Vuelta a Espana-analyse: Et lammende britisk uppercut

Han ligger der formentlig endnu, den gamle ræv. Måske er han langsomt ved at få pusten og forsøge at gøre skaderne op, men foran er Vueltaens dommer ved at tælle den groggy spanier ud. Det, der skulle have været en mavepuster lige i Simon Yates’ mellemgulv, endte i stedet med, at Alejandro Valverde roder rundt i kanvassen efter et lammende uppercut, der kunne være endt som den totale knockout, men i første omgang ”blot” har efterladt den spanske veteran slemt forslået og med en Vuelta-drøm i ruiner.

Hvordan i alverden kunne det gå så galt? Valverde havde knap kunnet skjule sin selvtillid i dagene efter den fornemme opvisning på Balcon de Bizkaia, hvor de efterfølgende interviews tydeligt afslørede, at han nu reelt troede på, at han faktisk kunne tage sin anden Vuelta-sejr. Derfor var hang hans sejrssult også tungt ud over hele Andorra, da dagens første af de to afgørende bjergetaper startede, for sjældent har man da set Movistar holde en etape i et så lammende bjerggreb. Ryttere med blot den mindste klatreevne fik ikke blot den mindste flig af snor, og først da to helt ufarlige ryttere slap fri midtvejs på etapen, lettede spanierne let på gashåndtaget. Ingen skulle være i tvivl: i sag skulle Valverde give Yates det første af to helt afgørende mavepustere.

Alt var da også lagt til rette. Daniele Bennati og Imanol Erviti stod for med et vanvittigt tempo at kvæle enhver initiativlyst og skabe samling akkurat i bunden af Coll de la Rabassa. Derefter tog Winner Anacona over og skabte den første seriøse udskilning, inden Nairo Quintana iværksatte næste trin i den storslåede plan, der skulle sende Yates til tælling. Colombianeren gik i offensiven sammen med Steven Kruijswijk og i første omgang også George Bennett, og det tvang Yates til at jagte hårdt med Jack Haig. Strategien var elt at aflæse: Quintana skulle slide Mitchelton ned, så Valverde til sidst kunne levere en isoleret Yates nådesstødet.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Alt så da også helt perfekt ud, hvis det da ikke var, fordi de havde gjort regning helt uden vært. Mindst som de ventede tog Yates nemlig et felt på sengen ved egenhændigt at køre op til Kruijswijk og Quintana, der i mellemtiden havde fået selskab af Thibaut Pinot, men selv det var ikke i sig selv alarmerende. Valverde havde fortsat Richard Carapaz hos sig, og Yates løb en stor risiko ved at sætte sig frem i en gruppe, hvor han kun fik sporadisk hjælp fra Pinot.

Situationen kunne med andre ord fortsat reddes. Sådan så det i hvert fald ud, indtil det langsomt stod klart, at det måske ikke bare var uopmærksomhed, der havde sendt Valverde i defensiven. Med overraskende defensiv kørsel kunne spanieren ikke længere skjule, at han havde efterladt de diamanter, der havde bragt ham tilbage i sejrskampen i onsdags, i Baskerlandet, og at han slet ikke havde samme saft og kraft som for to dage siden. Tværtimod måtte han lade først Wilco Kelderman og siden Tony Gallopin sejle væk, og havde det ikke været for en imponerende Quintana, der lod sig falde tilbage for at redde situationen, kunne det være endt i den helt store katastrofe. Da colombianeren havde ført færdig, blev Valverdes problemer nemlig stillet til fuld skue i kampen med Enric Mas og Miguel Angel Lopez, som han lidende måtte se glide væk i horisonten.

Resultatet blev, at dagens etape, der på forhånd lignede en af de letteste bjergetaper i løbet, endte som den klart vigtigste hidtil. Mens de på papiret skræmmende mure La Camperona, Les Praeres og Balcon de Bizkaia samt frygtede Lagos de Covadonga, stort set ingen rolle havde spillet, blev det den lette Coll de la Rabassa, der vendte det hele på hovedet. Præcis som i Giroen, hvor den lette Prato Nevoso åbnede ballet på ny, var det moderate stigningsprocenter, der på et tidspunkt, hvor alle er trætte, endte med at blive langt mere afgørende end sværere stigninger tidligere i løbet.

Helt uventet er det imidlertid ikke. Som allerede påpeget i tidligere analyser og optakter, er der nemlig to ting, der altid har kendetegnet Valverde. Mens han er ufatteligt giftig på stejle stigninger, har han alle dage været sårbar på lange stigninger og i højderne. Derfor var der mange, der på forhånd spekulerede i, om de 2000 m på toppen af Rabassa kunne knække den ellers så stærke spanier, men forventningen hos mange var nok alligevel, at de ret lette procenter ville kunne skjule en eventuel krise.

