Vuelta a Espana-analyse: Den dansk-spanske kærlighedsaffære

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Når man rangerer årets Vuelta-ryttere efter antallet af professionelle sejre, er Magnus Cort ikke helt i top. Han overgås ganske klart af en vis spanske legende, der i en alder af 41 kan se tilbage på beskedne 129 gevinster, men også Primoz Roglic slår ham med længer. Arnaud Demare har også vundet meget mere, han når ikke Luis Leon Sanchez, Michael Matthews eller Sacha Modolo til sokkeholderne, og også Matteo Trentin og Fabio Jakobsen har krydset stregen hyppigere end danskeren, der med sine 19 sejre har vundet præcis lige så meget som Egan Bernal og Wout Poels.

Til gengæld er billedet helt anderledes, når man ser på antallet af Vuelta-etapesejre. Heller ikke her kommer nogen i nærheden af Alejandro Valverde, der dog også har haft 19 år til at tage sine 12 gevinster, og Primoz Roglic har med seks sejre i lidt mere end to forsøg også taget ganske godt for sig af retterne. Til gengæld følger Cort lige efter på en tredjeplads, han deler med Matteo Trentin.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det er ikke helt tilfældigt. Der er nemlig adskillige elementer ved Vueltaen, der gør, at løbet er skræddersyet til den danske altmuligmand. Cort er ikke hurtig nok til at vinde klassiske massespurter - der er en grund til, at Demare og Modolo har vundet over dobbelt så meget som ham - men den modbydeligt vanskelige rute har ofte afskrækket de bedste sprintere fra at deltage. Det har ofte ført til mindre prangende sprinterfelter, og det var i et sådant, at en ung Cort i 2016 kunne vinde to massespurter i løbets tredje uge, da han for første gang kørte en grand tour.

Derudover er løbet generelt skabt til stærke sprintere. Man finder kun ganske få helt flade dage, og reducerede massespurter er derfor et hyppigt udfald i det spanske løb. Det er som bekendt ikke et ringe udkomme for Cort, der klatrer så godt, at han tidligere i år vandt en bjergetape i Route d’Occitanie, og som spurter så godt, at han kan slå de fleste på stregen. Derfor var det ikke noget stort chok, at det sidste år lykkedes Cort at tage sin tredje etapesejr på netop sådan en etape.

Endelig er Vueltaen udbrydernes paradis. Hvor Touren og Giroen har relativt mange etaper, der er enten for klatrere eller sprintere, byder det uvejsomme spanske terræn altid på en gavebod for angriberne. Blandt dem finder vi også altmuligmanden Cort, der har vist sig om en af feltets førende etapejægere. Det er trods alt ikke mange, der kan se tilbage på udbrudssejre i hele tre forskellige WorldTour-etapeløb, nemlig Touren, BinckBank Tour og Paris-Nice.

I det lys kan det måske undre, at udbrudssejren manglede i ”hans” etapeløb, men efter dagens vilde ridt i Cullera kan Cort nu sætte flueben ud for også denne sejrsmodel og dermed sikret sig fuld plade på listen over etapetyper, han realistisk set kan vinde - medmindre han fortsætter sin enkeltstartsudvikling så meget, at han også fremover begynder at tage sejre i den individuelle disciplin. Og på ganske passende vis blev sejren opnået uden, at Cort gjorde brug af de sprinterevner, der har givet ham de første tre etapesejre, hvormed der blev sat en fed streg under, at betegnelsen altmuligmand er ganske velvalgt.

Bevares, Cort var ikke havnet i det stærkeste selskab, da den første angrebsfest efter en times tid sluttede, netop som feltet kunne ane storbyen Valencia i horisonten. En faldende og powerkrævende start gav nemlig bjergrytterne et minus på kontoen i deres kamp for at ramme udbruddet, og derfor var Joan Bou den eneste i det lille femmandsudbrud, der med en vis ret ville betegne sig selv som klatrer. Resten af gruppen bestod af betydeligt mere kraftfulde typer, og dermed stod det også ret klart, at Cort ville være den helt store favorit til at tage sejr nr. 4 på toppen af den korte, men stejle bakke i Cullera, hvis blot udbruddet fik lov at holde.

