Vuelta a Espana-analyse: Den danske triumf der druknede i drama

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Det er heldigt, at det efterhånden er blevet nærmest sædvane, at Danmark vinder en grand tour-etape. En sådan bedrift bør jo normalt have fuld fokus i enhver efterfølgende analyse, men i dag er det svært at betragte Mads Pedersens ellers uhyre fornemme bedrift som hovedfortællingen på en i bund og grund dødkedelig 16. etape. Kampen om etapesejre er trods alt en bihistorie i den helt store fortælling om, hvem der løber med den samlede sejr, og da dagens sprinteretape udviklede sig til endnu et slag i den kamp, bliver Pedersens sejr desværre overskygget af det vilde drama, der gjorde hele de forudgående 180 langsommelige kilometer al ventetiden værd.

Det var nemlig svært at få armene ned igen, da Primoz Roglic blæste ud af feltet på den korte, men ganske stejle bakke, der krydrede dagens finale. Det var det uanset, om man holder med Roglic eller Remco Evenepoel, for det sendte det klare signal, at den slovenske Vuelta-konge ikke har tænkt sig at lægge sig ned uden kamp. Det vidste vi jo godt i forvejen, når vi taler om en rytter, der altid har hørt til feltets mest aggressive, og som i kraft af sin historik ikke kan bruge en 2. plads til særligt meget, men det var alligevel en smule overraskende, at han greb muligheden på den af ugens etaper, der - Madrid-etapen fraregnet naturligvis - umiddelbart gav ham den mindste chance for at fortsætte sit comeback i klassementet.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Roglic har imidlertid ryggen mod muren. Vuelta-arrangørerne er gået imod den generelle trend, der tilsiger, at man bevarer spændingen så længe så muligt og sørger for, at den tredje uge er den hårdeste. I denne helt særligt Vuelta er sidste uge imidlertid den klart letteste af de tre, og derfor er Roglic tvunget til at være kreativ, hvis han vil vinde løbet. Han kan stadig håbe at få skovlen under Evenepoel på 20. etape i de madrilenske bjerge, der før har kostet et tempofænomen den samlede sejr, da Fabio Aru med en storslået offensiv fra distancen knækkede sensationen Tom Dumoulin i 2015, men det er risky business at vente. I den forstand har løbsdirektør Javier Guillen fået en noget ud af sit rutedesign, for det har tvunget Roglic til at køre offensivt på etaper, hvor det i en normal grand tour handler om at spare sig til vigtigere slag.

Derfor kan det heller ikke komme som noget stort chok, at Roglic slog til på det, der ellers var udset som sprinternes næstsidste chance i årets løb. Det lå egentlig i kortene, at han ikke ville lade én eneste mulighed gå uforsøgt hen. Jeg havde imidlertid snarere ventet, at han havde set bonussekunderne som sin vej til at vinde lidt tid. Vi så nemlig i 2017, hvordan Quick-Step i præcis samme finale sprængte feltet så voldsomt, at en sprinteretape endte med en top 10, der talte både Chris Froome, Alberto Contador, Wilco Kelderman og Vincenzo Nibali, og med tanke på at det dengang endte i en spurtsejr til Matteo Trentin foran Gianni Moscon og Søren Kragh, lignede det bestemt ikke en umulighed, at Roglic kunne spurte sig til en top 3, hvis Jumbo kopierede Quick-Step-massakren.

Naturligvis var det også en option at angribe på den lille, men ganske stejle bakke, der ledte frem mod målet i Sevilla-forstaden Tomares. Det lignede dog en umulig opgave, for i denne uge har Remco Evenepoel én og kun én opgave, nemlig at sidde parkeret i Roglics baghjul, så han ikke løber ind i den slags overraskelser, som den kommende uges terræn kan frembyde. Det kan Chris Froome og Joaquim Rodriguez nemlig begge skriver under på, for de har i terræn, der minder om det, vi møder de kommende dage, begge smidt en samlet sejr på gulvet, fordi de var uopmærksomme på, at Alberto Contador aldrig giver op - let terræn eller ej. Roglics angrebsiver kan i den grad sammenlignes med Contadors, og derfor har Evenepoels eneste opgave herfra været at undgå, at han bliver det næste offer for ”en Fuente De” eller ”en Formigal”, som altså fik skovlen under første Rodriguez i 2012 og siden Froome i 2020. Nok var dagens etape ikke skabt til lignende omvæltninger, men det var en mulighed for Roglic til at vinde lidt tid, og derfor skulle Evenepoel kun sidde ét sted, nemlig så tæt på Roglic, at han ville kunne lugte, hvad han havde spist til morgenmad.