Sådan gik det bare ikke. Om det var højderne eller længden, der knækkede Valverde, skal vi lade være usagt, men sagen er i hvert fald, at der udkrystalliserer sig et klart mønster i hans præstationer. Mens han har været flyvende på de eksplosive stigninger, har han været i krise på løbets tre lange og højeste målstigninger, La Covatilla, Lagos de Covadonga og Coll de la Rabassa. Det er så klar en tendens, at det ikke længere kan negligeres, og med tanke på, at der i morgen venter en dag med mange halvlange bjerge i tæt på 2000 m højde, kunne det tyde på, at Valverde måske skal være glad, hvis blot han ender på podiet.

I virkeligheden giver det også meget god mening. Valverde har alle dage været en puncheur, der har lært at forsvare sig i de høje bjerge. Derfor er det kun alt for logisk, at det i karrierens efterår også er i hans knap så naturlige terræn, at svaghederne melder sig. I hvert fald har vi nu i både Touren og Vueltaen set, at Valverde ikke længere har fordums klasse i de høje bjerge.

Set i det lys var det måske også dumt at satse så stort på Valverde i dag, for Quintana rejste sig fornemt efter onsdagens nedtur. Det er imidlertid altid let at være bagklog, og colombianeren var så langt efter, at en samlet sejr kun kunne lade sig gøre, hvis Yates reelt faldt sammen, og han samtidig selv leverede et bemærkelsesværdigt comeback. Når Valverde samtidig havde vist sig fremragende kørende, var det kun logisk at spille på én hest, også selvom det store hjemmebanehold nu står som de store tabere. For cykelfans er det imidlertid ganske opløftende, for det står nu skrevet med flammeskrift ud over hele etapen i morgen, at en Quintana, der ikke længere har noget at miste, skal på det helt store togt på en rute, der egner sig til tidlige angreb.

Mens den storslåede Valverde-offensiv altså ramte spanierne lige i nakken, endte Yates som en lidt uventet vinder. De fleste havde formentlig regnet med, at briten ville holde sig til sin hidtil så defensive taktik og koncentrere sig om at spare kræfter til morgendagens langt sværere etape. Om han selv fornemmede Valverdes svaghed skal vi lade være usagt, men sagen er i hvert fald, at han udviste et usædvanligt stort mandsmod ved at vende forsvar til angreb. Den sidste stigning var nemlig af en karakter, hvor det kunne have ramt ham temmelig hårdt, at han længe havde ligget foran, hvis det faktisk var lykkedes Movistar at neutralisere offensiven. Det var samme form for mod, han udviste i Italien i maj, og som gør ham til en yderst fortjent vinder, hvis han faktisk lykkes med at forsvare trøjen i morgen.

Det har han særdeles gode chancer for at gøre. Foreløbig har der nemlig ikke været antydningen af det ellers så frygtede sammenbrud, og samtidig har han bragt sig i en position, hvor han fortsat burde være relativt frisk. Det er nemlig kun i dag og på enkeltstarten, at han for alvor har åbnet for sluserne over længere tid, og han har derfor ikke været i nærheden af at omgås sine energireserver med samme skødesløshed som i Giroen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Reelt er det da også kun et sammenbrud som i Giroen, der nu kan true en samlet Yates-sejr. Han er omgivet af et brølstærkt hold med Haig og først og fremmest Adam Yates, der i dag så ud til at være på cruise control, indtil han sad op for at spare sig til i morgen. I dag var Simon endda åbenlyst stærkeste mand, og da han reelt kun skal koncentrere sig om ganske få ryttere i morgen, bør Mitchelton kunne føre ham til sejr.

Rivalerne kan kun klynge sig til håbet om endnu et kollaps. Det kan trods alt ikke udelukkes, for ingen kan være i tvivl om, at Yates tømte posen helt i dag, og der kan derfor være en regning at betale i morgen. Heldigvis for briten skal den være ganske stor, for at han ikke kan betale den. Med andre ord er det Yates selv og ikke hans konkurrenter, der bestemmer, om han skal vinde sin første grand tour.

Dagens anden store vinder var naturligvis Thibaut Pinot, der rejste sig fra asken efter det spektakulære kollaps i onsdags. Med imponerende kørsel lukkede han let hullet op til Quintana og Kruijswijk, og modsat hollænderen havde han endda kræfter til at hjælpe den brølstærke brite. Til sidst koncentrerede han sig om etapesejren og lod Yates stå for arbejdet, og derfra stod det klart, at franskmanden naturligvis ville overspurten briten, der havde andet og vigtigere at tænke på end at gå efter endnu en etapesejr.