Det gjorde det heldigvis også - i hvert for Corts vedkommende - men det blev langt mere nervepirrende, end det burde have været. Det lå nemlig i kortene, at det kunne være svært at finde kandidater til at jagte den lille gruppe, selvom dens beskedne størrelse gjorde det ret oplagt, at det kunne gøres uden et alt for stort ressourceforbrug. Alle vidste nemlig, at Primoz Roglic ville være næsten umulig at slå på den bakke, hvor hans ”medmonster” Tadej Pogacar var den indtil i dag eneste vinder, og derfor var det ikke rigtigt i andre klassementsholds interesse at forære sloveneren de 10 bonussekunder. Det var derfor heller ikke overraskende, at forspringet nåede op på mere end 7 minutter, og på det tidspunkt så alt lovende ud for Cort, for hvorfor skulle man lade afstanden vokse så meget, hvis man havde planer om at vinde etapen?

På det tidspunkt kunne dannebrog allerede gøres klar, men desværre for Cort arbejder BikeExchange med deres egen logik. Hvis de kan slippe for at gøre arbejdet, slår de arbejdssky australiere gerne til, og derfor kan det ikke undre, at de ventede en evighed på at se, om ikke de kunne tørre opgaven af på andre. Den var der imidlertid ikke andre, der bed på, og derfor skulle der pludselig køres stærkt, hvis det store forspring skulle indhentes, da Michael Matthews omsider var tvunget til at afsløre, at han havde øjne på etapesejren.

Det var egentlig ikke mærkeligt. Kender man lidt til Matthews, ved man, at han ofte tror på sig selv i finaler, der ellers kan se for vanskelige ud. Med tanke på den fine kørsel, han leverede til sidst, er det også svært at benægte, at det var helt berettiget, at australierne længe truede med at spolere den danske fest. Problemet var bare, at Roglic jo indgik i ligningen for alle, og Matthews’ fine kørsel til trods endte det helt forudsigeligt med, at BikeExchange brændte et hav af kræfter på at jagte en placering, der gennem hele dagen så ud til at blive sekundær.

Mest af alt lignede den en foræring til Roglic, der nok allerede havde fortalt sportsdirektørerne, at de heller måtte få skrevet Matthews på listen over årets julekortmodtagere. Da sidevinden samtidig levede op til meteorologernes varsel og skabte et nervøst kaos, der helt forventet blev udnyttet af både Ineos og Movistar - de to hold, der på forhånd havde annonceret, at de anså vinden som et sted, hvor Roglic kunne trues - kom udbruddet nærmest tilbage af sig selv, endda så meget, at Valverde til sidst alligevel syntes at ville give den et skud og derfor satte holdet til at jagte, når nu alligevel afstanden var så lille.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Da først feltet drejede ind på den korte mur og kunne se Cort-gruppen lige fremme, samtidig med Jhonatan Narvaez viste sine fabelagtige puncheurevner med en forcering, der var så stærk, at Richard Carapaz end ikke kunne holde hans hjul, og som efterlod et sprængt felt og en iltgæld, der skulle betales for alle de ryttere, som havde ramt stigningen i ringe position, sagde al logik, at Corts eventyr var ovre. Det var det da også for 80% af kvintetten, men den danske supermand ville det anderledes. Med et fabelagtigt ridt lykkedes det ham at gøre det, som akkurat mislykkedes for Gino Mäder på kongeetapen i Paris-Nice, nemlig at snyde et skrupsultent slovensk monster for det bytte, det ellers havde udset sig.

Modsat dengang i marts kom Roglic imidlertid for sent denne gang, og dermed beviste Cort, der mildt sagt ikke sparede sig i arbejdet med at holde feltet bag sig i fladlandet, nok engang, at han kan finde usete ressourcer, når han rammer det rette udbrud. Hans enkeltstart havde jo ellers vist, at hans egen påstand om, at formen havde sine mangler, ikke var helt skæv, men som i Paris-Nice for tre år siden, hvor han også havde efterladt et knap så overbevisende indtryk i optakten, kunne han finde ikke bare et par, men adskillige ekstra procent, da først han kunne lugte sejren. Og så skylder han måske også et julekort til Narvaez, der kom til at køre så stærkt, at et totalt fravær af hjælpere i den søndersprængte favoritgruppe gjorde, at det akkurat gik så meget i stå, at han med sit vanvidsridt kunne snyde den store favorit.

