Vuelta a Espana-analyse: Du er ikke alene, Egan

Lige nu gransker jeg min hjerne, men jeg kan intet finde. Selvom jeg egentlig synes, at jeg har en del cykelresultater præsent og som regel kan huske de vigtigste sejre og store resultater, kniber det gevaldigt med at huske, hvornår vi sidste har set en nyprofessionel vinde en kongeetape i en grand tour, uden at det er sket fra et udbrud. For et par år siden vandt Giulio Ciccone en stor bjergetape i Giroen i sin første sæson på højeste niveau, men det var på en dag, hvor morgenudbruddet fik lov at gøre det færdigt. Måske har alderen så allerede sat sig så kraftige spor, at jeg bare har glemt det, men umiddelbart fremstår det, som om vi denne eftermiddag i Andorra var vidner til noget ganske ekstraordinært.

Det i sig selv er nok til at spærre øjnene op, men man får formentlig brug for pudsekluden, når man studerer Tadej Pogacars dåbsattest. Den vil nemlig få de fleste til at pudse brillerne en ekstra gang, når man læser datoen 21/9 1998. Lidt hurtig hovedregning viser, at manden først fylder 21 år en uges tid efter Vueltaen, at han sagtens kunne have været Alejandro Valverdes søn, hvis verdensmesteren ikke havde været så travlt beskæftiget med at køre på cykel i sine unge år, og at den stadig aktive Davide Rebellin havde været professionel i næsten syv (!!!) år, da lille Pogacar første gang slog øjnene op i Komenda for godt 20 år siden.

I disse dage taler alle om Remco Evenepoel og Egan Bernal, hvilket naturligvis er ganske velbegrundet. I det spil bliver Pogacar ofte overset - måske fordi Evenepoel lever i en cykelgal nation, der allerede hylder ham som en anden popstjerne, og Bernal har leveret på den største scene af dem alle - men Pogacar hører til i samme liga. Efter bare to år i U23-klassen burde han egentlig stadig have Tour de l’Avenir og U23-rytternes VM som store mål, men i stedet er Pogacar allerede i gang med at give hele verdenseliten klø - og det endda på en af de mest brutale etaper, man finder i Vueltaens historie!

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Naturligvis var etapens afvikling kontroversiel. I skrivende stund er det stadig uklart, hvad der præcis skete, mens vejrguderne åbnede for sluserne, og Miguel Angel Lopez og Primoz Roglic åbenbart begge blev sendt i gruset på det grusvejsstykke, der skabte ekstra krydderi i en allerede intens og rigeligt dramatisk finale, og vi ved naturligvis ikke, hvad der var sket, hvis ikke uheld havde spillet ind. Det er i hvert fald sandsynligt, at Lopez havde færdiggjort det eminente ridt, han allerede havde sat i scene, og med tanke på, hvor stærkt Roglic kørte til sidst, virker det heller ikke usandsynligt, at Pogacar ikke havde været den eneste slovener, der havde kørt med om sejren, hvis ikke vi for tredje gang i år var blevet vidner til, at vejret fik helt afgørende indflydelse på en stor bjergetape i en grand tour.

Det skal imidlertid intet tage fra Pogacar. Movistar-duoen Nairo Quintana og Alejandro Valverde blev i hvert fald slået helt regulært, og med tanke på den styrke, de har vist hidtil, er det lidt af en bedrift. Samtidig udviste han nok engang den kølighed, der også gav ham en veltimet sejr på kongeetapen i Californien og en fornem sejr på den første bjergetape i Algarve, hvor han begge gange timede sin afslutning helt perfekt og kort før mål passerede hhv. Sergio Higuita og Wout Poels, der ellers lignede sikre vindere. I dag var han iskold, da han plantede sig selv på Quintanas baghjul, og netop som colombianeren var ved at få tiltrængt hjælp af den ventende Marc Soler, iværksatte han et perfekt timet kontrahug, der efterlod den stakkels Movistar-stjerne gispende efter vejret.

Det, der gør Pogacar bemærkelsesværdig, er ikke blot hans åbenlyse klatreevner. Det, der først og fremmest har slået mig i hans første år som professionel, er hans bemærkelsesværdige motor. I Vuelta al Pais Vasco, Tour of California og Tour de Slovenie kom han alle gange temmelig rustent fra start, men mod slutningen af løbene kørte han som en motorcykel. Af samme grund er det heller ikke tilfældigt, at Pogacar er floppet i næsten alle sine endagsløb i år, for det synes at være motoren og holdbarheden, der for alvor skiller ham ud fra mængden.