Hvad morgenbuffeten bød på, ved han formentlig stadig ikke. Det belgiske vidunderbarn har åbenbart fået sig en forskrækkelse over torsdagens styrt, og derfor var han så forsigtig på de fedtede sydspanske veje, at han slet ikke var i nærheden af fronten, da Roglic sendte det første varsel om, at han vil udnytte selv den mindste bakke i den kommende uge i et forsøg på alligevel at tage den Vuelta-sejr, der fortonede sig i horisonten efter Evenepoels fornemme forsvar på Sierra Nevada i søndags.

Eller snarere det første varsel om, at han ville udnytte selv den mindste bakke. Roglics fornemme offensiv skulle naturligvis afsluttes med det uheld, der snart er så udtalt, at det overskygger hans ellers imponerende liste af sejre. Naturligvis var det hans egen fejl, at han kolliderede med Fred Wright, da han efter med stor generøsitet at være trukket til venstre for at give plads til, at sprinterne kunne køre ham midt over, ville tilbage i slipstrømmen, og naturligvis var den slags aldrig sket for Peter Sagan eller andre cykelekvilibrister, der er immune over for styrt, men det er ufatteligt svært ikke at have ondt af den stakkels slovener, der nu kan se en Vuelta-sejr, han med sine vundne 8 sekunder i teorien har nærmet sig en anelse, fortone sig endnu mere i horisonten, end den gjorde i søndags.

I skrivende stund er det nemlig stadig uklart, hvor ilde tilredt Roglic er. Forhåbentlig kan han fortsætte i løbet, men der er en betydelig risiko for, at det angrebsshow, vi havde udsigt til, nu er blevet aflyst. Hvis smerterne er for store, kan selv Roglic vel komme til den konklusion, at et forsvar af en 2. plads trods alt har en vis værdi, hvis det er den eneste realistiske option.

Hvad de langsigtede konsekvenser for de kommende dages udvikling er, bliver vi først klogere på, når Roglic er blevet undersøgt, og vi får et klarere billede af hans skader, men drømmen om et underholdende løb lever fortsat. Hvor kynisk det end kan lyde, er Roglics styrt nemlig også en chance for Enric Mas, Miguel Angel Lopez og Juan Ayuso, der formentlig alle fortsat lurer på at avancere i klassementet, og det er nu endnu mere oplagt end tidligere, at også de skal i offensiven de kommende dage. Nok vil drømmen være at fremprovokere det Evenepoel-kollaps, som alle stadig lurer på som en option i en tredje uge, hvor holdbarheden testes, men enhver offensiv vil nok i lige så høj grad være et angreb på Roglic, der nu er det sårede dyr i toppen af klassementet - i hvert fald hvis han fortsætter.

Bemærkelsesværdigt var det også, at Evenepoel tilsyneladende ikke var den eneste, der blev taget på sengen. Nu fik vi ikke mange billeder af feltet efter Roglics angreb, men de få, der var, viste, at det var Burgos og DSM, der stod for jagten. Man kan undre sig over, at hverken Movistar, Ineos, Astana, UAE eller for den sags skyld de Quick-Step-hjælpere, der ikke måtte være blevet hos Evenepoel efter dennes defekt, var med fremme for at begrænse skaden, men de har vel været så fokuserede på positionskampen inden bakken, at ingen rigtigt havde overvejet, at der kunne blive brug for føringskræfter også efter toppen.

I stedet var det overladt til de hold, der stadig drømte om en etapesejr, men dem var der ikke mange af. Fraregner man Bryan Coquard, der ganske forudsigeligt sad alt for langt tilbage til at have skyggen af chance for at reagere, var det nemlig etapens fire største favoritter, der var gået med i slovenerens overraskelsesangreb. Det efterlod os med det, som Mathias Norsgaard nok ville kalde ”et underligt cykelløb”, hvis han igen var blevet spurgt af TV2, for det er nu anden gang i år, at Roglic og Pedersen, der kun ganske sjældent figurerer i samme typer cykelløb, kørte finale mod hinanden - og denne gang havde de endda selskab af ryttere, der for Roglic må være så fremmede, at han sikkert ikke aner, hvem de er.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

At det endte med at være de fire, der fulgte Roglic, kan imidlertid ikke være svært overraskende. Jo, at Pascal Ackermann endda var i stand til at holde det slovenske hjul hele vejen til toppen, må betegnes som uventet, men denne Vuelta og til dels også Tour de Pologne har lært os, at det, tyskeren har tabt på farten, har han fundet i en holdbarhed, der for ham ville være helt uhørt i hans tidligere karriere. Naturligvis var han i positionskampen hjulpet af sit supertog anført af Sebastian Molano, men det har helt sikkert ikke været gratis at sidde på en af verdens bedste puncheurs. Det var det åbenlyst heller ikke, for Roglic må i den grad ærgre sig over, at han fik sendt Ackermann så meget til tælling, at der ikke var overskud til at føre efterfølgende. Ellers havde alliancen jo været ret klar med etapesejr til Ackermann og tidsgevinst til Roglic, og så var det formentlig endt med flere sekunder end de 8, det blev til.