For Pinot er sejren imidlertid livgivende, og han havde næppe drømt om, at han ville kunne forlade Vueltaen med hele to etapesejre, herunder den allermest prestigiøse, på sit cv. Til gengæld har de seneste dage også igen understreget hans kedelige tendens til at have dårlige dage i grand tours, for dagens præstation understreger med al tydelighed, at han lige nu sammen med Yates formentlig er stærkeste mand i løbet. Det er derfor højst bemærkelsesværdigt, at han i onsdags oplevede en så eklatant nedtur, og da det desværre ikke er første gang, noget sådant er sket, er det lige nu den manglende stabilitet, der står mellem Pinot og en grand tour-sejr. Klatreniveauet har han i hvert fald.

Sammen med Yates er det måske Steven Kruijswijk, der fortjener allermest applaus. Selvom længden på den sidste stigning passede den hollandske dieselmotor, kan det samme bestemt ikke siges om procenterne, der var alt for lette til, at man kunne have de helt store forhåbninger til hollænderen. Derfor var det enormt forfriskende at se, at Kruijswijk havde intentioner om at få det maksimale ud af de stejle nedre del, hvor han gik i offensiven sammen med Bennett. I sidste ende blev det igen tydeligt, at han fortsat er et niveau under Yates og Pinot, men det mod, han også udviste med sit store ridt på Alpe d’Huez-etapen i Touren, belønnedes med en foreløbig podieplads, som han burde have gode chance for at forsvare på morgendagens etape, hvis mange stigninger passer ham endnu bedre.

Hans gode chancer skyldes også, at Miguel Angel Lopez og Enric Mas i dag var i uventede vanskeligheder. For Lopez kommer det imidlertid ikke helt ud af det blå efter en heller ikke alt for overbevisende præstation på 17. etape. Noget kunne tyde på, at den lille colombianer, der ellers er kendt for sin store motor, måske er ved at løbe tør for kræfter, som det også skete i den tredje uge sidste år. Med tanke på, at det er første gang, han kaster sig ud i to grand tours i samme sæson, er det dog intet at skamme sig over, også selvom han lige nu kan få svært ved at ende på podiet og endda sejre i ungdomskonkurrence, som han ellers var tårnhøj favorit til at vinde.

For at tage det røde nummer skal han nemlig have skovlen under Mas, og det kan blive svært. Den konstant stigende formkurve knækkede imidlertid for første gang i dag og viste os trods alt, at der er grænser for, hvor stor en motor den talentfulde spanier har. Måske er der også et lille mønster i, at han har været bedst på de tre stejle mure og knap så stærk på de længere stigninger. Det skal i hvert fald blive interessant at observere i fremtiden.

Netop forskellen på lange og korte stigninger blev også tydelig i dag, hvor vi så resultater, der ligger fint i forlængelse af det, vi allerede vidste. Således var det bemærkelsesværdigt, at Wilco Kelderman, der aldrig har været fan af de helt stejle procenter, var langt bedre i dag, som han også var det på La Covatilla, der havde en lignende finale. Til gengæld var det formentlig længden, der endelig fik skovlen under den hidtil så stabile Ion Izagirre, der altid har haft det svært i de helt høje bjerge.

Undtagelserne var Tony Gallopin og Emanuel Buchmann. Længden burde i den grad have passet til den tyske dieselmotor, der imidlertid var den første toprytter til at slippe. Desværre følger det et klart mønster, hvor det har været tydeligt, at trætheden har ramt tyskeren hårde end de øvrige. Det følger et mønster fra de seneste to udgaver af Touren, og på nuværende tidspunkt kan det se ud til, at han stadig mangler den fornødne holdbarhed til at gøre sig gældende over tre uger.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Overraskelse var derimod Gallopin. Logikken sagde ellers, at denne etape kunne blive for svær for den eksplosive franskmand, der slet ikke er naturlig klatrer eller klassementsrytter. Alligevel var han en af dagens allerstærkeste, og havde han ikke som Kelderman gamblet stort med en offensiv fra distancen, kunne han måske have kørt med Lopez, Mas og Uran til sidst. Vi er mange, der har ventet på Gallopins sammenbrud, men lige nu ser han bare ud til at blive stærkere. Chapeau!

Nu mangler han blot at klare én bjergetape, hvis han også skal sikre sig den top 10-placering, næppe mange havde set komme. Det vil dog ikke være ham, interessen samler sig om, når det i morgen går løs på den korte, intense kongeetape.

Her vil al opmærksomhed være rettet mod Yates, der efter dagens lammende uppercut har sendt især Valverde og Movistar til tælling. I maj kostede disse dybe stød imidlertid så mange kræfter, at det i stedet med, at Yates selv blev knockoutet, og selvom intet peger i samme retning denne gang, har rivalerne da i det mindste lov at håbe på en gentagelse. Så længe der er liv, er der håb, også for en groggy Valverde. Lige nu kan det bare være lidt svært at få øje på.