Vuelta a Espana-analyse: Det baskiske mirakel

Hvis man forud for løbet havde bedt Euskadi-manager Jon Odriozola om at få indfriet ét ønske, ville han ikke tøve. I den bedste af alle verdener ville det lille baskiske hold vinde en af de to etaper på baskisk grund. Holdet er nemlig først og fremmest skabt som en arvtager til Euskaltel, der skal bringe Baskerlandet tilbage på cykellandkortet, og derfor ville intet være smukkere, end hvis holdet kunne sejre med en baskisk rytter foran det baskiske publikum.

Én ting er imidlertid en drøm, noget andet er virkeligheden. Og med et hold primært bestående af spurtsvage klatrere lå det ikke i kortene, at holdet skulle kunne gøre det færdigt, selvom begge de to etaper var som skabt til de udbrud, der er hele ideen med Euskadis deltagelse i løbet. Torsdagens etape med en baskisk mur kunne være en mulighed for holdets letvægtere, men dagens etape med en let finale i Urdax lignede ikke just en gave til hjemmebaneholdet.

Der er imidlertid noget, der tyder på, at Odriozola og co. har smag for mirakler og sensationer. Sidste år udbrød det meste af cykelverdenen et kollektiv ”Oscar Hvem?”, da Oscar Rodriguez på ufattelig vis slog Rafal Majka, Dylan Teuns, Bjorg Lambrecht, Laurens de Plus og Ilur Zakarin på den modbydeligt stejle La Camperona-stigning under holdets Vuelta-debut. Ikke blot var det en helt uventet sejr fra et ganske vist pænt talent, som dog havde vist meget lidt igennem den første del af året, det var også Rodriguez’ allerførste og hidtil eneste sejr.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

At historien skulle gentage sig et år senere, endda på den baskiske hjemmebane, lå ikke umiddelbart i kortene. Nok var der gode chancer for, at en eventuel sejr også ville være karrierens første for den pågældende rytter, da det i truppen kun er Rodriguez, Mikel Bizkarra og Hector Saez, som tidligere har vundet et internationalt cykelløb i minimum .1-klassen, men netop det faktum fortalte også, at det ellers ret klatrestærke Euskadi-mandskab har så få vindere, at det kunne se overordentligt svært ud at komme hjem med en sejr, hvis ikke Rodriguez kunne fortsætte de lovende takter fra Vuelta a Burgos, hvor han blev nr. 2 samlet.

Sådan så det heller ikke ud, da Mikel Iturria i dag fik sneget sig med i et 14-mandsudbrud, som fik lov til at køre overraskende tidligt på en dag, hvor det lå i kortene, at lykkeridderne skulle slås i sejren. Det stod da også hurtigt klart, at det ville gå sådan, da de eneste hold med en mulig interesse i en spurt, først og fremmest Mitchelton-Scott med den holdbare Luka Mezgec, var repræsenteret i gruppen. Og Iturria kunne faktisk lugte lidt blod, da gruppen højst overraskende slet ikke havde de hurtige folk, man kunne have forventet. Faktisk var Alex Aranburu den eneste i gruppen, som var kendt for sin spurtstyrke, og da mange øjne var rettet mod ham, kunne der nok blive rum til at snige sig væk i en taktisk og ikke alt for vanskelig finale.

Men først skulle Iturria overleve stigningerne, og de skulle vise sig svære. Nok er han ikke en ringe klatrer - faktisk blev han tidligere i år nr. 16 i bjergløbet Tour of the Alps, ligesom han tidligere er blevet hhv. nr. 11 og 13 i de bjergrige Route du Sud og Vuelta a Burgos. Desværre var han overmatchet i en gruppe, der talte folk som Aranburu, Gorka Izagirre og Lawson Craddock, der ikke uventet viste sig som de stærkeste og kørte fra alt og alle på dagens sværeste stigning.

Heldigvis var Iturria ikke alene. Faktisk havde han verdens bedste følgesvend i form af ”TGV-toget fra Clermont-Ferrand”, Remi Cavagna. Den uopslidelige franske udbryderkonge er aldrig bleg for at tage en føring, så Iturria kunne pænt sætte sig til rette i passagervognen, mens det franske tog fragtede ham tilbage til en frontgruppe, der ellers så ud til at være fløjet langt væk.

