Bande, der blev ført an af en sammenbidt Quintana med bowlerhatagtig hjlem efterfulgt af den lange, ranglede Rolland og til sidst den lidt klodset udseende Hesjedal.

Den analogi morede min bror og jeg os voldsomt over, fordi den var så slående. Og det har siden vist sig, at den var mere rammende, end man skulle tro. I hvert fald har billedet af Quintana som Egon Olsen siddet fast i mit hoved lige siden dengang. Som den danske vaneforbryder er colombianeren nemlig en lille fyr med et determineret ansigt, der altid har store planer, men som - i hvert fald i de senere år - sjældent bliver til noget.

Der er dog én markant forskel på de to. Mens Egon Olsen trods sine geniale planer og store ideer altid ender i spjældet uden nogen form for udbytte, har Quintana faktisk af og til held med sine planer. Faktisk kan man med nogen ret udråbe ham til at være feltets kupkonge med en historik, der viser, at han mere end nogen anden kan formå at vende en grand tour på hovedet, mens man mindst venter det.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Det første eksempel var naturligvis den omtalte nu nærmest mytiske Giro-etape, men også hans anden grand tour-sejr blev opnået ved et lignende kup. I Vueltaen i 2016 havde Chris Froome nemlig kurs mod en stensikker samlet sejr, indtil Quintana på en ellers uskyldig etape med mål på den bløde Formigal-stigning sneg sig med i en slagen Alberto Contadors forventede angrebsvanvid tidligt på etapen og derved totalt fangede Froome på sengen. Og for en gangs skyld blev Froome og Sky, der ellers aldrig begår fejl i grand tours, de små, da det aldrig igen lykkedes at fange Quintana og Contador, som med deres storstilede kup bragte Quintana i en så solid rød trøje, at end ikke en magtdemonstration fra Froome på enkeltstarten var nok til at true en samlet sejr, som blev smidt væk på en etape, der i dag mest kendes under navnet Froomigal.

Det var svært ikke at have den etape i tankerne, da Quintana i dag leverede sit tredje store grand tour-kup på et tidspunkt, hvor han lignede en syg og slagen mand på vej mod den totale deroute. Som i 2016 var han nemlig snu nok til at lure, hvem man skulle holde sig til, da meteorologerne holdt deres løfter og servede 135 km uafbrudt sidevindskørsel for et Vuelta-felt, der havde håbet på en relativt let dag i et løb, hvor lette etaper er en mangelvare. Man skal ikke have set mange sidevindsetaper for at vide, at Deceuninck-Quick Step i går aftes har haft mundvandet løbende hele vejen ned ad maven med udsigt til en dag med brutal vind, for der findes vel ikke én eneste sidevindsetape i nyere grand tour-historie, hvor det ikke har været Patrick Lefeveres tropper, der var toneangivende.

Det vidste Quintana, præcis som han for tre år siden havde luret, at det handlede om at holde sig til en slagen Contador, der drømte om at gentage sit store kup i Fuente De i 2012-udgaven af Vueltaen, hvor han med et overraskelsesangreb knuste Joaquim Rodriguez’ drøm om endelig at få den grand tour-sejr, han så desperat havde jagtet. Og derfor var Quintana en af kun tre klassementsryttere, der var vågen, da de belgiske sidevindskonger rev feltet i stumper og stykker allerede i løbet af etapens første tre kilometer.

Da først han havde fået overblik over situationen, kunne Quintana næppe have troet sit eget held og sin egen dygtighed. Situationen havde nemlig maget sig på en facon, han end ikke i sin vildeste fantasi kunne have ønsket sig bedre, præcis som det var tilfældet i 2016, hvor de taktiske kort også alle faldt ud til colombianerens fordel. Ingen af de øvrige ryttere fra top 6 havde åbenbart fundet det værd at kaste et blik på vejrudsigten, og derfor var han den eneste toprytter, der sad med i den knap 50 mand store gruppe, som blev skabt som følge af Deceunincks overraskelsesangreb, som nu ikke burde have været overraskende, men snarere noget, der stod på side 1 i cykelsportens ABC. Og hos sig havde han sine tre største motorer i form af Nelson Oliveira, Imanol Erviti og Jose Joaquin Rojas samt hele syv Deceuninck-ryttere og fem mand fra Sunweb, der alle havde en interesse i at vinde så megen tid som muligt til Wilco Kelderman. Lægger man dertil, at Deceuninck med James Knox kunne sikre sig en samlet top 10, der efter 15. etape så ud til at være fjernere end det fjerneste hjørne af New Zealand, var der masser af interesse i at holde farten høj uden den store risiko for, at gruppens suverænt stærkeste mandskab ville lade tempoet falde, så snart gruppen definitivt havde sikret sig retten til at kæmpe om etapesejren.

