Vuelta a Espana-analyse: Den ustoppelige altmuligmand

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Der er ikke noget særligt over at vinde mere end én etape i en grand tour. Naturligvis er det kun noget, de færreste kan drømme om, men blandt feltets førende sprintere og klassementsryttere finder vi mange, der har opnået den bedrift. Alene i denne Vuelta har Jasper Philipsen, Fabio Jakobsen og Primoz Roglic jo vundet to gange, og for de to sidstnævntes vedkommende er festen næppe slut endnu.

Straks vanskeligere er det for de ryttere, der skal vinde via udbrud. Her er det betydeligt sjældnere, at det lykkes at vinde mere end én gang i samme løb, men faktisk er det slet ikke så sjældent i Vueltaen. I dette løb er det jo lykkedes for Michael Storer, og derudover gjorde Tomasz Marczynski det i 2017, Ben King i 2018 og Tim Wellens i 2020, og havde vi blot haft en lignende bedrift i 2019 - det er svært at kalde Philippe Gilberts sidevindssejr for en udbrudstriumf - havde vi faktisk set det ske hele fem år i træk.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Nej, den virkeligt vanskelige kunst er at vinde på mere end én måde. Bare det at gøre det over et karriereforløb kan være svært, men at gøre det i samme løb er relativt sjældent - i hvert fald når man ser bort fra de alsidige klassementsryttere, der som Primoz Roglic gjorde særligt i sidste års Vuelta kan vinde i et hav af forskellige scenarier. For de mere dødelige cykelryttere er det en vanskelig kunst, og uden at have lavet en systematisk research kan jeg på stående fod kun erindre én rytter, der i en nyere grand tour har vundet både fra et udbrud og i en spurt i samme løb, nemlig Matteo Trentin i Vueltaen i 2017. End ikke Peter Sagan har gjort det, for han har faktisk stadig til gode at tage en udbrudssejr i Touren.

Det er en kunst, som kun de mest alsidige mestrer, og man skal være lidt af en altmuligmand for at kunne begå sig i flere forskellige terræner i ét og samme løb. Men altmuligmand er netop en glimrende betegnelse for Magnus Cort, og derfor var det kun så passende, at danskeren i dag kopierede Trentins bedrift fra 2017, da han i dag føjede en spurtsejr til den udbrudstriumf, han tog i Cullera for præcis en uge siden.

Med dagens sejr fortsatte Cort sin kærlighedsaffære med det spanske løb, og hans fem sejre afspejler endda en endnu større alsidighed. Sidste år vandt han som bekendt en etape på præcis samme facon, som han gjorde i år, mens han i debuten i 2016 vandt to helt klassiske massespurter, og dermed fordeler hans håndfuld af etapesejre sig nu over ét udbrudsridt, to rigtige spurtsejre og to spurttriumfer på dage, hvor et par stigninger havde luget godt ud i feltet. Den alsidighed kan end ikke Trentin mønstre i ét og samme løb, for hans spurtsejre i 2017 var alle i relativt klassiske massespurter - dog med en let stigende finale undervejs. Kun hvis han får lov at udvide paletten til også at tælle de to andre grand tours, når han op på samme flotte spændvidde som Cort.

I den forstand var det måske meget naturligt, at både Cort og Trentin begge var hovedaktører i dag, hvor den nu efterhånden ret klassiske finale i Cordoba, hvor der er brugt forskellige variationer over samme tema i løbet af dette årtusinde, vendte tilbage efter seks års fravær. Som John Degenkolb viste, da han senest vandt en reduceret massespurt i byen i 2014, er det nemlig en afslutning, der stiller uhyre store krav til klatreevnerne og naturligvis også til den spurt, der skal gøre de mange lidelser på stigningerne det hele værd.

Det var bare ikke en given ting, at der overhovedet blev mulighed for at kopiere Degenkolbs flotte ridt fra seneste besøg i den glohede by på den spanske stegepande. Det var nemlig langt fra givet, at dagens etape ikke ville blive vundet fra et udbrud, for netop udbrydere har faktisk en endnu bedre historik i Cordoba end de stærke sprintere, og det kan derfor slet ikke undre, at det tog næsten to timer i rasende fart med næsten 50 km/t at få etableret den gruppe, der endelig kunne lægge en dæmper på det angrebsraseri, der prægede løbet.

For de ryttere, der håbede på en spurt, var frygten velbegrundet. Det var helt klart, at det var op til UAE, EF og BikeExchange, der i hhv. Trentin, Cort og Michael Matthews har feltets tre holdbare sprintere, at kontrollere etapen, men det var langt fra givet, at de ville gøre forsøget. Australierne havde jo foretaget den lidt uheldige prioritering at lege nyttige idioter for løbets måske mest oplagte Roglic-etape i stedet for at spare på kræfterne til løbets mest oplagte Matthews-etape, og med to dage i udbrud var det ikke helt givet, at Cort ville bede sit decimerede hold ofre sig fuldt ud for sig. Mere indlysende var det, at UAE måtte satse stort på løbets mest oplagte Trentin-etape - særligt når han hidtil har ofret sig loyalt i spurterne for Sebastian Molano - men om det ville være nok til at holde styr på den forventede sæk lopper, var langt fra givet, når man ihukommer det angrebsvanvid, vi så på tirsdagens 10. etape.