Og her leverede Iturria sit mesterstykke. I en gruppe, hvor Caja Rural var det eneste hold med mere end én rytter, gav det sig selv, at samarbejdet let kunne være dårligt, og derfor skulle man formentlig ikke have mange meter, inden det kunne blive til noget, når folk i finalen begyndte at spare sig. Derfor blev det formentlig ikke til andet og mere end et hurtigt ”Tak” til Cavagna, inden han blæste forbi franskmanden og resten af gruppen, der totalt blev taget på sengen af baskeren, der overraskede rivalerne lige så meget, som han chokerede resten af verden ved faktisk at vinde etapen. Og da samarbejdet som forventet slet ikke fungerede, fik Iturria med sit livs ridt opbygget et forspring, som han akkurat kunne forsvare i en neglebidende finale, hvor han så ud til at holde, siden til at blive kørt ind af en brølstærk Amanuel Ghebreigzabhier og slutteligt til atter at holde, da gruppen under den røde flamme gik i stå for 117. og sidste gang.

Resultatet blev en meget påfaldende gentagelse af Rodriguez’ første og sensationelle sejr fra sidste år, og den var bestemt ikke ventet. Nok leverede Iturria et par flotte resultater som U23-rytter, men som professionel har han blot været en af de mellemgode klatrere, der aldrig har været tæt på at vinde. Men én gang skal jo være den første, og når man nu skal vælge en dag til at vinde sit første cykelløb, er en baskisk etape i Vueltaen vel ikke noget helt dårligt valg?

Sejren blev også endnu en understregning af den pointe, jeg fremhævede forleden, nemlig at Vueltaen er et pokkers godt løb for de små hold, der trives under den knap så stramme kontrol fra de store hold og en masse udbrudsetaper, hvor de mindre mandskaber kan komme til fadet. I dag vandt Euskadi således foran Caja Rural på en dag, hvor også Ag2r, Dimension Data, FDJ og Katusha, der alle har relativt svage hold til start, kom i top 10. Og dermed er Caja Rural nu det eneste wildcard-hold uden etapesejr, mens Burgos har siddet på bjergtrøjen siden starten og Cofidis har haft en dag i førertrøjen og fortsat har en mand i top 10.

Caja Rural er dermed blevet den lille af de fire wildcard-hold, selvom de på papiret er det klart stærkeste af de tre små spanske hold. I dag har de i særlig grad grund til at ærgre sig, for holdet havde alle kortene på hånden. Ikke blot havde de i supertalentet Aranburu den hurtigste og en af de mest klatrestærke folk, de havde også i Jonathan Lastra den næst- eller tredjehurtigste. Og da Ben O’Connor oplevede endnu en skuffende nedtur ved hurtigt at falde fra, var de endda det eneste hold, der sad i overtal i finalen.

Desværre smed Aranburu atter det hele på gulvet. Præcis som i lørdags, hvor han iværksatte et helt uforståeligt angreb på en nedkørsel og derved tømte sig selv inden en spurt, hvor han alligevel blev nr. 2, brændte han krudtet af alt for tidligt. Ideen om at skabe udskilning på løbets hårdeste stigning var ikke dum, for det kunne som en markeret mand blive svært for ham at kontrollere finalen. Men hans voldsomt aggressive kørsel og gentagne forceringer virkede stærkt overdrevne og havde da også som konsekvens, at han til slut var helt tømt for kræfter på en bakke, der ellers for en frisk Aranburu havde været som skabt til at komme tilbage til den efterhånden mærkede Irurria.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Aranburus forcering havde imidlertid ikke kun en effekt på ham selv. Den dræbte også Gorka Izagirre, der måtte grave dybt for at svare på baskerens gentagne accelerationer og derfor heller intet havde at skyde med, da gruppen blev samlet til sidst. Dermed fortsatte en trist sæson for baskeren, der ellers lignede gruppens på papiret mest dekorerede rytter, men som slet ikke har fundet sine bedste ben i år. Samtidig tvang det Craddock til at grave dybt, og selvom amerikaneren, der med en sensationel top 10 i et Amstel Gold Race, hvor han var i udbrud over næsten alle 250 km har vist, at motoren er enorm, stadig havde nok i tanken til at blive nr. 3, er det meget tænkeligt, at hans hårde opkørsel til Aranburu og Izagirre kostede de kræfter, han manglede i finalen.