Mere hjulpet blev han tilsyneladende af, at Astana, Bora og UAE, hvis kaptajner alle havde taget Roglic i hånden og snuppet sig en onsdagslur, alle var villige til at sende Jumbo på arbejde. Selvom hollænderne hurtigt kaldt Neilson Powless tilbage, kunne det syv mand store hold, der primært udgøres af klatrere, ikke stille meget op mod motorer som Tim Declercq, en nærmest overmenneskelig Remi Cavagna, Eros Capecchi, Rojas, Erviti, Oliveira, Nikias Arndt, Casper Pedersen, Robert Power og Max Walscheid, der alle havde langt mere råstyrke på den flade spanske højslette end de lette Jumbo-ryttere. Og da Miguel Angel Lopez’, Rafal Majkas og Tadej Pogacars tropper langt om længe fik reageret, var afstanden allerede så stor, at Quintana hurtigt fik sig kørt op på den virtuelle 2. plads med en sådan hast, at det en kort overgang så ud til, at han muligvis kunne have iført sig trøjen ved dagens slutning.

Sådan gik det ikke. Særligt Robert Gesink viste igen, at han som gammel grand tour-rytter har fundet en fabelagtig tredjeugesform, og da Astana omsider fik kaldt Luis Leon Sanchez og Gorka Izagirre og UAE hentet Marco Marcato og Oliveiro Troia tilbage fra udbruddet, kunne man i det mindste stoppe blødningen. Men faktisk kunne det være gået helt, helt galt for den hidtil så suveræne slovener, hvis ikke der altid opstår alliancer mellem tidligere fjender i en grand tour. Uden Astana havde Roglic og Quintana nemlig skullet bytte trøjer, så det i morgen havde været en rød colombianer og en grøn slovener, der var kommet til starten på den store etape i de madrilenske bjerge.

Movistar lavede nemlig det, der kortvarigt lignede et genialt træk, men som muligvis endte med at koste dem en masse tid. På de mange bakker, som ikke ser ud af meget på profilen, men som efter 200 km med en gennemsnitsfart på 50 km/t gør pokkers ondt, satte de nemlig Antonio Pedrero og Marc Soler frem, så de med en voldsom forcering definitivt kunne isolere den overlegne slovener, der pludselig så meget sårbar ud, samt Pogacar. Prisen var, at de på ingen tid kørte afstanden ned fra 5.30 til 4.00, og kalkulen var så, at de isolerede kaptajner herefter ville være tvunget til at jagte selv eller at afvente et par hjælpere, der allerede havde mere syre i benene, end der var champagne i de flasker, Deceuninck og Movistar allerede havde lagt på køl.

Desværre for dem havde de undervurderet Astana. Nok er kasakkerne notorisk berømte for ikke at mestre kunsten at køre i sidevind, men på de hårde bakker på Burgos-pleateauet har de masser af muskelkraft. Derfor havde Lopez fortsat Jakub Fuglsang, Dario Cataldo og Ion Izagirre hos sig, og da Sanchez samtidig blev kaldt tilbage, var der hos kasakkerne stadig fire stærke folk til at jagte sammen med en imponerende Pawel Poljanski, der viste, at han var villig til at køre sig i døden for vennen Majka. Det betød, at Roglic og co. af Movistar fik halvandet minut forærende, og selvom Astana siden hurtigt begyndte at bløde tid igen, havde den tid været go at have for Quintana, der utvivlsomt har al mulig grund til at have mareridt over det, Lopez og Pogacar vil udsætte ham for de kommende dage.

