Vuelta a Espana-analyse: Den omvendte verden

Kaster man et blik på listen over mindst vindende WorldTour-hold, finder man Dimension Data og EF i bunden sammen med Katusha. Forud for denne Vuelta havde sydafrikanerne bare 5 sejre, og de to øvrige blot fire, og det lå da bestemt heller ikke i kortene, at netop de to mandskaber skulle være blandt vinderne i årets sidste grand tour. Allerede i går filosoferede jeg en del over Dimension Datas store krise, og situationen er bestemt ikke bedre for EF.

Hvor Dimension Data måske nok har haft svært ved at score mange point på WorldTouren, fordi de især har satset på massespurter, har de med Mark Cavendish og Edvald Boasson Hagen i hvert frem til i år altid vundet en del løb. Helt omvendt har det været for EF, der med blandt andet Rigoberto Uran, Sep Vanmarcke og Michael Woods nok har kunnet score mange point via sekundære placeringer, men som med en udpræget mangel på vindertyper år efter år befinder sig tæt på bunden i alle sejrsstatistikker. Holdet har endda opbygget et kedeligt ry i det professionelle cykelmiljø som et mandskab, der har en ufattelig evne til at få det absolut minimale ud af deres talenter, selvom de med blandt andre Woods, Uran og tidligere folk som Bradley Wiggins, Ryder Hesjedal og Christian Vandevelde faktisk også har været gode for temmelig mange af nyere tids helt store overraskelser.

Vinde gør de imidlertid sjældent, og der var da heller ikke meget, der tydede på, at årets Vuelta skulle være stedet, hvor de skulle bryde en WorldTour-sejrstørke, der strækker sig helt tilbage til Rigoberto Urans vanvidssejr i Touren sidste år, hvor han trods gearproblemer akkurat fik presset cykel foran en jublende Warren Barguil. Holdets mission har da også hele tiden været klar: det handler om at køre på podiet med en tilsyneladende knivskarp Uran, og så kan der måske blive rum til, at særligt Woods og Rolland kan jagte etapesejre.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

De første dage har imidlertid vist, at holdet er kommet til Spanien for at spille en rolle. Ikke blot virker Uran som sagt ganske velforberedt, holdet har også animeret de første tre linjeløbsetaper med en fuldstændig ustoppelig Rolland, der var i udbrud tre dage i træk i håb om at få en dag i bjergtrøjen. Det mislykkedes som bekendt på grund af den lokale helt Luis Angel Mate, men endnu mere skuffende var det, at Rolland i går missede sit livs chance for at indskrive sig på listen over ryttere med sejre i alle tre grand tours, da han blev taget på sengen af Ben King i en situation, hvor han havde ramt et udbrud som gruppens eneste reelle klatrer.

Den pille var helt sikkert bitter at sluge ved det amerikanske middagsbord i går aftes, men kørslen indvarslede også, at EF har et eller andet kørende for sig i denne Vuelta. I dag kom så den store revanche, da holdets vejkaptajn, Simon Clarke, udnyttede, at Uran havde givet ham en fridag til at køre en eminent etape og sikre sin anden sejr i den spanske grand tour, seks år efter den første.

Vi er sikkert mange, der stadig husker, hvordan en relativt ung Clarke tilbage i 2012 var blandt de ryttere, der gav GreenEDGE-mandskabet en flyvende start i det professionelle felt. Det skete dengang holdet stadig var et mandskab af etapejægere, og det udnyttede Clarke til at overspurte Tony Martin på toppen af den sidste stigning på en af løbets allerførste bjergetaper. Det var indledningen på en drømme-Vuelta, der blev kronet med en sejr i bjergtrøjen, og da han året efter kørte med om sejren på den knaldhårde VM-rute i Firenze, så det faktisk ud til, at Clarke kunne blive til lidt af en vinder i kraft af sit gode punch og sin gode spurt.