Dermed fik Aranburu med sin aggressive kørsel sendt løbets på papiret stærkeste til tælling, og derfor var der i finalen vendt helt op og ned på det billede, der havde tegnet sig først på etapen. Cavagna, der havde lignet en hængt kat på stigningerne, viste igen den motor, der gav ham en vild solosejr i Californien tidligere på året, men da han i finalen efter en punktering måtte lave sin tredje opkørsel - han var nemlig kørt alene op til udbruddet først på etapen - var der alligevel til sidst en grænse for, hvad det franske TGV-tog havde i tanken.

I stedet var det Amanuel Ghebreigabhier og Damien Howson, som trådte i karakter. Mod slutningen af etapen var de klart det stærkeste, og det var da også en voldsom forcering fra eritreeren, som var ved at knuse Iturrias drøm til sidst. Desværre var Dimension Data-rytteren åbenbart så stærk, at han kørte de andre i sænk, og da han efter den røde flamme ingen hjælp fik, blev det blot til en 6. plads på en etape, hvor han ellers dokumenterede, at han fortjener opmærksom for andet end sit navn. Efter 3. pladsen på den sidste bjergetape i Burgos viste han atter en råstyrke, som vel lige nu gør ham til den mest spændende af de afrikanske professionelle, og det bør bare være et spørgsmål om tid, inden han vinder et cykelløb.

Også Howson fandt benene til sidst, men den tidligere U23-verdensmester på enkeltstart måtte sande, at en stor motor ikke var nok i en finale, der ikke var skabt til ham. Han fik dog bragt Mitchelton tilbage på sporet i et løb, hvor australierne ellers har haft det svært både i klassementet og på etaperne, ikke mindst da man missede udbruddet på 8. etape. I dag kom de endelig med, men det havde nok været sjovere at have været repræsenteret med de hurtigere Luka Mezgec, Dion Smith eller Nick Schultz.

Mitchelton lykkedes således med at komme afsted, men det var der andre, der ikke gjorde. Særligt må det gøre nas for Lotto, Trek og CCC, der primært er her for at jagte etaper, at de missede en af løbets absolut mest oplagte udbrudsetaper. Det samme gjorde Cofidis, Sunweb, Bahrain, der dog alle allerede har haft pæn succes, samt ikke mindst Ineos, der oplever en sjældent svær grand tour. Og dermed bliver briterne bare endnu et billede på, at det ofte er de små hold, der dominerer i en Vuelta, hvor træthed ofte kan vende op og ned på det gængse hierarki.

Alligevel er det fem af løbets forhåndsfavoritter, som skal slås om podiet, og de fik alle den perfekt dag på kontoret. Udbruddet kom fri allerede efter 10-15 km, og da Ineos og Deceuninck stoppede deres jagt, efter at Cavagna var kørt op, endte etapen som en sneglemarch tilbage fra Frankrig til Spanien. Det var til gengæld også en kærkommen lejlighed til at puste ud, for i resten af ugen er det kun lørdag, at klassementet ikke kan komme i spil.

De væsentligste udfordringer er naturligvis de tre store dage i de asturiske bjerge, men de er bestemt ikke de eneste. Allerede i morgen kan vi vente os et opgør, når feltet endelig rammer de mure, som er Baskerlandets sande varemærke, og hvor Miguel Angel Lopez, Alejandro Valverde og Nairo Quintana får en lille mulighed for at ryste Primoz Roglic. Etapen skal de dog nok ikke køre om, for det ligner endnu en stensikker dag for et udbrud.

Og hvem ved? Måske bliver det igen baskisk sejr til Euskadi på deres baskiske hjemmebane. Odriozola har jo åbenlyst flair for at skabe mirakler.