På den måde fejlede Movistars gambling, men det var stort at se, at de havde modet til at gå efter sejren. Med deres fremstød fik de nemlig isoleret Roglic, og havde Lopez og Majka også siddet alene, er det meget tænkeligt, at sloveneren enten havde været nødt til at vente eller selv påtage sig et føringsarbejde, der kunne have gjort ham sårbar over for et angreb fra Valverde. Det åbne sår satte Astana imidlertid et plaster på med deres flotte kørsel til sidst, og der er ingen tvivl om, at der om et par måneder skal gå et julekort fra Slovenien til Kasakhstan. Hvis ikke det havde været for de lyseblå, kunne Roglic nemlig meget vel have tabt Vueltaen i dag! Og dermed ville han have været blot endnu en i den lange række af klassementsryttere, der på den hårde måde ville have forstået, at man altid skal sørge for at bringe nogle sidevindstonsere med sig til Vueltaen. Der går nemlig sjældent et år, hvor sidevinden ikke raser mindst én gang på den spanske højslette i den af de tre grand tours, der altid har været mest martret af en disciplin, der ellers mest hører sig til i nordligere dele af Europa samt altså på de åbne vidder på den spanske pampas.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Roglic har altså kun Astana at takke for, at han stadig har muligheden for at sove i rød nattrøje, men til gengæld har han også kun sig selv at takke for, at det overhovedet kom så vidt, at sejren kunne være gået fløjten på en af de etaper, der havde fået allermindst opmærksomhed ved rutepræsentationen. Måske blev han alligevel lidt for selvsikker. Hans udtalelser de seneste dage har i hvert fald givet det indtryk, at han - formentlig med god grund - følte sig 2-3 niveauer over rivalerne, og at han ikke reelt selv følte, at sejren var i fare. Måske var det derfor, at han smed paraderne, som Froome gjorde det i 2016 og Rodriguez i 2012. Og det er bare en pokkers dum ide, når folk som Quintana og Contador, der har gjort kup til deres varemærke, er i nærheden.

Det var mindre overraskende, at Lopez, Majka og Pogacar blev fanget. Lopez og Astana har altid været sårbare i sidevind, og selvom de nok kunne have undgået fadæsen med lidt opmærksomhed - det var trods alt næsten 50 mand, der kørte væk - havde jeg allerede udpeget ham som et sårbart bytte i optakten. Jeg havde også peget på Pogacar, der stadig er meget grøn og uerfaren og var omgivet af et svagt hold til den slags kørsel. Majka selv har heller aldrig været en ørn i sidevind, men man skulle have troet, at han havde limet sig fast til baghjulet på Sam Bennett, der som en af løbets mest formstærke muskelmænd nærmest med sikkerhed kunne vide, at han ville klare ærterne uden skyggen af problemer. I det hele taget skulle min optakt vise sig mere profetisk, end jeg selv havde troet, for udover Lopez og Pogacar havde jeg peget på Nicolas Edet, Hermann Pernsteiner og Sergio Higuita som ryttere, der meget vel kunne se en mulig top 10 blæse væk i den nordspanske sidevind, og det var præcis, hvad der skete på en dag, hvor de indtil nu så heroisk kæmpende klatrere med et tidstab på mere end 23 minutter tabte lige så meget tid, som de havde gjort, hvis de havde taget sig en dag i gruppettoen på en svær bjergetape. Kun Carl Fredrik Hagen overraskede positivt ved trods sin manglende erfaring at sidde med favoritterne, men han er vel trods alt heller ikke nordmand for ingenting.

Kelderman er i hvert fald heller ikke hollænder for ingenting, og han har med sin alsidighed hele tiden lignet en mand, der kunne drage fordel af mulig sidevind. Det gjorde han da også på en dag, hvor Sunweb leverede en sand magtdemonstration i terræn, der passer dem langt bedre end bjergene, hvor kaptajnen har været temmelig alene. Hos sig havde han Power, der dog hurtigt faldt fra, samt truppens tre muskelmænd Arndt, Pedersen og Walscheid, der alle var blandt gruppens hurtigste, men ofrede sig fuldstændigt for kaptajnen, som kørte sig ind i en top 6, han slet ikke burde have været i spil til. Arndt bekræftede den superform, han har vist hele vejen, Pedersen fortsatte med at imponere i en grand tour-debut, der har overgået forventningerne, og 90 kg tunge Walscheid konfirmerede sin kraftigt forbedrede holdbarhed ved at arbejde som et æsel og stadig sidde med til sidst på en dag, hvor blandt andre Fabio Jakobsen trods muligheden for at sidde på hjul hos sine mange hjælperyttere, måtte finde bakkerne og de 2500 højdemeter en anelse for hårde.