Heldigvis er det netop holdbarheden, der adskiller grand tour-ryttere fra resten. Det var samme motor, der var så iøjnefaldende med Egan Bernal i sidste års Tour og med Richard Carapaz og Enric Mas i deres første Vuelta i 2017, og hvor man hurtigt kunne se, at der her var tale om særlige grand tour-perler. Og præcis samme motor har Pogacar udvist igennem hele sæsonen og nu igen i en Vuelta, hvor han ikke kunne følge de bedste på Javalambre, men hvor han altså sejrede, da han for kun anden gang i karrieren efter sidste års Tour de l’Avenir kørte cykelløb hele ni dage i træk. Og mens han kom til kort på fredagens eksplosive Mas de La Costa, satte hans motor sig igennem, da der på dagens etape ventede 3300 højdemeter på en gigantisk bjergetape, der for alvor satte rytternes slidstyrke på prøve.

Derfor er der da heller ingen grund til at tro, at Pogacar ikke kan stå distancen. Tværtimod vil han sikkert fortsætte fremgangen frem mod 16. og 17. etape, der er som skabt til en ægte dieselklatrer som det slovenske vidunderbarn. Og kan han samtidig gentage sensationsenkeltstarten fra Algarve, hvor han chokerede en hel cykelverden - og mest af alt sig selv - kan der vist ikke være den store tvivl om, at UAE har fundet guld i de slovenske gader, de altid har haft et særligt blik for.

En Vuelta-sejr bliver det dog trods alt nok ikke til. Dertil har styrtet på holdløbet kostet for meget, ligesom han ikke kan undgå at tabe tid til Primoz Roglic på tirsdagens enkeltstart. På den anden side kan man aldrig vid, hvad der kan ske i et løb, hvor Quintanas og Valverdes holdbarhed må være til debat, og hvor Roglic og Lopez kan vise sig mere mærkede af dagens styrt, når først den værste adrenalinrus har lagt sig. Podiet er i hvert fald inden for rækkevidde - og så kan slovenerne jo altid drømme om endnu et mirakel, som de mange mirakler, mirakelmanden Matej Mohoric leverede for den i sin mageløse sensommer i 2018.

Oddsene for slovensk Vuelta-sejr er i gode uanset hvad - i øvrigt ret bemærkelsesværdigt for et land, der først í årets Giro opnåede deres allerførste podieplads i en grand tour. Der var helt sikkert mange, der havde svært ved at forstå, hvordan den velkørende Roglic pludselig kunne sidde langt bag feltet, da tv-billederne endelig atter fandt vej til alverdens skærme gennem den syndflod, der nærmest kaldte på, at Noas Ark blev sendt til undsætning. Det varede dog ikke længe, inden det stod klart, at det næppe var dårlige ben, der var forklaringen, for da han for alvor åbnede op, lignede Roglic for første gang i denne Vuelta det monster, han var igennem hele foråret. På ingen tid kørte han op til den decimerede favoritgruppe, og derefter fløj han op til Alejandro Valverde, der havde nok at gøre med blot at holde hjul. Pogacar og Quintana var for langt væk, men med tanke på, hvor han befandt sig, da tv endelig blændede op for dramaet, kan ingen vel benægte, at Roglic i dag fløj med samme højde, som han gjorde i sin tidligere karriere som skihopper.

I skrivende stund er den eneste melding om årsagen til trængslerne, at der var tale om et styrt, der angiveligt var forårsaget af en motorcykel. Heldigvis så det ikke ud til at hæmme ham nævneværdigt, men hvor galt det virkelig står til, ved man jo som regel først, når kroppen er blevet kold. Sandt er det i hvert fald, at Roglic og Jumbo må føle, at de har en pris at betale for et eller andet i et løb, hvor heldet bestemt ikke har med dem. Først styrtede de på holdløbet og mistede værdifuld tid samt ikke mindst Steven Kruijswijk, så røg tre af deres ryttere i asfalten på den dramatiske etape, der sendte EF til tælling, og i dag gik det igen ud over Roglic på en dag, hvor holdet ellers med Robert Gesink, Neilson Powless og den stadig mere imponerende Sepp Kuss ellers havde lagt op til helt store.

