Vuelta a Espana-analyse: En slovensk kæberasler

Jeg kan huske, at jeg efter Giroens første etape sammenlignede Primoz Roglic med en bokser. Nok er han tidligere skihopper, men der er noget bokseragtigt over hans lille, ret kompakte figur. De små, lidt halvskæve øjne mindre også lidt om Mike Tyson, men det er nu ikke først og fremmest hans fysiske fremtoning, der gør sammenligningen naturlig.

Nej, snarere er det hans ubehagelig hang til at levere det ene lammende uppercut efter det andet og gang på gang sende rivalerne til tælling, også når de langt om længe føler, at det slovenske fænomen er en anelse groggy. En defekt svømmepøl og de deraf følgende tabte 40 sekunder kombineret med en bibelsk syndflod og en fedtet grusvej har flere gange truet med at sende den slovenske forhåndsfavorit på halen og direkte ned i kanvassen i årets Vuelta, men han står der endnu. Og han ikke blot står op, han slår også stadig den propre næve, som gang på gang har slået hans rivaler så meget til plukfisk, at man kan undre sig over, at de stadig tør gå ind i ringen til endnu en gang bank.

I dag serverede han i hvert fald endnu én af sine lammende kæberaslere, som sendte ham i den røde trøje, han har kredset om uafbrudt siden starten i Torrevieja, men som den endeløse serie af uheld hidtil har forskånet ham for. Nu var der imidlertid ikke længere nogen vej udenom, og da han med endnu en bragende flot enkeltstart skrev sig ind i den eksklusive klub over ryttere med sejre i alle tre grand tours og holdt sin imponerende statistik med etapesejre i alle sine tre uger lange etapeløb i live, tog han det gigantiske skridt mod den samlede sejr, som hans rivaler havde frygtet.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Dagens etapesejr var da også den mest uventede af dem alle. Hvis man forud for løbet skulle risikere hele pensionsopsparingen på én etapevinder, skulle man utvivlsomt pege på slovensk triumf i Paus gader. Ikke blot er feltet af tempospecialister i årets Vuelta svagt, den kuperede rute var også som skræddersyet til skihopperen, der knuste al modstand på Giroens første to kuperede enkeltstarter og sikrede sig VM-sølv på den kuperede rute i Bergen for to år siden.

På den baggrund kan man sige, at Roglic havde alt at vinde og intet at tabe, og for ham er det da også snarere afstandene end placeringen, der er interessant. Og heller ikke i den sammenhæng kan han være svært utilfreds med at hente 1.29 på Tadej Pogacar, 1.38 på Alejandro Valverde, 2.00 på Miguel Angel Lopez og ikke mindst 3.06 til Nairo Quintana, der - for at blive i boksemetaforikken - lignede en fluevægter, der var blevet sendt i ringen mod en supersværvægter.

De afstande havde Roglic formentlig solgt etapen for forinden - ikke mindst fordi han undgik de uheld, der har martret Jumbo på flere tidskørsler i år - men alligevel kan man argumentere for, at Roglic ikke havde sin allerbedste dag. Således slog han blot Patrick Bevin og Remi Cavagna med hhv. 25 og 27 sekunder, og de blev alle fundet på den hårde indledende del. Faktisk var de to specialister begge hurtigere end slovenere efter første mellemtid, og når det blev til så store gevinster, skyldes det måske snarere, at hans rivaler alle er så temposvage. Det er i hvert fald langt fra givet, at etapevinderen også havde heddet Primoz Roglic, hvis ikke der havde været grus i Tom Dumoulins knæ, hvis ikke Chris Froome stadig var i gang med at tælle antallet af brækkede knogler, og hvis ikke Geraint Thomas havde foretrukket en regnbuetrøje på hjemmebane frem for en mulig Vuelta-sejr.

Det ændrer dog ikke på, at Roglic fik det ønskede udbytte af den etape, som var hovedforklaringen på, at det var ham, der fremstod som de fleste forhåndsfavorit ved starten for halvanden uge siden. Til gengæld har han nu også gjort sig selv til et meget sårbart bytte, for vi så allerede i søndags, at Movistar ikke er bange for at lade Lopez køre væk, hvis det kan tvinge Roglic til selv at jagte. Og som jeg flere gange har fremhævet, er der i den grad usikkerhed om holdbarheden for Sepp Kuss, Neilson Powless og George Bennett. Og den ellers stensikre livsforsikring i form af Steven Kruijswijk ligger hjemme i en hollandsk sygeseng, hvor han gør betydeligt mindre gavn, end han vil gøre i de asturiske og madrilenske bjerge de kommende dage. Nok er Roglic lige nu temmelig usårlig, men det er hans ellers så stærke hold ikke. Og da hverken Lopez, Valverde eller Quintana stiller sig tilfreds med en 2. plads - de har jo alle tidligere været på podiet - er der lagt op til festfyrværkeri fra de to hold, der meget vel kan vise sig som stærkere end de sårbare hollændere.