Det betød dog også, at det tyske hold ikke var i spil til sejren, men den havde de nok ikke opnået under nogen omstændigheder. Naturligvis skulle det være Deceuninck, der vandt en etape, hvor det var dem, der var hovedaktørerne, præcis som de gjorde, da Mark Cavendish i 2013 spurtede sig til en berømt sidevindssejr i Touren, som da Fernando Gaviria tog sin første grand tour-etape på en blæsende dag på Sardinien i 2017, og da Yves Lampaert senere samme år slog til den sydfranske sidevind på 2. etape i Vueltaen. De var ellers oppe mod en gigantisk udfordring i form af formstærke Bennett, der hele dagen havde kunnet sidde på hjul, mens resten af Bora-holdet hjalp Majka længere bagude, og da Jakobsen eksploderede, mistede de endda muligheden for at have en spurt som en plan B.

Tilbage var således blot muligheden for at angribe, og mens Knox sparedes til klassementet, var det ikke svært at se, hvad der ville ske, da også Philippe Gilbert og Zdenek Stybar satte sig på hjul og overlod arbejdet til Capecchi, Cavagna og Declercq. Det kunne kun betyde angreb på bakken, hvor det handlede om at angribe Bennett på skift og dermed tvinge ireren til at arbejde så meget, at han enten måtte undlade at svare eller trætte sig selv for meget inden spurten.

Det var ellers lige ved at gå galt, da holdet iværksatte trin 1 i planen ved at sende Stybar i offensiven. Det slagne Ineos-mandskab fandt ud af, at de alligevel har tænkt sig at spille en rolle i årets Vuelta, da Wout Poels med en gigantisk føring forsøgte at redde, at briterne trods fire mand i gruppen åbenbart ikke havde luret, at det var Stybar og Gilbert, der skulle holdes øje med. Hollænderen var med sit store arbejde ved at redd den isolerede Bennett, men akkurat som tjekken var ved at blive hentet, sagde de langlemmede hollænders lange ben stop. Det tvang Bennett til at reagere langt tidligere end ønsket, og kortvarigt så det også ud til, at han var ved at levere en af de lange vanvidsspurter, der tidligere har givet sejre i Giroen og senest i Oviedo i lørdags. Denne gang fik han bare den forkerte mand i nakken, da han havde iskolde og stadig mere formstærke Gilbert plantet direkte i baghjulet, og da Bennett samtidig måtte sande, at han trods alt ikke er et overmenneske, kunne den belgiske veteran let træde forbi, sikre sig sin 11. grand tour-etapesejr og fortsætte det fabelagtige farvel til et hold, han sagtens kunne være bitter på, men som han fortsætter med at gøre ære, formentlig helt frem til Paris-Tours i midten af oktober.

Og samtidig måtte Bennett indse, at der i stedet var et helt andet overmenneske i årets Vuelta, da Cavagna, som havde slidt som et æsel på en dag, hvor han vel var den mest aktive i føringsarbejdet, til slut ovespurtede folk som Dylan Teuns, Wilco Kelderman, Jonas Koch, Lawson Craddock, Silvan Dillier, Edvald Boasson Hagen og Dion Smith, der ikke just er ringe afsluttere. Måske taler alle lige nu om Gilbert, Quintana og Kelderman, men dagens mand var altså ”TGV-toget fra Clermont-Ferrand”, der har kørt som en motorcykel, siden han kørte på podiet på enkeltstarten for en god uges tid siden.

På den baggrund gik det helt som fortjent, at sejren tilfaldt det hold, der var de store bagmænd bag dagens kup, men den store vinder var alligevel en anden. Quintana skulle bare bruge syv stærke mand fra sportens bedste sidevindshold, et par tonstunge tyskere på Sunweb, tre stærke Movistar-hjælpere og en kollektiv blunder fra alle sine rivaler i den plan, han udtænke henover hviledagen, og formentlig præsenterede ved morgenbordet, som Egon Olsen har for vane at gøre det over en øl i Kelds og Yvonnes stue, og modsat den stakkels Olsen var han ikke omgivet hverken af hundehoveder eller hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotent grødbønder eller elendige socialdemokrater, men derimod loyale hjælpere, der kunne hjælper ham med at gøre det færdigt.

Nu er spørgsmål blot, hvor meget sult det har givet colombianeren, der som bekendt aldrig giver op. Nok er de madrilenske bjerge ikke sportens sværeste, men det var terrænet på Froomigal-etapen heller ikke, og dengang fik Quintana alligevel skovlen under Froome. Når først den colombianske Egon Olsen har en plan, skal man altid være på vagt. Det bør Roglic nok skrive sig bag øret de kommende dage.