Selvsamme favorit har jo engang afsløret det ganske chokerende faktum, at han godt kan lide at vinde, og derfor gør det utvivlsomt ondt, at timingen denne gang ikke var med helt samme præcision som i Paris-Nice, men i det store billede kan Roglic nu alligevel godt tillade sig at tage en ekstra dessert i aften, når nu Cort snød ham for hovedretten. Matthews sikrede ham nemlig seks bonussekunder, som hans hold ikke skulle arbejde for, den gule hær viste sig fremragende og aldrig truet i sidevinden, og i finalen var chefen selv akkurat lige så suveræn, som det stod i ethvert manuskript, man kunne have udtænkt til en etape, som passede ham som fod i hose.

Forskellen var endda også betydeligt større, end man kunne have drømt om. Narvaez’ vanvidsføring endte nemlig med mest af alt at have den konsekvens, at den ene af Ineos’ to tilbageværende kaptajner - Carapaz viste igen betydelige svaghedstegn, da landsmandens fart var for høj - blev kørt ud af ligningen. Positionering har aldrig været Adam Yates’ spidskompetence, og derfor var han ikke med, da Narvaez, Carapaz og Egan Bernal ramte stigningen fra front. Langt tilbage sad han dog ikke, og det var temmelig overraskende at se ham slet og ret blive sat af i en finale, der burde have passet ham storartet. Nu har jeg aldrig troet, at Yates har holdbarheden til at køre med om podiet, men at han efter den overbevisende kørsel i mandags allerede skulle vise svaghedstegn i dag, var uventet. Til gengæld sad den aldrig svigtende Bernal som altid, hvor han skulle, og selvom finalen igen afslørede, at formen stadig har sine mangler, synes den plan, som Oscar Sevilla har åbenbaret i colombiansk radio, nemlig at han stræber efter toppe i den afgørende tredje uge, ud til at være ganske fint på sporet.

Narvaez sørgede for, at det i høj grad blev et spørgsmål om positionering mere end power, og dermed blev det forleden så overbevisende Bahrain-mandskab pludselig ramt af, at man ikke kan tillade sig at komme med en trup næsten udelukkende bestående af klatrere. I forvejen var det en farlig finale for Mikel Landa og resten af slænget, der ikke er kendetegnet ved meget punch, og derfor kunne de meget vel blive løbet over ende af mere eksplosive ryttere. Den frygt blev gjort til virkelighed, da Narvaez sendte hele det arabiske mandskab til tælling og med ét slettede det suveræne indtryk, der var blevet efterladt forleden. På en dag, hvor prisen burde have været sekunder kunne Landa notere sig et tab på 33 sekunder, den i mandags så flyvende Mark Padun en regning på 1.05 og Gino Mäder en pris på hele 1.33. Helt galt gik det for Damiano Caruso, der røg af i sidevinden og med et tab på mere end 5 minutter pludselig ikke er den plan B, han lignede forinden. En etape, der skulle have været marginal, endte i et vist omfang med at reducere en endeløs serie af spændende klassementskort til en baskisk enmandshær, der til gengæld kan regne med, at hans klatrere nok skal være der, når vi rammer terræn, som passer dem alle bedre.

Det må glæde Roglic, at Bahrains kollektive trussel blev reduceret, men til gengæld må han stadig bekymre sig over Movistar. I de senere år er det spanske hold ofte blevet kritiseret for sin kørsel, men det er svært ikke at være imponeret over, hvor rent de har ramt bolden fra start af dette løb. Efter en overbevisende dag på Picon Blanco var de der igen i dag, først i sidevinden, siden i positionskampen og slutteligt på stigningen, hvor gode, gamle Valverde nok engang måtte sande, at han ikke længere har punchet til at slå Roglic, men hvor både den meget aggressive Miguel Angel Lopez, der viste svaghedstegn, men altid bliver bedre senere i løbet, og Enric Mas begge klarede en for dem svær afslutning så godt, som de kunne håbe. Bad man klassementet stille sig op på række, vil det pludselig være en hær af blå trøjer, Roglic kunne se, hvis han kiggede sig over skulderen, og det bør skabe nogle muligheder, de har tænkt sig at udnytte - særligt fordi Roglics hold igen var pist væk på stigningen efter den ellers fine kørsel i fladlandet.