Desværre var første del af løbet ikke tv-dækket - og anden del desværre dækket temmelig ringe - og derfor var det svært at få en helt klar fornemmelse, hvordan løbet blev kørt, men man blev efterladt med det indtryk, at den eneste årsag til, at en større gruppe ikke kom væk noget før, var, at særligt UAE var på en mission, der skulle tilbagebetale Trentin for to ugers uvurderligt holdarbejde. Da elastikken endelig knækkede, var det da også araberne, der med det samme tog kontrol og klogelig sørgede for, at afstanden var så lille, at de kunne tage den med ro op over dagens vanskeligste stigning, San Jeronimo - en mission, der lykkedes så fint, at dagens største udfordring ikke skabte megen udskilning.

Cort har da også al mulig grund til at takke UAE og Trentin for, at han i dag kunne kopiere italienerens 2017-bedrift. Havde det alene været op til EF, var det nemlig med garanti ikke blevet til en spurt. I forvejen er amerikanerne ikke kommet til løbet med noget imponerende mandskab, og efter tabet af Hugh Carthy og Simon Carr er de næsten renset for klatrere. Nok kunne de have klaret den første flade del, men havde de alene skullet gøre arbejdet til sidst, er det stensikkert, at vi lige nu havde talt om en helt anden etapevinder.

Det er imidlertid ikke første gang, at Cort har haft held til at lukrere på andre. Da han sidste år vandt 16. etape, var han nemlig til slut også efterladt alene med Hugh Carthy, der som nr. 3 i klassementet ikke skulle have fingrene gjort snavsede bare 24 timer inden den sidste og afgørende bjergetape. Dengang var han pokkers heldig med, at Movistar ville gøre alt for at give Alejandro Valverde en sidste chance for ikke at ende en sæson sjældent sejrsløs, og havde det ikke været for spanierne, var det i dag Remi Cavagna, der havde været noteret for den sejr.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Sådan var det også i dag. Da den tekniske nedkørsel til Cordoba var afsluttet, så det ud til, at Giulio Ciccone, der altid har et uafvendeligt behov for at teste benene, når han fornemmer en formkrise, den lovende Jay Vine, en efterhånden mere og mere formstærk Sergio Henao og en efterhånden restitueret Romain Bardet skulle køre en spurt i et helt andet tempo end det, Cort, Matthews og Trentin kunne have mønstret. Heldigvis for Cort var BikeExchange 2021-udgaven af Movistar, og med deres imponerende klatrestyrke havde de ikke færre end syv af otte mand tilbage i den ca. 50 mand store gruppe, der havde klaret dagens stigninger. Uden dem og den ekstra hånd, UAE kunne give med Rafal Majka og Jan Polanc, er det sandsynligt, at enten Ciccone eller Henao havde spurtet sig til en sejr, der faktisk var faldet på et betydeligt tørrere sted end hos det EF, der efter Touren har været som forvandlet ved at tage nu fire WorldTour-sejre i tillæg til Carthys triumf i Burgos.

Faktisk kan man i den grad anklage EF for fedtspil. Da BikeExchange havde brændt fem af de syv mand af, var der kun Luka Mezgec tilbage til at hjælpe Matthews. Desværre for ham måtte han bruge sine sidste kræfter på at lukke det sidste hul til Vine, og dermed blev gruppens bedste lead-out man misbrugt til en opgave, han helst havde været fri for.

Det passede EF glimrende. Jens Keukeleire, der i dette løb endelig er ved at rejse sig efter de kraftige senfølger fra en covidinfektion, som reelt har sat hans karriere på pause i mere end et år, var efter Mezgecs arbejde pludselig den eneste tilbageværende lead-out man i feltet, og med sin flotte forcering kunne han tage Matthews og Trentin så meget på sengen, at de reelt var ude af billedet, inden Cort overhovedet havde startet sin spurt.

Derfor var det faktisk lidt overraskende, at Cort overhovedet blev truet. Nok vidste vi, at Andrea Bagioli var hurtig - han vandt trods alt 1. etape i Ain sidste år - men det var alligevel svært uventet, at han kunne presse Cort så hårdt, at det kun var Corts løftede arm, der gjorde det muligt for mig at se, at det var faktisk en dansk og ikke en italiensk vinder. Det er trods alt mindre end et år siden, at Bagioli smed den samlede sejr i Coppi e Bartali væk, fordi Jhonatan Narvaez var ham overlegen i løbets flade spurter, og derfor var det overraskende, at han kunne presse Cort så hårdt i en spurt som denne.