At begge hold skal i offensiven, er hævet over enhver tvivl, men der hersker nok en temmelig forskelligartet stemning på de to rytterhoteller her til aften. Hos Astana skal der måske ikke skænkes champagne, men Lopez kan nu alligevel godt gå til desserten to gange. Den lille colombianer leverede nemlig en af sit livs bedste enkeltstarter, som vel kun overgås af sensationsridtet i Tour de Suisse i 2016. Siden dengang har han fået den ene gang prygl efter den anden - ikke mindst i årets Giro - og selvom 2 minutter kan synes af meget, kan han bestemt ikke være utilfreds med en 14 plads foran flere langt mere tempostærke typer. Dermed fik Lopez også sat en tyk, fed streg under, at han i denne Vuelta for første gang synes at have genfundet superbenene fra drømme-Vueltaen i 2017, og det kan kun anspore ham til at give rivalerne endnu en af de klatrelektioner, han uddelte på Javalambre og Andorra.

Til gengæld har Movistar-ledelsen formentlig haft fat i kokken og aflyst desserten. Den har hverken Quintana eller Valverde nemlig fortjent efter dag, der bestemt ikke fremstår som den smukkeste i det spanske storholds alenlange historie. Særligt galt gik det for Quintana, der konfirmerede den kedelige deroute, han og tempocyklen har været på i de senere år. Der var en lille opblomstring i Paris-Nice, men i de senere år har det været svært at forstå, at lille Quintana i 2016 kørte i top 10 på en flad tonserenkeltstart i Burgos og slog Sylvain Chavanel på en enkeltstart i Route du Sud. Heller ikke i dag var der tilsyneladende noget, den lille colombianer kunne stille op, da Roglic begyndte at tanke sekunder, og den mulige sejr, han for to dage kunne lugte, ser pludselig ud til at være uendelig langt væk.

Valverde kom bestemt heller ikke nærmere. Selvom spanieren gang på gang imponerer i en alder på 39 år, er der én evne, han definitivt har mistet, nemlig evnen til at køre enkeltstart. Veteranen, der to gange tidligere er blevet nr. 2 på en Vuelta-enkeltstart gentog fadæsen fra sidste år, hvor han blev slået af Simon Yates på en dag, hvor de fleste forventede, at han ville have kørt briten ud af trøjen, og han kan ingenlunde være tilfreds med en 13. plads og en gevinst på bare 22 sekunder til Lopez. Pludselig er han nu så langt efter Roglic, at bonussekunder slet ikke bringer ham i nærheden af noget som helst. Skal Valverde vinde løbet igen 10 år efter den første sejr, skal han give Roglic deciderede prygl på en af bjergetaperne, og det kan virke usandsynligt for en mand, der har sin force på kortere stigninger, hvor gevinsterne af gode grunde kan være temmelig begrænsede. Til gengæld kan holdet glæde sig over, at Marc Soler med en 8. plads bekræftede sin fremragende form og satte en streg under, at Movistar har en trio, som ingen af de andre to tophold kan matche.

Etapen afslørede også, at Tadej Pogacar har en grænse. Sådan så det ellers ikke ud forleden, og da han bragede op til første mellemtid i en tid, som var den klart næstbedste, fik man kortvarigt fornemmelsen af, at han måske kunne være ved at levere endnu en sensation. Der er imidlertid en grund til, at enkeltstarten inden skiftet til UAE var en svaghed. Hans sensationelle enkeltstart i Algarve gav ellers et håb om, at et mere professionelt set-up kunne have løst det problem, men sådan var det desværre ikke. Da først Pogacar havde fået det maksimale ud af bakken og det i stedet handlede om rene tempoevner, kørte Roglic han nemlig midt over og cementerede, at det altså stadig er han, der er Sloveniens førende cykelrytter. Heldigvis er Pogacar som bekendt kun 20 år, og med tanke på, hvor langt han er kommet som temporytter på ni måneder, kan han ikke være svært utilfreds.

Det kan Pierre Latour heller ikke. Af en eller anden grund er det kun lykkedes franskmanden at køre gode enkeltstarter ved de nationale mesterskaber, men med dagens 5. plads fik han endelig på den store scene vist, hvorfor han to gange har kørt sig i tricoloren med sande magtdemonstrationer. Det bringer ham ganske vist ikke for alvor tilbage i spillet om top 10 i et løb, hvor begrænsningerne i bjergene er for store, men han fik atter vist, at han har en alsidighed, der altid vil gøre ham farlig i ugelange etapeløb, som bør være det, han fremover satser på.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Andre klassementsrytterne kan også være godt tilfredse. Det gælder særligt Dylan Teuns, der nu formentlig vil se, hvor langt klassementet kan bære, efter at han for andet år i træk leverede en fremragende Vuelta-enkeltstart. I det hele taget var det en god dag for Bahrain, der også kunne se den stadig mere imponerende lille mountainbiker, Hermann Pernsteiner, med en 20. plads levere det, der vel var dagens største overraskelse. Det gælder for Daniel Martinez, der med en 10. plads satte en streg under, at der altså findes colombianere, som kan køre enkeltstart, og fik vist, at han har det rette alsidige potentiale til at køre grand tours, når engang forberedelsen bliver gnidningsfri. Det gælder James Knox, der kørte en chokerende god enkeltstart og atter viste, at Deceuninck kan lære de fleste at køre stærkt i disciplinen. Det gælder for Carl Fredrik Hagen, der heroisk forsvarede sin 6. plads i en disciplin, der kunne have kostet ham dyrt. Og det gælder for Rafal Majka, der ligesom i Giroen bekræftede, at han har genfundet lidt af de tempotakter, der var totalt forsvundet i de seneste sæsoner.