Dagens positive overraskelse var til gengæld Aleksandr Vlasov. Han og Astana tabte stort i positionskampen, og russeren var ganske langt tilbage, da Narvaez-bomben sprang. Alligevel nåede han ikke bare at genfinde fronten, han nåede endda at udnytte den store tøven til at gå i angreb, sætte Lopez og Matthews af og komme uventet godt ud af en finale, der slet ikke er ham. Det tyder på, at den dårlige form fra tiden efter pausen stille og roligt er på vej væk, men måske minder os desværre mere om hans kørsel i Giroen, hvor der var skiftevis dårlige og gode dage, som der også allerede har været i dette løb, hvor han har imponeret to gange og skuffet én. Det bliver spændende at se, om han også har taget yoyoen med til Spanien eller ladet den blive i Italien.

Yoyo havde Hugh Carthy også med sig til Italien, men den er tilsyneladende ikke med i Spanien. Her har resultatlisten nemlig været entydigt negativ for briten, der efter i dag næppe kan regnes som nogen reel trussel. Først led han stort i sidevinden - i øvrigt en disciplin, der er så svær for ham, at Corts frihed til at jagte udbrud overraskede mig meget - og siden kollapsede han så meget på stigningen, at Jonathan Caicedo og Simon Carr endda ikke ventede på ham. Dermed er det vist slut for klassementsdrømmene denne gang - og det kan Cort vel ikke helt klage over, hvis han tager de egoistiske briller på.

Nu var det ikke noget chok, at Carthy ville få det svært i denne finale. Det lå i kortene på forhånd. Mere overraskende var det, at Giulio Ciccone blev en taber, for han har modsat Carthy og Vlasov masser af punch. Det tyder dog ikke på, at der er spor galt med formen, for når man ser, hvor langt tilbage han sad, da Narvaez-bomben var sprunget, er det faktisk ganske imponerende, at han ikke blot kom op til, men også nåede forbi Landa-gruppen. Det kan han i det mindste finde trøst ved - og så skrive sig bag øret, at positionering er en kunst, han og holdet skal øve sig i, men som heller ikke blev lettere af, at holdet havde været på bagkant i sidevinden, hvor i hvert fald Kenny Elissonde var på spanden i sit forsøg på at gribe den spinkle chance for at forsvare trøjen.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I virkeligheden bekræftede Ciccone det fine indtryk fra forleden. Det gjorde også David de la Cruz, der virker ganske flyvende, når hans dieselmotor klarer en afslutning som denne så flot. Til gengæld blev det endnu en lille lussing til Felix Grossschartner, der skulle have mere ud af en afslutning som denne, hvis den lidt for store østriger skal have de store forhåbninger i bjergene.

Han er nemlig puncheur mere end klatrer. Det samme gælder for Andrea Bagioli, der nok engang bekræftede sine evner i denne slags finaler. Jeg var ellers ikke alt for optimistisk efter den nedslående præstation i mandags, men i dag viste han atter, at hans potentiale i denne slags finaler er stort. Hans stærke hold hjalp ham helt frem i positionskampen, og da der ikke er mange, der kan holde Roglics hjul så længe, som italieneren gjorde, endte han vel som den store vinder i den kamp om 2. pladsen - Cort fraregnet - som alle reelt kørte om, også den Matthews, der ellers leverede en af sine bedste klatrepræstationer i nogen tid.

Det er det niveau, Andreas Kron også kan drømme om at nå i denne slags finaler. I dag kunne han ikke matche Bagioli, men med en 17. plads fik han bevist sit store potentiale som puncheur. Ligesom Ciccone sad han håbløst langt tilbage i bunden, og dermed efterlod han et overbevisende indtryk, der kunne lugte af mere dansk succes i løbet af de kommende to uger.

Det er nu ikke sikkert, at Kron behøver at påtage sig det ansvar. Cort klarer det sikkert ganske udmærket, hvis der skal flere danske etapesejre i land i denne Vuelta. Når en efter eget udsagn formsvag Cort kan holde et sultent monster bag sig, er der i hvert fald sat en fed streg under den dansk-spanske kærlighedsaffære, der blev indledt efter første date d. 8. september 2016. Siden er stævnemøderne fortsat i en lind strøm, og efter dagens præstation ser det ud til, at der allerede kunne være udsendt invitation til et femte i løbet af de kommende 14 dage.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-