I lyset af al den modgang kan Roglic vel egentlig kun være forbløffet over, at klassementet viser, at han stadig blot er 6 sekunder fra en førertrøje, han med statsgaranti overtager på tirsdagens enkeltstart, og dermed er det også svært at komme udenom, at han er i pole position til at vinde. Udover risikoen for, at han kan være mærket af sine skader, er der imidlertid også en anden trussel, der lurer. I dag så vi nemlig, hvordan Movistar var kølige nok til at tvinge en isoleret Roglic til selv at jagte Lopez, da colombianeren var fløjet væk, inden de begyndte at angribe ham på skift. Og da frygten for, at George Bennett ikke kan holde formen hele vejen til mål, bliver Jumbo pludselig meget sårbare, hvis ustabile Kuss også falder sammen. Gesinks og Powless’ potentiale er i hvert fald begrænset, og Roglic fik i dag, indtil han fik kaldt Kuss tilbage fra udbruddet, en fornemmelse af, hvor ubehageligt det kan være at sidde alene med Quintana og Valverde - præcis som den isolerede skihopper oplevede det i en Vuelta, hvor hans svage hold gang på gang efterlod ham alene.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den slags kvaler har Movistar bestemt ikke. Efter i dag står det nemlig klart, at det er på den kollektive styrke, at de skal vinde. Både Roglic og Lopez syntes at have et gear ekstra i forhold til både Quintana og Valverde, men alligevel kan spanierne - først og fremmest i lyset af rivalernes uheld - vel kun udråbes som hørende til dagens vindere. Quintana kom tilbage i sin første grand tour-førertrøje siden Giroen i 2017 og fik endegyldigt cementeret, at hans kørsel i fredags var mere udtryk for hans reelle niveau end onsdagens pauvre præstation, og Valverde fik atter dokumenteret, at hans vægttab har gjort ham i stand til igen at køre i høje bjerge, også selvom han åbenlyst stadig har sin virkelige force på stigninger som Alto Mas de La Costa. I hvert fald var det en helt anden og langt mere konkurrencedygtig Valverde, vi så i Andorra i dag, end vi så, da samme Valverde på præcis disse andorranske veje for et år siden kollapsede og smed en mulig Vuelta-sejr så langt væk, at han blot endte som nr. 5.

Mange har kritiseret Movistars taktik, men det er nu svært at sætte mange fingre på deres kørsel. De sendte Antonio Pedrero og Marc Soler i udbrud med et fremstød, der skulle vise sig ganske vigtigt mod slutningen af løbet, og de havde modet til at tvinge Roglic frem for at jagte Lopez og derefter angribe sloveneren på skift - et klart bevis på, at det er sejren og ikke en podieplads, der tæller. Og at Valverde satte alene efter Quintana på et tidspunkt, hvor Lopez var nødlidende og Roglic atter ved at få kontakt, kan ganske god mening i en situation, hvor verdensmesteren havde styrken til at køre alene væk og kunne have skabt en situation, hvor han og Quintana kunne have samarbejdet om at distancere rivalerne. Det er i hvert fald svært på baggrund af dagens etape at give næring til spekulationerne om, at de ikke kan samarbejde - noget, der i øvrigt aldrig har været noget stort problem for i hvert fald altid loyale Valverde.

Det er vel kun Marc Soler, der kan ærgre sig over at være blevet frarøvet en mulig etapesejr, men i lyset af at der længere tilbage blev kæmpet om en mulig Vuelta-sejr, var også det en forståelig disposition, som i øvrigt kun bliver endnu mere rigtig i bagklogskabens lys, hvor det formentlig var Soler, som hjalp Quintana med at vinde de seks sekunder, der gav førertrøjen, og hvor Pogacar sandsynligvis havde slået spanieren uanset hvad.

Om det rækker til samlet sejr, kan man stadig betvivle. Dertil virker både Roglic og Lopez stadig for stærke, men spanierne har i hvert fald to trumfer på hånden. Dels hersker der lige nu en vis usikkerhed om de langsigtede konsekvenser af dagens styrt, og dels fik Soler sat en tyk streg under, at Movistar har en trio, som ingen kan matche, og som i dag gav prøver på, hvordan overtallet muligvis kan udnyttes fremover. Om det er nok, har vi til gode at se, men kan Quintana undgå de mange dårlige dage, der har præget ham i de senere år, og Valverde fortsætte med at forsvare sig så flot i for ham svært terræn er en stor triumf til hjemmeholdet bestemt ikke umulig.

Dagens gigantiske taber var naturligvis Lopez. Kontrafaktisk historieskrivning er en kedelig disciplin, som man desværre ikke kan få det store udbytte af, men alle må ærgre sig over, at Lopez ikke fik lov at fuldføre det mesterstykke, han havde gang i, inden også han på grusvejene måtte en tur i asfalten. På det tidspunkt havde han nemlig kurs mod at færdiggøre den storslåede offensiv, som han også iværksatte på den tilsvarende etape sidste år, hvor Mas akkurat snød ham for sejren, og det var endda gjort efter cykelsportens ABC.

Først fik han sendt Omar Fraile, Gorka Izagirre og Jakob Fuglsang i udbrud, inden han med Luis Leon Sanchez, den tilbagevendte Fraile og ikke mindst en fremragende Dario Cataldo kørte feltet sønder og sammen. Mod udviste han ved allerede at angribe fra bunden af den sidste lange stigning (der officielt var inddelt i tre) og herefter gjorde han fornemt brug af først Izagirre og siden Fuglsang, mens Ion Izagirre nøje fulgte hans værste rivaler. Med den lethed, han trådte væk fra rivalerne, fik han sat en streg under det, han allerede viste på Javalambre, nemlig at han er løbets bedste rytter i de rigtige bjerge, og i de kontrafaktiske historiebøger vil nok stå, at Lopez havde taget den sejr, han missede sidste år, hvis ikke det havde været for styrtet.

Sådan blev det ikke, og i stedet er Lopez’ forspring fra holdløbet og Javalambre nu omsat til et minus, som Roglic kun vil mangedoble på vejene omkring Pau i overmorgen. Det i sig selv er ikke uopretteligt, for Lopez har været så overlegen i de rigtige bjerge hidtil, at han stadig vil have mulighed for at vinde det tabte tilbage på de tre store dage i Asturien, ikke mindst nu, hvor hans hold med Fuglsang, Cataldo og en stadig bedre Ion Izagirre nu for alvor er ved at vise, at de er stærke af gavn og ikke kun af navn. Problemet er snarere, at Lopez åbenlyst var nødlidende efter styrtet, og i skrivende stund kan man have sin alvorlige tvivl om, hvorvidt Superman også fremover vil være et kappebeklædt overmenneske, eller om han snarere vil være samme nødlidende colombianer som på de sidste kilometer i dag, hvor vi atter blev mindet om, at Lopez desværre styrter alt, alt, alt for ofte.

Han var dog ikke den eneste taber på en højdramatisk dag. Stakkels Esteban Chaves’ endeløse serie af uheld fortsatte, da han punkterede, netop som Astana skruede op for gassen. Det kostede en jagt over adskillige kilometer, som selvfølgelig kostede så meget, at der var tømt for kræfter til sidst, og som sendte ham ud af den samlede top 10. Heldigvis undgik han det kollaps, som har været normen siden sygdomsperioden, men han må alligevel have svært ved at forstå, hvorfor det altid er ham, det skal gå ud over. Da Mikel Nieve, som ellers er kongen af bjergtogter, samtidig viste sig som en overordentlig tam udgave af sig selv i et udbrud, hvor han burde have været blandt de stærkeste, endte det bare i bund og grund som endnu en kedelig dag for Mitchelton, der nok føler dette løb mere som den ærgerlige Giro end som den succesrige Tour.

Endnu værre gik det for løbets andet comeback kid. Mens Pogacar sejrede, kollapsede den i fredags ellers genopstandne Fabio Aru på så spektakulær vis, at han efter en dag i gruppettoen kan glemme alt om at den genrejsning, han drømte om. Efter en sådan nedtur bliver det i hvert fald sværere og sværere at tro på, at en operation var det, der skulle bringe ham tilbage på sporet, og nu hvor Pogacar viser sig flyvende, må holdets stjerne nok atter indstille sig på en rolle som hjælper - en rolle, som han kan få svært ved at bryde ud af i en trup, der næste år vil tælle Pogacar og formentlig også en nu igen velkørende Quintana.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

For andre gik det heller ikke som ønsket. Det gælder for Oscar Rodriguez, der måtte sande, at hans kometagtige kørsel de seneste dage havde sine begrænsninger. Det gælder for Wout Poels, der stadig er en skygge af sig selv, men som dog kan trøste sig lidt over, at en nu rask Tao Geoghegan Hart i stedet fik vist, at Ineos fortsat er med i løbet. Det gælder for Louis Meintjes, der ligesom Aru forsvandt fra radaren igen, lige så hurtigt, som han var poppet op. Og det gælder for Pierre Latour, der med deltagelse i det tidlige udbrud satsede stort, men som atter måtte sande, at han altså bare har markante begrænsninger i de rigtige bjerge.

Det har Wilco Kelderman ikke. Med en 4. plads i Vueltaen for to år siden har hollænderen for længst vist, at han sagtens kan klatre med de bedste, men den endeløse serie af styrt, der mere eller mindre har lagt hans karriere i ruiner har forhindret ham i at bygge videre på det potentiale, han viste efter skiftet til Sunweb. Ligesom sidste år, hvor han ligeledes kom til løbet efter en mildt sagt haltende forberedelse, ser han imidlertid nu ud til langsomt at være ved at køre sig i gang. I hvert fald var han i dag stærkeste mand i et udbrud, hvor han arbejdede som besat gennem det meste af dagen og med en 8. plads tog et stort skridt mod at nærme sig de højder, han nåede, inden række af styrt satte ham tilbage.

Styrt har også været en del af dagens orden for Rafal Majka, men helt usædvanligt er det lykkedes polakken at undgå at ryge i asfalten i et løb, hvor det ellers ikke har skortet på netop styrt. Til gengæld blev dagens etape endnu et vidnesbyrd om, at Majka ligesom i Giroen mangler de procent, han havde i karrierens unge år, og at det er slut med at drømme om en genfødsel af manden, der engang betog hele verden med store ridt under Touren og en podieplads i Vueltaen.

Til gengæld er der mange, der banker på. Ud over Geoghegan Hart kan vi nævne Sergio Higuita, der nok må sande, at han stadig mangler lidt på dette niveau, men fortsætter med at sætte en streg under sit potentiale. Det gælder Carl Fredrik Hagen, der kom for at køre et forsigtigt klassement, men nu imponerer så stort, at han ligger i top 10, og som den eneste af gårsdagens udbrydere slet ikke havde en pris at betale. Det gælder Kilian Frankiny, der fortsætter med at vise, at han er en sand grand tour-motor efter en dag, hvor en punktering formentlig berøvede ham for et absolut topresultat. Det gælder James Knox, der efter en lidt svær tid endelig viste sig frem på den helt store scene. Det gælder ”motionisten” Geoffrey Bouchard, der i en sen alder fandt ud af, at han kan køre på cykel og efter kun ganske kort tid som cykelrytter i dag var længe dominerende Vueltaens kongeetape. Og det gælder den lille mountainbiker Hermann Pernsteiner, som vi ellers nok var mange, der var ved at opgive, men som pludselig er begyndt at folde sig ud og bekræfte det potentiale, han for år tilbage viste som kontinentalrytter.

Alle sammen må de dog sande, at deres stjerne blegner, når de holdes op mod Pogacar. Sidste år skrev han sig ind på en liste over Tour de l’Avenir-vindere, der med navne som Nairo Quintana, Esteban Chaves, Miguel Angel Lopez og senest Egan Bernal i de senere år i udpræget grad er stedet, man skal kigge, hvis man skal se, hvem der har grand tour-potentiale. Her figurerer Pogacars navn så smukt lige under Bernals, og det er formentlig ikke den eneste prestigiøse vinderliste, hvor begge deres navne vil stå i fremtiden. Udover l’Avenir gælder det allerede for Tour of California, hvor Pogacar i år også overtog Bernals trone, og spørgsmålet er nu, om det ikke kunne være sloveneren, der om nogle år kunne udgøre den trussel mod den Tour-dominans, mange har spået, at colombianeren vil levere. Efter i dag står det i hvert fald lysende klart, at Bernal ikke er det eneste fænomen fra anden halvdel af 1990erne.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af denne analyse har både Roglic og Lopez meddelt, at de er sluppet fra styrtene med overfladiske skrammer.