For andre gik det næsten lige så skidt, som det gjorde for Quintana. Mest markant er det, at etapen satte en tyk streg under, at Wilco Kelderman er gået fra tempogigant til temposnegl. For bare to år siden blev han nr. 2 bag Froome på Vueltaens enkeltstart, men ligesom sidste år endte en etape, der burde have været hans stærkeste våben, med, at han øsede tid direkte over på de små klatreres konto. Om det ret grimme styrt i Tirreno sidste år, har givet ham vedvarende skavanker, der hæmmer hans position, skal vi lade være usagt, men det er i hvert fald påfaldende, at han siden det styrt ikke har kørt én eneste god enkeltstart.

Samme deroute er Ion Izagirre fortsat på. Baskeren, der tidligere spiste denne slags enkeltstarter til morgenmad, måtte nok engang sande, at det nu om dage er klatrerne, der slår ham og ikke omvendt. Der var i hvert fald ikke mange, der i 2016 havde regnet med, at Lopez nogensinde ville slå sin holdkammerat med 56 sekunder på en enkeltstart, men det var ikke desto mindre, hvad der skete for en mand, der aldrig er blevet sit temposelv igen efter at have forladt Movistar. Endnu værre gik det dog for Mitchelton-Scott, der desværre måtte se Esteban Chaves forsætte kursen mod det, der kunne ligne endnu et af sine desværre nu regelmæssige kollaps, og Mikel Nieve bløde lige så meget tid, som man kunne forvente,

Blandt klassementsrytterne var der ikke mange specialister, og det betød, at vi så flere temporyttere i toppen af klassementet end på den tilsvarende rute i Touren, hvor de store navne dominerede. Mest markant var det naturligvis, at Patrick Bevin for tredje gang i karrieren endte som nr. 2 på en WorldTour-enkeltstart og for anden gang formentlig har bandet Roglic langt væk, efter at sloveneren også snød ham for sejren i Baskerlandet sidste år. Hans meget stærke kørsel på den flade del, hvor han gjorde forskellen og kørte stærkere end Roglic bør dog give ham et håb om, at sejren nok skal komme før eller siden.

Det skal den også nok for Remi Cavagna. Franskmanden, der viste så lovende tempotakter som ung, gik ellers helt i stå i et par sæsoner. Siden 10. pladsen i Dauphiné har han dog været sig selv igen, og det dokumenterede han i dag med det, der ubetinget var hans bedste enkeltstart. I det hele taget var det en flot dag for de unge fransmænd, der ud over Cavagna og Latour også kunne se Bruno Armirail, Benjamin Thomas, Romain Seigle og Dorian Godon gøre det bedre, end man kunne forvente.

Lawson Craddock kan også være svært tilfreds over, at han med en 4. plads fik bekræftet årets mest gennemgående tendens, nemlig at EF-ryttere altid kører fremragende enkeltstarter. Mere skuffede er nok Nelson Oliveira, der fortsatte en lidt kedelig tendens i et 2019, hvor det ikke har fungeret i favoritdisciplinen, og Thomas de Gendt, der bekræftede sin genopstandelse som temporytter, men trods alt måtte sande, at de gyldne Tour-ben ikke er intakte, nu hvor han har kørt to en halv grand tour på mindre end fire måneder. Og helt galt gik det for Vasil Kiryienka, der i de seneste to år har kunnet mærke alderen få den ellers så uopslidelige maskine til at ruste, og som i dag atter beviste, at stimen af top 10-resultater ved VM bliver svært at holde i live i Yorkshire om et par uger.

Til gengæld kunne man sagtens forestille sig, at regnbuestriberne skulle en tur til Slovenien. Roglic har i hvert fald understreget sin status som en af favoritterne også til VM, hvis han stadig har kræfterne efter en hård Vuelta. Om det er tilfældet, er ikke givet, når han har tømt sig selv for kræfter over de kommende par dage, hvor Valverde, Lopez og Quintana vil angreb ham i nord, syd, øst og vest. Der er i hvert fald noget at indhente for den spansktalende trio, der heldigvis ikke blev knockoutet helt, men stadig roder rundt på gulvet, efter at de i dag blev sendt i kanvassen af en af Roglics efterhånden berømte kæberaslere.