Sådan gik det imidlertid ikke. På Orica-GreenEDGE var han nemlig på det måske værst tænkelige mandskab, for hans eget gennembrud faldt sammen med Simon Gerrans’ storhedstid og Michael Matthews’ gennembrud, og da de begge er en tand bedre end deres landsmand, endte Clarke i rollen som hjælper. Derfor flygtede han i 2016 da også til sit nuværende hold, hvor de personlige muligheder burde have været større, men trods fine placeringer i et par endagsløb har det også været tydeligt, at Clarke aldrig har kunnet nå det niveau, han viste på sin store dag i Firenzes regn for nu fem år siden.

Til gengæld er han blevet en skattet vejkaptajn, der trods sine bare 32 år har overtaget rollen som manden, der guider Uran og Woods sikkert igennem positionskampen. Det har imidlertid også lagt visse begrænsninger på de personlige muligheder for en bodyguard kan sjældent få fri i en grand tour.

I dag var der imidlertid en åbning på en etape, der på forhånd var oplagt til et udbrud. Det betød, at et hold som EF naturligvis skulle være aktive, og med sin gode spurt var Clarke holdets bedste vinderkandidat. Derfor var situationen da også god for amerikanerne, da de netop fik deres australske vejkaptajn med i den store gruppe på 25 mand, der blev etableret efter en vanvidsstart, hvor rytterne for første gang trodsede varmen og for alvor kørte cykelløb, så etapen endte med at slutte mere end en halv time tidligere end planlagt.

Let var det imidlertid ikke at gøre det færdigt, for selvom Clarke på papiret var gruppens hurtigste mand, da først den yderst formsvage Matteo Trentin tidligt var faldet fra, men det blev også en meget urolig dag, som viste sig helt umulig at kontrollere. Allerede kort efter gruppens etablering kom de første angreb, og ie en sådan situation er det det letteste i verden at blive fanget bag et split undervejs.

Det lykkedes imidlertid at undgå den fare, og sammen med Mollema fik Clarke sneget sig frem til udbryderkongen De Marchi, der ellers en kort overgang så ud til at være på vej mod et af de soloridt, der har gjort ham til en af meste elskede ryttere i feltet. Herfra var det klar, at han befandt sig i den helt perfekt situation, for blandt de tre forreste var han den i særklasse hurtigste. De Marchi var træt, og den sidste stigning var så let, at selv en klasseklatrer som Mollema ville få svært ved at true australieren.

Clarke var da heller aldrig i vanskeligheder på opkørslen, og til slut var udfordringen at holde styr på de angreb, der måtte komme i en gruppe, hvor der var én klar favorit. Clarke var imidlertid ovenpå pedalerne fra første færd, og selvom De Marchi forsøgte igen og igen, lukkede han alt ned med en sådan effektivitiet, at hans sejr allerede tidligt blev en ren formssag.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Dermed kan vi efter to udbrudsdage konstatere, at sejrene er gået til to af sportens mindst succesfulde hold, og det vier meget godt, hvorfor Vueltaen er det perfekte løb sidst på sæsonen, hvor mange hold jagter oprejsning. Den varierede rute med meget få sprinteretaper betyder nemlig, at løbet altid er en gave til udbrydere, og det åbner døren for at hold uden de mest oplagte vindertyper faktisk har en reel mulighed for at få noget med hjem. Det har EF og Dimension Data vist de seneste dage, og det viste Lotto i særdeleshed sidste år, hvor et hold af lykkeriddere kom hjem med vanvittige fire udbrudssejre, selvom de fleste på forhånd ville have sagt, at de næppe ville vinde bare en enkelt.

Det er heldigvis godt nyt for både BMC og Trek, der begge i dag måtte se sig slået af Clarke, og begge er her uden klassementsmål. BMC have oprindeligt Richie Porte som kandidat, men hans tid som favorit varede som bekendt ikke meget mere end 24 timer, og Mollema har hele tiden sagt, at hans mission i Spanien er at jagte en sejr. Og en sådan burde de begge have fine muligheder for at få, for De Marchi er kendt som udbryderkonge og har lige siden mirakelenkeltstarten på 1. etape vist, at han er i storform. Mollema har i Touren de seneste to år faktisk vist, at han er overraskende god i rollen som etapejæger, så mon ikke vi kommer til at se en del til dem begge i de kommende dage, hvor de vil finde etaper, der passer dem betydeligt bedre end denne.