Sådan blev det imidlertid ikke. Da først Pedersen, Danny van Poppel og Fred Wright havde fået kontakt, var det indlysende, at de fire mand, der kun tænkte på etapesejren, ikke kunne tage én eneste føring, når vi taler om fire af feltets bedste sprintere, der kort efter skulle spurte mod hinanden. Det er nok også tvivlsomt, om Ackermann og Roglic med et samarbejde havde kunnet holde gruppen på afstand, for Pedersen viste igen, hvor fabelagtig en cykelrytter han er blevet, da han uden hjælp fra sine to følgesvende i et snuptag kørte verdens i en periode bedste cykelrytter ind.

Hans styrke blev kun endnu mere åbenbar i spurten, hvor han slet og ret kørte Ackermann ud af hjulet, men her var sejren nu nærmest givet på forhånd. I en normal spurt havde farthierarkiet mellem Pedersen, Ackermann og Van Poppel været meget lige, og baseret på det, vi så på 11. etape, måtte Van Poppel tilskrives en ret god chance. Problemet var bare, at der ikke var meget normalt over en spurt, hvor Roglic og Pedersen havde udskrevet en syregæld så stor, at deres chancer reelt var lig 0. Pedersen var ikke blot den stærkeste af de fire. Han var også manden med den klart bedste evne til at spurte efter et hårdt løb, og derfor kunne det ikke gå anderledes, end at danskeren tog en sejr, han var sjældent stor favorit til at tage. Nu kan så drømme om at kopiere og lave hattrick i årets Vuelta, og det burde ikke være helt umuligt, når man ser på de muligheder for udbrud, der byder sig på 19. etape, og den spurt, der venter i Madrid.

Van Poppel måtte i hvert fald sande, at han ikke havde den chance for at slå Pedersen, han helt sikkert har i Madrid, men dagens ridt var nu alligevel opløftende. Efter en lille skuffelse på 13. etape fik han igen sat en fed streg under den enorme fremgang, han indledte sidste år, og som bare synes at være fortsat i år, hvor han også endelig synes at være kommet sig over den kedelige tendens til alenlange formkriser med et rystende lavt bundniveau. Nok er det som lead-out man, han har imponeret mest, men som vi også så i hans vilde efterår i 2021, er det egentlig en skam, at han har affundet sig med den rolle, selvom han er så pokkers god til den.

Så var det straks mere sikkert, at Wright ville sidde der. Som Coquard var han sårbar i positionskampen, men der var ingen tvivl om, at den uhyre spændende brite havde evnerne til at gå med, da Pedersen åbnede for gassen. Nu blev hans spurt desværre ødelagt af kollisionen med Roglic, og det er en skam. Mod Pedersen havde han været chanceløs, særligt fra positionen bagerst i gruppen, men jeg ville gerne have set ham spurte mod Ackermann og Van Poppel i en spurt under disse omstændigheder. Den mulighed får vi forhåbentlig en anden gang, og i første omgang kan vi nøjes med at glæde os over, at vi har fundet en ny komet, der nu har samlet sig en ganske imponerende liste af top 5-placeringer på grand tour-etaper i år i tillæg til hans fornemme resultat i Flandern Rundt.

Normalt er han jo ellers ikke i stand til at blande sig med Pedersen, Van Poppel eller Ackermann i en klassisk spurt, men der var ikke meget klassisk over dagens finale. Selvom han i år har imponeret med sit punch og sin fart, som han gjorde det igen i dag, er det trods alt ikke hver dag, at det er Quentin Pacher, der er hurtigst i feltet, og at det sker foran Samuele Battistella. Sådan var det næppe heller gået, hvis UAE havde fået lov at køre langsomt om ad bakken, som de lagde op til, da de satte sig frem lige inden bunden, men med ét forvandlede en vis slovener hele det manuskript, Ackermann havde forsøgt at skrive.

Dermed sørgede han for, at vi fik en både forudsigelig, overraskende og trist afslutning på løbet. Forudsigelig, fordi Pedersen tog den sejr, der stod i alle drejebøger inden etapen. Overraskende, fordi det skabte et ”underligt” cykelløb, hvor fire sprintere og en grand tour-stjerne kæmpede om sejren. Og trist, fordi Pedersens flotte sejr nu druknede i et drama, som vil være det, de fleste husker 16. etape for, men særligt fordi den kommende uges forventede hovedrolleindehaver nok engang blev ramt af uheld og sendt til tælling.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE