Vuelta a Espana-analyse: En forspildt mulighed?

Det føles altså mærkeligt. Normalt er vi på dette tidspunkt i en grand tour dybt begravet i de afgørende bjergetaper. Arrangørerne er nemlig så kløgtige, at de bevarer spændingen til sidst og sørger for, at alt helst holdes rimeligt åbent indtil løbets døende dage.

Det har løbsdirektør Javier Guillen da også sørget for ved at designe den store La Covatilla-etape til lørdag, men den ligger som en enlig ø midt i fire etaper, der ingenlunde kan ventes at skabe forskelle i toppen af klassementet. Derfor føles disse mellemetaper lidt som et langt ventespil, hvor alle venter på det store klimaks. Naturligvis er vi vant til det fra netop Vueltaen, der med Madrids placering langt fra bjergene ofte har haft mange relativt lette i den sidste uge, men med moderne grand tours ofte meget bagtunge design føles det specielt.

Der var dog en lille chance for, at dagens 14. etape alligevel kunne have spillet en rolle. Som skrevet i går lykkedes det med en overraskende svag enkeltstart ikke for Primoz Roglic at sikre sig en føring, der definitivt lukkede løbet. En dårlig dag på lørdag vil formentlig være ensbetydende med, at sejren ryger til Ecuador eller Storbritannien i stedet, og derfor kunne en lidt større buffer nok bidrage til den rolige nattesøvn i Jumbo-lejren.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Chancen var der faktisk i dag, hvor man i Ourense havde fundet en målbakke, der var en næsten tro kopi af den lille stigning i Suances, hvor Roglic i fredags blæste alle så meget bagover, at de formentlig stadig slikker sårene. Ligheden mellem de to finaler gjorde det sandsynligt, at samme Roglic med samme spurt på næsten samme bakke kunne sikre sig samme antal bonussekunder i dag.

Naturligvis var det for meget af det gode, hvis Jumbo alene skulle have kontrolleret hele etapen. Dertil var der alt for lidt fladt, og derfor gav det sig selv, at den stærkt kuperede start ville føre til dannelsen af et klasseudbrud af udbryderkonger, præcis som det blev tilfældet, da røgen havde lagt sig efter mere end en time, hvor næsten 50 km var blevet tilbagelagt trods et terræn, hvor end ikke en tættekam ville kunne identificere en flad meter.

En sådan start skiller altid fårene fra bukkene, og det gjorde den også denne gang. Da røgen havde lagt sig, befandt der sig i udbruddet hele fire tidligere etapevindere i form Zdenek Stybar, Tim Wellens, Michael Woods og Marc Soler, hvoraf de tre sidste endda havde vundet etaper i årets udgave. De havde fået selskab af en tidligere nr. 4 fra Flandern Rundt, Dylan van Baarle, hvis tilstedeværelse måske indikerer, at Ineos er blevet begejstret for deres meget mere offensive stil fra Giroen, samt talentfulde Thymen Arensman, der tidligere er blevet nr. 2i Tour de l’Avenir og nr. 3 i U23-udgaven af Paris-Roubaix. Kun Pierre-Luc Perichon var et mindre navn, men den stærke franskmand viste blandt andet på Gap-etapen i Touren sidste år, at han ingenlunde er ueffen i et udbrud.

Det vil stride mod al konventionel grand tour-logik, hvis Jumbo gennem en hel dag skulle påtage sig ansvaret for at jagte så stærk en gruppe. Det ville ganske enkelt koste alt for mange kræfter, men til gengæld forholdt det sig anderledes for andre. Lidt overraskende havde Astanas brølstærke udbrydermandskab misset gruppen, og det lå derfor i kortene, at de måtte ty til plan B, nemlig en puncheurspurt med Alex Aranburu. Også det ellers ret svage Bora-mandskab havde efter Felix Grossschartners 2. plads i Suances fået selvtillid og kastede sig ind i jagten.

Ingen af dem var dog villige til for alvor at ofre sig. Bora brugte blot de tunge Andreas Schillinger og Michael Schwarzmann, inden de kastede håndklædet i ringen, og Astanas superhold brugte kun det lette skyts i form af Dmitry Gruzdev og Merhawi Kudus. Da de forstod, at deres udbryderkonger, som selv har gode chancer de kommende dage, var nødvendige for at hente gruppen gav også de op, og det så ud til, at udbruddet ville sejle væk.

Sådan gik det bare ikke. Total Direct Energie havde i Suances fået tiltro til Julien Simon, og i deres desperate jagt på succes i en trist sæson overraskede de stort ved uden nogen hjælp at køre afstanden ned fra 5 minutter til kun ca. 1.30 i bunden af sidste stigning. Desværre for dem gik der bare for meget poker i den, og de kom alt for sent frem, præcis som de gjorde på 5. etape, hvor de også først gik ind i jagten, da alle andre havde givet op. Da først Romain Sicard var brændt sammen som sidste man, viste hele arbejdet sig at være spildt, da den lille afstand ikke var nok til, at Astana havde lyst til at samle handsken op igen.

Det var imidlertid her, at Jumbo havde chancen. Her kunne det bestemt have været relevant at investere de kræfter, der måske kunne have sat Roglic op til endnu en sejr og 10 måske vigtige bonussekunder. Hollænderne valgte imidlertid at spare på de kræfter, der på de kommende to etaper sikkert skal bruges bag det forventelige udbrud på dage, hvor der næppe er mange andre hold med en interesse i at jagte. Således forsvandt de 10 bonussekunder ud i den galiciske horisont, og Roglic må nu bare krydse fingre for, at en dårlig dag på lørdag ikke betyder, at han taber løbet med mindre end 10 sekunder.

I stedet skulle klasseudbruddet afgøre sagen, og her stod det hurtigt klart, at vi ville få en dobbelt etapevinder. Perichon faldt fra på bakken, og det var snart åbenlyst, at Arensman og Van Baarle havde nok at gøre med at følge med på stigningerne. Tilbage var de fire tidligere etapevindere, Wellens, Woods, Stybar og Soler, hvoraf kun sidstnævnte ikke kunne tro på sin spurt på bakken til sidst.

Spanierens chance var at snige sig væk, men den mislykkedes, og i stedet endte det i en spurt mellem de tre puncheurs. Den spurt får nok Woods til at ligge søvnløs i nat, for det lykkedes canadieren at smide det hele på gulvet, selvom alt pegede på, at han var stærkest.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Først var han nok engang svag på en nedkørsel, som hans begrænsede evner i det terræn i sin tid kostede en etapesejr i Tour de Suisse, og det så derfor ud til, at han aldrig skulle have lov at spurte. Heldigvis betød pokerspillet i front, at han blev reddet på gongongen, men den ekstra chance blev også forspildt. En velforberedt Wellens var nemlig helt bevidst om, at man skulle først ind i de kringlede sving, mens Woods til gengæld kiksede og fik Soler ind mellem sig selv og sin værste rival. Det kostede et hul, som blev dyrebart, for selvom en velkørende Woods både fik det lukket og var på vej forbi, betød den lange vej rundt i svinget, at det blev Wellens og ikke Woods, der kunne fejre sin anden sejr.

Dermed har Wellens’ sæson på kort tid fået et helt andet præg, end det så ud til inden starten, hvor et styrt inden Touren og en formsvag klassikerperiode så ud til at føre til et spildt år. Nu har han imidlertid med sine to sejre vist, at Lottos udbrydermentalitet bare passer hammergodt til Vueltaen, der som bekendt altid er udbrydernes paradis. Mange kan huske deres vilde 2017-udgave, hvor de med tre forskellige ryttere vandt hele fire udbryderetaper, og at Jelle Wallays i 2018 snød alle sprinterne på en næsten helt flad etape, ligesom Thomas de Gendt endelig lykkedes med at vinde den grand tour-bjergtrøje, han så længe havde jagtet. Kun sidste år endte som en kikser - måske fordi de desværre manglede Bjorg Lambrecht - men i år er de i den grad kommet tilbage på sporet.

I stedet ser det nu ud til, at det er Stybar, der ender med et spildt år. Tjekken har haft en helt parallel sæson med en misset Tour grundet en skade og siden en skidt klassikerperiode. I dag røg så den måske største chance for at redde det hele på falderebet, men igen måtte han sande, at de gode ben stadig ikke har været til stede i 2020.

Heldigvis kan han glæde sig over, at denne tredje uge er et udbryderparadis. Også de kommende to etaper er skræddersyet til lykkeriddere og Stybar-typer, og derfor bliver der masser af terræn at boltre sig i for feltets klassikerkonger. I mellemtiden venter og venter klassementsrytterne på det store slag på La Covatilla, hvor en selvtillidsfuld Roglic formentlig kun på en dårlig dag kan smide sit titelforsvar. Så må man bare håbe, at en sådan skidt dag betyder, at han ikke lørdag aften kommer til at ønske, at han havde handlet anderledes denne onsdag i Ourense.