Endnu mere kommer vi til at se til Rudy Molard, der endte som dagens anden vinder, da Sky noget uventet kom til kort i deres forsøg på at forsvare trøjen. Det var en mærkelig, lidt halvhjertet indsats af briterne, der tilsyneladende ikke helt kunne bestemme sig for, hvad de ville. På den ene side lod de aldrig udbruddet sejle helt væk, så det var tydeligt, at intention i hvert fald var at fastholde førerpositionen. Alt andet ville da også ligne dem dårligt, for Sky har altid sat en stor ære i at forsvare en trøje, når først de har den.

Alligevel var de ikke villige til at gå 100% ind i jagten, for Sergio Henao og Tap Geoghegan Hart blev i alt væsentligt sparet hele dagen, og derfor endte de med at måtte aflevere trøjen til den lille franskmand. Det kan næsten kun tolkes på den facon, at briterne faktisk har større ambitioner end som så, og at Michal Kwiatkowski reelt tror på, at han kan gøre sig gældende også i det lange løb.

Situationen sætter FDJ i et dilemma, for selvom Molard havde fået frihed til at gå efter en etapesejr i løbet, har intentionen for franskmændene hele tiden været at køre for Thibaut Pinot. Nu har de imidlertid fået en uventet chance for at kunne være i rampelyset helt frem til søndag, og det vil Molard helt sikkert elske efter en sæson, hvor han også har sejret i Paris-Nice og generelt har nået et helt nyt niveau.

På den anden side kræver det ikke mange blik i løbsbogen for at vide, at de kommende dage kan blive ganske svære at kontrollere, og det unge og ikke specielt stærke FDJ-mandskab kan meget hurtigt tømme sig selv for kræfter, hvis de vitterligt vil forsvare Molards position helt frem til søndag. Og det er som bekendt først om mere end en uge, at Pinot for alvor får brug for sit hold. Der bliver nogle hårde beslutninger af tage.

Til gengæld kan Sky så i det mindste trøste sig med, at de i hvert fald i de kommende dage kan tage den lidt med ro og forsøge at spare sig frem mod La Covatilla-etapen, der er det næste store slag for klassementsrytterne. Det betyder ikke, at der ikke er etaper at gå efter, for hurtige Kwiatkowski kan sagtens se muligheder i puncheurfinalerne fredag og lørdag, men Sky kan i det mindst lade muligheden komme til dem i stedet for at skulle styre løbet selv.

Og det er da også kun hurtige folk som Kwiatkowski og Alejandro Valverde, der måske kan vise sig frem inden La Covatilla. For alle andre klassementsryttere handler denne fase først og fremmest om at komme så let som muligt frem til søndag, og de nåede da også alle i dag til Roquetas De Mar uden tidstab. Man skal imidlertid ikke tage fejl af etapens hårdhed, for det vanvittigt opskruede tempo kombineret med den lammende hede betyder, at det allerede er et meget mærket felt, der blot har klaret knap en fjerdedel af løbet.

De fleste af dem håber på en lettere dag i morgen, og det burde der være gode muligheder for at få. Modvind og fladt terræn betyder, at der er lagt op til massespurt inden de to mere uforudsigelige etaper, der venter inden La Covatilla. Især Elia Viviani og Quick-Step vil være meget opsatte på revanche efter en dag, hvor belgierne helt usædvanligt missede et udbrud på hele 25 mand.

Sejre til EF og Dimension Data og et udbrud uden Quick-Step… Det har i den grad været den omvendte verden de seneste dage. Mon ikke Quick-Step og Viviani er klar til at genoprette normaltilstanden i morgen?