Men måske var det udtryk for, at Cort netop er en altmulighed. Danskeren har nu to dage i træk været i udbrud, og i går gravede han ekstremt dybt i et forsøg på for anden gang at gøre det umulige, nemlig at forhindre et sultent monster i at stille sulten. Derudover var det åbenlyst, at Cort var i krise på sidste stigning, da Damiano Caruso kom med en lidt overraskende forcering, der ikke rigtigt kan forklares med andet end et behov for at forhindre Bardet i at få bjergpoint, og som også kortvarigt sendte både Matthews og Trentin til tælling.

I sidste var de tre forhåndsfavoritter der dog alle, og selvom den lidt specielle spurt betød, at vi reelt ikke fik et direkte opgør på fart, var det ikke overraskende, at Cort på flad vej ville være hurtigere end både Matthews og Trentin. Desværre for dem begge betød det, at de mistede deres mest oplagte chance i løbet, og selvom man bestemt sagtens kan se muligheder senere i løbet, særligt fra udbrud, var det en gylden chance, der blev forspildt på en dag, hvor de med nogen ret kan anklage EF og Keukeleire for fedtspil. Men som bekendt narrer den kloge altid den mindre kloge, og i det mindst var BikeExchanges arbejde i dag yderst velbegrundet og ikke som i går på grænsen til hovedløst - heller ikke selvom Matthews åbenbart havde så dårlige ben allerede på første stigning, at han havde bedt holdet om at sælge etapen. Cort priser sig nok lykkeligt for, at han skiftede mening!

Faktisk manglede der ikke meget for, at vi havde talt om en helt anden dansk vinder. Da Trentin, Cort og Matthews kortvarigt ønskede Caruso et vist sted hen, var det nemlig pludselig Andreas Kron, der sammen med Bagioli fremstod som den hurtigste i det tilbageværende felt. Danskeren viste da også igen til sidst, at han altså er ganske hurtig på stregen, og selvom Bagioli var blevet en hård nød at knække, også hvis Keukeleire ikke havde givet ham et forspring, satte han nok engang en streg under, at han har hele pakken til at vinde en etape i sin første grand tour. Og nogen stor skam var det ikke, at sprinterne kom tilbage, for uden Matthews og Trentin i gruppen havde Ciccone-gruppen utvivlsomt holdt hele vejen.

Primoz Roglic deltog derimod ikke i festen, selvom det faktisk var ham, der blev nr. 2 bag Cort på 16. etape sidste år - i hvert fald efter at Rui Costa var blevet deklasseret. Det havde nu nok også trods alt været svært for ham at slås mod Cort, Matthews og Trentin, selvom han faktisk så hurtigere ud end Bagioli den dag i Ain for et år siden, og han er nok mest af alt glad for at komme igennem en etape, der igen understregede, at hans største svaghed er hans nærmest endeløse serie af styrt. Selvom Ineos lignede hovedårsagen, havde jeg på min lille skærm svært ved at se, præcis hvad der forårsagede uheldet, men sandt er det i hvert fald, at det blandt etapeløbene i 2020 og 2021 kun er i sidste års Tour de l’Ain, Tour og Vuelta og årets Baskerlandet, at han er sluppet igennem uden betydelige uheld. Denne gang forlyder det endda, at skaden var lidt større, end det var tilfældet for to dage siden, og det skaber pludselig en lille usikkerhed inden lørdagens store bjergetape.

For Ineos var det også endnu en møgdag i et løb, der ikke har givet dem mange glæder. Yates så mere tilredt ud end Roglic, og selvom holdet i skrivende stund intet har meldt ud om hans tilstand, er en skadet Yates bestemt ikke, hvad briterne manglede i deres forsøg på at redde stumperne for et hold, der på forhånd så skræmmende ud, men som nu ligner et såret dyr. Dylan van Baarle så i hvert fald ikke ud til at være kommet nådigt fra uheld, og bedre bliver det ikke af, at sæsonen nu er blevet en Vuelta for lang for Richard Carapaz, der oplevede den sjældne fornøjelse at blive sat som en af de første på dagens første stigning.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Nej, der var ikke mange vindere i dag, hverken hos Jumbo, Ineos, UAE eller BikeEchange. Faktisk var der vel kun én, men Cort har til gengæld også al mulig grund til at juble over et løb, der ikke synes at kunne give ham andet end glæder. Fortsætter den tendens, kan han endda med en sejr i den klassiske massespurt i morgen endda udfolde spektret endnu mere ved at tage sejre på tre forskellige måder i ét og samme løb. Eller han kan jagte den ekstra udbrudstriumf, der vil fuldende serien med to sejre på hver af de tre faconer, som har sendt ham øverst på podiet i den spanske grand tour. Noget sådan skal man vitterligt være en altmuligmand for at præstere - og det er Cort mere end de fleste!

OPDATERING: Min hukommelse har fortalt mig, at der var en vis belgier, der i årets Tour også viste sig at være en altmuligmand med sejre i temmelig forskellige terræner og på temmelig forskellige måder. Wout van Aert skulle selvfølgelig have været nævnt ovenfor.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-